Hans udbrød både glædet og forvirrede hende. Hun havde normalt ikke haft noget ondt i sinde, for de folk der havde taget hendes arm. Og delvist også hendes frihed til at vokse op i blandt sin familie. Hun havde bare været bange, bange for at de også ville tage hendes liv. Men når tingene kom i perspektiv, så var det jo også fordi at folket bare var bange for deres liv. De havde gennemgået så mange lidelse, og prøvede bare at komme på benene igen.

“De vidste bare ikke bedre..” hun nikkede til hans fortælling om, at der var en der havde efterladt ham her. Lige som hun selv var blevet efterladt af hendes familie. Eller forældre var det jo mere. “Din forældre gjorde det de følte var bedst for dig, nu når de ikke følte de havde kræfterne til at opfostre dig selv..” hun satte den tomme skål fra sig og tog teen i hånden i stedet. “Du ser ud til at være vokset op et godt sted..” og selvom hun lige før, havde haft tankerne at hun intet ondt havde imod hendes forældre. Så kunne hun mærke et stik af jalousi. Hvis hendes forældre havde afleveret hende et sted som dette, havde hun kunne undgå så mange nætter i kulden. Så mange dage uden mad. Hun tog en dyb indånding “Ser ud til vi har en del tilfældes Kai.” sagde hun så endelig med et smil, og vente hendes ravgule øjne imod ham.

Kai var imponeret over at hun kunne være så…. Okay med tingene, som hun virkede til at hun var. Hun undskyldte menneskernes behandling af dem, og endda kiggede på et mere positive aspekt af at Kai var blevet efterladt. Hun havde ikke kunne opfostre ham, og Chilam havde nok en pointe. Han vidste ikke hvor hun var, men hun var aldrig kommet forbi igen.

”Det er et godt sted,” indrømmede han. Måske hans barndom ikke havde været typisk, men han var glad for sit liv, og glad for det han blev sat til i disse kredse. Udlængslen var heller ikke særlig stor i ham, selvom han da var begyndt at undre sig om det store land. Det var jo også blot et spørgsmål om tid.

”Det gør det,” sagde han og smilede tilbage til hende. Hendes øjne var meget betaget at kigge på, og smilet klædte hende. Hun så ikke så alvorlig ud når hun smilede. ”Boede du lang tid på øen?” spurgte han lettere nysgerrigt, nu når hun ligesom havde åbnet låget på den kasse, og Kai var vel en smule nysgerrig om sit ophav.

Hun tog en tår af hendes te, som han snakkede lidt sparsomt til hende. Han var ind til videre en mand, der prøvede at tænke over de ting han sagde. Eller hvilke ord der kom ud af munden på ham, i hvert fald der hvor han ikke blev lidt for ivrig eller forbavset over hvad hun havde fortalt.

Det gjorde også hun fik mere tid til at studere ham. Fulgte hans krop der hvor tøjet ikke længere dækkede den. De hvide plamager som han havde rundt omkring, hvilket gjorde han så utrolig smuk ud i hendes øjne. Som var han et kunst stykke, ganske få kunne hamle op med. Måske var det fordi hun selv var lidt speciel i hendes udseende, at hun kunne se det smukke i hvad han besad. Eller også så var det bare hendes personlighed, der gjorde det. Hun kunne ikke vide sig sikker.

Hun tog endnu en slurk af den varme te, og satte pris på hvordan den begyndte at varme hendes gennemkolde krop op. Hun sendte også et lille ønske ud om, at hun ikke skulle blive syg. Det ville nok være hendes undergang, nu når hun var så spinkel som hun var. Hun kiggede eftertænksomt på ham, da han spurgte hun havde boet længe på øen. “Størstedelen af hele mit liv. Jeg var ikke ret gammel, da mine forældre efterlod mig på gaden.. brugte et års tid bare mig selv – ind til en ældre mand tog mig til sig og gav mig redskaber til at overleve.” hun kiggede væk fra ham igen, satte koppen ned og trak tæppet tættere omkring sig. “Desværre var han gammel, og døde.. Så nu tænkte jeg, at det var på tide at komme ud og se lidt mere af verden..”

Kai ville aldrig rigtig se det smukke i plamagerne der dækkede hans krop. Han var begyndt at leve emd dem, men han var også klar over at det ikke ligefrem var noget smukt han besad, i hans egne øjne. Han havde været udsat for at blive stirret og peget på, og til dels blive mobbet med hans udseende, men h an havde gennem årerne bare lært at nogen var anderledes. Det hjalp nok også at der kom visse folk op til templet som så værre ud og havde det værre end ham. Han havde stadig alle sine lemmer, det eneste der var galt var en lille pigmentfejl.

Kai så overrasket ud, over at hun havde boet der så mange år, og først nu var kommet til fastlandet. Men det betød også at hun måtte kende meget til livet på øen. En ting Kai nok altid havde været en smule nysgerrig omkring, selvom han mest af alt skubbede det væk.

”Kile være med ham,” sagde Kai af ren refleks, da han hørte at manden var død. ”Jeg er glad for at høre at du ikke har været helt alene. Jeg kan slet ikke forstille mig hvordan et liv uden nogen at støtte sig op af må være,” indrømmede han. Han kom ikke altid lige godt ud af det med alle munkene, men det var et sikkerhedsnetværk. Han ville aldrig være helt alene.

Hun trak på skuldrene, og havde sig efterhånden lukket sig helt ind i tæppet og kravlede lidt tættere på ilden. Hvorfor blev hun ikke varmere? Hun tog nogle dybe indåndinger, og strakte sine stive fingre imod flammerne. Hendes hoved vente sig imod Kai, og gav ham skævt smil.

“Man må lære at leve med de små fornødenheder man har. Ellers bliver livet lidt mere sort end det allerede er.” sagde hun forsigtigt, hun havde svært ved at være ærlig omkring at hendes situation var en rigtig lorte situation.  Hun havde ingen, og ingenting. Hun kæmpede hver dag med at overleve, mens hun holdte fast med desperate fingre i hendes positivitet. Men jo ældre hun blev, desto svære blev det for hende. “Ikke alle kan være lige heldige i denne verden, og jeg bliver nød til at holde fast i at vi alle sammen bliver sat på prøver vi kan overkomme. En dag skal det nok blive bedre. En dag så får jeg en familie, en dag bliver jeg lykkelig igen.” de sidste ord blev sagt mere for sig selv, som hun sad og slugte de bevægelser flammerne lavede, som de kastede sig over brændet.

Nogen gange ønskede hun, at der ville komme en og redde hende. Tage hende med et sikkertsted, og elske hende for den hun var. Men hun vidste også, at lykke ikke nødvendigvis kom fra folk omkring en, men hvad man så inden i sig selv. Drømmen var der dog stadig, og den var svær at holde op med at tænke på. Især når de sad der og snakkede, spørgsmål han stillede der bestemt fik hende til at tænke over hende selv og hendes liv.

Selv var Kai ved at blive varm, selvom han stadig med tæppet på, selvom det måske også var et spørgsmål om tid før han smed det. Han havde trods alt en tendens til nærmere at være halvnøgen end noget andet. Han var bare aldrig rigtig gode venner med tøj, bortset fra bukser, og da ingen havde irettesat ham i barndommen, så var det bare en ting der hang ved.

Kai lyttede intenst til hvad hun sagde. Han havde hørt ord som disse ofte. Folk der bad i templet, især til Aladrios sagde ofte at de godt vidste at det gode måtte udligne det dårlige, og det gode nok skulle komme. Det var alt sammen et spørgsmål om balance, og Kai vidste det godt, men han føltes stadig at det var uretfærdig, især nu når han sad og kiggede på denne triste pige, som havde kæmpet sig op i templet, havde nærmest været på dødens rand og stadigvæk sagde hun og det var den bedste dag hun nogensinde havde haft.

"Du kan blive her?" hans stemme var lille og forsigtig. Ikke helt sikker på at han overhoved kunne foreslå det, men hun ville ikke være den første de tog ind, fordi der ingen andre var der kunne. "Jeg ved godt at templet ikke kan være svar på alt hvad du ønsker dig, men det er et tag over hovedet, og hvis man arbejder bare lidt for det, er det også tre måltider om dagen." Hun kunne næppe gå ud i verdenen igen, når hun allerede så ud som om at hun ikke ville kunne komme sikkert ned af trappen.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, da han sagde hun kunne blive her. Mente han det? Hendes grin stoppede hurtigt, som hun kiggede forvirret på ham. Hun fugtede læberne, og kunne ikke helt tro på det. Og var det overhoved noget for hende? Hun havde i lang tid opgivet håbet omkring guderne, det havde været lidt at et spring overhoved at ankomme til et tempel. Men hendes muligheder havde været begrænset, og templet havde virket som det sikreste valg.

Hendes kølige håndryg gled hen over hendes næse, da hun kunne mærke den begyndte at løbe. Måske var hun ved at få det for varmt? Hele kroppen begyndte at føle en smule ubehagelig.

“Det er virkelig sødt af dig..” svarede hun så endelig og gav ham et forsigtigt smil. “Men jeg tror ikke jeg kan blive her.. jeg er ikke..” hendes blik gled over menneskerne i rummet ud over dem. “Jeg opgivet min tro til guderne for en del tid siden, jeg er ikke sikker på om jeg kan genfinde den igen.” mumlede hun en smule forlegen, og hun vente da også blikket væk fra ham igen. Måske hun kunne blive? Bare for et stykke tid. Hendes hånd gled op af panden, den brændte næsten hånden. Hun skubbede sig væk fra ilden, hun måtte have siddet for tæt på flammerne.

Kai var måske mere tilhænger af guderne pga. hans opdragelse fremfor at han havde fået et personligt forhold til dem, men det betød ikke at han ikke følte sig dybt afhængig af dem og troende. Han bad trods alt til Thatos dagligt, som en del af hans rutiner i templet. Noget der ofte hjalp ham med at slappe bare en smule af og føle at der var en større mening med livet.
Ikke at kunne finde den forbindelse til guderne, var ikke noget som Kai nogensinde havde overvejet, fordi det bare var noget han gjorde, så han så lidt undrende ud.
”Du behøver ikke nødvendigvis at tro på guderne. Vi har bare altid behov for et par ekstra hænder… eller hånd,” han var ikke helt sikker på hvordan høfligheden gik på denne her. ”Og der er intet krav, du kan gå når du vil, jeg ville bare… give dig muligheden. Det kunne være det hjalp.” Han kunne ikke tvinge hende, for det var et tilbud, men han håbede da bare en anelse.

Hans undren blev dog erstattet med bekymring, som hun begyndte at se lidt mere syg ud og hun trak sig væk fra ilden. ”Er alt i orden?” spurgte han endnu engang, for hvis hun var ved at blive syg, så begyndte Kais egne evner nemlig at svigte en anelse.

Hun kunne ikke lade være med at grine over hans bemærkning omkring hænder, til hånd. Det var ganske sødt, sådan som han prøvede at rette sig selv. Og hun så hellere intet ondt i hans ordvalg, det var nærmest en smule bedårende. Hun nikkede igen, og kunne godt mærke at hun fik svære ved at følge med i samtalen. Hendes ryg var ved at dræbe hende, måske hvis hun kom op og stod?

Hun måtte gribe omkring stolen som han havde taget frem til hende, da hendes ben var ved at svigte hende. Hun knyttede sine bryn imod hinanden, det her var ikke godt. Hun kunne mærke sveden der begyndte at hagle af hende. “Jeg synes.. måske for meget varme..” sagde hun sagte, og sank så sammen på gulvet. Det var for hårdt at stå op. “Er bare udmattet” prøvede hun med en let latter at slå hans bekymring hen. Men hun vidste også god alvoren, regnen havde gennemsølet hendes krop. Hun havde vandret op af trapperne i rigtig lang tid, hun havde intet fået at spise i lang tid. Og nu var hendes mave fuld, og hun havde fået varmen. Hendes krop kunne ikke følge med, med alle de ting den blev udsat for hele tiden.

“Måske, hvis jeg bare sover, så har jeg det bedre..” prøvede hun, da hun kunne mærke hendes øjenlåg blev tunge.

Det blev hurtigt klar for Kai at der var noget der var grueligt galt med hende. Han var ikke sikker på hvad han skulle have gjort anderledes, men han følte der måtte have været noget han skulle have gjort, som han så sveden forme sig, og han var ret sikker på at det ikke blot var pejsen.
”Nej, nej, kig på mig Chilam,” sagde han og prøvede at fange hendes øjne med hans, så han kunne se hvor galt den var, selvom han næppe kunne bedømme det.

Han lænede sig også frem og lagde hånden mod hendes pande, om hun ville have det eller ej, og hun var alt alt for varm. Hun havde i den grad feber, og for første gang var han virkelig i tvivl om hvad han skulle gøre. En af de urtekyndige måske? Men hvem?
Hvis bare Chilam kunne holde sig vågen. Det var en af de ting man skulle forsøge at gøre, var det ikke? Eller var det når man havde slået hovedet? Kai kunne slet ikke huske det på nuværerende tidspunkt.

Hun tog en dyb indånding, smerten hun følte blev pludselig meget nem at spore i hendes ansigt. Hun åbnede øjnene og betragtede ham, han virkede pludselig meget ved siden af sig selv. Han havde ellers været så sikker før, da han havde taget sig af hende.

“jeg kigger på dig..” svarede hun lidt forvirret tilbage, og sukkede taknemmeligt da han lagde sin hånd imod hendes pande. Den var dejlig kold. Hun gabte lidt, og betragtede ham lidt sagte. “Du er ikke vant til at folk er syge, var?” hun begyndte at blive lidt forvirret i hendes måde at snakke på. Var det nogle af de historier hun havde hørt om feber syge, der pludselig snakkede som var de fulde? Hun rullede med skuldrene og bevægede benene. Alt var bare super ubehageligt lige nu!

Hendes ene hånd som hun besad, rakte frem og rørte ved hans pande. Lige som at han rørte ved hende. Hun vidste ikke hvorfor, men det gav bare super god mening for hende hun skulle røre ved ham. “Du er ret smuk..” mumlede hun så en smule usammenhængende. “kunstværk.” hun kiggede rundt i lokalet. “Er jeg i virkeligheden i himlen? Nåede jeg overhoved op af trappen.” hun krummede sig lidt sammen, nej det gjorde hendes krop for ondt til. “har i smertestillende urter? Eventuelt pilebark eller ingefær” spurgte hun, hvor hendes stemme var en del mere tilstede end den havde været før. “Der findes også en urt… Den hedder… Røllike den hjælper imod feber.. eller opkogt salvie” hun prøvede at tænke tilbage på alt det som hendes læremester havde lært hende.

At sørge for nogen holdt sig varm, var væsentlig nemmere, end nogen der så ud til at få en pludselig omgang feber og hvad der ellers kunne være galt. Det var ikke noget han havde behovet rigtig at lære. Han blev så sjældent syg selv, og når der var andre der tog sig af munkene generelt, stod han sjældent med ansvaret, men pludselig, virkede det som om det havde været en vigtig ting at lære.
”Nej, nej, det er jeg ikke,” indrømmede han, et lidt paniske blik i hans øjne var der dog stadig, som han prøvede at endevende hans hjerne for hvad han skulle gøre.

Han mærkede hånden mod sin pande og så begyndte hun at snakke i totale tåger. Eller sætningerne gav mening, men det var indholdet hvor han stod helt af.
”Jo, det tror jeg vi har,” sagde han. Enten i køkkenet, eller i den lille fløj hvor de havde til når nogen blev syge. Heldigvis var den med vilje placeret så det var nemt at komme til fra templet af.
”Tror du det vil hjælpe? Ellers, jeg kan hente hjælp. Vi har urtekyndinge i templet, men jeg er ikke helt sikker på hvor de er, så ved ikke hvor lang tid der går.” Og hvad hvis hun fik det værre mens han var væk? Han var lidt bange for bare at efterlade hende her, men måske hun også skulel have det varmt? Eller måske ikke så varmt som der var foran pejsen?

Hun fjernede hendes hånd igen, og sank lidt sammen. “Ja det skulle gerne hjælpe, det og søvn.. sikkert bare udmattet og overanstrengt. Ikke noget man skal være nervøs for.” hun prøvede virkelig at holde sig rolig, så hun ikke fik den stakkel mand til at blive for panikslagen. “jeg dør ikke mens du er væk, bare rolig.” grinede hun svagt, og vinkede ham så væk med hånden. Som for at sige, gå nu bare. Ingen grund til at lave for meget alarm, har allerede udnyttet jeres gæstfrihed for meget.

Hun ventede med at gøre noget, ind til at hun var sikker på at han var gået afsted; og var ude af rummet. Før hun rullede sig sammen i tæppet. Alt gjorde ondt, det var længe siden hun havde haft det så forfærdeligt. Og hun ville måske lidt ønske, at hun bare lidt kunne dø. Lidt lige som man altid tænkte, når man virkelig havde det skidt. For så meget ønskede hun ikke at afgå med døden. Men lige nu, ville det næsten være nemmere.

Hun kravlede lidt længere væk fra ilden, og lukkede øjnene. Der gik hellere ikke mange sekunder, før hun faldt i søvn.

Kai troede ikke et sekund på hende at det var alt det var, men det hjalp da så han ikke gik helt i panik over at hun var døende. Måske ikke så voldsomt, men Kai havde set folk der var var døde af sygdom, og han ville ikke have at Chilam gjorde det. Han følte også et andet bånd med hende, end de andre i templet, så måske føltes det også lidt personligt.

Selvom hun virkede til at ville have ladet som om at det ikke var en ting, så kunne han alligevel ikke lade vær med at føle at det var vigtigt at nogen kom og tjekkede op på hende. ”Okay, jeg går ned og finder en der kan hjælpe, og så… skal det hele nok blive i orden,” sagde han bestemt.

Det var tøvende at han gav slip på hende, og gik mod udgangen af stuen, og kiggede sig også over skulderen en enkelt gang for at være sikker på at hun var okay, før han satte i løb ud af døren.

Der var en anelse glat på de af gangene, der stadig lå resterne af det vand der var blevet slæbt med ind, og selvom han var ved at glide et par gange, så gik det ikke helt galt.
Først gik turen ned til ’hospitalsfløjen’, for at se om han kunne finde en af munkene dernede, men udover en der sad og holdt øje, og de enkelte der lå i deres senge, var der ikke meget, og så gik turen videre til køkkenet.
Han endte med at rende et par steder hen, indtil han endelig tilfældigvis var ved at ramle ind i gamle Ortho. Et øjeblik stod Kai bare og stirrede før han kom lidt til sig selv igen.
”Ortho, jeg tog en pige… eller reddede vel, en pige ind fra stormen, men hun er ved at blive syg, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, fooor… jeg hørte måske ikke efter i dine lektioner, men! Jeg har behov for hjælp!” Kai kiggede bedende op på den gamle mand.
”Hvor var det du sagde hun var?” kom det var Ortho efter flere øjeblikke af stilhed.
”Den vestlige stue!” sagde Kai, og de to af dem kom afsted, ikke hurtigt nok i Kais mening, men Ortho var gammel, og selvom han godt kunne løbe, så gjorde han det ikke så ofte mere.

De to kom tilbage til den vestlige stue, og Ortho undersøgte hende kort, et bekymret blik i hans øjne.
”Tag hende med ned til medicinrummet,” sagde han, før han vendte sig rundt for selv at gå derned af. Det var åbenbart slemt nok til at han mente at de skulle afsted med det samme.

Kai tog forsigtigt fat i Chilam, i den samme facon som tidligere, og begyndte at bære hende derned af.
Turen var ikke lang, og forsigtigt fik Kai lagt hende ned på sengen, før Ortho gk i gang med urter, og brugte Kai som assistent.

Hun var ikke sikker på hvor længe hun havde ligget der. Drømmen var drømmeløse, bare et mørke af intethed. Og det gjorde jo ikke så meget, for det betød bare hun virkelig havde haft brug for at sove.

Dog vågnede hun op, da hun mærkede nogen røre ved hende. Hun ville have kæmpet sig væk fra manden, da hun ikke kendte ham der var i gang med at undersøge hende. Men hun udstødte i stedet et irritabel suk, over hendes krop slet ikke lystrede.

Medicin rummet? Hendes blik gled op og fangede Kais skikkelse, det gjorde også at hun slappede betydeligt mere af. Hun ømmede sig, da han hæv hende op i hendes arme. Men kunne hellere ikke lade være med at lægge hendes hoved ind imod hans brystkasse. Der var noget overraskende trygt ved manden, Kai som havde behandlet hende i de få timer de havde kendt hinanden. Som var hun familie, eller en meget god ven. 

Det føltes helt ubeskriveligt rart, da hun blev lagt ned i en seng. For hun kunne lige i denne stund, ikke huske hvornår hun sidst havde ligget i en seng. Hun prøvede virkelig at holde sig så meget vågen, som hun kunne mønstre som de begyndte at lave urter til hende, der formentligt ville hjælpe. Flere gange prøvede hun at undskylde for at være en belastning, men da kræfterne i hendes krop ikke rigtig var til andet. Kunne hun også godt se, at hun var nød til at få hjælpen de gav hende. Skulle hun blive stærk nok til at forlade stedet igen.

Ortho lavede noget urtedrik, som Kai fik besked på at hælde i Chilam, at hun dårlgit var ved bevidstheden gjorde det dog til en udfordring, men han tog ligeså forsigtigt fat omkring hende, og holdt hende oppe, før han satte skålen for hende mund og prøvede forsigtigt at hælde det i hende. Det burde være febernedsættende og smertestillende.

De fik puttet hende med et tæppe, og lagde en klud, endnu engang med nogle urter, på hendes pande, i håb om at det også kunne hjælpe.

”Jeg tror desværre bare ikke at hendes krop kunne følge med. Forhåbentlig har hun blot brug for noget hvile,” sagde Ortho lavmeldt til Kai, som så bekymret ud. ”Du kan blive her natten over hvis det er, og så find en hvis hun får det værre.” Det var det bedste den gamle mand kunne tilbyde Kai.

Kai nikkede lidt. ”Jeg bliver,” sagde han og kiggede ned på Chilam, før han sendte et næsten opmuntrende smil på Ortho.
Han fandt en stol, og så satte han sig ellers blot på den ved siden af Chilam og vågede over hende.

Hun prøvede så godt hun kunne, at være behjælpelig med at få drikken ned. Men hun kunne mærke at hun måske ikke, var så god til at hjælpe ham som hun havde håbet.

Da kluden blev lagt på hendes pande drog hun nogle dybe og taknemlige vejrtrækninger. Hun kunne allerede mærke hvordan det hjalp, hvordan at hendes krop gradvist begyndte at slappe mere og mere af. “Tusind tak” mumlede hun stille, imod manden der havde hjulpet Kai. Igen, kunne det slet ikke beskrives med ord, hvor meget det her betød for hende. For hun skulle langt tilbage, før at hun kunne fortælle om et øjeblik hvor nogen havde været så venlige. Hendes øjne gled i, og hun faldt igen i søvn.

Ud over det havde været en hård kamp op af trapperne, havde hun i det hele taget haft en lang tur fra topalis øerne og til Azurien. Hun havde fået ture tilbudt på karavaner, hun havde endda optrådt nogle gange for at få lidt mad i maven. Da hun alligevel var ganske dygtig i hendes kampteknikker. Og derved kunne bruge dem til en form for dans. Desuden så verden her med andre øjne på de handikappede, så en enkelt gang eller to havde end ældre dame forbarmet sig og givet hende nogle få krystaller. Og så var hun endt her, hvor tankerne langsomt havde spurgt hende; hvor var hun på vej hen? Hvad ville hun, og hvad skulle der sker.

Hun vidste ikke hvor længe der var gået, før hun langsomt åbnede hendes øjne igen. Hun kunne allerede mærke hvordan muskelsmerterne var ved at aftage. Og selvom hun var utrolig sulten igen, og tør i halsen. Så havde hun det væsentligt bedre, end da hun var faldet i søvn. Var Kai der stadig? Hvilken dag, og hvad tidspunkt på dagen var det? Hun begyndte at røre på sig, og ømmede sig lidt. Mest fordi, hun kunne mærke hun havde ligget i samme stillingen længe.

Kai havde siddet oppe til den tidlige morgen, og sørget for at Chilam ikke fik det være, men på et eller andet tidspunkt måtte han have døset hen, for det næste han huskede, var nogle lyde nær ham. En der ømmede sig. Heldigvis for Kai var han aldrig vant til at sove specielt meget, så de få timer generede ham ikke, selvom han følte sig lidt desorienteret som han ligeså langsomt blinkede, og han kom til igen.

Han rejste sig hoved fra sengekanten, hvor han havde fået krøllet sig sammen, og sovet i en akavet position, som han allerede kunne mærke spændingerne det havde resulteret.
”Er du vågen?” spurgte Kai forsigtigt, da Chilam endnu engang indikerede at hun var ved at komme til sig selv igen.
Selv kiggede han rundt i rummet, men han var ikke sikker på hvor lang tid der var gået, selvom hans mave indikerede da at han havde misset et måltid, og hans krop mente også at denne her dag ikke var som den plejede. Han kunne allerede mærke uroen, men han forsøgte at ignorere det og bare rullede sine skuldre lidt rundt for at få det værste ud af dem.

Hun fik dog hurtigt svar på hendes spørgsmål, da Kai rumsterede rundt ved sengekanten. Hendes blik fangede hans, da hun spurgte om hun var vågen. Hun gav ham et prøvende smil, og måtte modstå trængen af at grine af ham. “Ja, ellers er jeg begyndt at sove med mine øjne åbne.” hun strakte armene over hoved, eller det ville sige hendes hele arm og den halve arm. Og smaskede lidt med munden, hun var virkelig tør i halsen. 

Hendes øjne betragtede ham, mens hun brugte sin ene arm så hun kunne komme op og sidde. Hun lagde hånden i hendes skød, hun blev ved med at holde sine øjne imod ham. “Tak” det var et ord hun brugte meget i øjeblikket følte hun. Men hun vidste ikke hvad hun ellers kunne gøre. Han havde gjort ting for hende, ingen ville have ulejligede dem selv med. Hun slog blikket ned, og kløede sig derefter lidt i hendes filtrede hår. “kunne jeg ulejlige dig igen? Jeg er virkelig tørstig” en meget let rosa farvede tog fat i hendes beskidte hvide kinder.

Kais hår lignede noget der var løgn. Han havde aldrig fået sat det op igen, og da det aldrig var blevet ordnet efter det var blevet vådt og så tørt igen, så var det bare som en stor håstak på hovedet som stak alle steder hende.

Et smalt smil gled over hans læber, som han kiggede tilbage på Chilam og hun takkede ham. ”Det var så lidt,” sagde han.
Han forstod dog ikke hvorfor hun var så forlegen over det. ”Selvfølgelig.” De havde også noget vand stående herinde selvom det næppe var koldt mere. Så han rejste sig op og gik over til en bord der ikke stod så langt fra der, og hældte noget vand op fra kanden op i et krus der ikke var blevet brugt. Da han kom tilbage rakte han det til Chilam.

Efter hun havde taget kruset rakte han forsigtigt op, så Chilam kunne trække sig, hvis hun ikek havde lyst til at blive rørt, men blot for at tjekke hendes temperatur. Hun så dog ud til at have det langt bedre, og måske var det blot udmattelse der havde gjort at hun havde haft det så dårligt, selvom Kai ikke havde planer om at lade hende smutte foreløbig. Nej han ville være sikker på at hun rent faktisk var rask, hvis hun ikke ønskede at blive.