Nianna kunne godt mærke at det tryk der hvilende på hendes krop fra vandet, ændrede sig idet han lod noget at vandet forlade boblen, men vandet lå stadig som et faretruende lag over hendes næse og mund, det smertede i hele hendes krop og hun vred sig i vandet for at kæmpe imod trangen til at trække vejret. Hun mærkede hvordan hendes bryst og hals helt instinktivt trak sig sammen i forsøget på at trække vejret, kun hendes hænder for næsen og munden afholdt vandet fra at strømme ind i hendes luftveje.

Fornuften forlod hendes krop til sidst, et sidste forsøg gjorde hun med hænderne for at prøve at slå vandet væk fra ansigtet, hun gispede efter vejret og mærkede det kolde vand strømme ned i hendes hals inden bevidstheden forlod hendes krop, havde hun blot modstået overlevelses instinktet bare et halvt minut mere havde hun i stedet kunne fylde lungerne med luft, da han slap vandet omkring hende så hun faldt fra luften. Hendes krop var slap og øjnene lukkede idet hendes krop landede i armene af bæstet. 

Livløst hang hun i hans arme, med hovedet hængende let bagover hans arm, hans kølige dybe stemme gav ekko i hendes hoved og fik hende til at hive efter vejret, vandet i hendes lunger fik hende til at hoste og hun vred sig for at komme ned så hun kunne forsøge at få vandet ud af lungerne, hun mærkede han greb slippe og hun fik sig væltet ned på jorden, hvor hun vred sig op på knæene med hovedet helt nede ved jorden, hvilende ovenpå hendes knyttede hænder, for hvert host kom lidt af vandet op, men hendes krop var afkræftet, træt og hun måtte til sidst ligge sig ned hvor hun trak sig helt sammen, den hivende vejrtrækning afslørede hvor tæt det havde været på hendes død, normalt ville hun havde grædt men hun kunne ikke mønstre en eneste tårer da trodsigheden stod lige så skarpt som hendes frygt for bæstet. 

Måske han havde trukket det lidt for langt ud, men vreden havde afholdt ham fra at overveje hvordan hendes krop mon havde det. Han var irriteret på hende, mest af alt fordi hun havde ramt ham med skikkelsen, men samtidig også fordi hun opførte sig som hun gjorde. De fleste ville bare krybe sammen og føje ham, når han først havde taget beslutningen om at indfange dem, men hun var stædig nok til at gå imod ham eller faktisk bare lade som om ingenting var hændt Det var virkelig frustrerende, hvilket man også nemt kunne spore i hans udstråling, ikke at Nianna havde kræfter til at se ham an, når hun kæmpede for at overleve og ikke drukne i boblen.

Det var ikke svært at gribe den næsten livløse krop, som hun ikke gjorde modstand for at slippe ud af hans greb lige med det samme. Det kom dog bag på Philotanus, at det havde været så tæt på. Han kunne stadig fornemme at hendes krop ikke var hel færdig med at kæmpe, men det betød også, at det ikke hastede for ham at hjælpe hende, som han egentlig var klar til at lægge hende ned, da hun lige pludselig vred sig og selv faldt ned på jorden. Der lød et mindre bump, som han selv strøg hænderne over frakken for at skubbe vanddråberne af og ellers bare lod hende vride sig lidt.

Eftersom at Nianna hostede og formåede at få bare en smule vand op, valgte han ikke at reagere yderligere på hendes ynkelige forsøg på at modsætte sig ham. Hun kunne kæmpe alt det hun havde lært, han ville ikke finde sig i meget mere og hvis hun ikke passede på, så smed han hende bare over skulderen og fløj afsted med hende. Selvom han gerne ville undgå at bevæge sig ud i regnen, hvis det var muligt. Philotanus valgte at sætte sig ned ikke langt fra hendes sammenkrøllede skikkelse, som han holdt blikket på hende og ikke lod til at fjerne det. Den nøgne skikkelse var også nem at få øje på i den mørke hule.

Nianna havde en klam og kold følelse indeni hele kroppen, vandet der trods hendes vedvarende hoste ikke helt ville komme oppe, efter hun måtte ligge sig ned på siden, kølede hende ned på en måde hendes krop aldrig før havde oplevet, eller modstået. Hendes blik gled hen imod skikkelsen, hun vidste ikke om det bare ville være lettere at give op, stoppe med at kæmpe imod og blot acceptere hendes skæbne, hvad end den så måtte være, men hvorfor skulle hun stoppe sin kamp nu? De sidste 14 år af hendes liv, de eneste 14 år hun kunne huske, havde været en konstant kamp for overlevelse, hvorfor skulle hun lade den mand tage alt det fra hende? Resolut lukkede hun øjne i, uanset hvad han ville byde hende ville hun ikke gå ned uden en kamp, hun måtte bevise at selvom hendes skikkelse var lille og mere skrøbelig end andre, rummede hun mere end han ville kunne knække. Den stålsatte vilje der havde holdt hende i live alle disse år, frygtede hun virkelig ville komme på prøve, denne gang.

Et par kraftige host, fik det sidste af vandet op fra hendes lunger, men tappede også de sidste kræfter fra hendes krop. Et mørke lagde sig over hende, som hendes krop løsnede helt op, hendes udmattelse bød søvnen ganske velkommen, for at kunne restituere hendes krop og energi igen, især nu hvor skikkelsen lod til at holde afstand til hende. Søvnen var omgående dyb, og hun ænsede intet omkring hende, end ikke de små skælv hendes krop gjorde for at forsøge at genvinde en form for varme i kroppen. Hendes våde og nøgne hud, lå blottet for den kølige vind der strøg ind i hulen. 

Nianna havde ingen fornemmelse af hvor længe hun havde sovet, da hun begyndte at komme til sig selv igen, et dæmpet støn af smerte lød fra hende, da hun havde det som om hun var blevet kastet ud fra en klippe, blevet rullet over af en kæmpe kampesten, for bagefter at være forsøgt druknet, søvnen havde blottet hendes for enhver dråbe adrenalin, der før havde holdt hende kørende, for et ganske kort øjeblik havde hun glemt alt om hændelserne med bæstet, men som smerterne overrumlede hende, blev hun mindet om ham, hun bad til han ville være forsvundet og blot efterladt hende, men hun turde ikke åbne øjne for at se om det var sandt. Hun vidste ikke om hun ville kunne holde til hvis han stadig var der, eller det værste scenarie at de begge befandt sig et fremmed sted.

For en stund overvejede Philotanus at lægge noget over hende, så hun ikke blev syg, men som han gik tættere på, bevægede hun sig en smule og hostede igen. Han fnøs lettere fornærmet over situationen, som han vendte rundt og i stedet kiggede igennem kasserne for at se om der var noget han kunne bruge i dem, før at han skulle videre. Han fandt en masse småting, som han stod lidt med i hånden og ikke vidste, hvor han skulle transportere hjem, da han fik øje på sækken, som pigen havde haft fat i tidligere. Han gik hen til sækken og lagde tingene ind, før at han lukkede den og fæstnede den til læder stroppen i hans bukser, så han ikke lige pludselig tabte den undervejs.

Da han havde samlet tingene sammen, vendte han blikket mod pigen igen. Hun lod til at være besvimmet helt, og regnen udenfor var stilnet lidt af, så hvis han skulle have chancen for at vende hjemad, så skulle det være nu. Han gik egentlig forbi hende, for at efterlade hende der i kulden, men som han fik øje på hendes tøj ikke langt fra hende, samlede han det op og gik tilbage til hende. Til at begynde med, lagde han det hen ved siden af hende. Så kunne hun da komme i tøjet, hvis hun vågnede igen..

Underligt nok så kunne han høre Orcus beklage sig over situation, også selvom han ikke var til stede. Det var meningen, at han skulle være bedre end dette, men pigen havde provokeret ham helt vildt, så han ville bare gerne slippe af med hende. Tanken om at sælge hende til en slavehandler vendte retur, som hun lå der og faktisk ikke kunne gøre meget imod ham. Derfor valgte han også at lægge frakken over hende, så hun ikke ville blive alvorlig syg under turen, før at han løftede hende op og smed hende over skulderen. Vingerne blev spredt igen, med en smule besvær, da hun var lidt i vejen. Derfor måtte han trække hende lidt tilbage over skulderen og kun lade hendes hoved hvile imod hans skulder. Så spredte han vingerne ordentligt, tog et ordentlig slag med dem og fløj ud af grotten.

// Fortsættes her: Link