Valkar smilede opmuntrende til elveren "En fortælling jeg håber de vil dele en dag" Ikke at hører hende fortælle om noget der stod hende nær ville være en fryd at opleve, ville det passe ham bedre hun havde muligheden for at åbne op en af de kommende dage, og hvis han fik sin vilje ville de dele mangen en dag endnu.

At se Netrish afslappet var en besynderlig oplevelse, men kærkommen på sin egen måde. Valkars egne ærmer blev flyttet således at de ikke om i vejen. Han havde aldrig vasket en andens hår på denne måde men hvis en simpel tjener kunne ville det være ingen kunst at gøre det bedre. "Neelah?" Et skævt smil kravlede frem på hans læber, det var et kært kælenavn "Hvis de ønsker kan de blot kalde mig Valkar" Det ændrede nok ikke meget mellem dem, for han havde intet kælenavn at dele med hende.

Nydelsen ved at begrave hans fingre i hendes hår var større en han havde ventet, der var noget tilfredsstillende ved at fjerne nogle af resterne fra det sandede mareridt hun havde været igennem.
Som han arbejdede spredte de duftende olier sig mere i rummet, mens hans fingre masserede hendes hovedbund. Han havde valgt at hun skulle have mulighed for at slappe af, men inderst inde følte han at hun fortjente det, samt det gjorde ham glad at være den der kunne gøre det for hende. "Jeg håber at det er behageligt?" lød det lidt mere usikkert end han ville indrømme.

Netrish nikkede kort ved hans forespørgsel om at dele sin fortælling "Det ville ikke være utænkeligt" svarede hun roligt, og selvom hun burde havde set det komme på nuværende tidspunkt, overraskede det hende stadig hvor interesseret han var i hende. Hendes historie. Hendes liv. Få tog sig ulejligheden ved at se forbi hendes hverv.

Da Valkars hænder igen begravede sig i hendes hår, denne gang med et mindre praktisk formål, mærkede Netrish hvordan hendes mave blev hård som sten. Hun sad tilbagelænet, men ikke afslappet. Det var kun langsomt hun lænede op, og hun fokuserede og bød hver muskel slippe sit greb. Langsomt, men stødt slappede hun af, og selvom knuden i hendes mave aldrig slap helt, var dette nok nært det roligste hun havde været i meget lang tid.
"det er bestemt ikke ubehageligt" drillende hun, selvom det var svært at høre med hendes tone kontrolleret som altid, og hendes ellers afslørende øjne udenfor Valkars synsfelt.

Kanten af hendes mundvig rørte på sig da han gen-introducerede sig. "Det er et stærkt navn. Er De opkaldt efter folkehelten, Valkar Tordenklinge?" spurgte hun nysgerrig. Det virkede oplagt, og som engle kunne Valkar meget vel have været barn samtidig som hun, og hørt historierne om Tordenklingens heltedåder.

Et kort nik understregede Valkars tanknemmelighed over muligheden for at hører fortællingen på et senere tidspunkt. For han ønskede at høre den, men tålmodighed var på sin plads.

At hans gæst ikke var afslappet fra start var tydelig at se i hendes holdning, rank som et mægtigt træ, ubøjelig. Han bebrejdede det ikke, med hvad hun havde oplevet var det et under at hun ikke blankt skyede berøring af andre. Det understregede blot for ham hvor stærk af sind hun i sandhed var, og ikke at hun så sig mere som sit hverv end en person. "Træk vejret roligt, lad for en stund deres byrder være mine, de er trygge i mine hænder, lad blot dit hoved hvile Neelah" lød det med rolig stemme, hverken kommanderende eller sød som sukker. Valkar lod sine hænder finde hendes nakke blidt masserene hvor hendes lyse hud mødte det mørke hår, et simpelt forsøg på at lade hendes skuldre føles lettere. Hendes kommentar var svær at dechifrere, thi hendes toneleje elegant og ensartet, og uden mimik kunne det falde begge veje, men den bragte et smil til hans læber, for hun mente det nok i spøg, det håbede han.

"Så de har hørt om ham?" Lød det med en brøkdel af den overraskelse der stod malet i hans ansigt. "Hvad er han til dem?" kom det ganske nysgerrigt fra hans læber, pludselig var det blevet ganske interessant. For Historien havde ikke været venlig ved Tordenklinens eftermæle.

Netrish tog en dyb indånding ind, holdt det et øjeblik, og udåndede dernæst langsomt. Hun kunne aldrig lade ham bære sine byrder. Det kunne hun ikke byde ham, eller nogen anden at gøre. Men Valkars rolige ord og nænsomme berøring gav håb for, at hun måske kunne glemme de fandtes, bare for en stund.
"Tak". Ordet var mere end en hvisken, men stadig så lavmælt og stille, at det blot kunne være øret der spillede en et pus. Og selvom anspændtheden aldrig forlod hende helt, så faldt hendes skuldre synligt.

Netrish var ikke sikker på om hun hørte overraskelse i hans stemme, men det havde ikke undret hende. Det ville være et pudsigt tilfælde at de to, som så langlevende væsner, skulle være opvokset indenfor det samme halve århundrede. "Der var en historie fortæller der til tider kom forbi byen jeg voksede op i da jeg var barn. Han fortalte os om Tordenklinges farefulde færd og heltedåder, og fyldte vores hoveder med vilde fantasier" en mild varme kravlede ind i hendes stemme som hun fortalte om det glade barndomsminde "Jeg er ikke sikker på hvorfor netop de historier faldt i så god jord, men jeg mistænker det for at have noget med Tordenklinges ophav. Historierne var aldrig helt enige - nogle år var han søn af en smed, det næste en jæger, eller en bondemand, men han var altid en af os. Jeg tror det gav de andre et håb. Hvis han var en af os, kunne de blive som ham"

Et smil som ingen kom til at se var det eneste svar til hendes nært usagte tak, men Valkars hjerte følte det som hun havde pustet en glød til en blussende flamme. Måske en dag han kunne få hende til i sandhed at slappe af, det var en tanke der gjorde ham glad.

Overraskelen skiftede til et smil, det lød til at Neelah havde hørt nogle andre historier end han slev havde fundet gennem tiden. Hvem af dem der tog fejl var svært at sige, hans minder var ham stadig tabt.
Varmen fra hendes minder smittede og Valkar kunne mærke en del af sig selv få varmen han ikke havde mærket før, det kunne bedst beskrives som at hans sjæl fik varmen. Smilet stod varmt som hun forklarede og han kunne ikke stoppe sig fra at rette en detalje. "Bønder, mine forældre var bønder" for det ud af ham, før han stoppede mit i en bevægelse som han huskede sin fars varme latter for første gang i over et århundrede. "Jeg undskylder Neelah, jeg husker ikke så godt mit første liv..." uddybede han med en snert af sorg i stemmen. Det var sjældent at han indrømmede hvem han havde været, for hvordan kunne han være en han havde glemt? Samt han vej var hans at vælge, ikke en fortidens helt eller skurk. Men nuet var vigtigt og det omhandlede Neelah, ikke Tordenklingen, så fingrene fortsatte deres arbejde, der efterhånden mere var hovedbunds massage end hårvask.

"Oh" Netrish blinkede et par gange som betydningen af Valkars ord sank ind "Oh" gentog hun forundret, i manglen på bedre ord til at beskrive sig. "Der er ingen grund til at undskylde Valkar" insisterede hun "Tiden er hård ved minder, især for de sjæle udvalgt af Guderne" Netrish havde kun få rigtig klare minder fra sin barndom, men hun viste Isaris engle tit led værre, og hvis sjælen havde hvilet længe, kunne glemme hele deres første liv ved deres genkomst.

Netrish faldt tavs igen, som Valkars hænder genoptog deres hverv. Langsomt brød et smil frem på hendes læber, et smil der udviklede sig til en lavmælt latter. Hun løftede en hånd mod sin mund "Tilgiv mig, men en tanke slog mig" undskyldte hun sig, og fik sin latter stilnet igen "Det er pudsigt som historien gentager sig.. som barn, når vi legede Tordenklinges Eventyr, var det altid jeg der skulle reddes" hun strakte nakken en anelse, og så bagover mod ham "Og nu lader det til at være sket igen" forklarede hun, og selvom hendes ansigt var roligt, var morskaben stadig at spore i hendes stemme. 

"Mere end de aner, men jeg takker for deres forståelse" taknemmeligheden var tydelig i hans stemme, at tale udenom hvem han havde været havde lagt så naturligt for ham det sidste århundrede, så at dele det med en han havde kendt så kort et øjeblik som Neelah, var uhørt. Aldrig tog han chancer på den måde, men alligevel vidste han at det havde været det rigtige, og han havde haft ret. Hans fortid havde altid været en prekær ting for ham og nu som han endelig havde tænkt sig at lade den være i fortiden, lod det til at den var mere insisterende på at gøre et væsen af sig.

Mangen en reaktion havde han tænkt kunne komme fra den elviske præstinde, men at Neelah skulle begynde at le havde han på ingen måde ventet. "Alt forladt" svarede han med et halvt smil, hans hjerte slog kaftigere et øjeblik som deres øjne mødtes, hvorefter det var Valkar der måtte stilne en latter "Det er ganske pudsigt, men jeg er nu sikker på at de selv har været mere med til at redde dem selv end jeg, alt jeg blot har gjort er at smide nogle lænker ud af et vindue" svarede han med et varmt smil, det var måske ikke hele sandheden, men alt derefter var blot ham der lærte hende at redde sig selv.

"Selvom det nok ikke er meget, skal jeg gladeligt dele de historier jeg hørte, så godt som jeg kan" tilbød hun sagte, og med et snert af usikkerhed. Hun var ikke sikker på om det var forkert at håbe det måske kunne bringe noget tilbage til ham - eller at hun faktisk kunne huske noget af det synderlig deltaljeret. 

Netrish lod sig glide tilbage i sæddet igen "De er ydmyg, men jeg har ingen illusioner om min egen evne, eller om deres gerning.. Selv med den kyniske tanke at alt de har gjort kun skulle være for at vinde min tillid og tjeneste.." havde tanken ikke ligget hos hende selv siden hun var ankommet? "..så havde de den allerede inden de insisterede på at vaske mit hår" hendes blik gled ud til siden  som de sidste ord forlod hende. Hun havde ikke givet megen modstand til idéen, men ej heller havde han givet hende andet end en symbolsk mulighed for at takke nej. Havde han blot ønsket hendes tjeneste som helbreder eller hendes loyalitet for at holde på sit gode rygte, havde han ikke behøvet gå så langt.
"Så de har ladt mig i en situation hvor jeg må insistere på deres venlighed og gode hjerte, mod deres stoiske høflighed og ydmyghed".

"Det ville glæde mig" lød det opmuntrende fra Valkar, ledt an af et varmt smil. Det ville være noget nært første gang at han fik lov at hører om sine bedrifter fra en der måske kunne have set dem, eller som et minimum hørt dem fra nogen der havde været tilstede. For det lød til at være nogle ganske anderledes historier end dem han selv havde fundet, ridderne fra dengang havde gjort deres meninger om hans udåder ganske tydelige i deres skrifter.

Med et gik verden i stå omkring Valkar som hendes ord nåede ham, havde hun set igennem ham? Frygten der fulgte den tanker var atypisk, for at rette et fejltrin af den dur var noget der faldt ham naturligt. Det blegnede dog iforhold til den smerte han følte i sit hjerte, han ønskede ikke at hun skulle føle sådan, nej hun måtte ikke føle sådan.
Men hun havde ret, han havde manipuleret med hende for at vinde hendes tillid, men sandenheden var det det ikke var tilfældet længere. Han holdt af hende, ville hende det bedste, om det var at skærme hende fra den han var. Hans ære bød ham at fortælle hende det, men nu var ikke det rette tidspunkt.
"De..." førsøgte han, men hans ord ville ikke finde vej, men han nægtede at lade sig kue, hun fortjente bedre. "De har efterladt mig uden ord, jeg tvivler på at jeg nogensinde kan udtrykke min taknemmelighed" en duftende hånd undslap de sorte lokker, for at blidt at lade håndryggen vandre ned af hendes kind. "Men jeg må ligeledes insistere på din styrke, det er dine ben der har båret dig langs din vej, din ryg er har holdt dig rank. Du er den der er gået din vej, ingen andre"

Netrish gjorde sin en mental note, og forsøgte at holde fast på de små stumper af barndomsminder, der kunne holde nøglen til Valkars. Det var svært, for hver gang hun synes at kunne huske en start eller en slutning, så lod resten af historien til at glide ud mellem hendes fingre. Men hun kunne nok få sat skik på dem, hvis ikke nu, så senere. Det var det mindste hun kunne gøre, efter alt han havde gjort for hende.

Valkars tøven og mangle på ord, slog Netrish hårdere end noget han kunne have ytret. Hun viste hendes ord havde været over stregen for hvad hun burde, men der var noget ved Valkar, der ikke lod hende holde sin mening tilbage, hvor påtrængende hun end selv fandt den. 
Hånden der rørte hendes kind fik Netrish til at stivne. Uvelkomne tanker overtog hendes sind, tanker andre mænd med stærke viljer, men uden en brøkdel af Valkars karakter. Stadig var det deres gerning der holdt hende, mens realiteten af hans selskab kæmpede for at slå igennem.
"Det er som man siger. Fald 10 gange, rejs dig 11" ubudt havde kulde sneget sig i hendes stemme, og gjort den flad men hun skænkede det knap en tanke som hendes hjertes banke hamrede i hendes øre. Det eneste der fyldte hendes sind, var om hans hånd ville fjerne sig.. eller om han ville tage sig selv betalt for sin hjælp.

Det slog Valkar at det føltes besynderligt som at hendes hud blev kolderes ved hans berøring, men kulden i hendes ord afslørede hvad der var sket, samt han opdagede hvor hans hånd havde bevæget sig hen. "Ganske sandt" Svarede han kort som han forsigtigt trak hånden til sig, det havde ikke været meningen at hans skulle have vist hvad han havde erfaret. Hun var ikke klart til det, ej heller var han selv, hvorledes kunne han holde af hende selvom slottets frue ligeså stod ham kærer end nogensinde?
Hastigt greb hånden ud efter den sød syrlige duftende olie, og den forfriskende duft fyldte atter rummet. "Lad mig give deres hår de sidste olier" lød det varmt, forhåbentlig kunne det varme hende atter en gang, og lade hans fejltagelse blive vasket væk. Det pinede ham at færdiggøre hårvasken, men han ønskede ikke ar presse hende yderligere end han allerede havde, han kunne ikke tolerere flere fejl fra hans egen hånd, det kunne han ikke byde hende.
"Jeg håber at det bragte dem en smule ro" lød det atter med varme i stemmen, det havde virket sådan men det kunne vel have ændret sig. "Hvis det skulle falde dem ind skal de være velkommen til at vaske mit engang" lo han kort, det var mest af alt sagt i spøg, men en snert af håb listede sig stadig ind i stemmen.

Netrish åndede ud, tungere end tiltænkt som Valkar fjernede hånden, og fortsatte som intet var hent. Hun havde holdt vejret indså hun da. "Aha" tilkendegav hun sin accept, og hendes tone var tøet, men den var stadig langt fra den varme den havde haft blot øjeblikke før. Den var vendt tilbage til den mere neutrale, velkendte grund den normalt befandt sig på.

Men Netrish rejste sig ikke, og flyttede ikke på sig andet, end en mindre justering af hvordan hun sad. Hendes holdning slappede en anelse mere af igen, men fandt aldrig helt den samme ro som før.
"Det gjorde det" erkendte hun roligt, og ærligt, selvom det ikke viste sig meget på overfladen. ".. dog ved jeg ikke helt hvad jeg skal synes om olierne" tilføjede hun som Valkar blev færdig. Hun rettede sig op og trak sit hår over skulderen, så hun kunne dufte til det. Hun lukkede øjnene, og det lod til hendes skuldre sank, bare en anelse, igen, som hun tog en dyb indånding.

De blå øjne blev løftet mod slottets herre på ny ved hans usædvanlige forespørgsel. "Det ville bestemt være en.. interessant oplevelse for os begge" svarede hun. Det var ikke helt en accept, men heller ikke helt et afslag. Hvordan end fremtiden ville udfolde sig, lod det til den ville blive spændende.