Nat var lige så forbløffet som Dag var. Blev Dag nu til en mand, fordi Liv blev det? I Nats hoved, var det ikke usandsynligt at de to kvinder i hans liv hang sammen på en måde, sådan at Dag ville skifte køn fordi Liv gjorde det. Tværtimod gav det utroligt god mening for ham.

Hvor fascineret han end var af Dags skæg, var han også meget opmærksom på, at det ikke ville være deres mor, der kom indenfor nu, og han sprang ind foran Dag klar til at stille sig imellem dem og beskytte hende, hvis han ikke kunne lide hvordan Liv var nu. Han stirrede mod døren med al selvsikkerhed, og troede fuldstændig på, at han ville kunne stille noget op mod Sejr. Han havde trods alt aldrig fejlet indtil videre. 

Sejr åbnede døren, da der blev kaldt på ham, og han trådte ind på værelset og fik øje på de to små. Drengen, Nat, der stod som en stærk beskytter mellem Sejr og søsteren, og pigen, Dag, som åbenbart havde groet et skæg. Han havde egentlig ikke forventet det, men han blev med det samme ramt af et stærk, uigennemtrængeligt behov for at beskytte de to. Hans egne faderinstinker for de børn, Liv havde født, overraskede ham altid, for han havde absolut ingen for de børn, han selv avlede. Så længe de blev undfanget, så var han glad. Men de her børn, Livs børn, de betød alt. 

Sejr kunne ikke lade være med at grine - en dyb, rumlende lyd - og han knælede ned og åbnede sine muskuløse arme mod børnene.

"Er min datter blevet til en dværg? Det bliver jeg nødt til at se nærmere på," sagde han og mødte så Nats blik. "Hvis altså den her modige soldat vil lade mig. Jeg kan se, du er manden i huset nu, søn. Du beskytter din søster som en rigtig mand. Det er jeg stolt af at se."

Dags iver blev hurtigt forvandlet til noget andet som døren faktisk gik op og Sejr trådte indfor dørtærsklen. Deres mor havde altid været stor og blød, men Sejr var ENORM. Dag greb lidt fat i ryggen af Nats bluse og knugede den nervøst. Selvom hun viste den store mand inderst inde var deres mor, virkede han så anderledes!
I et forsøg på at berolige sig selv, faldt Dags blik på trådene omkring Sejr, men selv dem kunne hun ikke genkende! Der var ganske få der var som før dog, det var nok til at lade Dag vide det virkelig var deres mor, selvom hun stadig puttede sig væk bag Nat, og ventede på sin brors reaktion. Nat var sejere end Dag, og kunne gå og alt muligt.

Sejrs rungende latter fik dog Dag til at falde lidt ned, og løsne sit greb i Nats bluse. Den store mands kommentar fik sågar smilet tilbage på den lille piges læber.

Sejr var stor. Meget større end Nat havde troet man kunne være. Højden var én ting, hans bredde noget helt andet. Men hans latter var også varm og der var noget ved ham, der stadig mindede Nat om sin mor. Han følte sig straks sikker på, at han kunne stole på ham her, og følelsen blev kun bekræftet, da Sejr sagde at han var stolt af ham.

Nat brød ud i et kæmpe smil og løb ind i Sejrs åbne arme. Han blev der dog ikke længe, for de skulle også hen til Dag for at få hende med, og Nat besluttede sig for, i stedet for bare at lade Sejr bære ham, at kravle op på Sejrs skuldre. De var store og stærke, og han kunne uden problemer sætte en fod imod Sejrs underarm for at skubbe sig selv helt op på skuldrene.

"Tror I skægget bliver?" spurgte Nat spændt fra sin nye udkigspost, både til Dag og til Sejr. "Jeg vil også have et, så!"

Sejr slap et lille, lettet suk, da Nat overgav sig og kom ind i hans store favn. Nat var så lille i hans arme, at Sejr næsten blev helt bange for at komme til at knække ham ved et uheld.

"Min store dreng," hviskede Sejr til Nat og strøg sine barkede fingre igennem det sorte hår. Sejr kunne tydeligt mærke, at selvom hans ydre ikke delte mange ligheder med Liv, så bankede hendes moderhjerte stadig i hans bryst. Han lo, da Nat kravlede op på hans skuldre, og han rejste sig med det samme, så Nat steg højt til vejrs. 

"Vi håber, skægget forsvinder," sagde Sejr og lænede sig ned, mens han holdt fast om et af Nats ben med én hånd, så han kunne tage Dag om livet med sin fri arm og nemt løfte hende op. "Små, fine prinsesser bør ikke have skæg, vel?" 

Nu stod han så der med Dag på den ene arm og Nat på sine skuldre. Han tilkaldte tjeneren... Cole? Og bad ham pakke tøj og andre sager til turen, der ville tage nogle dage. Og Sejr havde tænkt sig at blive i et par dage også for at sikre sig, at tvillingerne ville få det godt, og nå ja, så bare for at drille Valkar.

"Skal vi så tage hen til jeres far, hm?" spurgte Sejr de to unger, mens han forlod værelset for at gå nedenunder. "Tror I han bliver glad for at se mig?"

Dag var lidt tilbageholdende som Nat kastede sig i armene på Sejr, men der gik ikke længere, end til han samlede hende selv op, før hun alligevel blødte op, og krammede så meget af hans brede bryst, som hendes små arme kunne nå. Hun kiggede op på sin mor og bror som hun blev kaldt en prinsesse, og som smilet bredte sig på hendes læber, begyndte skægget at falde af igen, og drysse nedover hendes pæne kjole.

"Jeg vil hellere være en prinsesse end en dværg... Men Nat kan få et skæg! Et der er endnu større og sejre!" heppede hun ivrigt på sin bror, og hoppede med sin overkrop i Sejrs arme mens hun grinede bredt og lo.

Smilet blev ikke mindre da Sejr talte videre "Jaaa! Det bliver vildt sjovt! Så har vi to fædre! Ik' Nat?" hun så forventningsfuldt op på sin bror. Nok var mor stadig mor, men mor var også lidt en far nu, hvertfald i Dags lille hoved. 

Nat vidste ikke noget bedre, end at få fortalt hvor stor, stærk og modig han var, og han smilede i hele hovedet ved sin mors ros. 

Han så måbende ned på sin søster, da hendes skæg begyndte at falde af, og klappede sig spændt på lårene, da hans eget skæg kom ind i samtalen. "Når jeg bliver gammel nok, får jeg verdens største skæg!" lovede han hende og pludselig kunne han slet ikke vente.

Nat blev helt dagdrømmende, da Dag påpegede at Sejr også på en måde var deres far nu. To fædre. "Så kan de begge to lære mig at slås," svarede han med et drømmende udtryk. 

"Nats skæg bliver det flotteste i hele landet," lo Sejr og gav Dag et klem. Hun var sgu en sød, lille én. Og dygtig til at evne allerede. Nat havde ikke rigtigt udvist nogle evner endnu, men det kom nok. Sejr var slet ikke i tvivl om, at hans søn var talentfuld og nok skulle blive meget dygtig til det, han nu valgte at bruge sit liv på.

Sejr grinede af Nats forslag, og han gav den lille drengs fod et klem.

"Jeg kan i hvert fald lære dig at slås," sagde han, hvilket ikke helt passede, for hverken Liv eller Sejr brød sig specielt meget om at komme i slagsmål. Sejr var godt til at... fastholde folk, men ikke ligefrem slås. Men det holdt ham ikke tilbage fra at love Nat, at han kunne, for han skulle i hvert fald ikke stå tilbage for Valkar med noget som helst!


Få timer senere havde Sejr fået hyret en vogn, der skulle transportere ham, tvillingerne og Sakse til Valkars slot. Han havde allermest haft lyst til bare at dukke op uden varsel, men eftersom han skulle efterlade tvillingerne (og Sakse) der, så var det nok bedst, hvis han gav Valkar tid til at lave forberedelser. Så samme dag, som de tog afsted, sendte Sejr besked til Valkar om, at de var på vej. Han skrev under som Liv. Lidt sjov skulle man jo have lov at have.