Tjenestepigen stoppede op ved en dør og så mod ham. "frøkenen er de 30 år. og frøkenens forældre er gået bort. og det samme er frøkenens broder som havde overtaget stillingen så hun er den næste i rækken." sagde Tjeneste pigen som ikke var mere end de 15 år. tydeligt at se på hende. hun åbnede døren og inden bag døren var der en masse bøger, og 5 stole og et bord, den stol længest væk var ved skrive bordet.

der gik ikke længe før en bog pludselig fløj ned fra hylden og landte på bordet. Astra kom lidt efter ind med en pung i hænderne. hun gik om til bogen og tog en pen og stregede noget ud og skrev noget nyt. hun lagde pungen på bordet og begyndte at finde krystaller frem for pungen. hun skubbede dem mod ham i  hån om at det var nok for ham.der var 30 safir sten lige der foran ham.

Det kom en smule bag på ham, at Astra egentlig var så gammel, for det havde han faktisk ikke regnet med. Han valgte dog at nikke lydløst til hendes svar. Philotanus følte ikke rigtig at det var nødvendigt for ham at svare yderligere på tjenestepigens ord, da det næppe var meningen, at hun skulle fortælle ham det helt store. Han manglede jo også bare sin betaling og så kunne han sagtens glemme alt om Astra. Helt uden problemer. Pigen åbnede en dør for ham, som han nikkede til hende og gik ind i rummet for at vente på Astra.

Han så forbavset på den bog, som kom svævende imod bordet og lagde sig. Blikket blev rettet imod døren, som Astra trådte ind. Noget sagde ham, at det var hendes evne og ikke bøgerne der vidste hvornår de skulle bruges. Philotanus lod hende passere, som han lod hende gøre sig, før af han fulgte med i hvad hun lagde frem til ham. Han var en anelse overrasket over beløbet, som han dog ikke ville takke nej til det. "Altid til tjeneste, skulle det være en anden gang" lød det mildt fra ham, som han trådte frem og tog safiren i hånden for at lægge dem i lommen.

Astra så op på ham og nikkede. hun skrev ned i bogen og så op. "er det god nok betaling hr, philotanus" hun vidste ikke om det var hhvad han forventede. hun håbede dog ikke han vile bede om mere. men sådan så hun ikke ud. hun ville bare gerne ha vidst hvad disse mænd og kvinden ville med astra. men det fandt hun nok ikke ud af. ikke lige nu. men måske hun kunne tænke lidt på fremtiden for hun havde jo haft syn for mørket.

Roligt gik han hen til bordet for at samle safir stenene op. Han lagde dem roligt ned i sin bukselomme, før at han rettede blikket op imod hende. Et stille nik, var begyndelse på hans svar, for han kunne bestemt ikke beklage sig over beløbet, ikke at hans udtryk bar præg af, at han var overrasket over det og måske en smule forbavset. Så ville han langt heller bare tage imod og så håbe på, at han kunne være behjælpelig en anden gang måske. "Det er ganske udmærket" svarede han med et høfligt nik, som han klappede buskelommen ganske let. Man kunne høre stenene rasle imod hinanden, som han nikkede endnu en gang. "Så kommer der også mad på bordet den næste måned" kommenterede han lavt, som det ikke var fordi han manglede pengene, men det var nu altid rart, at have nok at tage af, særligt når der skulle bestilles skibe til at fragte alverdens ting.. Så måske stenene ikke blev brugt til mad, men det behøvede hun selvfølgelig ikke at vide.

Philotanus bukkede hovedet igen, som han trådte lidt væk fra bordet, så hun ikke troede, at han var i færd med at beskue hendes noter. Der måtte være tale om en form for regnskab, så hun kunne holde styr på udgifter og indtægter. Det kunne umuligt være billigt at få et sted, som dette til at fungere. "Jeg beklager omstændighederne for vores møde, men takker for det korte selskab, nu skal jeg nok lade Dem vende tilbage til Deres gøremål" lød det ganske høfligt fra hans mund, som han rettede ryggen og foldede hænderne på ryggen. Hvis hun ville lade ham gå, så måtte han heller vende snuden hjemad. Før Orcus fik lavet ballade derhjemme.

at han ville få mad den næste tid var da kun godt. hun vidste ikke at han havde andre planer med dem.  hun nikkede ernerkende til det han sagde. hun rejste sig gik over til ham og rakte ham hånden. "det har været en kort fornøjelse Philotanus men håber næste gang bliver med andre omstændigheder." sagde hun roligt og ventede på han rakte hans hånd til hende så hun kunne trykke den. hun ville jo ikke være uhøflig bare fordi hun var rig og adelig.

når og vis han endelig gav hende hånden trykkede hun den venligt og fast og slap så og gik igen over til bordet og  fik bogen på plads med til telekinese. hun fik den til at svæve op på plads uden at vælte nogle andre bøger.

Det var egentlig ikke fordi hun behøvede vide, hvad han havde af planer med krystallerne, for de kendte faktisk slet ikke hinanden. De var fortsat fremmed for hinanden og Philotanus havde intet imod at det skulle forblive sådan. Så kunne han godt spille helt fra tid til anden, hvis det gav et sådan afkast hver gang. Alligevel skævede han ned imod hendes hånd, som hun rakte dem frem. Han rettede blikket op igen, da hun talte til ham. Andet ville sikkert være uhøfligt i hendes verden. "De skal blot kalde" svarede han med et lystigt smil på læben, som han bestemt ikke ville takke nej til endnu et besøg, hvis det betød at han ville kunne gå derfra igen med krystaller på lommen. Måske han i virkeligheden skulle planlægge kidnapningen af hende en anden gang og så redde hende igen?

Han slog tanken ud af hovedet, som han rakte hende hånden og gengældte de lette klem. Nu havde de sagt deres, så var der ingen grund til at blive hængende, for damen skulle vel også vide. Derfor slap han roligt hende hånd, bukkede ganske let med hovedet og gik imod døren, imens at hun satte bogen på plads. Mon ikke den samme pige fra tidligere, kunne vise ham tilbage til altanen eller til hoveddøren uden at forstyrre Astra?

Astra nikkede og vendte om da hun havde trykket hans hånd. stuepigen fik lov at ordne resten. hun fulgte ham ned til døren og bukkede og takkede endnu engang for redningen af Astra.

//out

Philotanus lod Astra få fred, som hun bevægede sig tilbage til sin plads foran det mægtige skrivebord. Som han vendte sig rundt, mødte han stuepigens blik, hvortil han nikkede til hende og ellers gik ud af døren for at følge efter hende. Det havde ikke været et problem for ham at flyve fra den samme balkon, som de var landet på. Men det var sikkert mere velset at han tog hoveddøren, så vidste han også hvor den var.
"Tak for i aften" sagde han høfligt, som han bukkede for stuepigen, spredte sine vinger ud og fløj afsted. Han skulle hjem med gevinsten, så Orcus forhåbentlig ikke ville blive helt skuffet over hans fravær. Mon ikke krystallerne kunne lægge en dæmper på et eventuelt dårligt humør, hvis Orcus var i det.