Der gik mange rygter i landet, nogle nåede endda helt ned til Thal'Elor, derfor var det jo klart at Sitali havde blandede følelser med at være i netop Balzera, der var det eneste sted, som åbenlyst tillod folket at holde slaver. Hun brød sig bare ikke om at se sin art tvunget i knæ for at tilfredsstille andre væsner. De havde lidt nok i forvejen, hvilket også bragte en lettere utilfreds grimasse frem på hendes ansigt, som hun rynkede på panden og bed sig i underlæben. Det var forståeligt at Malika var påpasselig med hendes færden i paladset. Sitali kunne sagtens have forårsaget en katastrofe, men det var bestemt ikke, hvad hun var kommet efter. Malika havde dog formået at berolige hendes frygt en smule, selvom stemningen imellem dem havde lidt under hendes løgn. "Lidt nytte kunne jeg da gøre" svarede hun med et stille nik, som hun dog holdt blikket rettet fremad imod deres vandren. De stoppede ved den selv samme statue, som havde startet hendes mindre udflugt, som Sitali vendte blikket imod Malika. "Jeg er her kun for min familie.. og for at sikre mig at de, der er tvunget ind i slaveri, har det godt - dertil har De beroliget mig en smule" svarede hun, som hun bukkede hovedet ganske let og ellers lød blikket hvile på Malikas lille skikkelse. 

Lydløst og uden at sige et ord, nikkede hun til Malikas udtalelse. Det var fint at have én til at følge hende ud. Hun lignede ikke ligefrem en, der ville kunne overtale vagterne til at lade hende gå på egen hånd. Hun måtte hurtigt finde Sira, så hun kunne få styr på sig selv. Men det ville blive udenfor disse mure. "Endnu en gang tak for høfligheden" lød det oprigtigt fra hende, som Malika bestemt ikke havde været tvunget til at være flink overfor hende, hverken nu eller tidligere på dagen.

Det var morsomt, sådan som en rådskvinde havde ladet sig degradere for en dag, for at finde ud af hvordan det var i paladset, og tilmed endte med at sørge for at Malika fik de druer hun havde gået og sukket længe efter. Malika smilede mindre anstrengt som Sitali nævnte at Malika havde beroliget hende. Malika var også en af de sødeste, hvis ikke den sødeste, på paladset imod slaver og tjenestefolk. Hun ville slet ikke nævne om hendes dag havde gjort hende urolig igen – for så ville hun sikker bare blive urolig. ”Det er jeg glad for at jeg kunne gøre for Dem,” svarede hun Sitali med et lille smil.

Efter Sitali umiddelbart var med på at blive vist hele vejen ud rettede Malika snuden mod nogle store døre og begyndte at gå med lange rolige skridt. Malika nikkede let til Sitali som hun takkede for den høflighed Malika havde givet hende. Ved dørene stod nogle vagter i klædt sjaler, bærende på sabler. De åbnede dørene da Malika nærmede sig dem. ”Kan De selv finde hjem?” spurgte hun, blot for at være sikker. Selvom Sitali selv havde fundet vejen til paladset var der stadig en chance for at hun ikke vidste hvor hun skulle hen. Til gengæld vidste Malika ikke hvor Sitali var bosat, så det kunne være lige fedt.

Det var ikke fordi Sitali ikke var klar over faren ved at tilkendegive sig overfor Malika, men hun havde udvist hende en sådan høflighed, at hun ikke havde været i stand til at lyve overfor pigen. Måske det ville ende med at bide hende i røven senere, hvis Malikas far endte med at få rygter omkring, hvad hun havde gjort for at kende sandheden. Nok havde hun kun set en brøkdel af hverdagen på paladset, men hun turde faktisk ikke satse på at kigge nærmere på det. Hun kunne også godt fornemme på Malika at situationen muligvis var en smule trykket imellem dem. Derfor valgte hun også at bukke hovedet let taknemmelig til hendes ord. Der var ingen grund til at hun gravede yderligere i deres samtale, når den snart var slut. Hun var blot tilfreds med chancen.

Vejen imod de store døre var forholdsvis uhindret, som Sitali blot valgte at holde sig tæt til Malika og ikke kigge unødigt omkring. Hun var godt klar over, at der var en sandsynlighed for at nogen af vagterne måske kunne genkende hende fra tidligere. Men hun håbede inderligt, at det ikke var tilfældet. Hun vendte de gyldne øjne imod Malika, som hun stillede et spørgsmål. "Det skulle ikke være noget problem" svarede hun med et nik, rettet imod udgangen, som man faktisk kunne skimme Sihan i det fjerne. Han stod lettere ivrigt og ventede på hende. Hun kunne fornemme, hvordan Elindir var nød til at holde ham tilbage, så han ikke ville fare ind i paladset.

Sitali bukkede en sidste gang for Malika, som hun sendte hende endnu et smil og passerede vagterne med et hævet blik. Hun lignede måske ikke en rådskvinde lige nu, men hun holdt stadig rank, som hun bevægede sig udenfor ud i heden, som straks ramte hendes ansigt og fik håret til at lyse ganske let. Hurtigt fandt hun vej til Sihan, Sira og Elindir, hvor Sira hurtigt smed en lilla og gylden kappe omkring hendes skuldre.

Malika nikkede pænt til Sitali, som hun fortalte at hun nok skulle komme godt hjem. I eftermiddagslyset kunne man se nogle skikkelser for enden af stien ved muren der omkransede paladset. Malika holdt hovedet højt som Sitali gik forbi og ud af dørene. Malika blev i døren lidt for at se at hun ikke vendte om og sneg sig ind. Malika kunne mildt mærke varmen, hvilket gav hendes ryg kuldegysninger. Hun hun fik helt lyst til at finde en af de mange store altaner, og sætte sig ud for at nyde aftensolen.

Malika vendte om på hælene, som Sitali var nået et stykke ned af stien og gik langt nok væk, til at dørene kunne lukke sig bag hende. Hun stod med lukkede øjne og gav et dybt suk fra sig. ”Jeg har styr på det,” sagde hun højt nok til at vagterne kunne høre det. Hun vidste at vagterne ville have undret sig over hvorfor Malika lukkede en elver ud. Hun håbede bare at hendes påstand om at have styr på det, fik dem til at holde deres mund over for hendes far. Hun ville selv nævne for ham at de skulle få kigget på muren og eventuelt skærpet vagternes bemanding omkring muren. Så måtte hun bare håbe på at han ikke stilede spørgsmålstegn ved hendes mening. Malika begyndte nu at gå mod sine gemakker. Hun havde brug for at skrive ned hvad der var sket. Måske ville hun brænde papiret bagefter… Måske ville hun gemme det væk. Hun havde i hvert fald brug for at få det ud af hovedet og komme videre. Det kunne være hun skulle snakke med sin personlige slave – men ikke om Sitali.