Døren knirkede en smule på hængslerne, som den åbnede ind til et skråloftet værelse under kroens tag. Der var et tykt tæppe på gulvet og den store dobbeltseng var iklædt det, der sandsynligvis var beværtningens fineste sengetøj. En karaffel med vin og en med vand var diskret stillet frem på bordet nær sengen - afslørende at nogen allerede havde forudset fyrstens snarlige brug af værelset.

Hendes smidige bevægelser havde ikke gået hans opmærksomhed forbi, ligeledes mændenes sigende blikke. Han nikkede kort til en af dem i forbifarten - de måtte underholde følget for nu. Denne slags kvindelige adspredelser var ikke ligefrem noget ukendt for dem, og fyrstens fravær gjorde også, at et par stykker forlod bordet og forsvandt ud i den begyndende nat for at finde ly hos de nærmeste bordeller.

Det ville Sephyran ikke selv nedværdige sig til i nat.

Døren faldt blidt i bag dem, og Sephyran placerede krystalvinen på bordet, inden han vendte sig imod hende med et varmt smil. Afstanden mellem dem på gulvet blev hurtigt afbrudt, idet han trådte helt tæt ind på hende, løftende hende op i sine stærke arme. Medmindre hun gjorde modstand, bar han hende hen til sengen, hvor han lagde hende, pressende hende ned i silkelagnerne for grådigt at kysse hende.
Historien måtte for hans skyld gerne vente lidt..

Caitlin var faldet glidende i trit med Fyrsten få skridt fra bordet og havde, som hans hånd lagde sig på hendes lænd, ladet ham tage styringen af hvor de gik hen. Tydeligt havde han et mål med sine skridt, hvorimod hun - hun havde mere et mål for sin aften. Han stoppede da også først, som de var ved den mest udsmykkede dør, der let gled op for hans hånd og afslørede hvad måtte være stedet fineste værelse.
Afslappet og samtidig med et smuldrende greb om egen tålmodighed, trådte hun først ind og ud midt i rummet for at gøre plads. Hendes blik gled over rummet af vane og interesse, men fæstnede sig først rigtig, som Fyrsten kom imod hende. Glimtet i hans blik var endeligt blottet for høfligheden og formerne og afspejlede hans lyst og sind. Det trak et skævt smil frem på hendes læber, der blev der, som han løftede hende op og langt om længe lod dominansen tage over.
Hun lod ham. Tilskyndede ham. Udnyttede ham, som hun gjorde på nætter som denne....

..............

Månen spredte sit blide lys ind gennem vinduet og hen over gulvet, som Caitlin med et tilfreds smil lod roen falde over sig, krop såvel som sind. Hun lå mageligt ind til en varm og væsentlig mere udfordret krop med en kind mod hans skulder og en hånd på hans bryst. Han havde vidst hvad han ville have og været lettere overrasket over at finde ud af hun i den grad var indstillet på at skulle have tilsvarende ud af det. En tanke der holdt et lille smil på hendes læber. Mænd var aldrig helt forberedt på at skulle yde så meget som nyde med hende.
Så strakte hun sig i hans favn, før end hun selvtilfredst smøg sig fri og med et muntert smil, svingede benene ud over sengen. Allerede der rakte hun ud efter det første stykke tøj. En tydelig indikation på at hun var på vej videre.

Sephyran havde endnu engang fundet sig imponeret af den unge kvinde. Der var en tydelig selvstændighed i hende i forhold til de slavepiger, han ofte omgav sig med. Opsat på at tjene og tilfredsstille fyrsten.
Caitlin .. det havde været tydeligt, at hun rent faktisk også havde ønsket det.

Han satte sig op i sengen, som hun smøg sig fri. Månelyset flød ind i rummet og glimtede i sveden og olien i fyrstens skæg og hår. Svagt fra den anden side af døren, kunne man høre, at resten af hans følge stadig var i færd med drikkeriet, selv om han mistænkte, at enkelte nok var smuttet hen på et af de nærmeste horehuse. Sephyran kunne godt onde dem det - tilfredsstillede mænd gjorde deres arbejde bedre.

"Så.." Hans blik gled ned over den velformede kvindekrop, oplyst af månelyset og allerede i færd med påklædningen. "Jeg hørte aldrig den anden historie." Indvendte han.
Han havde allerede givet så meget af sin aften til hende, så nu ville han havde det sidste med.

Det første stykke stof fundet var sjovt nok det første stykke tøj befriet fra hendes krop tidligere. Landet som det var delvist i sengen og derved let at fange. Caitlin holdt blusen ud og lagde den så fra sig, som hun drejede sig mod manden i sengen. Hans blik gled atter beundrende over hende og noget i det kaldte på en fornemmelse af at han måske ikke fandt aftenen så færdig som hun.

Et skævt smil voksede frem på hendes læber, som hun lænede sig frem mod ham, holdende hans blik med sit blå og stoppende lige før hendes læber rørte hans. Der trak hun sig en smule tilbage. "Du mener at have gjort dig fortjent til den?" Formalitet var ikke til sengebrug. Ikke efter hendes mening og blev han fornærmet nu? Så måtte hun vel gøre lidt mere for at efterlade ham i rette stemning.

Fyrsten fastholdt Caitlins blik, en smil bredende sig på læberne efterfulgt en dyb latter. "Ja, Caitlin Dragejæger. Jeg er en mand, der er vant til at få, hvad han er lovet, så jeg håber ikke, at du vil skuffe mig nu." Han lænede sig frem for at tage det kys, hun i sidste øjeblik havde stoppet.

Derefter befriede han sig selv af silkelagenerne og vandrede hen til bordet, hvor han skænkede et glas af den kølige vin til dem begge. Med en hurtig bevægelse åbnede han vindueshasperne for at lade en smule af den kølige natteluft trænge ind og opfriske rummet.

Herefter vendte han sig igen mod sengen, hvor han gik hen og rakte hende glasset. En kvinde, der opfører sig som om, hun er fri som fuglen. Fyrsten var ikke vandt til det, men det pirrede hans interesse frygteligt.

Caitlin lod sin latter varmt følge Fyrstens til han fjernede afstanden mellem dem og fjernede den ved erobringen af hendes læber. Et kys der smagte af andet og bekræftede hendes fornemmelse af hans syn på aftenen. Det fik hende da også til at lade sig falde tilbage ned i lagnerne, følgende ham med blikket, som han forlod dem. "Men lovede jeg den i aften eller blot senere...?" Hendes tone var klart drillende, mens hun fulgte ham skænke to glas vin op og derefter lukke natten ind til dem også.
Forfriskende.

Deres  blikke mødtes atter, som han rakte hende det ene glas og hun strakte sig let for at modtage det. Dybden af hans holdt stadig den dominans hun havde det med at opsøge og den forventning født stand om at få hvad han ønskede. Altid. Det sidste noget der tændte glimtet af morskab i hendes blik. Utæmmet og alligevel ikke helt vild, nippede hun til væsken, før hun sendte ham et smil. "Nuvel... Smaragd drager i Lindeskoven..." Hun så afventende på ham. Skulle natten have del i rummet, skulle hun have del i hans varme og historien ville ikke begynde, før hun havde lagt sig ordentlig tilrette.

Sephyran holdt hendes blik et langt stykke tid, som han overrakte hende glasset. Smilet spillede stadig i hans mundvig under de gyldne skæghår. Åh, hvor var denne kvinde dog et forfriskende pust i en aften, der ellers havde stået på kedelig snak med handelsmænd!

"En drage i elverriget! Endnu et eventyr, lyder det til." Lo fyrsten. Han anrettede puderne på sengen og lagde sig til rette, trækkende silkelagnerne til sig, så de kunne omslutte dem begge, som han opfordrende vinkede hende til sig.

Selv om luften fra vinduet var kærkommen efter de fysiske udfoldelser, bragte den også en mærkbar kølighed med sig, der opfordrede til igen at søge tættere sammen.

Caitlin flyttede sig en anelse i sengen, så Fyrsten kunne lægge sig mageligt. Det var trods alt til hendes fordel. Også at han trak de lette silkelagner tilbage over dem, som hun havde smøget sig tilrette op af ham. En lille latter fulgte hans ord. "Endnu et eventyr ja, og på nogen måder lige så farligt som det andet..." Hun lod den hænge lidt i luften, som hun tog et eftertænksomt sip af vinen.

"Med forårs solens første varme begyndte rygter at svire om små grønne drager i Lindeskove. Sky drager, men gemmende på skatte af ufattelig rigdom. Skoven havde allerede sine egne rygter. Om farer og skønhed, om værdier og hemmeligheder. Stedet få tog hen og færre vendte tilbage fra... Hvad var der ikke at elske at undersøge?"
Caitlin drejede sig let, så hun kunne møde Fyrstens blik, før hun lagde tilrette ed hagen hvilende på hans bryst.
"At komme dertil - ganske lige til. At komme ind i skoven det samme. Brynet var også som skove er flest, men et stykke inde... alt andet end det. Som var livet mere magisk her, væsnerne nogle ganske andre og pagten mellem de levende gammel som tiden. Blomster med egen musik for at tiltrække de uforsigtige, dufte ikke oplevet andet steds. Magisk og helt igennem fremmet."

"Blomsterne og planterne var en fare til at bevæge sig udenom. Væsnerne noget ganske andet. Hjorte større end hvad jeg har set andetsteds, lysende fra deres gevir og alt andet end flygtende.... faktisk slet ikke flygtende! Jeg brød igennem et krat lige ud foran en og fik som tak lov til at løbe til en sø afbrød mit fald og skjulte min fært..." Hun smilede let. "Da var jeg også faret ubehjælpeligt vild i den store skov..."

Der var ingen tvivl om, at Fyrsten af Rubinien havde mere end blot fysisk interesse i hende. Caitlin. Ikke den slags interesse, der gav ham lyst til at besidde hende, men hendes historier og væremåde underholdt ham til en grad, hvor han ikke var tvivl om, at han ville ønske hendes selskab, skulle de mødes igen.

For nu var det fyrstelige hoved lænet mod silkepuderne, en lillefinger snoede eftertænktsomt det gyldne overskæg på plads, mens han lyttede til fortællingen om Smaragddragen.

"Endnu engang giver fortællingen vidne dit mod." Smilede fyrsten. "Jeg har hørt, at de langt fra er alle, der kommerhelskindede ud af de skove .. nogle ender med en elverpil i ryggen. Men fortæl mig, hvordan lykkedes det dig så at finde vej?" Spurgte han, tydeligvis ganske fanget. Lineskoven var et af de steder, han aldrig ville drømme om selv at sætte fods - ikke om at han skulle risikere fyrstelige liv og lemmer mod elvernes hurtighed. Selv hans titel var ikke garanteret at beskytte ham mod skovens væsner.

Et smil spillede på Caitlins læber, som hun nød varmen og den uforpligtende nærhed. Hendes sult var stillet og tilbage var blot velværen ved at være til. Natten var ung og selskabet glimrende. Så var det blot at vælge hvilke dele af hendes eventyr i Lindeskoven hun var villig til at dele.

"Mod eller måske nærmere overmod?" Hun lo dæmpet, selvbevidst nok om hvad det i virkeligheden havde været. Så flyttede hun sig let, så hun kunne cirkle en finger sigende mod et punkt hvor en elverpil mest sandsynligt ville ramme en skovforstyrre. "Så langt fra alle og heller ikke jeg kom derfra uden ar at vise frem... dog ingen pile fra elverbuer. Hvorfor skyde noget, når skoven selv kan aflive det?"

Hun lod den sigende hænge der. Rygterne om elverne var nok til at alle glemte hvad resten af skoven kunne gøre ved indtrængende og uvelkomne. "Fra søen vandrede jeg mange dage gennem det grønne vildnis. Flugten havde lært mig respekt for skovens væsner og det reddede fra de næste møder med de lysende hjorte. Det holdt mig også i stilhed som jeg vågnede en måneklar nat i et træ og hørte vingeslag under mig. Ikke uglens slag med fjer, men som en miniature udgave af den grusomme safirdrage fra det tidligere eventyr. Jeg holdt vejret og blikket mod skovbunden og der, svævende ud i en månestråle kom den fineste lille smaragddrage. En anden sluttede sig til dens legende dans i det klare og kolde lys til de begge pludseligt stoppede op så i en retning og forsvandt i en anden. Så hurtigt øjet ikke kunne følge dem og langt mindre et andet levende væsen.

Hvad havde forstyrret dem blev min redning ud. En dværg bosat derinde, som jeg fandt den næste dag. Han kendte skovens stier og kunne sende mig af en mod skovens bryn. Et jeg gladeligt søgte mod - med min samling af små grønne skæl..."

Stod det til Fyrsten, ville det være ganske glimrende at holde Lindeskovene fri for mennesker. Elverne lod til at insistere på det, og med den mænge farligeheder der var bag den tætte mur af træer .. ja, så var det måske endda for det bedste.

Alligevel slugte han Caitlins historie. Hvor tæt på sandheden den end kom, var det viden om et rige, han ikke selv havde besøgt - og som de færreste af de folk, han omgik sig med, havde besøgt. Hans fingre strøg fjerlet hen over hendes arms gyldenbrune hud. Havde hun mon noget sydlandsk i sig?

"Jeg har hørt legender om, at det betyder umådeligt held at se en smaragddrage i sine naturlige omgivelser." Smilede han. "Om ikke andet .. et utroligt sjældent syn. Måske lidt af heldet bragte dig helskindet ud af skoven.." En drage i den størrelse .. de fyrstelige fingre kløede som altid efter at eje men det var aldrig lykkedes nogen med success at holde et sådan væsen i fangenskab. En skam..

Caitlin smøg sig bedre tilrette under de fraværende kærtegnende fingre og undertrykte hvad kunne have kommet frem som en spinden. Hun var måske overmåde veltilpas og afslappet, men derfra og til helt at give slip var der stadig et stykke. Manden valgt var trods alt en af mere magt end de fleste og disse kunne tage anstød af de særeste ting. Tænkte dovent tilbage havde hun skubbet godt til heldet der allerede, så hvorfor teste ham yderligere? Ja hvorfor ikke?
Fingrene fandt da et kildent punkt og hun lod forsigtighed være forsigtighed med en dæmpet spinden til følge.

"Måske. Eller måske more Chance sig for godt til at tillade andet." Hun mødte morende hans blik, som hendes fingre cirklede bryst før de fandt hans skæg og gav det et lille træk. "Med så mange steder at se... udforske... udfordre så ville det jo være en skam at ende endeligt i skoven, når ørkenen aldrig er set..." Hendes fingre understregende ordenes dobbelthed med deres vandring, som det var at se i hendes blå øjne.
Hun havde endnu ikke haft grund til at rejse helt mod nord eller helt mod syd. Noget hun faktisk burde finde en grund til at ændre på. Nu en smule ro var faldet over landet.

Sephyran nød at stryge fingrene over hendes bløde hud. Der var noget kælent, nærmest katteagtigt over hende, som han ikke havde oplevet hos andre kvinder, og hendes lettere gyldenbrune hud mindede ham om syden. Han ville ikke have noget imod at opsøge hende igen, ved et andet besøg i Dianthos.

Det gav et ufrivilligt træk ved øjet, da hun trak ham lidt i skægget, og han fandt blidt hendes fingre for at lede dem væk fra det. Var det noget Sephyran havde lært af sine besøg i landets hovedstad var det, at være påpasselig hvad angik fremmede kvinder og det dyrebare skæg..

"Åh, ørkenen er mageløs." Dette var et emne som fyrsten havde en del af sige om, og hendes ord fik hurtigt tungen på gled igen, som han begyndte at berette om skjulte oaser, glitrende krystalformationer og sandet, der dansede i vinden, samt nomadefolket der levede deres liv der. "Hvis du søger eventyr, er der altid noget at finde i Rubinien." Brummede han. "At rejse mod ruinerne af Ørkenelvernes gamle rige, undgående de krigeriske minotaurklaner og ørkenens andre, farlige skabninger.." Han havde selv set en god del af det hele i sin ungdom, da der var mere, der skulle bevises. Det var ikke en rejse, han på nogen måde ville udsætte en af sine egne døtre for, men Caitlin havde jo allerede været på dragejagt.

Edit: Lukkes efter aftale