Det gjorde ondt at se Cedrik være så ked af det, men samtidig var Lucky ikke en der rettede op på sine fejltagelser. Hun havde lavet mange over årerne, og det var hun klar over, men ingen havde følt som denne her. Hun kendte ham dårlig nok, men der var bare noget der, som hun ikke kunne forklare, og samtidig forklare.

Da han prøvede at røre ved hendes øre igen, trak hun sig tilbage, og rejste sig op og rystede på hovedet. "Jeg..... jeg..." hun kiggede sig omkring, bag sig, før at hendes blik landede på Cedrik igen. Hun havde behov for at være alene. Væk fra Cedrik og hans smukke, smukke øjne, og søde smil.
"Jeg bliver nødt til at gå," sagde hun, før at hun vendte sig om, og skubbede sig igennem menneskemængden. Til trods for de ellers så tydelige katte træk, blev hun hurtigt gemt i mængden.

//Out

"Gå..?" lød det ud i luften, som hun forsvandt lige så pludseligt som han mødt hende. En tårer banede sig ned af Cedriks kind, de sorte øre liggende helt fladt ned. Hvad var det lige der var sket? Ved tanken om Lucky hamrede hans hjerte afsted, og tårerne trillede ned af kinderne på halv-ræven. 

Han havde været så heldig at møde den der havde vundet hans hjerte, aldrig før havde han følt sig så forelsket. Men hvad nyttede det når hun havde stjålet hans hjerte og var stukket af med det? Slukøret rejste han sig og gik mod nye eventyr, måske var hen heldig og mødte hende igen? Eller måske var han bare heldig og undgik at hun knuste hans hjerte igen.