Hvis Jocelyn skulle gå tomhændet hjem rå dette møde måtte den kære Deavas først slå hende ud eller andet for så længe hun kunne måtte hun følge sin faders order, for tænk hvis han fandt ud af Jocelyn blot havde givet op på sin opgave, han ville jo ikke være tilfreds med hende! Nej det måtte ikke ske. Deavas kunne næppe finde på værre ting hånd hendes fader hvis han først blev sur. Så det var hvad der holdt hende i gang, for Hvad end Deavas ville finde på fandtes der være, kg hun skulle blot lige have vendt det hele til hendes fordel.

Dog som Deavas bevægede sig i takt med hendesangreb så hun godt Deavas for blive spændt i vejen for hende, dog let og elegant teleportere Jocelyn om på den anden side af Deavs, hun var stadig i bevægelse og rettet imod ham igen, men det var hele plænen, hun havde stadig nogle få teleportationer i sig inden hun gik død. Hendes plan var nu at få Deavas til at vende sig for at igen skulle stoppe hendes angreb ind i hans ryg, hun kom trods alt et par meter væk fra så han ville kunne nå det.
Men dog hvis Deavas vendte sig om eller blot rettede blikket imod hende, ville hun straks teleportere sig tilbage hvor hun lige var kommet fra, altså der hvor Deavas ville havde spændt ben for så udnytte at pludselig stå tæt på ham og ville jage kniven i siden på ham.

Forhåbentligt dette ville have en lille chance for at overmandet dæmonen, eller ville han Møn se det komme endnu engang?

Der var intet sjovt ved at slå et andet væsen ud, for så var der ikke nogen chance for at han kunne høre deres smerte. Deavás arbejde ofte med vågne ofre, hvis ikke de besvimede af smerterne, men så var der flere måder at vække dem på. Dog kunne han ikke tillade sig at skubbe det for langt lige nu, de befandt sig på et forholdsvis offentlig sted, så det ville være dumt. Han holdt derfor sig selv tilbage foruden det faktum at han ikke havde noget imod at røre hende og tvinge hende ud i ustyrlige situationer. Alle kunne vidne mod at hun havde startet, ikke sandt? Så længe de ikke havde overhørt deres samtale selvfølgelig..

Endnu et spring, Deavás udstødte et frustreret støn, som hun ikke faldt over hans fod, men i stedet dukkede op bag ham. Han rettede automatisk blikket mod hende igen, som han var klar til at vende kroppen mod hende. Men han nåede kun lige at vende blikket, før at hun atter forsvandt for øjnene af ham. Gud hvor ville han gerne at hun stod stille i stedet for at flytte sig hele tiden. Med et mærkede han en kniv i sin side, som han hvæste af hende. Han svang hurtigt rundt med hånden for at slå hende i baghovedet. Deavás svang kroppen rundt for at hive hende med rundt, nu hvor hun havde ramt ham i siden kunne han bruge det til sin fordel og trække hende med ned.

Agarés havde selvfølgelig fulgt med i tankerne hos Jocelyn, som hun havde opsporet lige nøjagtig den mand han havde bedt hende om. Han havde haft en del at se til og han havde ikke regnet med at denne mand ville være nem at få med, så lige så snart han havde set at han var næsvis, besluttede han sig for selv at dukke op. Det kom bestemt ikke bag på ham, at Deavás ville reagere som han havde gjort og han vidste også godt at Jocelyn var for stædig til at give op, så selvfølgelig var de gået i gang med at slås. Han havde fløjet det meste af vejen, for hurtigere at nå frem og var landet godt ti meter fra dem. Vingerne blev gjort usynlige og han gik med rolige skridt mod dem begge. Han havde ingen intentioner om at Jocelyn skulle komme til skade på denne opgave.

"Godt arbejde, Jocelyn," var det eneste der lød fra ham, som den lange sorte jakke blafrede i den lette vind omkring dem. Han håbede at hans stemme så tæt på dem, ville være nok til at distrahere dem fra at fortsætte. Hvis Deavás fik øje på ham, ville han med garanti også vide hvem han var og forhåbentligt lade Jocelyn være.

Ha! Det lykkedes endelig at få skovlen ind under den dæmon og få gjort lidt skade, men som Jocelyn lige nåede at blive glad så fik hun en på siden af hovedet og revet rundt og lå pludselig på jorden under Deavas, det var ikke andet end et udfyldt blik der mødt Deavas som hun lå der, og hendes kind var straks rød af slaget. Og entelig skulle hun blot til at gå videre med det her, som hun hørte sin faders stemme, men ikke inde fra sig selv.. han, var til stede? Jocelyn glemte alt om Deavs og rettede blikket til siden og fik øje på sin fader stå lidt væk.
Uden så meget som tøven teleportere Jocelyn sig ud af Deavas greb og stod nu bag ham igen, hendes kind var ikke længere rød kg smerten var væk. Og straks gik Jocelyn hurtigt hen ti, sin fader og knælende foran ham og kiggede ned i jorden.

Med et skammede Jocelyn sig stadig over hendes fader var kommet i person for at rette op på hende stejl, og selvom hun udemærket vidste hun delte sind med sin fader så tænkte hun kun på hvordan hunnhavde fejlet og sagde stille "Jeg underksylder fader, jeg fejlede, de skulle ikke komme selv"

Nu var det for sent at gøre noget ved, men der var også lidt selvtilfredshed ved at Deavas havde fået en kniv i siden.

Irriterende lille rotte.. Deavás var godt og grundig irriteret på hende lille væsen, som han måtte tage imod kniven for at få hende ned at ligge. Han var klar til at låse hende til jorden, som han formåede at lande ovenpå hende. Smerten fra kniven fik ham til at lukke det ene øje. Hun skulle nok få betalt, når først han fik muligheden. Et vingeslag fik dog hurtigt hans opmærksomhed, ikke at han tog blikket fra hende, han hvæste lidt af hende, som en advarsel. Han havde sagt nej høfligt til at starte med, men Jocelyn havde ikke taget imod det. Nej hun pressede fortsat på. Han morede sig dog lidt over den røde kind, hun havde fået.

En stemme henvendte sig til dem og han fik navnet på hende, som hun lod til at reagere på det. Han sukkede irriteret, som han lukkede øjnene, da hun forsvandt. Deavás rejste sig atter op, som han vendte blikket mod manden han antog måtte være Agarés. Så han var faktisk dukket op? Hvordan det lige fungerede vidste han ikke, men han mente stadig at han skyldte ham en forklaring. ”Hør her.. Næste gang jeg siger nej, så forventer jeg at det bliver accepteret” der var en snert af irritation, som Deavás endnu ikke havde mødt Agarés blik, men var travlt optaget af at hive kniven ud igen. Han skar en mindre grimasse, som han tog fat om kniven og hev den ud. Hun havde formået at bore den langt ind i hans side og den strejfede kort hans ribben, før at han røg ud. Med et roligt tag på kniven smed han den hen ved siden af Jocelyn, før at han rettede blikket mod dæmonen.. En gammel kending faktisk. ”Agarés…” der var en vis mistro i stemmen, da Deavás kendte ham under et andet navn. Men han var udmærket klar over faren ved dét navn, så han nikkede blot til ham. ”Så De holder stadig kæledyr” lo han stille, som Deavás ændrede karakter og nikkede mod Jocelyn, der knælede foran ham. Han bevægede sig roligt tættere på, som et smil gled over hans læber. "Længe siden.."

Agarés rettede straks blikket mod Jocelyn som kom hen og knælede foran ham. Et svagt smil i glæden over respekten kom frem på hans læber, men det forsvandt med det samme igen.
"Det er forståeligt denne gang, Jocelyn. Jeg havde ikke forventet andet," sagde han med en rolig tone, som han gav tegn med hånden til at hun godt kunne rejse sig igen. Normalt var han ikke glad for selv at skulle dukke op når han havde givet nogen en opgave at fuldføre, men han vidste udmærket også godt at Deavás ikke var en af de nemme.

Som Agarés vendte blikket mod Deavás igen, kunne han ikke lade være med at undslippe en fnys i morskab over kniven i hans side, som han nu var nødt til at hive ud. Det gjorde ham nu alligevel lidt stolt over Jocelyn, at det var lykkedes hende at gøre skade på ham. Han hev jakken til side for at placerer en hånd i lommen, som Deavás kom tættere på.
"Kæledyr? Jocelyn er meget vigtigere end det," sagde han, med en vis form for stolthed i stemmen mens han skævede til Jocelyn. Det var nu også rigtig nok. Jocelyn var hans bedste arbejder, hvilket gjorde hende det vigtigere for ham.
"Meget længe siden," bekræftede han med et svagt nik. "Jeg havde jo håbet at De var mere medgørlig end De plejede at være, men det var vel også dumt tænkt af mig," lo han.

Jocelyn måtte skamfuldt rejse sig fra jorden og vendte sig om kg sørgede for at stå bag sin fader kg havde blikket rettet halvt i jorden trods hun stadig var godt opmærksom på deres omgivelser og hvad end Deavas kunne finde på. Ingen skulle røre hendes fader før de kom igennem hende, og nu hvor det var hendes skyld han måtte troppe op var det hendes opgave at kaste sig imellem ham og fare.
Som de to dæmoner begyndte at tale sammen havde Jocelyn ikke meget at sige, hun vidste at hun ikke måtte blande sig. Dog var Jocelyn stolt over at blive kaldt vigtig og et lille smil kom frem på læben over at hendes fader havde valgt at rette på Deavas Som han havde omtalt hende som et kæledyr.

Roligt fulgte Jocelyn med i deres samtale og brød sig entelig ikke om at Deavas straks viste respekt nu hvor han havde givet hende nu, det fik Jocelyn til at føle sig meget mindre værd end hun nok var, men stadig ville Jocelyn håbe en dag folk kunne se hende med samme respekt som hendes fader fik.

Tonen imellem Agarés og Jocelyn fik Deavás til at rynke let på næsen og hæve det ene øjenbryn. Var han blevet blødsøden? Et svagt suk undslap hans læber, som han rystede let på hovedet over situationen. Havde han vist at det drejede sig om en gammel bekendt, så kunne han måske have været mere villig til at følge med. Men han havde virkelig ikke meget tilovers for mennesker.. Agarés reaktion på kniven fik ham til at trække let på skulderne, som han strøg fingrene over såret, mest af alt for at fjerne eventuelle bakterier, før at han strøg fingrene mod sin tunge. Roligt rettede han sig dog helt op, som blikket hvilede på Agarés uden at skæve mod Jocelyn.

”Har De altid været så blødsøden?” lo han stille, som han rettede de gyldne øjne mod Agarés. Agarés måtte være en af de få, som faktisk så noget i sådan et menneske, som Jocelyn. Han rynkede let på brynene, som han ikke helt kunne glemme tanken. Dog faldt hans blik langsomt ned på Jocelyn, som han overvejede hvad der gjorde hende vigtigt. ”Jeg vil nu stadig kalde hende et kæledyr, De har bare lært hende nogle tricks” fortsatte han, før at han rettede blikket mod Agarés igen.
”Havde jeg vidst at det var Dem, tøsen forsøgte at lokke mig med til, så havde jeg måske overvejet det lidt mere” indrømmede han med et henkastet smil på læben. ”Men det betyder så at det er Dem, som skaber så meget røre i landet?” hans blik var mere alvorligt, som han stoppede op et stykke fra Agarés. Han havde hørt om The Hive Mind, men aldrig troet at han ville stå bag det. Ikke at den slags tricks ville fungere på ham.

Agarés fik kort skævet mod Jocelyn som fik placeret sig bag ham, men sagde ikke mere henvendt til hende. Godt nok var hun hans bedste bi, men han nød nu alligevel at hun kendte sin plads når han talte. Han vendte sit blik mod Deavás igen og kunne ikke holde et smil tilbage.
"Jeg har skam aldrig været blødsøden, blot... Respektfuld," sagde han. Hvis situationen krævedet det, havde han selvfølgelig intet problem med at dele straf ud til dem der fortjente det og han var nu blevet opdraget til at alle andre racer var under ham selv, men Jocelyn havde aldrig skuffet ham. Udover det var hun med til at holde ham selv kørende, med alle de informationer hun efterhånden havde fået samlet. Uden hende, ville der ingen Agarés være.

Han nikkede let i bekræftelse over Deavás. Ja, han kendte ham jo efter et andet navn, men det navn kunne han ikke oplyse andre om. Det ville give dem en magt over ham, som han ikke kunne tillade andre end Deavás at have.
"Måske overvejet det lidt mere, men havde De valgt at følge med? Det er vel muligt at jeg ønskede at se Dem mere end De ønskede at se mig," sagde han med et svagt grin. Han tvivlede, da han udmærket kunne huske deres fortid, men man kunne vel aldrig være sikker.
"Hvad mener De dog? Jeg samler blot på folk der kan arbejde for mig. Skaber det problemer, udover for Dem?" Spurgte han, med et skævende blik mod Jocelyn. Han havde valgt at sende Jocelyn efter Deavás, fordi hun var den der havde størst chance for at komme igennem et møde med ham og med kniven der var blevet plantet i siden på ham, havde han vidst taget den helt rigtige beslutning. 

Jocelyn måtte bide sig selv lidt i læberne for ikke at få et mindre udbrud da hun endnu engang blev kaldt for etkæledyr. Hvad regnede Deavas dog med, at hun blot var en pige der lagde sig for sin fadersfødder blot for han kunne tilfredsstille eventuelle behov, at hun blot var til for at blive brugt st hun... Jocelyn tog en dyb indånding og vidste hu delte sind med sin fader og tænkte straks *Undskyld* så hendes fader ville forstå hun vidste hun skulle falde til ro.
Ellers lå hendes øjne blot på Deavas nu og roligt vågede hun blot over situationen og afventede order.
Entelig vidste Jocelyn ikke hvad de skulle bruge Deavas til, men hendes fader var til nu flink over for dæmonen, så hun måtte holde igen, og trods hun ikke ville indrømme det var det nok godt hendes fader var kommet og stoppet dem, for dæmonen havde vist sig noget stærkere end hun lige havde forstillet sig.

Deavás gjorde et let trak på skulderne, som Agarés forsøgte at bilde ham ind, at det ikke var fordi han var blødsøden, men nærmere respektfuld. Han kunne ikke ligefrem se sammenhængen og han var ikke synderlig interesseret i det. ”Kald det hvad De ønsker” sagde han afslutningsvis, som han lod blikket dale mod Jocelyns skikkelse. Han kunne stadig fornemme hende bag side og deres kontakt havde givet ham den sædvanlige forbindelse også selvom han ikke havde haft mulighed for at styrke forbindelsen, så var den der stadig. Men selv Agarés kendte ikke til hans evne, så det var nok bedst ikke at sige mere. Men der var altid en chance for at han kunne få hævn over hende, når hun atter bevægede sig bort fra sin herre.

Et lystigt smil spillede over hans læber, som Agarés havde ret, han ville nok ikke være gået med frivillig også selvom han havde været klar over det. ”De ved godt hvad interesserer mig” sagde han med et smil. Informationerne havde altid været hvad der ledte ham i forskellige retninger og i sidste ende var han kommet på sporet af et underligt fænomen, noget med et hive, men Deavás kendte ikke meget til det, så han ville blot vide mere. ”Jeg er klar til at følge med” sagde han med et nik, som han smilte til Jocelyn bare for at træde i det. Agarés svar fik ham til at le kort, som han rystede på hovedet. ”De har fanget min interesse, men jeg havde aldrig troet at De ville stå bag rygterne” sagde han med et løftet øjenbryn. Kunne han få mere ud af ham, eller var det udelukket. Agarés vidste jo ikke hvad han ville bruge informationen til.

Agarés burde nok være blevet irriteret over tankerne fra Jocelyn, men han kunne vel egentlig godt sætte sig ind i at det var på sin plads at have sådanne tanker når man var blevet fornærmet. Udover det fik han hurtigt et undskyld fra hende, så han sendte en beroligende tanke i form af *Det skal du ikke tænke på* til hende.

Agarés fik kort hævet et øjenbryn over Deavás kommentar. Han vidste bestemt godt hvad der interesserede ham.
At fortælle ham om sit hive ville nok ikke give de store problemer. Han stolede trods alt fuldt ud på Deavás, ellers havde han aldrig oplyst ham om sit rigtige navn for mange år siden. Han havde aldrig misbrugt den magt han egentlig har over ham, så der var ingen grund til at tvivle på ham.
"Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke aner hvilke rygter der lyder. Men det kunne De måske oplyse mig om?" Sagde han med en spørgende tone. Han havde helt ærligt haft alt for travlt, både med kontrakter og banken, til at kunne vide hvad der blev sagt i krogene. Deavás var heller ikke den første der havde hørt om hans hive, så han vidste at folk snakkede.

Jocelyn kunne udemærket mærke hvordan Deavas prøvede at ramme hende med nu hvor hendes fader var her, at han så var klar til at følge med. Men hun skulle holde sine tanker rolige og rene nu hvor hendes fader var så tæt på, så hun måtte blot smile og tænke på hvordan hun ville gøre alt for st stille sin fader tilfreds. Hun vidste nogle gang lod hendes fader hende tænke frit og lyttede til hendes frustrationer, men loge nu var ikke tiden til det.
Men hvorfor var hun stadig ikke blev et sendt væk endnu. Hendes formål var jo færdigt, eller hun habdemikke opfyldt dagens formål, men hun var monmikke til meget nytte længere.

Jocelyn lod blot de to dæmoner tale i ro mens hun blot prøvede at holde sine tanker rene og lytte så lidt efter som overhovedet muligt, da hun mente hendes fader delte selv det der skulle deles med hende.

Det var længe siden, men Deavás var ikke i tvivl om at Agarés fortsat var den samme, selvfølgelig var der sket nogle forandringer og Deavás selv lignede heller ikke sig selv. Der var gået mange år og de havde været fanget på hver side af porten, ikke at det havde været hans første tanke at opsøge Agarés, da de blev åbnet. Men havde han vidst at han var tovholder på rygterne, så havde han måske opsøgt ham selv og gerne før nu. Rygterne havde spredt sig hurtigt, men han var ikke sikker på, hvad der var sandt. ”Jeg har hørt om The Hive..” forklarede han med en rolig stemme, før at han atter tog sig til ribbenene og pressede hånden mod såret. Det gjorde det svært at bevæge sig uden at blive mindet om smerten hver eneste gang. Behøvede han egentlig sige mere end det. Navnet på den såkaldte kult.. eller hvad de kaldte sig selv var det første han var faldet over, men han havde svært ved at sortere i rygter og sandheder. Han vendte dog blikket mod gaden. ”Men måske samtalen skal holdes et andet sted?” foreslog han, som han helst ikke ville diskutere omstændighederne på åben gade, hvis det kunne undgås. Samtidig så foretrak han skyggerne og privatliv.

Agarés lyttede til Deavás, som han skulle til at fortælle, men da han stoppede og foreslog et mindre offentligt sted, nikkede han i bekræftelse og vendte sig så mod Jocelyn.
"Tak for indsatsen, Jocelyn. Du er fritaget fra denne opgave," sagde han med en rolig tone og lod så blikket falde på Deavás igen. Han gik med rolige skridt hen foran ham som han kort lod blikket glide ned af ham og op igen.
"Så lad os endelig finde et mere privat sted," sagde han med et smil.

Agarés vendte om og begyndte at gå derfra, selvfølgelig med forventning om at Deavás ville følge efter.