Vertis lod Rosen vise vej ud til haven. Vertis havde netop været hovedaktøren i et spil der havde været nøje udtænkt og planlagt til mindste detalje, men fra nu af handlede det om Rosen og hendes forståelse af hvad der var sket. Han vidste i sig selv at de var vigtigt at hun forstod. Han var ikke en der delte sine planer, og selvom han ikke følte tvivl om deres validitet eller monumentale vigtighed, ville det være beroligende ikke at stå alene i sin opfattelse. Det betød reelt intet om hun var enig eller ej, men alligevel betød det langt mere end de uskyldige han havde dømt til døden.
Han knælede ved de visne blomster, og tog scenariet ind som hans sind langsomt forarbejdede hendes spørgsmål. Han strøg de visne blomster, og som hans fingerspidser forlod dem blev de vækket til livs – frodige og flotte som aldrig før. Denne Daman havde været begavet, inden hans overtagelse. Med en magisk evne som hans, kunne han havde været en verdensklasse gartner. Hvis altså ikke han havde været besat af tanken om evigt liv.
”Intet, hvis jeg skal være ærlig – og jeg har tænkt mig at være helt ærlig. De var blot i vejen, og missionen havde brug for deres midler. Moralske skrubler er formålsløse. Ondskab og godhed er to sider af samme mønt, set fra forskellige synspunkter.”
Han tvivlede på at hun kunne forstå. Ikke fordi hun ville være uenig med ham, men fordi at emnet endnu var for kompleks til hendes begrænsede forståelse. Hvis der var noget han kunne stole på, så var det at hun ikke holdt spørgsmålene tilbage. En dag ville hun løbe tør for spørgsmål, og se tingene fra hans side – han var sikker på det. Hvis altså de havde så længe. 

Rosen knælede ned ved siden af Vertis og betragtede de døde blomster hun havde efterladt sig med et trist smil. Det var trist at hun ikke kunne nære sig, uden at ødelægge alt omkring. Hendes smil blev mere håbefuldt som Vertis bragte livet tilbage til beplantningen, og bedet vendte tilbage til sin tidligere storhed.

Hun blev siddende på hug mens Vertis talte sin sag, og hendes bryn rynkede sig. Deres midler var blevet deres endeligt, fordi Vertis sag havde haft brug for dem.
Hendes blik faldt igen på blomsterbedet. "Så noget må dø før andet kan gro?" spurgte hun, næsten retorisk, og rejste sig langsomt op igen. "Som plantelivet her må forgå for at jeg kan få næring" der var en tristhed i hendes stemme ved erkendelsen, og hendes blik søgte Vertis'. "Men.. hvis der var en anden vej, en måde at nære sig, uden at ødelægge.. ville det så ikke være bedre? Jeg kan ikke se hvordan at bevare noget kan være formålsløst".

Med en øvet kast af sit håndled fremmanede han et tulipan og holdt den ud mod Rosen med et skævt smil. Han havde brugt årtier på at tænkte de tanker hun netop var begyndt på, og han var glad for at se at hun havde både nysgerrigheden og modet til at bevæge sig ned af de tangenter. Han var i tvivl om det var bedst at belære hende eller lade hende drage sin egne konklusioner. Han vidste at de ville blive de samme som hans egne, for hans konklusioner var sande, rent logisk set. Der var ikke plads til andre fortolkninger, medmindre man var villig til at lyve for sig selv.
Til sidst blev han beslutning taget for ham. De havde ikke tid til at vente den nødvendige tid for at Rosen kunne regne det ud på egen hånd.
”Du misforstår mig – både handlinger og tanker kan have formål. Moralske skrubler har som formål at finde mening og den universelle meningsløshed gør dem transitivt formålsløse. En samtale til en anden tid.” Han tog en indånding, og brugte nogle sekunder på at presse sine tanker på plads i sætninger. Det var ikke nemt at udtrykke tanker på så abstrakt et niveau, specielt når man forsøgte at gøre sig forstået.
”I realiteten findes der kun valg, opfattelse og konsekvenser. Du vælger at nære dig selv på planternes bekostning, fordi din ernæring er vigtigere for dig end deres liv. Konsekvensen er at planterne visner, og du eller jeg kan opfatte planternes død som noget positivt eller negativt. Godt og ondt er begreber om handlinger og konsekvenser, der er gavner eller skader det retsmæssige samfund.”
Han rejste sig op og kiggede rundt i haven, mens han ledte efter inspiration til et eksempel. Hans tanker faldt på alle de mord, der var foregået omkring dem for ikke så længe siden.
”For eksempel, hvis jeg dræber en person jeg ikke kan lide vil det blive opfattet som ondt – min handling normalisere mord for smålige grunde. Derfor er jeg ond, og skal fængsles.
På den anden side hvis jeg henrettede den ondeste person i verdenen, ville det blive anset som en god handling – det eksemplificerer hvad der sker når man ikke følger samfundets regler, og skaber på den måde mere orden. Derfor er jeg god, og min handling belønnes.”
Han smilte og drejede sig mod Rosen. ”I begge eksempler dræbte jeg en mand, men opfattelsen af min handling ændrede konsekvensen. Hvis du kunne ernære dig uden at planterne måtte dø, ville det kun være ’ondt’ at gøre så, hvis planternes overlevelse var vigtig for samfundet. Ernærede du dig på ukrudt, for eksempel, ville en gartner prise dig som en gud. Forstår du?"

Rosen tog lidt forvirret imod blomsten, mens hendes ansigtsudtryk var fokuseret og lyttende som Vertis forsøgte at forklare hende de abstrakte principper der var konklusionen af hans lange liv og uden tvivl årtusindes filosofering.
Hendes bryn rynkende sig, og man kunne næsten se hvad end der udgjorde plantens hjerne, slå knuder på sig selv i et forsøg på at følge den logik der blev fremlagt, en logik der måtte være ufejlbarlig, for den kom fra hendes skaber.

På et punkt var det næsten pinefuldt at se hende, forsøge så hårdt, men stadig tydeligt, pinligt uforstående.
Hun kunne godt se hvor hans logik bar hen, men der var én specifik del der fik det hele til at ramle for hende, ét specifikt led i hans logik hun ikke kunne dreje sit hoved omkring. Om det var fordi hun ikke kunne, eller ikke ville, acceptere konsekvensen af, hvor den logik unægteligt førte hen.

"Jeg forstår.. delvist. Men der er en ting jeg stadig ikke forstår" et halvt smil brød frem "Mere end én, men for nu i det mindste" hun så på Vertis "Hvordan kan et liv være mere værd end et andet?" hun så ned på haven omkring dem "Jeg ved en tidsel ikke ses i en have, og måske er uønsket af mange men.." hendes blik faldt tilbage på Vertis igen "Ville jeg have været mindre værd for dig, havde jeg været en tidsel og ikke en rose?"

Vertis kunne ikke lade være med at smile over uskyldigheden i hendes spørgsmål. ”Værdi er opfattet – hvad hver ting er værd kommer an på personen der beskuer dem. Om du var en tidsel eller en rose før har du den samme værdi for mig nu, hvor du er forandret. Du er ikke længere kun en blomst, Rose.”

Han drejede væk fra skabningen og kiggede ud over den lille have, blikket fikseret på et punkt på bag murene der omkransede dem. ”Sandt at sige -” hans stemme var træt, besejret efter for mange årtusinders eksistens. ”- kan det være at intet har værdi, i hvert fald ikke hvis man ser på det store perspektiv. . .” Dæmonens ord blev mere og mere stille som han talte, i takt med at han blev fortabt i sine egne tanker.

Rosen lagde blidt en hånd mod Vertis ryg som hun trådte op ved siden af ham. "Hvordan kan det være muligt? Hvis værdig kommer fra den der ser, som du sagde, så må alt vel have værdig?" hun så på hans ansigt, og drejede så hoved mod horisonten, i et forsøg på at følge hans blik, et forsøg på at se verden som han så den, blot for et øjeblik.

"Hvis jeg er mere end en rose, er det kun fordi du giver mig den værdig.. Jeg er stadig blot en plante. Jeg bløder ikke, har intet hjerte, ingen.. sjæl" det sidste ord kom ud med en svag tøven. Hun begræd ikke at hun blot var en plante, for det var sådan hun var, og hun ønskede ikke en anden tilstand. Hun kendte ikke til jalousi eller begær.

Og alligevel tøvede hun, blot et halvt åndedræt. Ærligt viste hun ikke om hun havde en sjæl eller ej. Men hun var blot en plante, og af alt hun havde lært om verden indtil videre, var sjæle noget specielt, noget levende væsner havde. Ikke planter.

Kort efter Vertis ord blev han fortabt i sin egen verden, en verden der både var langt væk og overalt omkring dem. Han vandrede i tankernes verden, og som så mange gange før følte han at han var kommet på afveje. Uden fokus sit blik mumlede han uhørligt til sig selv, og blev først klar over sine omgivelser da han mærkede hånden på sin ryg. Med et pludseligt spjæt blev hans bevisthed trukket tilbage til hans krop. Han missede med øjnene, indtil de faldt på Rosen hvorefter – som havde det været et mareridt – han glemte alt om sin forgabelse i tankernes rige.
”Alt, ja. Eller intet.” Vertis følte ikke at der var mere at tilføje på emnet. Dette var et problem hvor ingen mængde instruktion kunne lede hende til den rigtige konklusion – hun var fordømt til at stille spørgsmål og spekulere. Og han ville naturligvis svare dem så bedst han kunne.
”Ha! Sjæle er underlige størrelser – vi ved hverken hvordan de bliver til eller hvad de er. Hvis jeg skulle komme med et gæt, ville jeg sige at intet der kan betvivle eksistensen af deres sjæl er sjæleløs, i hvert fald ikke i lang tid.” Han vendte sig mod rosen, og tog hendes hånd i sin i en faderlig gestus.
”Blod eller hjerte er uden betydning – de er blot midler hvormed kødfulde væsner lever. De kødfulde der spiser og ødelægger for at holde sig ernæret, så jeg spørg dig: Hvorfor skulle sjæle være eksklusive til de der fortærer? Du tager din ernæring fra jorden og solen, men alligevel har du intelligens og nysgerrighed. Om noget er du mere levende end de, der kun kan leve ved at dræbe.” Han lagde en hånd under hendes hage og løftede hendes hoved så han kunne se i hendes dybsorte øjne. ”Når jeg ser i dine øjne – ser i din sjæl – ser jeg et ukueligt lys. Hvis du nogensinde tror du blot er en plante, så find din værdi i mit blik.” Dæmonen viste sjældent følelser - udover den situationelle morskab - men for de der kendte ham var der varme at finde i hans mørke øjne. Varme, han udelukkende viste til sin skabning, der besad langt mere varme end han selv.

Rosen lyttede til Vertis ord, og fandt en hvis trøst i dem. Hun havde en sjæl.. måske? Vertis usikkerhed var dog en skygge over hans ord. Det var et gæt. Hvordan kunne det være et gæt? Han havde skabt hende! Han af alle burde da vide om hun havde en sjæl eller ej!

Der var mere forvirring end forståelse i hendes blik da han tog hendes hånd, og hun søgte hans blik, som hun søgte efter vished i hans ord. Hun havde hørt folk tale om disse ting. Hjerteblod. At det krævede et godt hjerte at være en god person. Blod der var tykkere end vand signalerede nære bånd.

De sorte øjne fandt ro som de mødte Vertis'. Hun havde aldrig været mere end en plante. Ikke før ham. Han havde givet hende tankes gave, han havde givet hende evnen til at stille spørgsmål, til at tvivle. Hendes blik forlod ikke hans, men et smil bredte sig på hendes læber. "I så fald er der værdi i verden. For hvad jeg ser i dit blik er ulig hvad jer har set i noget andet". Det var sandt. Hun så aldrig noget særligt, i hvert et blik hun mødte. Men Vertis var ulig noget andet. Så intenst et mørke... men når hun kiggede dybt så hun lys, et lys der kun skinnede klarere for at være omgivet af mørke.

Rosen sukkede let og sænkede sit blik igen "Jeg ser det i dit blik, men stadig nære jeg tvivl.. Det er sandt jeg nære mig ved solen og jorden, men jeg ødelægger også alt omkring mig når jeg gør" hun så op igen, hendes øjne intense som hun mødte hans blik på ny "Hvordan kan jeg nogensinde finde vished?"

Vertis gav hende et skævt smil, men kunne ikke lægge skjul på sin usikkerhed. Han ville lyve hvis han påstod at vide noget af dette med nogen form for sikkerhed, for det var et kompliceret spørgsmål. Hvad angik sjælen følte han sig sikker, for han var ikke mere en fysiske form end hun var en plante, men konceptet af 'værdi'. . . Måske fandtes der intet svar at give. Han havde ondt af hende, til sin egen overraskelse. Han følte som regel intet for de dødelige racer, men Rosen var noget specielt. Hun var hans dødelige race, produkten af den kaos der blev kanaliseret igennem ham. Livets skæbne var forandring, og forandring var fordærv.
”Jeg ved det ikke, min kære. Men jeg håber du finder en måde.” Han holdt hendes blik med sit eget. Hengivenheden i hendes ansigt fyldte ham med en blanding af følelser, for selvom det glædede ham kunne han føle de kolde tankehjul køre. Han vidste at han kunne udnytte hendes naivitet og vende hendes lys imod ordenen, men han skammede sig over visheden. Han brød kontakten mellem dem, og vendte sig rundt. Hendes entusiastiske godtroendehed måtte have smittet af på ham, for skam hørte sig ikke til i en skabning af Vertis kaliber.
”Vi vil blive her i huset for den nærmeste fremtid.” Den miskendelige følesesladenhed han tidligere talte med var forsvundet, og stemmen var tilbage til den sædvanlige monotone klang. ”Det er udstyret med et glimrende bibliotek, så hvis ikke du har flere spørgsmål vil jeg foreslå at vi mødes der i morgen tidlig, til din sædvanlige lektion?”

Rosens blik forlod ikke Vertis som han talte, og et forsigtigt smil gled over hendes læber. Han håbede, for hende. Det var alt hun kunne bede om. Om hun selv havde forstanden til at løse mysteriet, om hun havde hvad det krævede at forstå sin egen eksistens. Noget sagde hende dog, at det ikke blev så let som at forstå de mange andre ting i denne underfulde verden som han havde bragt hende ind i. 

Der var et øjebliks kontakt, et øjeblik hvor det synes hun rørte ham, lige så vel som han havde rørt hende. Men det kunne ikke vare ved. Han brød kontakten, og Vertis fandt tilbage til sin faste form. 

Rosen smil blev dens mere rolige, normale selv. "Det lyder fantastisk. Jeg har glædet mig til at lære mere. Det tog mig desværre en rum tid bare at læse mig igennem den korte note du havde skrevet mig!" indrømmede hun uden skam, og samlede hænderne bag ryggen "Er det bedst jeg bliver her, eller kan jeg gå ud og se området omkring os?" spurgte hun så, roligt og nysgerrig. Hun ville ikke forlade grunden, hvis han ønskede hun skulle blive, men hun havde ikke nået at se meget af byen her, eller byer generelt!

Han vendte sig atter mod hende, da spørgsmålet havde fanget ham uforberedt. Det var naturligt at alt de foretog sig på palæet var stærkt fortroligt, da det var bedst at de ikke vækkede opsigt, men på den anden side var der intet mere opsigtsvækkende end en pludseligt forladt bygning. Måske ville det være bedst hvis han gav damerne og herrerne i den rige bydel noget at hviske om, og Rosen ville være perfekt til at aflede deres opmærksomhed.

På den anden side brød han sig ikke om at sende hende derud alene. Han havde ikke høje tanker om menneskene i byen, og vidste at hendes naivitet gjorde han dårligt stillet overfor den slags problemer man kunne forvente at støde på i en storby. Og hun var for værdifuld for ham, både i praktisk og affektiv forstand. Han gav hende et køligt afslappet smil, som en skolelærer til en elev. Det var ikke meget anderledes fra hans tidligere varme smil, men alligevel nok til at gøre en forskel for de, der vidste hvor man skulle kigge. ”Hvad siger du til at vi tager en tur rundt i kvarteret i morgen tidlig i stedet for vores sædvanlige lektioner? Området er fyldt med mennesker, og jeg ville frygte for din sikkerhed hvis jeg ikke var ved din side. Er det acceptabelt?”

Rosen bed så bestemt mærke i foreskellen på hans smil, og hans ord understregede det kun yderligere. Det spinkle lys var igen forsvundet, og mørket herskede på ny. Det var sådan det burde være, hvis hun da havde lært noget fra Vertis i sin korte tid.

Hun så tænksom ud for et øjeblik. Hun viste at han havde travlt, så at forvente, eller bede, om mere af hans tid var utænkeligt! Hun smilede til ham "Det er mere end acceptabelt! Det vil være en glæde at se lidt af byen sammen med dig.. Og så skal jeg arbejde ekstra hårdt med mine bogstaver til næste gang, for at gøre op for det!" lovede hun. 

Hun elskede at lære, det var der ingen tvivl om, men især bogstaverne og tal holdt en særlig plads i hendes hjerte, for de tillod hende at lære så meget mere, udover hvad de blot var selv. De var som nøgler til hvad der virkede som uendelige mængder af viden! Hun fortrak de personlige lektioner med Vertis, for der var noget særligt ved at lære fra en anden person.. Men tænk at kunne tilgå sådan viden når man ønskede..

Glæden i hendes ansigt tvang atter et oprigtigt smil frem på hans læber. Det varmede ham at vide at der fandtes en sjæl med så ufordærvelig renhed som hendes - om den så fandtes eller ej. En skam at hun var den eneste af sin slags. Han klukkede mildt. ”Det se jeg frem til at høre,” sagde han afslappet, og han vidste at det var inderligt sandt.
I tavsheden der fulgte blev han mindet om de mange andre ting han var nød til at gøre, de små og store ting der fremskyndede planerne der bevægede sig selv i dette velsignede øjeblik. Med tre lange skridt befandt han sig i døråbningen, hvor han stoppede og som en eftertanke sagde:
”Sov godt.”
Som han kravlede op af trappen mod værelset han havde anset som sine personlige gemakker, rystede han på hovedet. Han måtte være ved at blive blødhjertet.

Rosen samlede hænderne foran sig og bukkede ærbødigt for Vertis som han gik "I lige måde, min skaber" hilste hun. Ærligt viste hun ikke om han sov, men hun havde set de fleste andre væsner gjorde. Ærligt havde hun ikke selv behov for søvn, for hun var en plante, men hun nød det alligevel. Hun følte sig altid bedre tilpas i hoved efter søvn, som hun gjorde i kroppen efter hun havde drukket af solen.
Og så havde hun hørt de mest fantastiske ting om at drømme. Det ville hun også gerne prøve en dag.

Rosen forblev i haven endnu en stund, og nød det sidste af dagens lys, inden hun selv fortrak sig til det værelse vertis havde budt hende at bruge som sit eget.