Han forstod ikke hendes undrende, kunne hun ikke forstå hans ord? Talte han for utydeligt til at det var forståeligt. Han vidste ikke hvorda han skulle forklare det bedre. Han kom derfor bare med en lidt dyb knurren i halsen som han gav op i at forklare situationen. Han kunne ikke selv finde en bedre måde at forklare det på end at kalde det for at nogen rodede i hans hoved.
Han kiggede på hende da hun spurgte om det skete ofte og han rystede på hvoedet. "Første gang." han kiggede intenst på hende, som han begyndte at se noget bevægelse i kanten af hans syn. Han gik tættere på hende, han forsøgte at lukke afstanden mellem dem så han kunne beskytte hende bedre.

Han havde ikke fået nogen penge endnu, men uden hende så havde han ikke muligheden for noget job. Han kiggede sig mere omkring forsøgte at finde ud af hvad fanden der gemte sig i mørket. Han kunne ikke se det, og normalt var hans syn og hørelse godt. Lige nu forstyrrede og forvirrede det ham dog meget at han ikke kunne høre nogen og kun se bevægelse.

"Bliv bag mig!" snerrede han næsten af hnede som respons på de fjender han så omkring ham. Modsat før virkede han hverken skræmt, sur eller trist. Han var vågen, og alt han så var bare fjender omkring dem. Han forstod ikke hvor de kom fra, men det betød ikke noget. Hvis nogen af dem kom tættere på skulle han nok give dem hvad de kom for at få.
Han virkede ikke panisk, men alligevel en smule nervøs. Han drejede sig hele tiden så han havde fronten imod der hvor han så skyggerne og han blev mere og mere arrig over at de ikke gik til angreb. Han kunne ikke løbe ud efter dem fodi så efterlod han hende, så han måtte blot blive hvor han var.

Elveren nikkede kortvarigt ved hans respons, men gjorde ikke mine til at rykke sig nogen steder, heller ikke bagved ham. Solari så jo næppe hvad Timber så, og lod derfor et overvejende blik hvile over hans brede skikkelse. De hvide fletninger bevægede sig en anelse i vinden, men ellers var alt tavst og stille omkring præstinden, hvoraf den eneste lyd i natten var den dæmpede snerren der en gang imellem kom fra varulven. Beskyttende var ikke ligefrem et dårlig træk, det måtte hun dog indrømme.
De hvide øjne gled søgende ud i natten, men lod sig ikke reagerer på de illussioner som Timber så. I stedet lod Solari tavsheden herske, inden at hun langsomt krydsede armene foran sig selv, og så tilabge på ham. ".... der er ikke noget herude..." gled det lavmælt over de mørke læber, og med et løftet øjenbryn tiltede Solari hovedet på skrå. "Du ser syner" fulgte hun til sidst op med, dog mere konstaterende.

Hun vidste i realiteten ikke noget om hvordan den information ville påvirke ham. Om han var ligeglad, eller om han ville flippe ud - hun kunne ikke helt greje det. Dog vidste hun at syner var noget man kunne lege med gentagende gange, og selv hvis hun fik dem til at forsvinde snart, ville de have en... sjov effekt, den dag de kom tilbage. Desto flere gange det skete, desto mere frustrerende måtte det være ikke at kunne slå kilden til dem ned.
Tænkende spidsede elveren munden, inden at hun med prøvende dog stadigvæk tænkene smil skridt gled tættere på hans enorme skikkelse, for undersøgende at lægge en hånd på hans arm. "Du virker nervøs..." kom det en anelse undrende fra Mørkelveren, der dog godt forstod hvorfor, men ikke ligefrem sagde det højt.

Da hun ikke rigtigt gjorde noget for at følge med ham, og at holde sig i skjul blev han lidt mere hårdhændet overfor hende. Han forsøgte med lidt mere overbevisning at tvinge hende om bag ham. Det var jo ikke første gang at man skulle beskytte nogen som ikke helt tog det seriøst eller lod til at tro at de ikke kunne røres sådan rigtigt. 
Og hvis det var fuldstænidgt umuligt at rykke på hende, jamen så måtte han jo istedet flytte sig selv ind foran hende. Der var jo ikke andet at gøre i en sådan situation. 
Da hun begyndte at snakke om at han så syner, vendte han sig ikke mod hende men blev bare stadig ved med at flytte sig i forhold til skygerne som han så. "Det kan du sagtens sige... Måske dine sanser bare ikke er gode nok til at opfange det!" Han tog ingen chancer som det var nu.

Han vendte sig om, og da han forventede at det han så gemte sig i træerne skubbede han hende væk fra der hvor træerne var, skubbede hende væk fra de dele af området hvor det ville være let for nogen at skjule sig. Han var nød til at kvale et grin da hun sagde at han virkede nervøs. Måske det var sådan nogle så ham lige nu, men det var at være pragmatisk som han så på det. 
"Hvad med at du bare holder mund så vi kan komme væk? Gider ikke skulle bøvle med både dig, og nogen som potentielt vil gøre dig noget." Han hævede kort hånden før han overvejede at slå hende bevidstløs og slæbe hende væk, så var det trods alt en ting mere han ikke skulle bekymre sig om. Han var tydeligvis ved at blive en lille smule gal i låget over hvad der foregik, og så skulle hun også lige prikke til ham!? Hun skulle fandme ikke tro han lod hende gøre som hun ville bare fordi hun havde tænkt sig at betale.

Solari mærkede en stigende irritation vokse, som helt sikkert kom fra et sted af arrogance. Hendes sanser? Om natten? Natten var hendes domæne, men hun manede sig selv til ro med en skarp niven i  håndfladen. Fokus, hun måtte ikke tabe fokus, men det var svært. Da han så endda begyndte på skubberiet, der knækkede filmen endnu engang, og mørkelverens blik glimtede faretruende da han vovede at hæve hånden - han lignede en der ville slå hende.
Hun blev stående, og et overvågent men koldt blik i de blege øjne, og hænderne let over hofterne. Hun var måske dumdristig for række ud efter de to sværd ved hendes sider, men hun var slet ikke fysisk stærk nok til at tage Timber i en kamp uden våben. Og hun ville ikke slås ned af ham, og så slet ikke lade ham immobilisere hende. Frihed var alt.
Med det i sinde, var Solari nu vagtsom men tavs. Hun gav ham tavshed som svar på hans vrede og hys, men holdt blikket fast imod ham og hvad han nu kunne finde på. Nogle gange ordnede tingene sig selv når man ikke trak i dem, og hun vidste at hendes ansigt var utroligt fremmed og ulæseligt for mange i natten. Sort og hvid med glimt af metal, sortelverne mindede så slet ikke om deres lyse slægtninge.

Illusionerne forblev - ikke værre, ikke mindre synlige men ligesom de hele tiden havde spillet for øjnene af ham. Hun havde gjort sit træk, og kunne ikke bakke i land omkring hendes magi - skulle hun have sagt det, var det for længe siden. Men derfor var hun ikke bleg for at kaste den anden del af magien, som reelt set var hendes eneste... rigtige forsvar. Hun var lidt bitter over den manglende fysik i sådanne situationer, men et spyd var bedrer end et sværd.
Skulle han angribe hende, ville Solari som noget af det første kaste en kaskade af 'glasplinter' fra sin frie hånd, hvor at illusionen ville være lidt anderledes.

Han kunne selv mærke at han opførte sig lidt mere voldsomt end normalt. Han blev lettere arrig og irritabel, og den side af ham som normalt bare ikke ville lade andre bestemme over ham lod nærmest til at have ændret sig til at han nu følte en ret til at bestemme over andre. Han forstod det ikke, men alligevel kunne han godt lide den del af det i hvert fald.

Han kunne slet ikke forstå eller læse hende lige nu, derudover så det at hendes hænder bevægede sig ned til hendes våben som respons på hvad han gjorde og ikke på de fjender der var omkring dem, gjorde ham næsten mere rasende. Var det hele bare et trick!? Et forsøg på at lokke ham i et baghold!? Det skulle fandme være løgn skulle det!? Han kunne mærke at hans ansigt næsten var ved at blive rødt af raseri. "Du tænkte du kunne lokke mig en fælde, og slippe levende fra det!?" Han var ikke gået bersærk eller noget endnu, han var bare godt gammeldags vred, og skuffet over hans arbejde så nok var væk. 

Han tog et halvt skridt væk fra hende, og svang så sit spyd imod hende samtidigt med at han hev hans skjold frem så han kunne tage det på. Han mærkede så med det samme følelsen af noget der irriterede hans øjne, og stak i hans ansigt, og det var tydeligt hvordan hans øjne som tidligere havde flakket omkring dem nu kun var fokuseret på hende istedet for skyggerne omkring dem. 
"Grrrr.... Argh!" Han knurrede, snerrede og nærmest brølede, som hans vrede var ved at tage overhånd. Han kunne mærke hans børster rejse sig, og hans hår stå på ende som hendes rene tilstedeværelse gjorde at han følte hun grinede af ham.

Nu begyndte det at gå stærkt. Måske var det den effekt Solari havde på folk, der i sandhed kom til sin magt nu, måske var det en god blanding af dét og den arrigskab der i forvejen lå i Timber's sjæl. Men nok måtte være nok, og med en arrig farve over sit ansigt, spyttede Timber nu en beskyldning om fælde i hovedet på hende. En fælde? Solari's øjne glimtede af påtaget forvirring - hun havde ikke ville sætte ham i en fælde. Men hvis det var hvad han troede, var det hvad der skete tydeligvis... hvad kunne hun sige for at ændre den idé?
Dog nåede hun ikke at sige noget overhovedet, førhen at han angreb.

Solari bevægede sig vagtsomt til siden i et hurtigt vrid for at undgå spyddet der kom flyvende. Et frontalt angreb på kort distance, men dog noget hun halvt og halvt havde forventet. Oppe på tæerne var hun lidt af en hurtig slange, og i natten dansede Solari ofte frivilligt. Børsterne rejste sig nu også og et skjold blev hevet frem. Det skal jeg ikke blive ramt af.
Tanken var en konstatering ligeså meget som det var en kommando; et slag af skjoldet - og så med de arme, det kunne hurtigt få sat hende i en rigtig træls situation. Stadigvæk havde Solari ikke trukket sine våben, stadigvæk sitrede hendes hænder kun over deres skæfte. Og stadigvæk lod hun tavshed være svaret på hans anklager. Han kunne råbe nok så meget af hende som han ville, Solari ville ikke spilde sine ord på nogen der ikke ville lytte.

Hun var i defensiv, ikke offensiv. Med det i tankerne, trak Solari sig stadigvæk længere tilbage for at skabe afstand, og forventede næsten at Timber ville angribe hende pludselig og eksplosivt - det plejede at være typer som ham, der gjorde sådan. Dog havde hun det mentale billede af nåle i hovedet, som hun ville kaste imod ham hvis hun så chancen for at sænke hans tempo, dog uden at sætte sig selv i risiko zonen.

Da hun begyndte at trække sig væk, tog han et hurtigt greb fast nær den fjerne ende af spyddet med hans ene hånd, så han kunne have så lang rækkevidde med spyddet som det var ham muligt. Han angreb hende dog ikke med det samme da hun stadig ikke havde trukket våben. Han holdte øje med hende, fordi det var for ham et tegn på at hun havde et eller andet i ærmet som gjorde at hun ikke behøvede at trække hendes våben endnu.
Han sagde dog heller ikke noget, han gik bare frem mod hende, for at holde hende inden for hans rækkevidde.

Der gik kun få sekunder før han begyndte hans angreb igen. Han stak ud efter hende, hans angreb var hurtige og hele tiden efterfulgt af et andet stik. Han ville ikke give hende en åbning, hun skulle mærke spyddet bide, og han skulle nok få hende ned med nakken så hun kan lære ikke at forsøge at lokke ham i et baghold.
Han stoppede op da han pludseligt mærkede hendes nåle bore sig ind i hans ansigt, og han kylede spyddet i hendes retning før han begyndte at kradse sig selv i ansigtet for at få dem ud. Han blev ved med at kradse ham selv i ansigt så meget at han faktisk lavede sår og begyndte at bløde en smule samtidigt med at han ikke længere kunne styre hans vrede og begyndte at gå bersærk.

Han slap hans ansigt med hånden som smerten fortog sig, og han rejste hans runde skjold op foran ham samtidigt med at han satte i sprint frem mod hende. Tordnede gennem natten så hurtigt han kunne for at hamre skjold og skulder ind i hende. Han havde ingen våben i hans hånd længere, så han svang bare ud efter hende med en knyttet næve i stedet samtidigt med at han slog ud efter hende med skjoldet.

Nu kom han. Let på tå dansede Solari smidigt tilbage, imens hun undvigende undgik de voldsomme stik der kom fra hans spyd. Hendes overkrop var trods alt beskyttet nogenlunde  af metalrustningen, men det dækkede på ingen måde hendes arme og ben, som hun nu arbejdede ihærdigt for at undgå skulle falde for hans stikkeri. Til venstre, til højre - spring ud til siden, Solari arbejdede hårdt for ikke at blive ramt, men måtte alligevel bide tænderne sammen med et hvæs når det skabe metal fik skrabet hendes arme og lår - De gange hun ikke var hurtig nok, vel og mærke.
Dog var hun ikke længere passiv. Timber havde indledt en slåskamp, og skulle Solari få sine hænder beskidte, så agtede hun at gøre hans mindst ligeså blodige som hendes egne ville blive. Med en snerren vred Solari sit håndled - illusioner af nåle skød ud fra hendes fingre og hun så dem ramme - en dyb knurren af tilfredstillelse blev spundet fra elverens bringe.

Solari holdt sin afstand - hun var bedst i distancen, men ikke længe fik hun lov til det. Med et brøl satte han nu pludselig i bevægelse - hurtigere end før, og Solari så næsten i slowmotion hvordan hun ikke ville kunne nå at rykke sig. Flygt! Brølede en stemme i hende men for sent.
Med et brag ramlede hans skjold ind i elverens krop der blev sendt i en bue bagud. Et smertefuldt gisp gled over hendes læber, men Solari forberedte sig på den næste smerte, og bed tænderne sammen. I et brag ramlede hun sammen med et af de mange træer - hovedet smadrede tilbage i stammen med et knæk og Solari mere lugtede end følte hvordan sammenstødet dannede blod i det hvide hår.

Og smerten var en gammel ven for elveren. Pusten var slået ud af hende fra slaget, og hvæsende kæmpede Solari for at kunne rejse sig, inden at Timber fik samlet sig nok til at komme efter hende igen. Blikket var en anelse slørret i de blege øjne, og ufokuseret kunne hun ikke se ham, men kastede sig atter til siden idet hun mente han var tæt nok på til at angribe hende igen, for at bruge momentumet til at rulle rundt og kunne rejse sig. Dog var hun ikke færdig. Med fnys lykkede Solari de lysfølsomme øjne, inden at Timbers verden ville begynde at eksploderer i lysglimt fra alle vinkler og sider. Kunne hun gøre ham mørkeblind, kunne hun muligvis følge mere med.
Og så var det ikke her hun skulle dø.

Med det same hans skjold havde ramt hende smed han det fra sig, og farrede frem mod hende igen. Han var henne ved hende nogenlunde samtidigt med at hun fik samlet sig op fra jorden, og han svang først den ene næve mod hende efterfulgt af den anden da hun hoppede til siden. Begge hans knytnæver kolliderede med træet og efterlod blodige mærker fra hans næver på eller måske mere i træet. Havde man god nok hørelse kunne man nok høre lyden af led der poppede som han slog træet.

Han drejede sig hurtigt om mod Solari, han havde tydelige blodårer på halsen. Han var på ingen måde færdig, og det var endda på trods af at hans hænder på nuværende tidspunkt blødte og havde mistet en del af huden på knoerne. 
Han kastede sig frem mod hende som hun begyndte at få lysglimt til at dukke op i hans synsfelt. Han lukkede øjnene som reaktion, men han havde ikke nemt ved at se længere. Han svang ud efter hvad han så bevæge sig som han var sikker på var hende. Han svang igen og igen, blev ved med at forsøge at få ram på hende, mens han også gjorde sit bedste på at fange hende med hans hørelse.

Hun gjorde ham sur og arrig, han vidste ikke hvor hun præcis var, og på trods af at han vidste han i kamp var hende overlegen følte han at hun legede med ham. Han skulle fandme ikke lade hende slippe af sted med det her. Han mærkede hvordan mange af hans slag ramte træerne der stod omkring dem, hvordan han knækkede grene og var tæt på at gennembore hans hånd på en af de grene han havde knækket. Hans hænder og arme blødte, men han virkede upåvirket af det.

Solari's krop sitrede stadigvæk af smerte idet illusionerne endelig fik sat sit greb ordentligt i Timber, og han med et brøl blev tvunget blind. Idet han kastede sig imod hende, kastede hun sig selvfølgelig væk og sørgede i sin fremdrift for at skabe så meget afstand imellem dem som muligt - og så lige lidt mere ud over de - afstand var nøglen i hendes situation. Hvilket var en god beslutning, givet at alt omkring Timber nu blev smadret til pindebrænde.

Påpasselig med ikke at lave en lyd var Solari, idet at hun med smertefulde skridt trak sig længere og længere tilbage. Det dunkede i hendes hoved, krop og hænder efter at færdiggøre det arbejde hun nu havde startet; hoppe på mandens til tider åbne ryg og snitte den træstamme tykke hals, så han endelig kunne få fred i sit rasende indre. Men hun vidste at det ikke var nogen god idé at gå ind i en dans med en så meget mere overlegen person end hende. Nej, stolthed var der ikke noget i klemme af, idet at hun med tung vejrtrækning trak sig endnu mere. Hun havde ikke meget at tjene på at gå ind i den her kamp helhjertet. 
Dog var der stadigvæk en bitter smag i Solari's mund, men hun vidste at det her ikke var forbi. Når det gjaldt smålig hævn var hun lidt af en edderkop, og en eller anden dag, ville hun finde ham igen. En ting var sikkert, Timber skulle passe på at han ikke snublede over en kniv en af de nærmeste nætter.
Og så igen. Solari fnyste lavmælt idet hun betragtede hans destruktive omgang træerne omkring ham, og vidste at hun ikke behøvede at skade ham - han skadede sig selv nok.

Med det i mente, hankede præstinden op i sin forslåede krop for at de sene nattetimer kunne hjælpe hende i skjul, inden at solen stod op og hun befandt sig skadet og alene på fremmed territorier. Magien fokuserede hun så længe hun kunne, men afstanden ville gøre sit i sidste ende, og på et tidspunkt give ham synet tilbage. 

Den mørke elver lavede ikke megen lyd, men der var nok til at varulven reagerede, næsen spillede og en arm blev svunget efter hende, men ramte blot endnu et træ. Selv efter hun var forsvundet var der stadig træer der blev ødelagt som varulven fortsatte sin rasen mellem træerne.

Ikke længe efter Solaris forsvinden lød et skrig fra mørket i den retning Timber befandt sig, skriget var kort før det stilnede hen igen, der var ikke længere nogen lyd at høre, ingen træer der blev ødelagt det var som når man fodrede et dyr. Denne ubehagelige stilhed der faldt over monstret.