Bandorion satte sig lidt op, så han støttede på sine albuer, men bedre kunne se hvad Amit havde gang i. Han ville have været skuffet hvis Amit bare smuttede, og var også derfor glad da Amit bare tog vinen tilbage til deres sted, så de kunne forsætte med at drikke lidt, inden de gik deres separate veje.
"Jeg er glad for at det lyder til at du har nydt det ligeså meget som jeg har," sagde han grinende, og tog kort sin hånd op for at fjerne noget af det svedige hår fra hans pande, inden han støttede sig på sine albuer igen.

"Jeg bor i øjeblikket inde i Elverly, på noget.... ungelverudveksling," han rullede øjnene lidt af konceptet. "Desværre er de selvfølgelig ikke så glade for mennesker, noget jeg virkelig ikke kan forstå." Hans blik gled lidt over AMit's krop og han bed sig i læben. Nej. Det var slet ikke til at forstå når de var så..... fantastiske.

Amits øjne var fastsatte på den unge elver, der også havde et godt kig på hans krop. Det var ikke noget, han havde noget imod. Han smilede blot kækt over det. "Jeg nyder skam altid ting som disse," han blinkede let til Bandorion og drak en smule fra vinflasken, før han lagde sig helt ned med hænderne foldet bag hovedet. Håret sad lidt vildt, strittende rundt, ikke fordi det var blevet rørt som sådan, men selve akten havde været ustyrlig nok til at alting var lidt rodet. Amit havde intet imod det.

"Åh.. Ja, jeg har godt hørt lidt om det, at mennesker ofte bliver kylet ud herfra med sådan en sidevind at de ikke engang kan finde vej hjem bagefter," jokede han smilende som han rakte ud og rørte let ved Bandorions brystkasse. Ban virkede slet ikke som de andre, mere højrøvede elvere. Men nu havde han jo også sagt at han var ung.
"Så det kunne godt blive svært at finde dig igen? Men.. Det skal skam ikke stoppe mig!" han vippede let med øjenbrynene.

Der var ngoet rart og uforpligtende ved tingene Amit sagde til ham. Det var næsten som sød musik for Bandorion, som altid havde haft et problem med at knytte sig til en person. En frygt han nok alligevel ikke ville komme sig over foreløbig.
"Du får dem næsten til at lyde sødere end de er," sagde han drillende, men også mest fordi han havde set hvad elverne gjorde ved ubudne gæster. De fik lov til at blive dræbt på stedet og opslugt af naturen. En trist skæbne for mange.

"Og du skal være velkommen til at forsøge at finde mig. Måske bliver det nemt, og måske bliver det ikke," indrømmede han. "Du kan jo altid forsøge at lægge en meddelse, hvis du ikke kan finde mig. Bare lad vær med at gøre det for åbenlyst at du er et menneske. Jeg ville hade at blive holdt skarpt øje med igen," spandt han let.

Amit var skam godt klar over elvernes metoder. Han havde bare ikke lyst til at ødelægge humøret ved at snakke om menneskelige nålepuder. ”Måske er de rent faktisk sødere end man først kunne antage?” hans smil sagde en anden historie, at han godt vidste hvad Bandorion talte om. At han godt var klar over hvilken fare han satte sig selv i ved at komme her.

”Frygt ej, jeg er en af de bedste i dette land til at lægge subtile beskeder,” han bed dog mærke i at Ban havde sagt igen. ”Igen? Hvad mener du med ’igen’?”

Bandorion lo af den udtalelse. ”Nogen af dem er måske lidt sødere end man først antager,” pointerede han og hans ene hånd gik lidt på tur over Amit’s bare bryst. Han kunne da være sød når det krævede det, selvom han også kunne lide når det var mere vildt.

Man kunne se hvordan Bandorion kneb øjnene sammen og bed tænderne sammen som det gik op for ham, at han havde talt over sig. Han kunne næppe undgå samtalen nu. ”Jeg er måske ikke den mest lovlydige. Og jeg blev faktisk sendt herop i et forsøg på at få mig til at makke ret.” Det var ikke lykkedes indtil videre, men det var realiteten.