"Absolut! der er intet andet for!" grinede hun, og mærkede i hånden det ordenlig klunk der kom, da de to ler krus ramte hinanden. 
Hun drak af mjøden, da Adena nævnte det andet. Som hun slugte væsken, vente hun sig mod hende og gav hende et skævt smil og hævet øjenbryn; "Jeg har børn, og jeg synes da bestemt ikke jeg er spor kedelig?" og da hun refereret til børn, var det udelukkende alle de yngre mennesker hun havde taget under sin vinge. Som Adena selv, godt nok i dette tilfælde ville hun betragte sig mere som søster end som mor. Men der var bestemt også en af dem, som hun så som en hun altid ville passe på.
Med en albue mod Adena's overarm lå hun videre. 
"Og selv hvis du får, eller når du får børn - så er jeg sikker på du ikke bliver kedelig. Det ville jeg slet ikke kunne forestille mig. Og hvis du gør, er jeg den første til at hente dig ud på en kidnapnings tur på kroen!" 

Adena lo inderligt og opdagede, at hun også selv snart var halvvejs gennem sit krus nummer to. Til en adelig fest ville det havde taget mindst dobbelt så lang tid at nå hertil for ikke at blive sat i bås med dem, der kun kom for drikkevarene. Her så det ud til at de fleste kom for netop det. 
Varme og glæde boblede op i den unge adelspiges indre - ikke kun fordi Evlyn havde formået at højne hendes humør som altid, men også fordi løftet om ikke at blive kedelig var så kærkomment som noget andet. Nok skræmte udsigten til et helt nyt liv Adena, men hvad kunne gå galt, når hun havde Evlyn lige bag sig?
"Mit liv kan vist aldrig blive kedeligt, så længe du er i det," sagde hun. "Og jeg har ikke tænkt mig at lade dig give slip på mig lige foreløbigt. Selv hvis jeg får travlt med fyrstinde-agtige ting, skal jeg jo som minimum holde maleriet ved lige! Skål for dig, Evlyn, og dine fortræffelige evner!"

Hvisker var en evne Evlyn havde, så var det at være opmærksom på hendes omgivelser.
Der havde været tidspunkter, hvor at den ældre kvinde havde været så fuld - at hun ikke var sikker på om hun havde to højre eller to venstre fødder. Og alligevel formået at holde sig selv i en kamp, fordi hun var blevet overfaldet på vejen hjem fra kroen. Så det at Adena var halvvejs gennem hendes krus nummer to, sørgede hun da for at holde øje med når den var helt tom, og vinke udskænkeren tilbage til dem.

“Lige præcis! Man bliver nød til at tage det positive, ellers så bliver ens liv aldrig bedre.” Grinede hun, og skålede tilbage - det var en fantastisk stemning der havde lagt sig over de to kvinder. Som de fortsatte med at drikke som de gjorde. 
Måske også en anelse farligt, men hvad - man skulle nyde de gode stunder mens de var der. Hvem vidste, hvad morgendagen ville bringe?

Adena smilede med ildrøde mjødkinder og så funklende øjne, at hun kunne have været en hel stjernehimmel i sig selv. Frygten for fremtiden var drevet bort af Evlyns evige gå-på-mod og optimistiske verdenssyn, og den unge adelskvinde kunne slappe af i selskabet og de uvante omgivelser. Omgivelser, der ikke bekymrede sig det mindste om, hvem hun var.
Efter de her første par krus, bekymrede Adena sig også selv mindre om, hvem hun var, og hvem hun skulle giftes med. Det hele skulle nok gå - det havde Evlyn jo selv sagt. Sorgerne skulle ikke tages på forskud, og en aften ude i fejringens tegn, skulle nydes til fulde. Af de fulde. 

Aften blev til nat, to krus mjød blev til så mange - at hun ikke længere havde styr på, hvor mange det egentlig var. Jubel, tilråb og god stemning var hvad resten af deres besøg på kroen gik med. Især grin, aldrig havde hun følt sig så let, som da hun grinende havde båret Adena hjem til hendes lille rønne i skumringskvarteret. 
Eller, hun var faktisk ikke helt sikker på at man kunne kategorisere som at bære på en, som var det der var hændt. Måske hun havde faldet på et tidspunkt? Grinet så åndsvagt, at hun havde fået kattene til at løbe skræmte væk, som de var kommet gående rundt om et hjørne.

Hvad hun dog med sikkerhed vidste, da hun vågnede morgen efter. Var hvor glad hun var, smilet der stadig var fastlåst på hendes læber, som hun kiggede op i kælderens loft og nød morgen som den. Der ville nok ikke komme ret mange flere, men den tid - måtte være den sorg.