Hun smilede skævt, da søsteren sagde hun havde haft travlt og trak lidt på skuldrene. Nu havde hun jo ikke stablet organisation på benene, det var jo blot hendes nu.
"Jeg har haft travlt med at vælte personen der sad på toppen af pinden" sagde hun med et lusket smil, og blinkede til kvinden der sad ved hendes side og drak resten af det der var i hendes glas, inden hun hældte op til dem begge igen. "Kan godt være jeg ser ung ud, men årende har ikke været venlige mod mig" sagde hun lige så morbidt, som det ville være for Leda at have en sikret plads i livet. Nej, livet havde virkelig ikke været godt mod Evy siden at hun havde dræbt hendes familie. Blikket lagde sig i kanten af hendes øjne, for kunne en virkelig blot godtage at en dæmon havde gjort det? Hun ville nok selv ikke havde været så tilgivende, som tvillingesøsteren viste sig at være. Eller var hun? I den forstand, kunne hun ikke gøre sig klog på hvad der var sket i hendes liv op til de havde mødt hinanden igen. Meget kunne være sket, til at man kunne kigge på en person og vide de talte sandheden. Ved guderne måtte vide, at Evelyn selv havde stået i situationer hvor hun måtte tage beslutninger på splitsekunder, og stå ved den beslutning gennem resten af hendes liv. 
"Ja, jeg har i sinde at flytte til Azurien, mens jeg prøver at stable en ny gren af organisationen op dér - og jeg har brug for en der overtager ledelsen af grenene her" hendes blik lagde sig mod det ældre billede af hende selv. "Og selvom årene ikke har været gode ved os, og der er gået så længe mellem vi sidst sås, er der stadig ingen jeg stoler mere på, end dig" det var som søsteren havde sagt, drastisk. Men hun var også desperat, og det krævede drastiske handlinger og metoder.

Et morende fnys forlod Leda som hun lagde armene over kors og lænede sig godt tilbage i stolen. ”Det kræver sgu også sit arbejde, søs” brummede hun kækt tilbage. Siden hvornår var Io blevet en udspekuleret kælling? Nøj, tiderne havde virkelig ændret sig. Noget de næste ord skam også bekræftede med den morbide tone som fik Leda til at tage en dyb indånding gennem næsen og lukke den ud i et brummende suk. ”En eller anden stodder fortalte mig engang at livet er et fucking mareridt, som kun bliver værre for hvert år der går” spørgsmålet var om de nogensinde vågnede fra det mareridt igen? Eller om det bare fortsatte ud i en uendelighed. Deres liv havde været forfærdeligt på mere eller mindre alle punkter. Noget der også burde havde gjort dem begge endnu mere skeptiske overfor hinanden. Men for Leda holdte en lille del af hende så krampagtigt fast i det gamle, velkendte og rare hun huskede. Sin søster. Den søster hun altid kunne stole på. Ingen anden kunne få den tillid, selvom ubehagelige oplysninger blev lagt på bordet.

Ledas trak blikket lidt sammen og så skeptisk på den anden. Hun gav sig til at gnave i sin kind med en eftertænksom mine. ”Og du er sikker på at jeg kan klare det? Jeg har aldrig været lederen før, for andre end mig selv” forklarede hun hudløst ærligt. Det ville være en perfekt rankstige at betræde. At skyde til tops så hurtigt og uden mange kvaler. Men som Io sagde. Der var ingen hun stolede på mere end Leda. Så måtte Leda også være ærlig og ikke udnytte den tillid, som hun ellers ville ved enhver anden, uden undtagelser.

Spørgsmålet om at Leda kunne klare det var i og for sig et ganske godt spørgsmål, for trods ligheden mellem de to tvillingesøstre havde årene splittet dem fra hinanden. Så hvordan kunne Evelyn være sikker på at vælge hendes søstre til så høj en person? Så snart at hun havde kigget ind i den andens øjne vidste hun alt hvad hun havde brug for at vide, nemlig at hun kunne klare det og nok bedre end Evelyn havde gjort det. En kvinde med ben i næsen som ikke lod sig slå ud af folk, det var hvad hun havde brug for. Desuden var der ingen andre hun stolede mere på end Leda.
”Ja, jeg er sikker på du kan klare det. Vi er trods alt lavet af samme blod, og selvom vi tit fik at vide vi var så forskellige som dag og nat – så er vi stadig ens.” dog nåede de ikke længere i den sank, eller dybere ned i flasken, da en ynkelig udseendet dreng kom løbende mod hende og bøjede hoved. ”Det er problemer oppe i slumkvarteret, der er brug for dig” hun sukkede opgivende og rystede med et smil på hoved – ”Jeg kommer” kom der en anelse surt men det var mest af grunden til hun var nødt til at efterlade sin søster, hurtigere end hun havde haft lyst til. ”Jeg tager fat i dig i løbet af nogle dage, for introduceret dig til gruppen og sat dig ind i tingene – bare rolig, jeg smider dig ikke ud til ulvende uden du har våben med dig” grinede hun og blinkede kækt med det ene øje.

Efter nogle dage var planerne sat i værks, Evelyn havde ikke givet Leda meget ro og slæbt hende rundt i et forsøg på at introducere hende til gruppen. Forklare hvordan de fungerede, deres kodex som de levede efter. Introduceret hende for Domino elveren med skoven og bjergene blandet i sit blod. En mand hun stolede fuldt ud på især efter de mange strabadser de var gået gennem, Faith derimod var det tydeligt der var sket noget, som havde givet et anstrengt forhold mellem de to kvinder. Evelyn valgte dog også at understrege under fire øjne, at Leda skulle tage sig i agt for den rødhåret kvinde, som ikke var til at stole på disse dage. Hvorfor var hun ikke helt sikker på men hendes mavefornemmelse fortalte hende, at der var noget galt.

Der var nu gået omkring fjortendage og Evelyn havde indkaldt til møde at hun ville træde tilbage som fraktionsleder af klanen i Dianthos og påtage det fulde ansvar som leder af hele organisationen. Hvormed det første hun ville tage sig til, var at oprette en gren il Azurien.