Frejdis var stærk, og ikke bly for at bruge beskidte tricks når det galt, selvom hun fandt en ren sammenligning af styrke bedre, renere. Det her var ikke en styreduel, det var et cirkus!

Men trods Frejdis styrke og snilde, trods den brændende vrede den anden kvinde havde vækket i minotauren, var det kun et spørgsmål om tid før Hedwigs magi ville vinde.
Frejdis holdt ud længere end hvad burde have været muligt, og da hendes hånd endelig ramte bordet, var det med en kraft der fik bordet de lagde arm på til at flække hvor den ramte.

Frejdis mærkede sine skulderled kæmpe for at holde armen på plads. Hun tog sig til skulderen og sikrede sig den stadig sad hvor den skulle, mens hun sendte Hedwig et advarende blik. Nok havde hun vundet, men hun skulle ikke presse citronen her.

Hedwig så det næppe som snyd, hun var bare blevet givet overnaturlig styrke, ligesom næsten alle andre også havde en eller anden form for Magi, som de sikkert kunne bruge til enten det ene eller andet. Det var ikke hendes skyld at Frejdis ikke havde noget hun kunne bruge til at vinde en armlægningskonkurrence med.

Hun rejste sig op, ligeglad med bordets nu meget sølle tilstand. ”Haha, stadig uovervindelig,” sagde hun grinende. Ulig den person hun ellers var når hun ikke havde drukket. ”Eller vil du gerne have endnu en tur?” spurgte hun så og kiggede over på Frejdis med et udfordrende blik i øjet. Ville dog kræve at de fandt et andet bord.

Frejdis prustede hårdt, så hendes næsebor vibrerede faretruende, og hendes tænder blottede sig i en snerren som hun rejste sig op og rettede sig ud i sin fulde høje, så vel som loftet tillod det, uden hendes horn satte sig fast.

"Du kunne ikke slå en nyfødt minotaur i ærlig styrkeduel uden din magi". 

Men en overraskende hurtighed for så stort et væsen, greb Frejdis over bordet om Hedwigs krave og trak hende på fødderne.
"Så vis mig hvad du kan i kamp, hvor ingen regler gælder! Eller er du måske en kujon?!" udfordrede Frejdis med en lavmælt, faretruende knurren. 

Man kunne se hvordan hendes øjne blev mørke som Frejdis anklagede hende for at snyde. Det kunne godt være at det var magi, men det var mere som en medfødt egenskab for Hedwig, så Frejdis skulle ved Zaladin ikke tro at det var snyd.

Hun blev revet i kraven og kiggede vredt ind på den lidt højere kvinde foran hende, mens blodet nærmest kogte i hendes årer.
”Ingen regler siger du?” sagde hun, før smilet spredte sig lidt, og hun hamrede en af sine støvler henover Frejdis' skindeben, så hun formegentlig gav slip. ”Du er på!” Det her kunne kun ende dårligt.

Frejdis brølede da Hedvigs fod kolliderede med hendes skinneben, men i stedet for at slippe, kylede minotaueren den anden kvinde igennem lokalet, og ind i et et andet selskab af mænd der sad og drak.

Det tog ikke mange øjeblikke før slagsmålet bredte sig til resten af kroen. Nogle gæster stak af så hurtigt de kunne, mens andre sluttede sig til, og byvagterne, der sløret af alkohollen indså hvad der skete for sent, desperat forsøgte at få situationen under kontrol.

Frejdis havde kun syn for én modstander, og skubbede uden videre alle andre kombetanter til siden. Minotaurens blik sad stålfast på Hedwig.
Deres kamp var mere lige end Frejdis havde troet muligt. Frejdis havde aldrig været van til, at rå styrke var det ene punkt hvor menneskerne aldrig ville være hendes match, men nu måtte hun sande det ikke var tilfældet her.
Hedwig havde styrke, magisk eller ej.

Guderne måtte vide hvem af de to der ville have vundet i længden. Om Frejdis muskler ville give fortabt, eller Hedwigs magiske energi løb ud først.
Men kampen skulle slutte længe inden det. Efter flere minutters brydning, bid, krads og slag mod ømme steder, samlede Frejdis alt sin styrke, og med et brøl stak hun den anden kvinde en skalde.
Lyden af de to hoveder der kolliderede kunne hører ud i hele kroen, og om det fik de andre til at pause et øjeblik eller ej, viste Frejdis ikke, som sammenstødet slog hende bevidstløs.

Der var ikke mange der kunne smide med Hedwig, og derfor var hun ikke ligefrem klar på det. Den voldsomme vægt, både fra hende og fra kastet, fik da også bordet til flække, og hun landede halvt oven på en af mændene der lå og ømmede sig.
Hun kunne mærke en svag dulmende smerte i sin ene arm, men hun ignorerede den som hun også gjorde bedst, og kom tilbage på benene, med et brøl. Ligesom Frejdis var hun også fokuseret på en. Minotauren der var grunden til alt dette.

Til trods for at kroen blev et stort slagsmål, så var der alligevel ingen der rigtig kom ind og kunne forstyrre de to kvinder som de brød. Hedwigs plan havde aldrig været at give minotauren en skalde, men som blodet pumpede hurtigere og hurtigere, så forsvandt alt logik, og med et stålfast blik hamrede hun hovedet mod minotauren, og det sidste hun mærkede var en hamrende hovedpine, før alting blev sort.

Næste gang hun ville vågne var tilbage hos byvagterne, hvor hun ville få en ordentlig skideballe.

Efter de to kvinder havde ramt gulvet, tog det ikke længe for de tilbageværende byvagter at få styr på slagsmålet, med hjælpe fra kroens personale.

Der var dog stadig de to smadrede bordet, og adskellige krus det var blevet kastet rundt. Byvagterne fik sig en verbal røffel af en af de unge krokvinder, der dernæst hjalp med at smide både Frejdis og Hedwig i en vogn, og kørte dem til byvagternes hovedkontor.

De to kvindes vægt viste sig ikke at være et problem for den unge kvinde, meget til byvagternes måbende tilsyn.