"Det sidste bluf jeg kaldte kostede mig nær livet." Caitlin mødte Paxs blik med samme kølighed som tidligere, før hun lod blikket falde væk. En tydelig indikation af hvor vaklende hendes tillid til ham var. Hun følte sig på ingen måder sikker på at være vigtigere end hvad end han kunne få ud af at bringe hendes rygte ned. En fjernelse af mulig konkurrence hvor meget hun end sagde hun var ude, var en historie eller to værd. Så fandt hun hans blik igen med et hånligt træk i det skæve smil, som hun rakte op og klappede ham let på kinden. "Sødt. Du tror jeg er så desperat jeg ville lade andre sælge og udnytte mig på den måde? Hvad har givet dig det indtryk?" Hun havde aldrig været det og ville næppe nogensinde blive det. Livet som kat var at foretrække til enhver tid end det.

Hun rystede let på hovedet uden at skjule bekymringen der var sprunget op i hende endnu engang. Snuseren på færden af hende var de værst tænkelige nyheder. Forhåbentlig ville han blive kaldt tilbage til det rigtige spor, men var jagten på hende nogensinde fuldt blevet afblæst? Pax banden overraskede hende, men endnu mere at han faktisk rørte ved hende og trak hende ind til sig. Det fik hende til at trække vejret dybt ind og rynke brynene, før hans hensigt stod hende klar og hans mørke kåbe lukkede sig om hende. Atter trak hun vejret dybt ind og hævede et øjenbryn af ham. Kåben havde en duft, men ikke af ham og den slørede hendes til næsten intet også. "Jeg kan dårligt nok. Hvad har du gjort ved den?" Hun var nysgerrig.

Så ændrede en lyd sig og hun greb hans håndled, mens hun satte sig i bevægelse. "Vi bør stadig forsvinde herfra og helst ind i en mængde." Hun tog de første skridt og mærkede kåben glide slørende over græsset bag hende, fjernende selv den svage fært af hende som hendes støvler satte. "Hvis du giver en øl kan det endda være jeg fortæller hvad jeg lavede i aften..." Hun forsøgte at lyde mere munter end hun følte sig, som hun viftede ham om næsen med en mulighed for viden mod meget lidt bestikkelse.

”Men jeg kommer næppe til at sende Kile efter dig”, lød svaret prompte fra Pax, hvorefter han hævede begge sine mørke øjenbryn af hende. At betragte hende i sin kåbe var mildest talt tragikomisk, for den druknede Caitlins petit skikkelse og efterlod ganske meget til fantasien. Som Pax betragtede hende med sit ene øje, måtte han dog konstatere, at det krøllede hår stadig var, ja, uregerligt og uden at tænke tanken til ende, hev han de stramme klæder fra sit ansigt –

I det Pax indså, hvad han havde ladet afsløre, nu hvor hans ansigt var frit i skæret fra månen, stoppede han brat sin egentlige intention og i det lange sekund der fulgte, gjorde han intet andet end at betragte Caitlin; ja, nærmest udfordrende, som ville hans ar, der hvor hans andet øje burde have siddet, alene kunne få hende til, at gå i gulvet af afsky.
”Jeg forklarer senere”, brummede han omsider, for der var ganske enkelt ikke tid nu. Dernæst tvang han stoffet henover Caitlins hår, hvormed det strittede endnu vildere ved hendes smalle skuldre. Pax fnøs moret ved synet – hun lignede en rebelsk nonne, eller i hvert fald en, der udgav for en sådan en – hvorefter han nikkede i retning af friheden. ”Og nej. Jeg tænkte ikke, at du ville blive så desperat. Slet ikke når du ved, at jeg har massere arbejde til dig.” Pax undlod at svare på, hvad han præcist havde gjort ved kåben, og det skulle hurtigt vise sig, at det var det rigtige at gøre.

End ikke øjeblikket efter, fik de nemlig gæster.

Pax skubbede prompte Caitlin frem, således at de begge kunne komme over murværket. Endnu en have åbenbarede sig for dem, men Pax anede ikke, hvem den tilhørte. Desuden syntes huset – nej, palæet – at stå ganske tomt, hvormed den høje mand tog en hurtig beslutning. Vejen lå trods alt på den anden side, og der var vel grænser for, hvem der kunne søge i andre rigmænds hjem. End ikke baronen kunne trække på en sådan gæstfrihed, kunne han vel?
Pax gjorde ikke meget i at tænke tanken til ende, for i stedet greb han for endnu engang om Caitlin og løb mod huset.

Det fortjente hverken ord eller et blik, det liden forsikrende svar Caitlin fik, så hun lod være. Næppe holdt mulighederne åbne og tvivlen det samme. Fornuftigt af ham, men også en bekræftende advarsel til hende. Alligevel gik han langt længere end hun havde ventet på at skjule hende for den genoptagede jagt, der så ubelejligt var kommet i gang. Noget der hævede ham lidt op igen i hendes tillid og holdt hende velvillig til at følge hans ledelse i deres flugt.
Glimtet i hans blik var ikke til at grejefor hende, men var også glemt det øjeblik han hev masken af og fik hende til at trække sig et skridt væk med et overrasket og chokeret udtryk. Ingen forsøg blev gjort fra hendes siden på at skjule reaktionen, før hun trak den ned og udtrykket ændrede sig til vurderende. Langsomt rakte hun op, men lod hånden falde ved hans ord. "Ja, det gør du." En usædvanlig fasthed lå i de få ord, der tydeligt fortalte hun ikke lod sig spise af med intet om det nu.

Lyde der nærmede sig dem var dog vigtigere og hun lod ham gøre et forsøg på at indfange hendes hår med et lidt for morende udtryk. Der var ingen chance på denne side af havet for at den lille hætte ville gøre hvad den skulle, men den kæmpede da godt for det. Hun svarede ham med et lille fnys, før lyden af den ventede forstyrrelse var bestemt kommende i deres retning og hun i stilhed fulgte hans bud mod muren.
Den var let for hende at komme over og da især fordi han skubbede hende op uden hensyn til om hun kunne klare det selv eller ej. Endnu en haven lå bag den, men denne helt mørk og mindre trimmet. Hun trak vejret dybt ind og smilede. Hvem end der havde plantet her havde også valgt alt de kunne med så stærke dufte som muligt. Perfekt. Et træk i hendes arm og hun var på vej efter Pax mod palæet. Hun kneb øjnene sammen som hun tog det ind, men intet lys var at finde og flere vinduer var dækket til som rigfolk gjorde for at skåne møbler mens de var længe væk.

Et par dobbeltdøre vente ud mod haven. Caitlin gled hænderne over dem, sukkede så let og mumlede dæmpet. "Slå indenfor. Noget fladt ind i revnen og vi kan løfte den op..." At smadre sig vej ind ikke bare larmede, men efterlod også tydeligt spor af hvilken vej de var forsvundet. "En dolk måske..." Hun var håbløst ikke bevæbnet i aften.

Pax var allerede i færd med at vriste et våben fri, i det Caitlin proklamerede, at det øjensynligt var det, som det afkrævede af dem. Med et spædt, men dog moret smil, trådte han frem foran hende. ”Du har været ude for længe”, mumlede han, påtaget irettesættende og skuffet, hvorefter han gik i gang med arbejdet. Det tog ikke mere end et øjeblik, før der lød et tilfredsstillende ’klik’ og døren gik op. Omsider kunne de søge ly i mørket.

Ind gik det og i det Pax kunne låse døren bag dem, udåndede han lettet. Dernæst skævede han over skulderen til den sært-påklædte kvinde. ”Du ligner et cirkus”, spøgte han uden omsvøb, hvorefter han for endnu engang aflagde afstanden til dem. Selvom han i grunden – ifølge nogle sikkert, mere end andre – skyldte hende en forklaring på hans fysiske tilstand, syntes den dog ikke at komme foreløbig. I stedet nikkede han mod palæets udgang igennem den smukke stue. ”Jeg tænker, vi skal ud på hovedvejen i en helvedes fart. De mister vores fært i haven, så det er kun naturligt, at de spreder nettet”, konstaterede den høje mand mumlende, hvorefter han satte i en hastig skridt.

”Men bliv tilbage Cait. Det er dig, de er efter – eller, du ved, hvad jeg mener!”

Caitlin rullede let med øjnene af Pax og svarede ham så med et lille fnys. "Ikke længe nok, tydeligvis." Havde hun været det, så havde hun ikke været ved at bryde ind i et palæ med ham. Skjule sig i et palæ, rettede hun det mentalt til, mens han lirkede med slåen. Længere end rart stående i det fri, men ikke så længe i sekunder.

Indenfor døren trak hun vejret dybt ind, mens han slettede deres spor af indtrængen. Ingen friske dufte hang i luften, hvilket fik hende til at åbne øjnene og trække hætten af. Da var han endnu engang overraskende tæt på hende. For et øjeblik. "Ikke klædt som det her." Caitlin ignorerede fint hans første ord, som var de aldrig faldet. Hastigt løsnede hun spændet og rakte kappen tilbage til ham. "Den tiltrække opmærksomhed på mig."

Endnu et fnys slap fra hende, før hun fangede Pax arm og holdt ham tilbage ved hoveddøren. Hun trådte et skridt til siden og nikkede let, som hendes blik faldt på et par af byvagter skridtende afslappet forbi. "Du glemmer min færd ikke var ved hvad end du gjorde. Jeg er gammelt nyt - ikke målet i aften med mindre jeg gør mere for at blive det." De to byvagter forsvandt ned af gaden og ud af syne.

"Sådan." Hun åbnede hoveddøren på klem og gled ud i natten med lydløse skridt og uden at se om han fulgte eller forlod hende her. Som hendes fødder ramte gaden skiftede hun rytmen i bevægelserne og understregende sine former med dem. Det førte hende fra mistænkelig i området til mere jævnlig set forlade det uden helt at få hende til at virke billig.

Pax skævede henover skulderen, hvorefter han fnøs moret. ”Du ser ellers dejlig ud”, spøgte han, dog ikke i en tone, der i grunden indikerede, at det netop var det, som det var. Dernæst gjorde han straks hold – Caitlins sanser var ubestrideligt bedre end hans egne – og snart efter gik det op for ham, hvad han havde været ved at bevæge sig ud i.
”Tak”, mumlede han, hvorefter de begge forsvandt ud i natten.

Pax fulgte efter Caitlin, men ikke foruden selv, at gøre noget ved sin fremtrædning. De to stykker stof fandt vej tilbage omkring hans ansigt, så kun det ene øje var synligt for endnu engang, hvorefter den lange kofte, også fandt vej tilbage på plads.
De gik – indtil videre – uden forstyrrelser, men Pax var fordybet i tanker, hvormed der ikke var mange ord, der syntes at undslippe ham. Ikke desto mindre kunne de snart dreje ned af en mindre sti, der førte tilbage mod hovedstadens centrum.

”Var det den der øl, vi snakkede om?”

Og jo, det skulle de også, tænkte Pax derefter – altså, når de havde sluppet af med de tre kutteklædte skikkelser, der pludselig, som var de sprunget ud af den rene luft, befandt sig foran dem.

Der gik et par skridt før følelsen af selskab indhentede Caitlin og Pax atter var ved hendes side. Hun så ikke på ham, men slentrede videre med en udstråling af fuld ret til at bevæge sig lige der og af at have et bestemt mål hun var på vej hen. Kvarteret var ikke et at virke søgende eller tøvende i. Lidt for mange skjulte øjne vendte mod gaderne og lidt for mange byvagter havde runder her.

Lidt færre væk fra hoved strøget, som der også var lidt flere skygger at dække sig i. "Det var.." Hendes stemme tonede ud som skikkelser trådte ud af selvsamme skygger og spærrede vejen frem. Kutteklædte og helt igennem mere skumle og uvelkomne af det. Skridt bag dem fortalte hende også at vejen bag dem var lukket af nu. En nydelig fælde og lidt for vellagt.

"Flere af dine bekendte?" Hun holdt stemme så dæmpet som muligt og håbede ingen af de omkringstående havde forstærkede sanser. Selv lod hun blikket glide sigende mod murene på hver side af dem, vurderende deres beklagelige højde til for høje og ikke findende nogle huller store nok til en slank kat. "Ølbringere måske?" Hun kunne jo altid håbe...

Pax gjorde holdt, med end ikke en meters afstand til Caitlin, hvorefter han skar en grimasse. ”Nja, det tror jeg ikke, at vi som sådan skal satse på”, mumlede han drævende tilbage, i grunden perpleks over, hvad hans ene øje så.
De måtte være seks mand i alt, så meget kunne han høre på skridtene bag sig – medregnet de tre, der stod placeret foran dem, og som desuden syntes, at ville nærme sig dem. Så hvorfor gjorde de ikke netop det? Hvorfor stod de stille?

Og hvorfra var de kommet?

Pax vovede, at tage et skridt tættere på Caitlin, og som fulgte enhver af de ukendtes kroppe Pax’s egen, gjorde de lige sådan; dog, ikke tættere på dem men snarere… til siden. Pax rynkede sine brede øjenbryn og lod hovedet glide til den ene side, hvorefter han satte sin ene fod frem og lod resten af kroppen følge med.
Til Pax’s store forundring fulgte de tre mænd efter ham, for også de tog et skridt frem. ”Ved Zaladins lange løg – er de overhovedet ægte?”, hviskede Pax forundret og med håb om, at Caitlins skarpere høresans opsnappede hans spørgsmål.

”Er vi ikke bare ude i den klassiske? Du tager den ene vej, jeg tager den og så håber vi begge på det bedste?” 

Caitlin lod en antydning af et fnys følge Pax's ord, men hendes blå blik forblev på omgivelser. Intet som fælles fjender kunne give en tillid til en rygdækker. Om ikke andet for en tid. Med murene fjernet fra mulighedslisten var det også med at holde udkig efter andre. Noget skulle jo nok vise sig.
Hun kneb øjnene let sammen, som Pax trådte nærmere og de tre foran dem gjorde det samme. Der var dog noget forkert ved måde de bevægede sig på. En stivhed og en mangel på, ja, bevægelse over dem. Langsomt trak hun vejret dybt ind og sorterede i hvad hun opfangede. De tre bag dem var kommet nærmere, men virkede ikke til at forhaste sig og de var tydelige at lugte. De tre foran dem derimod...

"Nej... Så løb!" Hun spildte ikke vejr på flere hviskende ord eller forklaringer, men satte afsted fremefter. Om de var der eller ej så valgte hun at undvige skikkelserne ved at holde sig tæt på muren og derfor også dreje til højre, som strædet delte sig i to.

En banden havde lydt, da hun havde sat af og tunge trin fortalte at mindst en havde valgt at følge efter hende. Ikke hvad hun havde brug for, men desværre nok hvad hun havde kunne vente. I det mindste var det her ikke et kvarter der hele tiden byggede om eller skød gader ud til højre og venstre for at nedlægge andre. Så hun vidste hvor hun var og hvor hun kunne forsvinde henne hvis hun kunne få nok forspring. De svindende skridt bag hende var forsikring nok og smidigt svang hun sig om et hjørne, hoppende op og fangende havemuren for at fortsatte buen over den og landende som en grå kat i skyggerne i haven.

Pax gjorde, hvad Caitlin befalede, førend at tanken rigtig slog rod. Drevet af instinktet løb Pax alt, hvad de lange ben kunne formå ned langs de smalle, snoede gader i rigmandskvarteret. At dømme efter skridtene bag ham – og indimellem de prustende, overfladiske støn af udmattelse – bestemte Pax, at han måtte have to lige i hælene. I sit stille sind sukkede han tungt over det faktum; hvorfor skulle han tiltrække sig den mængde opmærksomhed, når der var en smuk kvinde i hans selskab? Hvorfor havde Caitlin ikke viftet ekstra med sit røde skørt?

Ikke desto mindre fortsatte flugten dog. Hurtigt kunne han konstatere, at han var sat af sted i retning af biblioteket, og Pax tænkte, at det måske var i dag, at han skulle tage et nærmere kig på det. Han havde jo trods alt aldrig været der før. Det var i hvert fald – om Pax ville det eller ej – det, der unægtelig skete, for snart sprang den kæmpemæssige bygning frem i horisonten.

Pax drejede om et hjørne og begyndte dernæst at indse, at hans forfølgere sakkede bagud. Det gjorde ham absolut intet, men Pax kunne ikke påstå, at det faktum ikke undrede ham. Jovist, han var en langbenet starut, men selv med det eneste øje han havde, kunne han se, at han også var en tynd en af slagsen. Nogle ville måske tilmed sige underernæret.
Han brugte dog ikke mere hjernekapacitet til de overvejelser, men sprang i stedet op på nogle solide tønder, der gav ham det ultimative springbræt til de mange tagrygge. Så snart hans fødder landede derpå, fortsatte han, hoppende og spurtende, derhen over og jo mere han bevægede sig, des nærmere kom det sted, hvori han ville forsvinde.

Skyggerne i haven skjulte hende komplet så længe Caitlin ikke bevægede sig ud af dem. Hun holdt øjnene lukkede til smalle sprækker, mens hun lyttede. Skridt nærmede sig hjørnet og kom rundt op det, hvor de stoppede med en frustreret banden, der bekræftede for hende at manden ikke havde set hende forsvinde. Den manglende udveksling bagefter forsikrede hende om at der kun var en og da dennes skridt forsvandt i samme retning de var kommet fra, at hun ikke havde været målet.
Hvilket satte hende i et dilemma.
Hun kunne forsvinde i mørket nu ingen ville bemærke hende eller hun kunne liste tilbage og følge sporet af Pax. Til hvis nu han havde brug for lidt hjælp eller en afledning mere.

Rullede let med øjnene var svaret givet og retningen sat.
Caitlin forblev dog en gråstribet kat, som hun sprang tilbage op på toppen af muren og fulgte den tilbage til hvor vejen havde delt sig. Der måtte hun ned på jorden for at fange færden af Pax, men mest af alt for ikke at miste den. Han havde stadig den der lidt for smarte kappe på, der slørede ham for hende så meget som alle andre.
At kende ham hjalp, og som han skiftede fra gadeplan og op, tog hun bestik af omgivelser og skiftede retning. Med hvor de var stak kun et sted ud som et godt sted at forsvinde og det var den bygning hun nu søgte imod. Spørgsmålet var om hun kunne nå frem før ham eller kun samtidig med de to på sporet af ham.

Pax fortsatte sin hektiske flugt henover hovedstadens hustage. Han kunne ikke længere høre sine forfølgeres tunge åndedrag bag sig, men bandelederen vidste, at det ikke var ens betydende med, at de havde mistet færten af ham –

Hvormed han fortsatte. På intet tidspunkt satte han farten ned, selvom den udsultede krop skreg på en pause. Det var trods alt dette her, han havde gjort hele sit liv og Pax vidste instinktivt, at han havde meget at give af endnu. Også selvom hans lunger brændte af iltmangel og hans ben var tunge som bly.

Pax befandt sig snart foran bibliotekets indgang. Ikke, at han kunne bruge det til noget, så han fortsatte hen langs bygningsvæggen, og sprang op til et af de nederste vinduer. Der lirkede han, ganske problemløst, låsen op og smuttede ind.
Indenfor var der køligt. Han vidste ikke hvor, han præcist var endt henne, men at dømme efter skranken måtte det være nær indgangen. Han småløb ned langs de høje bogreoler og fandt en trappe bagerst i den kæmpestore sal. Ved at tage to og tre trin af gangen aflagde han den hurtigt.

Bag ham hørte han døren knirke. Dernæst skridt. 

Det blev som de to nåede bygningen desværre. Caitlin så til fra taget af bygningen overfor biblioteket, som de to grobuste mænd stoppede foran så til hver sin side og kort skiltes for at se rundt om hjørnerne. Det var tydeligvis ikke første gang de fulgte en glat person gennem Dianthos gader. Ikke godt. Som de atter mødtes foran døren, vendte en sig mod gaden i afvisning af nysgerrige blikke, mens den anden løste problemet med låsen.

Caitlin ventede ikke på døren gik op, før hun forlod sit tag og fandt en vej over til bibliotekets. Pax var smart og ikke så lidt hårdfør, men de to virkede alligevel som en god grund til at give ham lidt ekstra støtte. Udskæringer rundt om bygningen gjorde det lettere at komme op i anden sals højde og der finde et vindue ikke ordentlig lukket. Sjusk, men hvem forventede også folk kravlende op af murene på et bibliotek?
Fornuftige folk.
Hun smuttede ind i hvad der viste sig at være et kontor og skiftede form tilbage til menneske. Den var bare mere praktisk når håndtag skulle håndteres. Med øjnene vænnet til det begrænsede lys indenfor listede hun døren op. Gangen var tom, men en fjern puslen kunne høres, så det var den retning hun lydløst gled i, til hun kunne runde et hjørne og se en trappe med en Pax løbende op.
Lænende sig op af væggen, skrabede hun afslørende og sigende en fod over gulvet, så han ville se i hendes retning, så hun med et drillende grin kunne vinke ham mod sig og med sig væk.

Pax stoppede brat op i samme øjeblik, at den knasende lyd nåede hans øregang. Hans hjerte pumpede opstemt af både flugten og den fysiske udmattelse, og stadig brændte hans lunger af indestængt ild. Hvis de allerede var her, nyttede det ikke længere noget at løbe; nej, han måtte bevare sin sidste energi, bekæmpe dem, før de gjorde det af med ham.
Hastigt kastede han hovedet henover skulderen, vippede med det ene håndled, så en af faste kasteknive øjeblikket efter, trillede frem i hans greb –

Det ene stålgrå øje fangede Caitlins skikkelse, sekundet forinden, at dolken var strøget imod hende. Pax mimede et hastigt ’beklager’, hvorefter den forsvandt tilbage i skjulet af de – tilsyneladende – stramme ærmer.
Omsider fandt han vej tilbage til hende.

”Du er ikke forelsket i mig, vel?”, spurgte han påtaget uskyldigt og i en hvisken i det, at han fulgte tæt efter hende. Forhåbentlig på vej ud af biblioteket. 

Caitlin var blevet stående op af væggen, bevidst om hvor farlige hurtige bevægelser var for hende efter at have overrasket en Pax der følte sig truet. Ganske rigtigt tog han hendes lille lyd, som et tegn på at fælden var klappet og havde halvt angrebet hende, før genkendelsen slog til. Muntert hævede hun et øjenbryn af ham, før hun rettede sig op.

Hans ord fik glimtet til at skifte til drillende i hendes blik, før hun ganske stille og med al den længsel hun kunne opdrive svarede ham kurrende. "Åh, sukkerhjerte, du har endelig indset det?" Så brød hun det med en lige dæmpet latter og en hovedrysten, som hun førte ham hastigt tilbage hvor hun var kommet fra.

Tilbage inde på kontoret og med døren lukket bag dem, fangede hun hans blik mere alvorligt. "Du reddede mig engang, husker du nok. En gæld betalt?" Det var en del bedre at bringe deres første møde op som grund end for nogen af dem at spekulere i om hun kunne have haft andre til at blande sig hvor hun burde være forsvundet. "Og der var den øl du lovede mig..." Med det var hun henne ved vinduet, så gaden an, så de nærliggende bygninger, før hun krøb ud og op.

Fra bibliotekets tag lige over vinduet var der et bedre afsæt til at tage springet ned til nabobygningen og derfra væk, hvilket var vejen hun tog. Noget der havde været en del nemmere i bukser eller som kat, men hun var ikke helt klar til fuldt at bekende pels overfor Ulvenes Leder.

Pax himlede med øjnene men gestussen formåede ikke at skjule en hvis morskab; ej heller hans iver efter atter at komme ud i den friske luft. Det tenderede til invaderende så tæt Pax fulgte efter Caitlin, men den gråhårede mand var for travlt optaget af sine tanker til, at kunne finde plads til en sådan overvejelse.

Det var først, da Caitlin stoppede op i kontorets lette mørke, at Pax indså deres så ukarakteristiske nærhed. Kvindens krøllede hår kildede ham i næsen og på de hjerteformede læber, og instinktivt trak han hovedet tilbage. Dernæst kørte han en hånd henover ansigtet i håb om, at kunne jage den ubehagelige sitren på flugt.
”Jeg kan ikke huske denne såkaldte redningsaktion”, løj Pax. Først da ordene havde forladt hans læber indså han, hvad han havde gjort og straks ankom alt det uforstående: hvorfor havde han løjet? Hvorfor havde det været hans første reaktion?

Caitlin forsvandt ikke lang tid efter og Pax satte hastigt efter hende, denne gang tvang han sig selv til at tænke på den kop the, de forhåbentlig skulle nyde. Eller, ja, han skulle i hvert fald have en kop the. Med citron. 

Aftenen tog endnu en sær drejning, som de bevægede sig ind på kontoret og Caitlin ikke kunne andet end mærke Pax usædvanlige nærhed. Manden, der aldrig havde brudt sig om nogen form for berøring, bevægede sig så tæt bag hende at hun kunne mærke hans ånde. En hver anden aften ville det have fået hende anspændt og forsvarsberedt, men i aften var hendes krop af en helt anden mening. Frygtelig distraherende og noget der tog en god bid af hendes opmærksomhed at holde nede.
Det hjalp som han dæmpet talte og trak et fnys fra hende. Selvfølgelig huskede han intet eller ville intet huske. Det fik hende dog videre og væk. De kunne altid tage den et sted i mere sikkerhed.

På vej over det næste tag kastede Caitlin et blik bagover, før hun brutalt greb fat i Pax ene arm og med al sin vægt bag svingede ham ind mod muren, hvor nabohuset tag stak et stykke ud over og dannede en dybere end sædvanlig skygge, i stedet for at lade ham hoppe op på taget og videre. Forhåbentlig var skyggen nok til at skjule dem for personen, der var nået vinduet i kontoret's blik. Især som hun pressede sig ind mod Pax og tavst holdt øje med hans blik. Han havde muligheden for at se bagud, så hvis de holdt sig i ro til manden skred fra kontoret, så ville det være godt.
"Er han væk?" Mumlede hun dæmpet, og forsøgte at holde glimtet i de blå øjne neutrale og kølige, hvilket hendes tanker ikke længere var.

Pax lod Caitlin trække sig væk og ind i skyggerne, beroliget af hendes flere sanser. Deres efterfølgende og ganske nære kontakt, sendte dog bølger af alskens, distinktive dufte op i hans næsebor og Pax måtte kæmpe ihærdigt for, ikke at komme til at smile vidende ned til hende. Det var trods alt ikke almen vide – faktisk var der kun én anden, der kendte til Pax’s hemmelighed og den unge mand befandt sig ikke længere indenfor Dianthos brede mure.

Langsomt, så uendelig langsomt, lod han sit ene stålgrå øje falde tilbage mod vinduet. Der var ingen skygger, der bevægede sig mistænksomt men Pax vidste bedre, end at kalde fredstid, hvormed han blev stående sådan en kort rum tid.
”Ja”, hviskede han tilbage, ”han er… nej. Han er der stadig.” Pax skar en grimasse og lod sit baghoved kollidere blødt med murværket, hvorefter han listede sit ene øje ned på Caitlins bløde hår.

”Såeh… kommer du tit her?”

Stilheden strakte sig efter hendes dæmpede ord og trak Caitlins opmærksomhed mod Paxs nærvær frem for byen omkring dem. Hun vidste bedre end stå så tæt med nogen, når alt i hende kaldte på at mindske afstanden endnu mere, men valg havde konsekvenser og det her var en af aftenens mange. At trække vejret dybt ind og lade Paxs kendte færd rulle over hendes sanser var så heller ingen hjælpende ideen, men åh så dybt sat i instinktet at alt hun kunne var at holde smilet fra læberne og blikket rimeligt neutralt.

Det første fik hende til at dreje sig, før de bremsede bevægelsen og i stedet fik hende til sukke dæmpet. Tøvende slap hun taget i hans arm og lod hænderne finde til hvile mod muren. Meget mere bevægelse og de ville blive spottet.
Så fnøs hun dog dæmpet, før hun lænede sig frem og hvilede panden mod hans bryst. "Ikke tit nok kan jeg fornemme..." En kælen tonen havde sneget sig ind i hendes stemme. Nok til at hun selv fangede den og strammede grebet. En skælvende vejrtrækning og hun mumlede. "Kan du lukke kappen tættere? Du slipper igennem den." Ingen grund til at teste hans afsky mod hendes berøring mere end hun allerede gjorde med hvad hendes sind kredsede om.

Pax himlede med øjnene af Caitlins rasende hormoner. Han forstod sig ikke på dem eller den kraft, de tilsyneladende havde over hende, men den var unægtelig dominerende. Hun havde trods alt aldrig fundet ham spændende før det øjeblik, hvormed de ikke kunne være andet end skrig i hendes tanker.

”De kan ikke lugte mig herfra. Vinden går i modsat retning”, afviste han hviskende, velvidende at det ikke var det, Caitlin hentydede til. Amuletten i hans inderlomme fornægtede nemlig halvdyret overfor ham, at finde ud af, at de måske ikke var så forskellige endda, og Pax havde ikke tænkt sig at gå på kompromis med sin egen beskyttelse. Nok var han ikke et halvdyr, men en formskifter, men mennesker havde en mærkelig tendens til, ikke at kunne skelne mellem de to.

”Men hvordan går det ellers? Har du nydt helligdagene?”, spurgte Pax lavmælt, nu pludselig væsentlig mere moret over hans eget forsøg på at distrahere den anden. Hvis han nu bare var pisse irriterende… ja, det var vist nok det bedste.