Hendes blik fulgte med falken, som den fløj hen til hendes arm. "Tjekker han efter dyr?" Spørger hun roligt, imens hendes blik bliver på falken. Tydeligt at se på den, at den ved ikke om den vil sige hej til hende eller ej. Men det har hun det også fint med, hun kunne ikke tvinge den til at ville sige hej jo, det var et vildt dyr lige meget hvad. Hun havde set det før, hvordan jæger brugte dem til at finde frem til noget bytte. Hun vidste det var sådan nogle jæger gjorde, andre gjorde det ved at følge spor hele tiden. Hun havde nu aldrig ellers sat sig ind i hvad jægerene faktisk lavede, hun havde det mere med at betragte det hele på afstand. 

Hun kommer med en svag hummen, imens hun holder sit blik på falken. Hun bevæger sig lidt rundt i vandet, selvom hun allerede har sørget for varmet er lettere varmt, selvom de stod stille. Hun kunne se hvor glad Alvilde var for falken, hun ville nok ikke forstå det, men hun ville hellere ikke tænke det unormalt at holde af et dyr du sikkert har haft som makker i længere tid. Hun havde ikke selv dyr, hun havde heller ikke tænkt sig det, for trods alt, så havde hun bare brug for vandet for at holde sig selv kørende det meste af tiden. Hun vipper hovedet lidt på skrå, som hun betragter de to et øjeblik, som hun tydeligt kan se det bånd der er mellem kvinden og falken.

Med små kælne bevægelser kløede Alvilde falken under dens brune fjerdragt, og håndterede generelt sig selv utroligt blidt omkring den store fugl. Hun havde trænet sin magi fra barnsben af. Så når det gjaldt sjælebåndet hun havde med falken, flød deres følelser ligeså naturligt imellem hinanden, som vand. Hun fornemmede at det havde været en succesfuld tur for fuglen hvis stolthed lige nu holdt den hos Alvilde fremfor at undersøge den hvidhårede kvinde. 

Nordboens blik gled over på Klytië igen, og et overrasket men dog leende udtryk spredte sig i hendes ansigt. "Jah, du er ikke helt dum!" lo Alvilde, og nikkede godmodigt til hende. Hun vidste ikke hvor populært falkebrug var her i nærheden af Dianthos, men i hendes klan, havde det været utrolig essentielt. "Jarkos øjne er meget bedre end mine, og han kan flyve over distancer jeg skal bruge dage på at gå. Vi har fulgt efter en mindre hjorteflok i nogle dage nu..." forklarede Alvilde elementalen med et smil om læberne. ved lyden af dens navn, udstødte falken et lille skrig. "Han formåede at finde dem; som han altid gør" afsluttede hun med et stolt blik på fuglen. 
Med en nysgerrig kurren tog fuglen sig endelig sammen, og satte af for at glide imod Klytië med tavse vinger. Dens gule øjne studerede hendes fremmede skikkelse, men som mange andre dyr følte han ikke frygt i nærheden af det magiske væsen. 

Overrasket betragtede nordboen hvordan han landede et stykke fra vandkanten, og gik nærmere med vraltende fugleskridt. 

Hun lytter intresseret til, som hun snakker om Jarko, som falken åbenbart bliver kaldt. Hendes blik hviler på den, imens hun betragter den som den er ved Alvilde. "Han er dygtig, og lyder som en rigtig god hjælp for dig," siger hun med et smil. Det var tydeligt at se hvor stolt hun var af ham, de havde tydeligt et specielt bånd. Hendes blik fulgte falken, som han kom tættere på hende. Hun bevægede sig langsomt til vandkanten, da hun ikke vidste meget om hvordan falke havde det med vand. Hun ligger sig ned så hun er hvor den stadig kan nå noget under den, som hun følger den lidt med blikket. Den så nu ret sød ud, som den gik med vraltende fugle skridt mod hende. Hun var så heldig de fleste dyr ikke var bange for hende, de havde det ikke med at være bange for magisk væsner hvilket var heldigt for hende.

"Jarko," hilser hun på fuglen, med et smil. Som hun igen betragter hans frakke af fjer, hvordan farverne er i kontrast til hinanden. Hun så et øjeblik tilbage på Alvilde med et smil, inden hendes opmærksomhed igen var tilbage på nordboens falk foran hende. Hun vippede hovedet lidt på skrå, som hun rakte hånden frem til den i et roligt tempo. Hun havde på ingen måde tænkt sig at skræmme den, hun var bare mere fascineret med den lige i det øjeblik. Spørgsmålet var mere, hvor længe hendes opmærksomhed kunne blive på den. Det var ikke dyr der gav hende mest opmærksomhed, så ofte mistede hun hurtig sin interesse for dem.

Alvilde fulgte den mindre fugl med blikket, idet den nysgerrigt søgte nærmere vand elementalen. Selvom Alvilde ikke med sikkerhed vidste hvad kvinden helt bestemt var, blev hun mere og mere i tvivl om at hun var fuldstændig menneskelig… fordi det var sjældent Jarko fandt sig i nyt selskab, på den måde som han gjorde nu.
Ligeså stille, rejse Alvilde sig fra vandkanten og begyndte at rode rundt med det tøj hun havde haft på før sin dukkert. Nu hvor at Jarko var tilbage, var det så småt tid til at bevæge sig videre. “Jah, tror ikke at jeg havde haft ligeså meget succes foruden” brummede hun med et lille smil.

Falken var hoppet tættere på den hvidhårede, og små skræppende lyde kom her og der fra den imens den så på hende. Da hun rakte hånden frem, var det et noget mistroisk blik fuglen gav hende men accepterede det i sidste ende, og kom lidt nærmere.
Alvilde fattede sine støvler som noget af det sidste, inden at hun igen vendte blikket imod vandelementalen Klytië. “Såeh… hvad er din plan for nu?” spurgte hun en anelse undrende, idet at hun strammede de sorte snørrebånd.

Som fuglen skræppede, kom hun med en nærmest rullende agtig lyd, som hun stadig fulgte den med øjnene, men hørte efter hver ting som Alvilde sagde. Hun fugtede sin læber, inden hun hummede lidt. "Fantastisk fugl han er," siger hun med et smil. Selvom dyr ikke var hendes speciale, i hvert fald ikke dem der hørte til luften, så kunne hun alligevel godt lide Jarko. Hun strøg den lidt over hovedet med den ene finger, som den kom helt tæt på, imens hun er opmærksom på hvad hun ellers laver. 

Hun overvejede det lidt, som hun overvejede lidt over hvad hun spurgte om. "Lidt senere, tjekke op på frugttræerne i skoven, for at se hvor langt de er med at sætte frugt," siger hun roligt, som hun vidste de snart skulle tjekkes. Også for at være sikker på, at alle træer giver et afkast i år, samt de ikke er blevet skadet af vinteren. Solen som stod højt i øjeblikket, var kun positiv for hele processen. Hun havde kun valgt at lave noget simpelt, men det gav hende ikke just meget at arbejde med i disse tider. Men et sted havde hun det absolut også fint med det, det enkelte passede hende bedre end alt andet der var at vælge. Især når hun ikke selv havde været van til meget, det var nyt for hende at skulle arbejde en smule. Altid havde nogle taget sig af hende, selvom det var skidt når man tænkte på slavelivet, men det var sandheden. Det var ikke noget man kunne ændre på, lige meget hvor skidt de behandlede en, så gav de dig noget mad og tøj som de syntes passede til det de forlangte af dig. 

På trods af at Alvildes mavefornemmelse sagde at der var noget der ikke helt hang sammen, så var det ikke en fornemmelse hun fulgte. Nej, hun følte sig hverken i farer, og havde desuden en ret så stor tiltro til dyrs instinker. Erfaringerne sagde at deres sanser var meget mere fintfølende, og Alvilde troede fulgt og fast på at et menneske skulle dømmes ud fra den måde de behandlede dyr på. Så da Jarko lod hende rører hans fjer, spændte nordboen det sidste bælte med et stille dog mildt smil.

Hun havde en lidt hård tidsplan at følge... i og med at han var tilbage, måtte Alvilde afsted. Med lidt held, ville hun indhente den tabte tid i slutningen af dagen... lykkedes det, jah så ville jagten nok ende mere i succes end fiasko - hvilket var magiske ord for en som hende. Det var trods alt hendes levebrød. Nordboens blik gled en sidste gang studerende over hende... hun var ret så speciel. "Jeg må videre, Klytië. Hvis guderne er med mig, vil jeg selv have råd til lidt ekstra tøj når jeg vender hjem" lo hun med et godmodigt smil. De blå øjne glimtede dog i venskabligt idet hun hankede op i buen hun havde haft liggende på jorden. "Men, mon ikke vores veje krydses igen? Hvis du nogensinde kommer til Dianthos, så har du en ven. Jeg er oftest at finde på Det Halve Svin" smilede hun med et bredt grin til sidst. Den største grund havde været den venlighed der havde hvilet omkring den hvidhårede kvinde. Hun ville ikke have noget imod at støde på hende igen, hvis chancen bød sig. 

Den slanke falk slog i et sidste skrig, førhen at den satte af fra jorden og fløj over de grønlige trætoppe. Alvilde fulgte ham med blikket, førhen hun atter kiggede kort på Klytië. 

Hun så på nordboen med et smil, som hun begyndte at snakke igen. "Jeg håber guderne er med jer," siger hun roligt, som hun vipper hovedet lidt på skrå. Ikke at hun troede så meget på guderne, en ting var sikkert hun troede i hvert fald ikke på de samme guder som Alvilde gjorde, mennesker troede ikke rigtig på det samme som hende. "Det vil jeg huske på, ellers er jeg sikker på vores veje vil krydses på et tidspunkt," siger hun med en hummen som hun ser hvordan hun gør klar til at smutte. Inden at falken satte af, som den fløj op, tydeligt den var klar til at finde tilbage til hvad den blev sendt ud efter at finde i første omgang. Et smil hviler på hendes læber, som hun følger den et øjeblik med blikket, før hun igen ser på Alvilde.

Hun havde været en venlig kvinde, men der var altid en chance for det ville ændre sig hvis hun kendte til hvad hun rigtig var. "Det var hyggeligt at møde dig, god rejse, og må vi ses igen," siger hun roligt. Som hun kommer med et bestemt nik, som hun ser på Alvilde. Hun vinker til hende, inden hun skubber sig selv væk fra bredden. Hun lader vandet fører hende længere ud på søen, men det først når hun ikke længere kan se Alvilde, at hun dykker ned i vandet, hvor det nærmest kunne virke til hun bare forsvandt. Hun vidste allerede som hun kom længere væk fra bredden, at det hurtig havde virket til at vandet havde omfavnet hende i bedste vis, som hun nærmest forsvandt i overfladen siden hun ikke var særlig bred eller tung.