Rhoslyn var vidst stadig den samme snaksalige pige hun altid havde været, det gjorde det lidt nemmere at bære, i hvert fald en smule. Hun virkede ikke at have taget varige psykiske mén af episoden i templet, og selvom det ikke var meget for at dæmpe skyldfølelsen, så følte han ikke at han var ved at eksplodere hver gang hun åbnede munden.
”Det er okay Rhoslyn,” sagde han og pillede lidt ved kanten af brødet. ”Jeg tvivler bare at engle vil tale om deres død, hvis de overhoved kan huske den, så måske... bare opfør dig som om at hun er et normalt menneske?” Det var i hvert fald sådan Cole havde gjort, men han havde også ret hurtigt fundet ud af at Liv var en meget gammel engel, så at spørge hende, virkede dumt og unødvendigt. Hun lavede aldrig referencer til et liv hvor hun ikke havde været engel i hvert fald.

Han tog brødet op og tog en ordentlig bid af det. Så kunne han i hvert fald undgå at snakke indtil han var færdig med at tygge. 

Hendes kinder blev røde af skam over den måde hun havde snakket, selvfølgelig var de jo bare helt almindelig individer der bare ville være dem selv. Og at hun pludselig ville spørger dem om deres død? Det var i sandhed skamfuldt. 
Hendes blik rettede sig mod sandwichen hun havde i hænderne, hvor det gik op for hende hun stadig havde handskerne på. Det var ikke en god ide at spise på den måde! Hun lagde brødet fra sig, og hæv de brune handsker af og fjernede det skidt det var kommet på da hun havde lavet brødet til dem. Egentlig burde hun jo ikke have beholdt handskerne på, men nogen gange var de som en del af hendes hud at hun altid glemte det. 
Med handskerne af, kunne man virkelig se hvor hvid hendes hud var, arrende på den vestre side, fra branden var stadig tydelig. Og også grunden til hun især om sommeren sørgede for huden ikke fik for meget sol. 
“Du har ret, de er jo bare helt almindelige personer... det da klart de ikke vil gennemgå noget så tragisk. Tak.. tak fordi du satte mig på plads.” Sagde hun med et taknemmeligt smil.

Til at starte med tog Cole sig ikke rigtig af at Rhoslyn egentlig fjernede sine handsker. Det var vel normalt når man spiste, og at hun var dækket af ar, havde han ikke tænkt på. Hun så jo ud til at have det fint. Derfor tog han også endnu en ordentlig bid af sandwichen, og smilede næsten lidt opmuntrende til hende.
”Det var ikke for at... sætte.. dig.. på plads...” Hans ord blev langsommere og langsommere, som hans øjne opdagede arrene, en type ar som han var ganske bekendt med, for han havde trods alt givet dem til mange, uden sig at pådrage sig nogen. Det var noget kun ild kunne gøre, og når man vidste hvor de kom fra, så var det ret tydeligt, at det var det mest oplagte tidspunkt at have pådraget sig dem. Han sank maden han kun halvt havde tygget, og åbnede munden for at spørge, men han turde ikke. Det ville dog ikke ligefrem tage et geni at regne ud hvad han kiggede på med sådan en forfærdelse. 

“Årh det gjorde du bestemt ikke!” Sagde hun med et stort smil - “eller det gjorde du, men på den gode måde, og det skal man ikke kimse af” sagde hun med et blidt smil, som hun bed ned i det saftige og sprøde brød. Hendes blik fulgte dog hans, mod hendes hånd. Det var tydeligt at han kiggede på dem, hun have oplevet det så mange gange før, så det kom egentlig ikke bag på hende. 
“det gør ikke ondt længere” mumlede hun og nikkede - “Det var fra branden i templet, den tog desværre halvdelen af min krop, fra halsen og hele venstre side ned. Men! Jeg er i ingen smerter, og det er jo alligevel ikke fordi jeg forventer nogen skal se mig uden tøj på, foruden kvinderne jeg nogen gange bader med i dette tempel” grinede hun ganske sorgfrit. Fordi det gik hende ikke på, faktisk havde det aldrig gået hende på at hun havde arrene. Hendes styrke lå stadig i, at Isari ikke ville lade hende gå noget igennem som hun ikke blev stærkere af. 

Hvis Cole havde været ærlig omkring hvad der havde sket, så havde Rhoslyn nok ikke fortalt ham det hun gjorde, men hvis han havde været ærlig, så var han også sikker på at han ville være blevet udskælt og påpeget som morder. Problemet var bare, at det fuldstændig knækkede i Coles hoved. Skammen, skyldfølelsen, og hadet mod sig selv eksploderede bare, og desværre havde hans magiske evner aldrig været gode til at forblive i ha, når det skete.
Hans øjne blev store og næsten paniske, og inden han kunne stoppe det skød ild ud af hans hænder, men heldigvis ikke så det ramte andet end maden han havde haft i hænderne, som nu var en bunke aske i hans hænder.
”Jeg... jeg må gå...” hviskede han, og inden hun overhoved kunne få lov til at reagere på det, rejste han sig op og satte bare i løb væk. Ude af stand til faktisk at undskylde eller siget noget rigtig. Det enste der gik igennem hans hoved var at han var skyld i det. Hans hjerte havde aldrig følt så tungt. 

Hendes blik betragtede ham i forundring. 
“Cole er du okay?” Spurgte hun forvirret, da hun så det blik der havde dannet sig hen over hans ansigt. Hun havde aldrig se en blive så panisk, når hun fortalte omkring hendes tilstand. Mange var da blevet bekymret og kede af det på hendes vegne, men når hun selv var så åben og ligeglad omkring arrene, blev folk hurtigt bare mere interesseret i hvordan det var at leve med.
Men Cole, virkede direkte panisk. Et gisp forlod hendes læber, som ild stod fra hans hænder og forvandlede brødet i hans hænder til aske. Også var han pludselig væk, hun nåede lige at rejse sig - tabte  maden og handskerne røg ned fra bænken. “Cole!” Råbte hun efter ham, men hun nåede ikke at fange ham, for han var allerede væk. Hvad var der dog sket, som han var blevet så ked af? Lige nu, måtte hun hellere rydde op, og forhåbentlig ville hun senere hen kunne finde ham, og snakke hvor han ikke bare stak af. Et eller andet gik ham på, noget han bestemt var nød til at snakke om - for det virkede som en voldsom byrde der lå på hans skuldre.