Chaunce kunne ikke lade være med at smile – og det voksede og voksede, indtil hans ansigt ikke var andet end tænder og smilehuller.
”Oh, min kære –”, svarede den kønne mand hastigt. ”De må stille mig alle de spørgsmål, De kan komme i tanke om. Hvad end der skal til for, at De ikke frygter min eksistens!” Chaunce lod dernæst Thalia fæstne sig arm omkring hans, for som Stemmen også gjorde opmærksom på, så var Chaunce Jaron Lochtree en fortræffelig adelsmand. Det havde han trods øvet sig på, indtil hans fodsåler blødte og hans krop rystede af overanstrengelse.

” – og det er bestemt ganske rigtigt. Min tvillingesøster og jeg er uadskillelige og vores kærlighed til hinanden ubøjelig. Vi ved, hvad hinanden tænker og hvorhenne, den anden er. Det er en art fornemmelse, forstår De.” Chaunce smilede indforstået ned til hende, velvidende at prinsessen netop ikke ville forstå, hvad han mente. Dét morede ham gevaldigt.

”Bestemt ikke! De er jo ufattelig smuk, så jeg blev velsignet af selveste Isari, da du stødte ind i mig.” Jeg mener Zaladin, min lille fugl. Jeg blev velsignet af Mørkets Herre, men det ved du jo, ikke sandt? 

Arm i arm bevægede de sig atter i retning af kroen, som havde Isenwald prinsessen ikke kort forinden tvunget dem begge til at standse op. ”Det skal De være påpasselig med at sige, jeg kunne jo tage Dem på ordet hr Lochtree” kom det fra hende med en let latter der stadig ikke var helt så afslappet, som hun kunne have ønsket. Ikke fordi Chaunce tilstedeværelse gjorde hende utryg – ikke længere – men fordi den rystende oplevelse med Dina stadig sad i kroppen på hende. ”Jeg frygter Dem ikke, de har ikke givet mig en grund til at frygte Dem.” indskød hun hastigt, da hendes tøven tydeligvis havde fået den mørkhåret mand ved hendes side til at betvivle det.

Nøje lyttede, tog hun hans ord ind. Han havde ret i at Thalia ikke til fulde forstod den forbindelse, som Lochtree tvillingerne delte. Havde hun haft bare en ide om det, ville hun med størst sandsynlighed tømme sin mave for dens sparsommelige indhold. Deres forhold var forstyrret på alle facetter, at det var fuldkommen urealistisk at lade tankerne lede mod sådanne overvejelser. "Det må have været fantastisk at vokse op med en man er så fortrolig med. Jeg kunne forestille mig Deres familie må have haft rigeligt at se til, da I var små." konspirerede hun med et smil sendt i hans retning.
Lyserøde plamager begyndte at danne sig over det lyse ansigts kinder, ved de smigrende ord. I sidste ende var hun jo blot en ung pige, der altid ville reagere på sådan påtale fra en nydelig ung mand. ”En velsignelse ligefrem? De fleste ville nok gerne have været foruden at skulle håndtere en skræmt ung prinsesse. Af frygt for at de fejlagtigt skulle få kastet beskyldninger mod sig.”. De havde ikke befundet sig langt fra kroen, som var kommet til syne længere fremme. ”De nævnte de var langt fra Deres familie, hvor gør De så ophold for natten? Og rejser De rundt uden Deres søster?”.

Chaunce skyndte sig at grine lavmælt og kun fordi, at Stemmen skreg, at prinsessen forsøgte at spøge. Hastigt klappede han venskabeligt hendes hånd, den der hvilede mod hans fremstrakte underarm, hvorefter Chaunce smilede konspiratorisk tilbage. ”De må tage mig på ordet med alt, jeg siger. Jeg er som en åben bog, Deres Højhed – for det rette selskab naturligvis og hvilket selskab, De er!”, svarede Chaunce, stadig så storsmilende, at hans ansigt ikke var andet end hvide tænder og smilehuller.

End ikke øjeblikket efter lo han igen; højlydt og skingert. ”Åh, historierne jeg kan fortælle! De har så ganske ret. Vi kan – mellem Dem og jeg håber jeg sådan, at jeg kan være hudløs ærlig, for vi er jo unægtelig stadig en håndfuld!” Chaunce skævede til hende med de giftgrønne øjne, hvorefter han vrikkede med de slanke og sorte øjenbryn. ”Hvad vi ikke får tiden til at gå med! Min kære søster er en opfindsom kvinde, åh ja, helt bestemt! Der eksisterer ikke kedsomhed i hendes blotte tilstedeværelse.”

Des tættere de kom mod kroen, des mere irriteret blev Chaunce. Det var jo slet ikke sådan, at det skulle have forløbet! Han var slet ikke færdig med prinsessen – eller børnene eller den tykke tjenestepige! Det var ikke spor retfærdigt, for han havde været så tålmodig og velovervejet! Kaosset havde ikke fået lov til at bryde ud! Havde Pleasance været der, havde hun været stolt – så stolt, at hun havde smilet og kysset hans mund.

”Jeg er desværre på landevejen alene, ja”, svarede han, hvorefter han sukkede teatralsk. ”Min søster har det ikke spor godt – ikke spor godt, siger jeg Dem!”

En åbenbog han så sandelig var, hvis hun bare lod sig lytte til sin intuition i stedet for gang på gang at skubbe den til siden, for ikke at ende med at fornærme ham. Det var trods altid nemmere at føje selskabet, end at skabe røre i det og risikere at træde folk over tæerne. Latteren kunne med lethed have fyldt et lukket lokale ud, havde de befundet sig i sådan et frem for under åben himmel. Den gav et mindre ryk i den mindre kvindeskikkelse, da hun ikke havde forventet den værende hverken så højlydt eller skinger.
En mere fin latter blev modsvaret til hans, da de mørke bryn nærmest dansede i hans pande, som kunne de alene fortælle alverdens narrestreger. Narrestreger hun antog værende omtrent lige så harmløse som de børn kom op med, når det ikke gled over i uviden ondskabsfuldhed. ”Hun lyder umådelig spændende Chaunce.” erkendte hun med en underliggende beundring i stemmen. Tænk sig aldrig at frygte at skulle sidde i kedsomhed, fordi man altid havde en medsammensvoren ved sin side. Thalia kunne kun misunde det dybt ind i hendes inderste. Nok var hun tæt med sine søskende, men med en bror der ved første mulighed var som flygtet til Dianthos og en søster der selv overfor hende kunne være yderst reserveret, så var der tidspunkter hvor hun følte sig mere ensom end nogensinde.

Bekymring skød sig op i hende, hvor den forplantede sig i det lyse ansigt ”Jeg vil nødigt snage, men jeg håber ikke det er noget alvorligt hun fejler?” en spinkel stemme i hendes indre kvidret om at hun kunne tilbyde sin hjælp, alt efter hvad hans søster fejlede.
En højlydt kvindestemme kunne høres på modsatte side af kroens dør, før den føj op og ud kom den buttede tjenestepige ”Jeg siger jer jo at der var en mand der holdte øje med os, skjult bag buske! Hvem ved hvad denne ma..” de brune øjne spærrede sig op, da Dina flyttede blikket frem for sig i stedet for over skulderen. Alt farve virkede til at forlade hendes lille skikkelse, ved synet af Thalia arm i arm med dén mand. "Dina?" udbrød prinsessen med en blanding af begejstring og usikkerhed.