Så snart blusen var blevet sluppet, lagde Baldrian hænderne tilbage mod Nicolas blottede overkrop. Han skævede lige smilende ned over den mørke hud, inden han lystigt gengældte kysset. Han undslap et lille støn mod Nicolas læber, som han mærkede hans hænder rode ved bæltet. Så travlt hans plads som væbner holdt ham, var det ikke ofte han fik mulighed for at få dækket sine egne behov. Derfor kunne det også føles næsten nyt, hver gang han fik lov til at røre og blive rørt på denne måde. Det gjorde også hver gang lidt bedre og han havde da helt sikkert nogle meget bestemte forventninger til, hvad der skulle ske.

Mens Nicola fokuserede på bæltet, flyttede Baldrian den ene hånd ned til den sidste lukkede knap i skjorten, og løsnede den. Han skubbede skjorten af skuldrene og lod den falde til gulvet. Så tog han fat, med et godt greb, om Nicolas overarm, så han kunne trække ham med sig, da han tog et par skridt og vendte dem rundt, indtil Baldrian stod med ryggen til sengen.
"Du havde ret før," sagde han, efter at have trukket sig fra kysset.
"Jeg er utålmodig," fortsatte han kort efter, som han kort skævede ned mod Nicolas hænder. Selv hvis Nicola havde haft travlt, ville det jo ikke have været til at holde ud, at skulle vente. Det tog ham alt for lang tid at åbne det bælte! I samme øjeblik det endelig var blevet åbnet, flyttede Baldrian hænderne ned og skubbede buksekanten en anelse ned over bagdelen, men lige nøjagtig ikke nok, til at afsløre noget andet. Han satte sig på sengen og skubbede sig lidt længere ind mod midten. For at understrege sin utålmodighed lidt mere, spredte han benene lidt og lagde hvilende den ene arm mellem dem, som han sad der og gjorde sig lidt til.

Nicila kunne ikke lade være med at smile over hvor tydeligt ivrig, Baldrian var. Det var næsten synd, at han ikke kunne give ham, hvad han så tydeligt ønskede, men han havde sine principper. Men derfor kunne han jo godt lege lidt med ham og få noget ud af ham.
Hun grinede kort, da Baldrian proklamerede, at han ganske rigtigt var utålmodig. Det kumme vist ikke komme bag på nogen.
"Det kan jeg fornemme" Det var tydeligt på hans stemme at han morede sig, samtidig så han dog nærmest sultent på halvmusen foran sig, så der ikke kunne være tvivl om, at han selv var en anelse utålmodig. Halvnusen var uventet god underholdning for aftenen, så han havde egentlig ikke travlt med at komme igang, selvom han selv var godt utålmodig efterhånden.

Da Baldrian kravlede op i sengen og satte sig til rette, lagde Nicola hovedet på skrå og betragtede ham med et skævt smil.
"Som du dog sidder og gør dig til. Er det bare for min skyld?" Han trådte helt hen til sengekanten og så på Baldrian med et løftet øjenbryn.
Uden egentlig at lytte til hvilket svar Baldrian kom med, satte han et knæ på sengen, så han kunne læne sig ind mod Baldrian og derved tvinge ham til at ligge sig ned. 

Der bredte sig et lille smil over halvmusens læber, som han sad der og betragtede Nicola igen. Han kunne ikke lade være med lige at lade blikket glide hele vejen ned over ham, inden han rettede blikket mod hans igen og lyttede til hans ord.
Baldrian svarede ikke med det samme, men smilede kun lidt større, som Nicola kom nærmere. Han fjernede hånden fra mellem benene og spredte dem lidt mere, for at gøre ordentlig plads til ham. Først da han var lænet helt ind over ham, begyndte han at lægge sig.
”Virker det?” Spurgte han endelig, halvt som svar til Nicolas spørgsmål, for lidt lokkende håbede han da, at det var.

Baldrian forventede egentlig ikke noget svar, som han straks efter spørgsmålet førte en hånd ind mellem dem og ned mod deres underliv. Han stoppede lige kort da han ramte Nicolas buksekant, men kun så han kunne skubbe hånden ned i hans bukser, hvor han ikke tøvede det mindste med at tage fat om ham og starte nogle rolige bevægelser. Hele tiden holdt han blikket i Nicolas, bare for at være sikker på, at han ikke fortrød.

Det var en interessant lille fyr han havde fundet sig, det kunne der ikke være tvivl om. Han kunne næsten få ham til at overveje sine principper om, hvor langt han var villig til at gå. Men også kun næsten. Det var en fin balance, og for at det ikke skulle gå for vidt, blev han nødt til at bevare den balance. Men så måtte han jo få ud af, hvad han nu kunne få ud af det. 
Han grinede kort over svaret, og flyttede munden helt hen til hans øre.
"Måske bare lidt" 

Han stønnede lavt, da han mærkede hånden i bukserne. Nånå, de gik hurtigt frem. Det var der som sådan ikke noget galt i. Han flyttede munden ned til hans hals, hvor han drillende nappede ham.
"Men det der hjælper på det" Han nappede ham igen i halsen, inden han rykkede sig op, så han kunne trykke sine læber mod hans.

Baldrians håbd føltes godt nok fantastisk, men han foretrak nu at tage føringen selv. Derfor greb han blidt fat i hans arm, for at få fat i hans hånd. Gik Baldrian med til det, havde han tænkt sig at hive hans arme op over hovedet, så han kunne holde ham fast mod sengen.