Pax
Iagttager | Bandeleder af Ulvens Flok
Pax’s skuldre faldt længere ned mod gulvet men ikke tilbage på plads. Han vidste instinktivt, at Evlyn intet ondt ville sige, men i forhold til de ord der dernæst flød fra hendes læber, ville han ønske, at det havde været de modbydelige af slagsen. Sådanne ord var trods alt nemmere at svare på og hvad Evlyn sagde, cementerede den dårlig samvittighed i ham, for havde hun ret? Følte han ikke det samme som hende? Og hvis det var rigtigt, var den kærlighed, han så følte, nok?
Var det overhovedet de rigtige spørgsmål at stille?
Pax så ned og forsøgte, at lade tankerne falde tilbage på plads. Med Juno havde alting været nemmere – mere ligetil. De havde endda grinet sammen, haft deres øjeblikke med ro og fred, og Junos vredesudbrød var aldrig – Pax havde aldrig frygtet, at de ville knække den blonde mands hoved.
Med Evlyn… det var en anden form for kærlighed. Og det var en anden form for partnerskab og måske, at det udsprang af det faktum, at de begge var positioneret anderledes end Juno og Pax havde været. Måske det kom sig af den kendsgerning, at Pax og Evlyn var lige ødelagte. Juno havde ikke været på samme måde, som de var; han havde ikke været ligeså ødelagt som Pax.
Pax skubbede sig fri af køkkenbordet og satte sig på hug foran Evlyn. Hans tofarvede øjne gled hastigt henover hendes smukke ansigt, hvorefter de fandt hvile på hendes støvlebeklædte fødder.
”
Jeg elsker dig”, mumlede han omsider. ”
Vi har set så meget lort sammen – så meget. For meget… nogle gange tror jeg, at vi har for meget mørke indeni os. For lidt lys…” Pax’s fingre pillede krampagtigt ved hans skjorte kant, alt imens han talte og hans tone var næsten vaklende. I grunden anede Pax ikke selv, hvad han forsøgte at sige – blot, at det var noget, der var vigtigt.
”
Juno havde mere lys indeni sig end jeg havde. Det var… lettere og på en eller anden måde simpelt. Han havde vist ikke rigtig nogle forventninger til mig. Ikke andet end vi sås en gang om ugen. Vi holdte det jo hemmeligt. Vi kunne ikke gå offentligt med det, indtil – indtil han – og jeg – jeg vil også give dig alt. Det er ikke det. Det er –” Pax sank en klump og gned sit ansigt i en krampetrækning. ”
Men mine minder fra dengang – det var noget af det, der fodrede lyset indeni mig og jeg var – er bange for, at hvis jeg lukker det ud, at det så ikke vil finde tilbage. Og jeg kan ikke klare mere mørke. Det er… tungt. Det gør ens krop tung. Jeg – kender du ikke det, at man hele tiden går og tænker på, at det at forsvinde ikke kræver særlig meget? Et enkelt fejltrin i undergrunden og så kunne det endda ligne en ulykke… jeg bruger mindet om ham, såvel som om Ronia og de andre børn… han var jo min første, jeg hev med hjem. Jeg tænker også på dig og på det, vi kunne få, men – hvis jeg gav dig det, så ville jeg ikke have noget tilbage af ham og jeg havde brug for – noget. Og ikke fordi – vi sov sammen – men fordi… fordi han var så fucking mange ting på en gang. Da vi var børn – han sov også tit inde hos mig, så Filip ikke kom. Og han ville tage min hånd, hvis han blev bange og når han græd, så ville han kun have mig. Min kærlighed til ham – den er anderledes end den, jeg føler for dig, men det gør ikke nogen af de to… kærligheder mindre værd. Det er ikke sådan, at det er en beholder, som du skal dele med ham.”
Krystallandet
