Fielthenas forslag om at Ash gjorde spil til sin levevej fik ham til at sende hende et skævt hugtandssmil. "Jeg er faktisk ganske ferm til kort." Okay han snød også tit, men det behøvede han jo ikke sidde og sige til hende. Han ville jo ikke snyde hvis de to skulle spille, men et tilfældigt spil på en kro en aften kunne han sagtens snyde i uden skrupler. Folk kunne jo bare være bedre til spillet hvis de ikke ville blankes fuldstændig af.
Udsagnet om, at det var Reina, og ikke Ash, der var den ondskabsfulde fik ham til at rynke brynet en anelse og skønt hendes spørgsmål var retorisk nikkede han alligevel troligt. Ja han ville gerne høre hvorfor, for det gav altså ikke rigtig nogen mening for ham.
Den forklaring Fielthena kom med fik ham til at sætte sig tilbage i stolen med en spekulativ mine. "Det... har jeg aldrig overvejet." Sagde han, og måtte skylle denne ny måde at se tingene ned med en tår øl. "Men... måske har du fat i noget." Han rynkede brynene. "Hun var i hvert fald meget forhippet med at få mig til at fremstå ond bare fordi... ja." Han slog ud med armene for at understrege sine ord. Bare fordi han stadig var her, når han burde være død. Hendes nøste spørgsmål fik ham til at ryste på hovedet. "Jeg tror hun ville se det som en form for nåde." Svarede han så.
Fielthenas næste spørgsmål fik dog smilet frem på hans læber endnu engang. "Kun hvis vi kan lemlæste dem også. Jegt tænker et afskåret hoved er det perfekte visitkort på hendes seng." Morbidt? Jo, men var det ikke i grunden det de begge var på hver deres måde. Og tanken om at tømme en vagt og lemlæste hans krop var mere end almindeligt tiltrækkende. Ved Zaladin det var lige hvad han trængte til efter sådan en lorte aften.


//Jeg beklager mit sene svar; jeg har lige været sygemeldt med svær stress, så overskuddet har været i minus til andet end at sove.

Fielthena lod sig nøjes med at sende Ash et løftet øjenbryn, som et usagte ’lige præcis’ til hans tilføjelse, at Reina kun pegede ham ud som værende ond fordi hun kunne slippe afsted med det.
Han havde bragt det største offer som overhovedet var muligt. Ikke alene var han død kun for at genopstå som en af de forbandede, men alt sammen havde været for hendes skyld. Men for hvad? For at hans livskærlighed skulle vende ham ryggen og sende fakler og høtyve efter ham?
Jah så kom selv Declan jo til at syne som en verdensmand til sammenligning, med den sindsforstyrrede engle ypperstepræstinde. Hovedrystende satte Fielthena det tomme vinglas fra sig, det gjorde det ikke let for sig selv de to, Spurven og Skyggevæveren.
Stolen skavede mod det slidte plankegulv, da hun rejste sig og skubbede stolen ud med baglårene ”Kom, vi har en plan for i aften og jeg lader dig ikke bakke ud af den.” en hånd lagde sig mod Ashs ene skulder, mens et gavtyveagtigt smil blev sendt ned mod ham.
Normalt ville hun ikke bare tage kaste sig ud i noget så overilet, men med ukendte og uvante følelser der havde rasteret i hendes eget indre, så var det måske ikke så ringe en ide at koble hjernen fra og samtidigt hjælpe en gammel ven?

//Det skal du slet ikke tænke på! Vi kan ikke styre hvordan livet lige rammer.

Jo mere Ash tænkte over det, jo mere uretfærdigt følte han sig behandlet. Og med uretfærdigheden kom følelsen af vrede. Hvorfor havde Reina påstod, at han absolut var ond, bare fordi han var han var. At han var vampyr havde intet med det at gøre. Jovist, han holdt af en god jagt og et hurtigt drab, men det havde intet med hans race at gøre. Det var blevet forudset, at han ville være dårlige nyheder, helt fra barnsben, og det havde folk jo haft ret i.
Et øjeblik overvejede han at fortælle Spurven, hvorfor han og Reina var blevet fanget i første omgang, men i sidste øjeblik undlod han. Det var historien uvist for nu.
Fielthenas ord fik ham til at sende hende et smil. "Det havde jeg nu heller ingen planer om, min kære Spurv." Svarede han, og lo. Han tilbød hende hans arm som de forlod kroen.
Udenfor stoppede han. Natten var sort, for skønt månen lyste jog der skyer hen over himlen, som lukkede det meste lys ude. "Jeg kan få os hurtigere hen til templet, hvis du har lyst?" Han nikkede hen mod den nærmeste skygge, som han gik ind i inden han rakte hende sin hånd. "Du ved, hvis du tør." Tilføjede han drillende.

///Ja det er noget rod - også med hjemmeundervisning og hjemmearbejde D:

Tungespidsen gled over de vinsmagende læber, inden de krummede sig tilbage op i et smil ”Godt.” responderede hun og fulgte Ash udenfor.
Aftenluften var frisk og let, endda kølig sammenlignet med krostuen, hvor de mange væsners tilstedeværelse gjorde luften tung og varm. Fielthena tog derfor dyb indånding, en af dem de fik hele brystkassen til at rejse sig og tvang øjnene i, kortvarigt. Luften der var trukket ind, skulle også ud igen. Langsomt tømte brunetten lungerne og åbnede de grønne øjne igen, skævende imod stemmen og den ud fremstrakte hånd ”Hvis jeg tør?” gentog hun med en underliggende latter.

Med et fast tag tog hun hånden i sin og trådte ind i skyggen til ham ”Du skal gøre et langt bedre forsøg på at skræmme mig, end at lade mig vandre i skyggerne med dig… Det har jeg trods alt gjort før.” svarede hun kækt tilbage.
Nok var det første gang hun vandrede i skyggerne i bogstaveligeste forstand. Med deres lyssky erhverv så var det ikke første gang hun havde måttet bevæge sig i mørket, og helt sikkert heller ikke sidste gang.

Det havde været i ren drilleri Ahs havde udfordret Fielthena på den måde han havde. Han tvivlede på hun frygtede noget som helst, og da slet ikke skyggerne. For måske havde hun ikke samme tilhørsforhold til skyggerne som han havde, men hun var frygtløs. Og som alle andre i deres erhverv var det også skyggerne der bragte hende til sit mål.
"Boo." Svarede han drillende, som hun påpegede han skulle gøre sig mere umage hvis han ville skræmme hende. Det dårlige humør han havde været fyldt af da han var kommet ind på kroen var i den grad forsvundet. Men det var det godt selskab og vin kunne gøre. Det og en snak om livet og Fielthenas ord, der havde fået ham til at se sin egen situation med Reina i et helt andet lys. Og så skadede udsigten til en bunke mord heller ikke ligefrem hans humør, der nu var så godt at smilet igen havde indfundet sig på de smalle læber, som hans hånd lukkede sig om hendes og han transporterede dem gennem skyggerne mod templet.