Arion havde ikke megen forstand på noget af det. Alt her i storbyen, mere eller mindre, var totalt nyt for ham og det kunne oftest ses i hans udtryk. Han så generelt altid overrasket ud over hver gang noget nyt ramte ham. Hvilket gav ham en mere eller mindre konstant naiv udstråling.
"Byvagterne har vel heller ikke så meget at gøre der." svarede han ærligt og kom med et lille grin. Faktisk havde han ikke set nogen gøre noget kriminelt før han kom til Dianthos. Det var mange år han levede beskyttet.

"K-kan man ikke? Men.. Wow.. Det lyder virkelig farligt" pointerede han med en nervøs trækning i ansigtet og et endnu mere nervøst grin. Han var ikke sikker på han nogensinde ville blive stærk nok til at klare sådan en opgave. Men de gik vel heller ikke altid alene? Eller.. var de ikke to afsted af gangen? Eller var det kun fordi han var så ung. "Men, det er jo også derfor vi får træning!" altid optimistisk. Selvom, han godt nok følte et slag i maven over hvor nervøs han blev over den oplysning.

Hedwig kunne godt se at det måske overvældede ham en smule at høre alle disse ting, og hun smilede sympatisk til ham. Desværre var det en del af livet, ikke ligeså hårdt som at være på den anden side af hegnet, hvis hun skulle være ærlig. Måske var det derfor hendes gamle venner ikke ville kendes ved hende mere? Eller mente i hvert fald at hun fortjente nogle tæv.
”Det er det netop, men de kommer heldigvis sjældent, og hvis de gør, så er vi aldrig alene,” forsøgte Hedwig at trøste ham med, som om at hun kunne føle at han var nervøs for at være alene i sådan en opgave. ”Det meste af det vi gør er jo blot at fange folk i lidt småkriminalitet. Slagsmål, lommertyveri og den slags. Vi sørger bare for at borgerne føler sig sikre her i byen,” tilføjede hun. I bund og grund var deres arbejde ikke så slemt eller hårdt som Lysets hær, fordi de trods alt ikek skulle hjælpe i krigene. De var her blot for borgerne. 

Det beroligede ham en smule at høre, trods der stadig var nervøse trækninger i hans sind over det han havde hørt. Et øjeblik var han forvirret over sig selv. Hvad havde han regnet med? At det var et hygge job hvor der aldrig skete noget vildt? Hvis han ville være kriger, måtte han være forberedt på kamp og at det kunne være voldsomt. "Har du magiske evner til at hjælpe dig? Jeg ved at lysets krigere får en amulet, men at vi her selvfølgelig har nogle bedre våben og sådan. Men.. Hvad gør man hvis en af de kriminelle har en voldsom evne?" Arion var opvokset et sted, hvor magiske evner ikke var særlig udbredt. Og dem der var, var meget moderate, til hvad man ville kategorisere som svage, her i den store by. Arion havde jo ingenting. Et faktum der egentlig aldrig havde generet ham før, men som han pludselig godt kunne se var en stor ulempe

Det var ikke unormalt at de fik folk ind med lidt af et glansbilled på hvordan tingene var når man kom i byvagten eller i Lyset. Desværre var det aldrig rigtig sådan tingene forholdte sig, og heldigvis havde Hedwig selv haft et langt mere realistisk billede af verdenen og byvagten. Hun havde trods alt i flere år været omkring dem, mod sin vilje.
Det var nogle meget eftertænksomme spørgsmål han alligevel kunne komme med, og hun gjorde også sit bedste for at svare på det. ”Eh, om det er noget blod eller magi ved jeg ikke, men jeg er nok stærkere end normen heromkring, så jeg har heller ikke de mest fantastiske evner når det kommer til voldsomme evner,” indrømmede hun. Nogle ville nok også sige at hendes smertetærskel var magisk, men det kunne ligeså meget være fordi nerverne var lidt døde i hende, så det føltes bare ikke ligeså slemt. ”Man skal aldrig forsøge at tage en kamp mod en der tydeligt er stærkere end en selv. Der er det vigtigere at sørge for at ingen uskyldige kommer til skade. Kald efter forstærkninger, og hold dig på afstand. Vi har også selv folk med store voldsomme evner, som kan hjælpe med at undertrykke sådan nogle,” forklarede Hedwig. Det var altid en dum idé at tage en kamp man vidste man ikke kunne vinde. Ikke at hun ikke selv havde gjort det før.

Arion lyttede fuldt interesseret og ænsede ikke noget omkring ham imens. Om de andre var færdige med at spise, eller om der kom nye til, var alt sammen noget der foregik i baggrunden. Han havde endelig fundet en som virkelig var villig til at svare på alle hans spørgsmål. Hvor dumme de så måske end kunne finde på at være. For Arion var en naiv dreng, der ganske rigtigt havde fået malet et glansbillede af ordensmagten. Hans bedste havde prist både krigerne og vagterne til skyerne. Men hvordan kunne hun andet, når hendes egen søn havde været Ridder?
Så Arion forgudede også netop dem som var sat til at passe på folket og håndhæve loven. Om det var højt i den lysende status som ridder og kriger, eller om det var dem som var nødvendige i den kaotiske hverdag. Nemlig byvagten. ”Du ser også virkelig stærk ud!” komplementerede han hende med det største smil i det stadig barnlige ansigt han holdte sig.
Arion nikkede forstående, og forstod alvoren i hendes ord. Nogen folk havde voldsomme evner, og ikke alle kæmpede i god sags tjeneste. ”Altid sørg for at de uskyldige er udenfor fare, det er vores vigtigste formål, ikk?” naiv dreng kom frem igen, men han havde også en let mere rank ryg da han sagde det. Han vidste det var hvad hans forældre havde gjort, og han ville det samme. Utroligt at knægten aldrig havde kigget rundt og måske overvejet et andet erhverv der passede bedre til netop ham.

Hedwig kunne aldrig rigtig smide et barn væk, når de begyndte at stille spørgsmål. Der ville hun nok altid have et ømt hjerte, hvis hun skulle være helt ærlig. Det meste af hendes løn gik også til andre, fordi hendes hjerte bare blødte så ofte, når hun så børn uden hjem på gaden. Måske en dag kunne hun sørge for at de fik et varmt hjem med varm mad hver dag. Desværre kunne hun alene ikke løse det problem.

Hun nikkede, med et smil. Han forstod i hvert fald et vigtige. ”Det er rigtig. Vi har en del der bare er ganske almindelige folk, der vil hjælpe, så det er bedre at gøre hvad man kan,” sagde hun bestemt. Han skulle nok blive en god byvagt, når han rigtig blev det, og så virkede han også som om at han bare var en der var hyggelig at have med på patrulje.
”Du lærer hurtigt, vi kommer til at være heldig at have dig hos os,” sagde hun, ikke bange for at give komplimenten ud, og nogle gange havde de unge og bare lidt behov for at føle at de ville blive værdsat.

Arion var opvokset med at lysets hær var vejen at gå. For de beskyttede alle og de holdte freden i landet. Men efter at havde mødt byvagternes farverige hold af forskellige sjæle, var han blevet opmærksom på så meget mere. Og som Hedwig talte var han ikke i tvivl om at byvagterne ikke bare var vagter der hjerneløst fulgte ordre. Ikke at han som sådan havde haft den tanke, men han kendte nogen der havde.
De tænkte på den almene befolkning. Ikke som en helhed af en stor gruppe, men det enkelte individ og hvad den enkelte havde brug for. Det varmede hans hjerte at vide, at der blev sat så meget fokus ind. 

Arion lyste op som en lille sol med et stort smil og lys i de klare øjne som hedwig gav ham en kompliment. Han havde haft svært ved at falde til, netop fordi han ikke var stærk eller særlig god med våben. Men han var ikke dum. Han var overraskende kløgtig når først han fik tingene lært. Han havde bare aldrig haft en til at oplærer ham før nu. ”Tak! Jeg håber i bliver ved med at føle jer heldige med at have mig” kom der muntert fra ham, stolt som en lille sol der havde fået lov at vise lidt af sit værd.

Av, det gik lige i hjertet, som Arion lignede en lille solstråle, som han sad der og kiggede på hende. Hun skulle i hvert fald nok blive glad for at de havde fået sådan en som ham ind, selvom en del af hende havde lidt lyst til at beskytte ham fra de mindre gode scenarier man også blev udsat for når man var i et arbejde som deres.
”Bare gør dit bedste, og så er jeg sikker på det,” sagde hun grinende, men det virkede også som om at det var tidspunktet, hvor verdenen var lidt begyndt at dreje igen, for pludselig var der en stemme der råbte hendes navn.

”Oi Hedwig, vi skal bruge dig,” kom det fra en mand kun halvt inde i spisesalen, og Hedwig kiggede mod ham. Planen var egentlig at tage hjem, nu når vagten var overstået, men uanset hvad det var, så var det nok ikke noget der kunne vente til at hun havde taget en lur.

”KOMMER,” kaldte hun tilbage, over støjen i spisesalen, før hun kiggede hen på Arion igen. ”Det ser ud som om at jeg er nødt til at gå, men det var hyggeligt at lære dig at kende. Jeg håber vi kan tage en patrulje på et tidspunkt, eller også må du komme med os ud og drikke en dag,” sagde hun muntert, som hun rejste sig op og samlede sin tallerken op, før hun smilede en sidste gang. ”Vi ses Arion.”

Hun satte tallerkenen over til resten af det beskidte, før at hendes store skikkelse gik mod døren og fulgte efter den mand der havde kaldt på hende. 

Arion drejede ligeledes hovedet mod mandestemmen der kaldte tydeligt på Hedwig. Det var vel begrænset hvor tit man kunne få lov til at få sin pause. Han håbede dog at han ikke havde forstyrret hendes pause for meget, men derimod at hun syntes det havde været godt at snakke med ham.
Det havde i hvert fald givet ham en forhåbning om at han godt kunne etablere sig, selvom hans talent for kamp var meget begrænset.
”Den dag skal nok komme” svarede han grinende tilbage. Anann havde allerede truet med at hive ham ud for at drikke en solid omgang øl. Nu knægten aldrig før i sit liv havde været fuld.
”Vi ses Hedwig!” svarede han og smilede til hende som hun gik afsted.

Derefter vendte han opmærksomheden tilbage til sin stuvning som var blevet lunken og knap halv spist. Han havde været for optaget af at snakke med den store og utrolig venlige kvinde, til at havde skænket sin mad mange tanker. Det blev lidt en kamp at få det ned, men det lykkedes da til sidst!
Nu håbede han bare på ikke at få for mange tæsk til træning så han rent faktisk kunne komme hjem uden alt for mange blå mærker.