Daeralda nikkede let. "Deres levetid har det desværre med at påvirke deres hukommelse for og vægtning af hvad der er vigtigt." Hendes holdning til menneskene var måske ikke ligefrem positiv det meste af tiden, men den var heller ikke hugget i sten, som den oftest virkede til at være det hos de hårdføre elvere fra Frosthjem. De havde deres grunde til den holdning og det respekterede hun, men samtidig måtte hun holde sit eget sind åbent nok overfor de.. menneskene så hun kunne holde alliancen. Mens de stadig havde den.
Hun nippede let til glasset, mens den yngre elver samlede tankerne. At det var alvorligt talte stilheden allerede for og det blik hun modtog bekræftede det kun. Desertør. Et skridt fra forræder. Daeraldas blik gled fra tristhed over tabet til kølig afventning, mens hun betragtede den andens mimespil. Der var da heller ikke brug for ord for at få det svar hun ønskede. "Som det er passende. Var hun alene om det?" Hun stolede på Toorahs effektivitet, men det var altid rart at vide om det var et vildskud der var blevet håndteret eller en inficeret busk med dybe rødder.
Den anspændte stemning løsnede ikke ligefrem op af Askfays tilføjelse. Noget Daeralda kunne se på den tidligere leder og som fik hende til at skjule et smil over de to kamphaner. Begge respektfulde på hver sin måde og begge med betydelige positioner for Elverlys forsvar. "Askfay..." Hun sendte den yngre elver et lettere opgivende blik, før end hun vendte det tilbage til Toorah og ramte hende med et af de varme, muntre smil hun så ofte benyttede til at få krigeriske elvere til at falde til ned. Hun åbnede munden for at sige noget udglattende, men blev i stedet distraheret af synet af en af Lysets krigere, der ankom med adskillige folk omkring sig.
Det smil der før havde været på hendes læber forsvandt og glimtet i de grønne øjne blev hårdt og faretruende. "Jeg mente ellers vi var ganske tydelige med kun at invitere krigerne og ridderne fra Lyset." Hendes blik hvilede sigende på krigeren, der så tydeligt havde taget sig de uønskede friheder og som af god grund nu var centrum for misbilligende og hånlige blikke. Det var trods alt hvad man kunne forvente sig af mennesker. Altid gjorde de præcis hvad de lystede og aldrig respekterede de andre. Hendes blik gled videre fra krigere og til Generalen som fik et tydeligt glimt af hendes misfornøjelse, før end hun vendte det tilbage til Toorah og Askfay. Samtalen var dog brudt og hendes forpligtelser havde trængt sig på. "Hvis I vil have mig undskyldt?" Med det satte hun glasset fra sig og forlod sofaen med målbevidste skridt mod Baldwin og den yngre elver, der så ud til at holde ham med selskab.

Gloria havde i starten ikke været ret sikker på at hun ville tage imod invitationen til Løvfaldsfesten i Elverly. Hun støttede op om elverne, men alligevel var der en lille del af hende der ikke var sikker i deres alliance. Men hun havde bestemt at give det en chance, og havde dermed lavet lidt research på, hvad der var kutymen i Elverly, af påklædning, værtsgaver og andre småting. Hendes svar havde ikke været entydige, og hun var endt med en påklædning der var en god blanding af hendes almindelige stilrene design, og hendes venindes Moanas indput af nøgenhed.
Hun havde klædt sig selv, i en tynd kjole med ærmer med smykke gyldne broderier af svaler i grene, kjolen sad klistret til hendes overkrop, så den fine hudfarve gik i et med hendes hud og fik broderierne til at springe frem i øjnene. Halsudskæringen var nærmest ikke eksisterende og endte ved navlen, hvis man så godt efter. Selve skørtet var lag på lag af det tynde stof, så det ikke ligefrem var gennemsigtigt, men det gav en ide om at det var flyvsk og man kunne, hvis man var heldig, se mere end man ville normalt i en bal kjole. Håret var for en gang skyld ikke sat op, som normalt til bal. Men hang løst i bølger om hendes ansigt, der kun havde fået minimal sminke.

Som ridder var hun dukket op på drage, men efterladt alt hvad der hed våben, da det ville sende det forkerte signal om diplomati. Dog sad der stadig en lille kniv gemt godt væk i en strop på hendes lår under skørtet. Hendes Drage snobbet og nysgerrig som den nu var, havde nægtet at blive i stalden og forvandlet sig lille som en kat, mens den gik ved Glorias fødder. Som Gloria trådte ind i salen, så Ashanti sit snit til at forlade Gloria og få det bedste udkigspost på en af søjlerne, hvor hun højst sandsynlig ville blive indtil det var på tide at tage hjem igen. Gloria så sig kort om i salen, for at finde kendte ansigter. Men endte alligevel med at lade hendes lever tale, og gik mod bordet hvor nogle unge Elvere havde slået sig ned for at smage på den eftertragtede Elvervin. 

Hvis Melarue havde skulle bestemme hvem der var blevet inviteret til denne prægtige fest, var Lysets Krigere ikke inviteret, men det var jo heller ikke hende der bestemte. I det mindste var alle i ledtog med Kiles Orden ikke velkommen, noget hun kunne værdsætte, siden de havde været noget påtrængende sidst de var her. Men selvom Melarue havde mange meninger om hvem der skulle og ikke skulle være her, så var hun alligevel forsinket. Inden hun havde kunne gøre sig klar, var der opstået akut hjælp til et af husene, der åbenbart ikke var i så godt stand som de troede, så efter at hun havde hjulpet med det, og fundet på en midlertidig løsning, så kunne hun endelig gøre sig klar. Og Melarue skulle i den grad gøre sig klar.

Hun var iført en grøn kjole, med let guld broderi i. Den hang ind til alle hendes former, og et bælte hang også om hendes hofter. Der var faktisk ikke meget hud at vise, selvom det var noget hun absolut ikke havde noget imod, men i aften gik hun efter noget mere elegant. Smykkerne var der heller ikke mange af. Et par armbånd og ringe. Hendes hår var halv sat op, mens resten af det hang nede i bløde krøller omkring hendes ansigt. Et varmt smil hang naturligt på hendes læber, som hun hilste på dem hun kom forbi.

Selvom hun var forsinket, havde hendes blik dog hurtgit fanget et menneske...en lysets kriger måtte det være, gøre sig selv fuldstændig til grin. Det var næsten nok til at hun mistede sit smil på læberne. Det fik dog et noget skarpere blik frem fra den ellers så glade elver. Typisk mennesker at ødelægge festlighederne så tidligt.
Alligevel gik hun naturligvis hen til noget at elvervinen, for at få et glas af det. Hun havde trods alt allerede prøvesmagt det, og det var godt. Det var ikke kun for at ungelverne kunne drikke sig fulde. Før eller siden ville hun nok også godt blive hevet ind i druklegene. I hvert fald senere på aftenen.

Det var en del af hendes job at holde øje med alle deltagerne til festen, og nu hvor hun sad lige i nærheden af Daeralda var det lettere at lade blikket vandre andre steder hen. Det lykkedes da også Rhovandír at få øjenkontakt med hende, og hun hævede et øjenbryn ved hans uudtalte spørgsmål, inden hun nikkede let. Generalen var ingen fare og så længe Askfay var lige så tæt på Daeralda som de var, ville hun altid kunne beskytte hende. Inden han kunne nå over til dem, hørte Askfay dog Daeraldas anklagende stemme og hendes opmærksomhed var endnu engang fuldstændig på hendes leder.

Askfay var på ingen måde et vildt dyr - hun var muligvis før blevet sammenlignet med en kamphund, men kamphunde har ejere og de kæmper for nogen. Nej, Askfay var ikke vild, hun var beskyttende og hun viste kun tænder, når hun følte at hun selv eller Daeralda blev truet - eller i dette tilfælde fornærmet. Det betød også at så snart Daeralda udtrykte utilfredshed med hendes opførsel, faldt hun ned igen.
Da Daeralda fik øje på og kommenterede krigeren, lagde Askfay igen en hånd på sit sværd, men mere gjorde hun ikke. Daeralda siger til, hvis hun vil have ham smidt ud, tænkte hun for sig selv og lænede sig tilbage imod stolen igen, inden hun slog blikket over på Toorah.
"Jeg har hørt planer om en bueskydningskonkurrence senere på året," sagde hun med et skævt smil. Hun hvilede sin albue imod armlænet og lænede sig ganske lidt ind over det, for at komme tættere på den tidligere leder. Hun havde lyst til at invitere Toorah - og lyst til at bede hende om at give hende en udfordring i konkurrencen. Der var ikke mange andre, der var lige så dygtige som hende selv. Men hun havde ikke lyst til at sige det direkte.
I stedet vendte hun blikket ud over forsamlingen igen og fik øje på Melarue. Synet fik straks et halvt smil frem på hendes læber - Melarue var smuk som altid, det kunne enhver sætte pris på. 

Hektor omfavnet den noget lidt sær præget elver, der hilste på ham. "Du ser en anelse anderledes ud end hvad jeg husker dig for?" Lød det snare spørgende.

Elveren, der kaldte sig selv for Kha'Ba'Lorth lod armene give ham afstand for at se Hektor an, han havde et lumsk smil over læberne "Hvad kan jeg sige, jeg er god til at gøre mig selv bemærket hvis jeg lyster det." Undertonen var varm og drillende. Hektor så rundt om sig selv, det var ikke gået ubemærket med denne hændelse. Nøj hvor han ikke brød sig om store selskaber i virkeligheden.

"Jeg tror at jeg har gjort mig uheldig bemærket." Han brød sig ikke om dette men Kha'Ba'Lorths smil blev blot det større "Tror du?" Det var ikke et spørgsmål, som Hektor selv ønskede at svare på. "Kom min ven, vi har en hel del at indhente. Der er meget jeg ville høre om, hvad både du og resten af ulven flokken har opnået, siden sidst vi sås!"

Før Hektor kunne nå at sige fra eller til, blev der taget fat i hans hånd, Kha'Ba'Lorth førte an, hen til et bord hvor de kunne sidde i fred. Der var mange blikke rettet på ham, i sandheden, havde han ikke handlet i visdom. Han satte sig roligt ned på det bord, som elveren havde fundet frem til dem, uniformens kappe blev rettet så han ikke satte sig på den. Det var en af de få gange hvor han selv ikke bar nogle våben, en nøgen følelse.

Han noget ikke at få indført et ord, inden hans vært havde skænket to glas op med en af de mange udsøgte elvervin der var blevet stillet til rådighed. Kha'Ba'Lorth hævet glasset og med en lav stemme "For Tieru". Hektor gentog det samme og skyllet det ned. Vinen var udsøgt! Ikke at han selv var en ekspert på det område men det smagte som en blandet skåle af forskellige bær, efterfulgte af en vis renhed af vand? En af elvernes små hemmeligheder ville han gætte på.

Kha'Ba'Lorth satte glasset ned og så kort hen på Hektor, der var noget som havde fanget hans opmærksomhed. Elverens øjne blev det større, inden han udspurgte krigeren "Er du blev gift?!"

Rhovandírs fokus var gået slet og ret fra sin unge elev, og i stedet fuldt ud fokuseret på hvad der skete indenfor en omkreds af omtrent 15 meter. Blikket gled over og holdt kort fokus på halvørnen, som han ikke havde noget imod ikke havde den helt rette udtale, der spillede meget ind, som blandt andet dialekt, accent og ikke mindst at halvørnen havde et næb hvorimod de fleste andre havde en 'almindelig' mund. . 
" De har måske mødt bjergelverne? Eller er det han som har det? " Lød det, oprigtigt nyssgerigt, som han nikkede lidt hen imod krigerens retning. Ærligt var Rhovandír ikke helt klar over hvor meget bjergelvernes skikke og sprog var anderledes end skovelvernes, og han havde endnu ikke haft chancen for at møde en til selv at drage erfaring deraf. 
Blikket gled tilbage imod Efterårets Stemme, tidsnok til at opfatte det lille nik, som blev besvaret med skyggen af et smil fra den yngre og mere uerfarne elver. Han havde nær taget nogle skridt hen imod Daeralda, men den lysende leder havde åbenbart fået den samme tanke, og med et glimt i de grønne øjne der fik Rhovandír til at stoppe på stedet og istedet placere en knyttet næve på brystet idet han høfligt bukkede for Daeralda, da han var indenfor normal hørevidde, i den traditionele høflige og respektfulde elverhilsen som han hidtil havde brugt imod Toorah indtil hun trådte af. Glimtet  
" Mae Govannen, arwen en amin* Tillad mig at præsentere Baldwin Adler. Lysets general. "  Han følte en umådelig trang til at sparke sig selv i enden og gå tilbage til sin oprindelige opgave med sikkerheden, men i stedet fandt han at det var mest høfligt at blive stående hvor han var indtil der var opfattet et signal om at han kunne gå tilbage til den oprindelige opgave, hvor han ikke stof og præsenterede hende for folk, noget som ellers var en opgave for en opråber eller sekretær, i yderste tilfælde en tjener. Men ikke noget han i sin tid som spejder havde oplevet selv at skulle gøre, hvilket var medvirkende til at han var lidt forlegen over den position han pludselig befandt sig i. 
Han havde jo ikke engang selv hilst på Daeralda før, havde blot accepteret hende som sin nye leder og ellers fortsat med sine opgaver, om end de opdagelser han gjorde sig i stedet nu røg til en anden der kunne fortælle det videre, i modsat til den fortrolighed det havde lykkedes ham at opbygge mellem Toorah og ham selv.. 

En gråspurv landede pludselig ud af det blå i nakken på ham, hvor en anden fugl kortvarigt skræppede i utilfredshed over at blive landet på, inden den oprindelige fugl hoppede op på hans skulder og gav sig til at prikke ham i øreflippen, mens en dæmpet kvidren forlod den lettere oprevne fugl. En stor kat med skæl..? Og vinger?! 
Rhovandír hævede et øjenbryn til fuglens kvidren, inden han løftede den knyttede næve op og strakte en finger ud for diskret at stryge den hen over fjerene, dog uden at lade hovedet bevæge sig ud af positionen, men de skarpe øje scannede hurtigt stolperne, inden de fandt hvad tilsyneladende var en drage der havde ændret størrelse og slået sig ned på en af de øverste stolper i salen.  En dæmpet kvidrende ordre blev videregivet til fuglen, der stadig ikke virkede helt tryg ved situationen, men ikke desto mindre lød ordre og fløj op til et punkt hvor den kunne holde øje med den sære dragekat. Rhovandír's grønne øjne gled tilbage til at fokusere på halvørnen og Den Lysende. " Det lader til at Jeres drager ikke er fornøjede ved vores stalde Hr. General.. " Kommenterede han i et helt og aldeles neutralt toneleje. 

(*= well met my lady )

Renaél vendte let forpustet tilbage fra dansegulvet, kinderne glødende, og han greb glasset med elvervin, den nærmeste ungelver rakte ham med et lille grin og kommentaren: "Du er bagud". Renaél gjorde et kast med hovedet, der fik de lyse lokker til at danse, og drak i store drag - noget, der sandsynligvis ville skabe misbilligende blikke fra de ældre, da elvervinen var noget, man nød, og ikke hældte ned, som var det vand. Løvfaldsfesten var dog ungelvernes tid til at slå sig løs inden vinterens komme, og de færreste behandlede vinen med den respekt, den fortjente.

Snakken ved ungelverbordet blev mere og mere højrøstet som aftenen skred frem. Flere og flere riddere og krigere var ankommet fra Lysets Hær - de, som var imod Kiles Orden og ønskede at give deres støtte til Elverly, så vidt Renaél forstod. Han lod blikket glide ud over forsamlingen, stoppende ved Balwin, som fik en hvisken og pegen til at gå gennem flokken af de ungelvere, der vidste, hvem han var. Lysets General. Nysgerrigt betragtede Renaél manden, der var blevet udnævnt til den øverste for Lysets Hær, let undrende over at menneskene, som ikke havde meget respekt for skovens racer, rent faktisk havde valgt et halvdyr. Det måtte have givet anledning til en del utilfredshed, tænkte han, med et lille smil om læben.

En albue i siden fik hans opmærksomhed tilbage til bordet. En af Ridderne fra Lyset var på vej hen til bordet med ungelvere, og der blev hvisket ivrigt. Kvinden var køn at se på med en kjole, der afslørede hendes former. Hvor mange af de ældre elvere ikke kunne drømme om at så meget som røre et menneske, andet end hvis udveksling af almindelige høfligheder påkrævede det, var flere af de unge lidt mere åbne for tanken om at føre den smukke menneskekvinde ud på dansegulvet. Renaél fik et indladende smil på læberne, og var blandt de første til at rejse sig, da hun nåede hen til bordet: "Velkommen til.. kan vi byde på elvervin?" Han lod en hånd glide gennem lokkerne, og var allerede på vej til at skænke op til hende.

Galan så hvordan denne unge elver dansede tæt med hans datter som kom strålene over til ham efter dansen. Galan tog døtrene i hånden og gik ud. "så har i vist fået nok dans for i aften" sagde han og ville bare væk fra de unge elvere nu. hvor efter han gik ud og hjem.

//Out bare spring mig over fra nu af.

Baldwin smilegede ganske let, drejede blikket kort hen til Hektor der fortsatte sin samtale med en elver, inden blikket vendte tilbage til Rhovandir og hans spørgsmål. "Hektaurious kommer fra Azurien. Jeg har ladet mig høre at han ofte har med bjergelverne at gøre i sit hjem. Jeg selv derimod må nok vise mig at være mindre kulturelt beriget." bekendtgjorde han ydmygt. Han havde ikke været indenfor Elverlys indre grænser før, og havde aldrig været ansvarlig for samarbejdet der havde foregået mellem dem. Ikke før nu i hvert fald. Dette var også grunden til at han var, hvad folk ville kalde forsigtig. Mest af alt behandlede Baldwin blot alle omkring ham med respekt, men også være ærlig omkring sin uvidenhed omkring deres skikke og hvad de anså som almen opførsel.

Baldwin fulgte med elveren, med rolige skridt, mens han lod sine øjne kort vandre over mængden. Et syn fik hans øjne til at flakke tilbage og en smule overraske overværre en af sine Ridderes noget.. udfordrende påklædning. Et øjeblik var hans øjne stivnet i deres forskrækkelse, men blev fragtet tilbage til det egentlige gøremål. Påklædningen var pæn på sin egen måde, men for vovet til hvad halvfuglen var vant til at se. Det eneste han rigtig kunne dulme sine indre tanker omkring det med, var faktummet at han havde hørt rygter om elvernes mindre strikse omkring bar hud. Han valgte klogeligt for at dulme ned til rolighed, at ignorere dragen der gik om Ridderens fødder, totalt.

Baldwin valgte i stedet at fokusere på elvernes leder. For ham en ung skikkelse, næsten skrøbelig hvis man kun to den fysiske form ind, men stadig emmede af noget dybere. En vished, klogskab og styrke der snød de mindre skarpe øjne. Han stoppede op i det Rhovandir gjorde det, lod sig præsentere og bukkede for hende. Han forstod ikke elversproget, men det var heller ikke nødvendigt. "Mig en ære"
Det var med et observant øre at han opfagede hvad der foregik ved siden af, men han fjernede ikke sit rolige blik fra Elvernes leder, Daeralda. Først da Rhovandírs stemme igen lød på normal krystalliansk. Hans blik drejede sig hen til den lille drage der havde placeret sig på en søjle, hurtigt nok til at afsløre at han godt vidste den var der. "Desværre ja, men Ridder Gloriannas drage er meget selvstændig." at bruge ordet snobbet huede ham ikke, men det var tydeligt den aura den lille drage sendte ud over mængden. Han drejede hovedet tilbage til Daeralda og nikkede hovedet en smule ned. "Jeg beklager"

Gloria lod blikket glide rundt på forsamlingen mens hun nærmede sig bordet. Det var ikke hver dag, man fik en mulighed for at se de højtstående elvere. En ting hun dog var sikker på, Elvere var meget ligesom paladset, hvis ikke mere, indviklet i politik og interne magtkampe de levede så længe at udskiftningen af magt skete sjældent og når det skete så skete det nok ikke roligt.. hun nikkede venligt og respektfuldt til Baldwin da deres øjne kort mødtes. Gloria blank for han chokeret udtryk.

Gloria smilede venligt til de forsamlet ungelvere. De virkede allerede til at festen var godt igang, og gloria var håbløst bagud. - hvilket hun nok ville være hele aftenen, det var elvere og elvervin der blev snakket her.
mange tak - og jo tak Gloria tog gladeligt imod glasset den lyshårede elver gav hende, hun smilede en smule skævt. Han var charmerende og sammen med sine venner ude på at få en fest i aften. Hun tog et sip af den udsøgte vin og kunne ikke lade hver med at nikke anerkendende, det var ikke som vin derhjemme. mit navn er Glorianna.. og dit er?

Melarues øjne var skarpe både mod lysets kriger der havde gjort sig selv til grin, men også de andre krigere af Lyset der var ankommet. HUn var ikke meget for denne alliance, men hun vidste også godt at Daeralda gjorde dette for at styrke elversamfundet, og Kiles Orden var nu værre end menneskerne. Det var også blandede racer. Det værste var de elvere der var med i ordenen... Tanken kunne få hende til at gyse, men det var trods alt ikke en tid for dårlige tanker men derimod gode tanker, så hun rystede det af sig og tog en tår af elvervinen fra sit glas.

Der gik ikke lang tid før at Melarue faldt i snak med nogle af de andre elvere omkring her, hun kendte trods alt det meste af Elverly og var generelt vellidt. Der var ingen grund til at gå hen i nærheden af nogle af de lavere racer i hvert fald!

Hektor så ned på højrehånden, ringen var tydelig at se og han lage ikke skjul på den. Han fik en smil hen over læberne over hans værts reaktion og udbrud "Ja det er jeg"  svaret var roligt og oprigtigt. Elveren derimod smilede endnu mere op og hævede sit glas for at skåle med Hektor, der gengældte det.

"Hør Kha'Ba'loth, jeg er nu ikke ekspert i vin men jeg har fået min del af vin siden jeg blev hertug og jeg har en mistanke om, at det du lige har serveret for mig, er ikke vin." Hektor stillede glasset ned på det fine bord, hans vært havde sørget for, at der var 3 forskellige karafler af glas med den dyrebare elver vin. Elveren så Hektor an, smilet var stadig varmt "Er det en anklage unge ulv?" spurgte han Hektor endelig. Mennesket måtte lige tænke en ekstra gang over dette inden han ville give et svar. "Det må jeg vel indrømme, at det er. Hvis jeg kender dig ret, er du en vis elver med en bagtanke og en der tænker fremad." Afsluttede Hektor og tog endnu en tår fra det glas hans vært havde hældt op til ham.

Kha'Ba'Loth sukkede over dette og slog armene ud i opgivelse. "Ja du har ret, unge ulv. Det som både du og jeg drikker, er i virkeligheden en mikstur bygget på bær, en gammel elvers snuhed og tilpasset af månelys, der sørger for, at modvirke gift. Alkohol er gift trods alt." Han grinede lidt som han fortalte Hektor hvad det var som de var igang med at drikke.

"Elvervin har det med at slå en i gulvet og gøre hæderlige personer, mindre hæderlige og lige frem ubehagelig eller tager jeg fejl? Og du ville sikre dig, at jeg ikke røg ud i problemer på grund af dette?"

"Oprindeligt, havde jeg en plan, om at introducere både dig og den unge løve for nogle unge og nysgerrig elver kvinder. Men nu er du gift og jeg er stadig nysgerrig over, hvorfor det blot er dig som er ankommet her i dag."

Nu var det Hektors tur til at sukke, han sad i en situation hvor han skulle komme med dårlige nyheder. "Kha'Ba'Loth, Roland har været væk de sidste 5 år. Det sidste han fortalte mig, var at Rubinien kaldte på ham." Og det var kun den gode af de dårlige nyheder. "Ulve kompagniet er gået tabt. Der er kun jeg tilbage."

Kha'Ba'Loths smil ændret sig til et sten ansigt, han var svær at læse for Hektor. "Det vil jeg gerne høre mere om unge ulv men først, lad mig lige skifte over til noget mere normalt." Elveren rejste sig op, gav et buk og lod Hektor være alene.

Mennesket så sig omkring, han blev betaget af hvordan skovelveren ytret sig, hvordan de kom hinanden ved, så frie i deres bevægelser og måde at omgås hinanden på, han blev en smule misundelig over dette. Astra ville have givet alt for at være her lige nu. Netop, som han var igang med at hælde noget af den rigtige elvervin op i hans glas, kom der 3 andre elvere hen til hans bord, alle fin klædt på, alle med et glas i hver deres hånd og alle med et blik der kunne dræbe, rettet imod Hektor. De alle tog plads ved bordet, som havde de gjort krav på det.

De var efter blod og Hektor var ofret lige nu.

Daeralda fandt et let smil frem, som hun nåede hen til den unge elver og generalen. Det var ikke svært trods hendes irritation, slet ikke som hun blev mødt med den respektfulde hilsen og ypperste høflighed. Det fik hende også til gøre sig mere end sædvanlig ulejlighed med at geme hans ansigt i hukommelse. Selv på vagt havde han trods alt bevist at vide hvem af de inviterede der udgjorde den største trussel hvor allierede de ellers var officielt. Hun måtte få Askfay til at sætte navn på ham senere, men for nu nøjedes hun med at besvare hans hilsen med traditionelle ord og et lille nik, før end hun vendte opmærksomheden mod hendes egentlig mål i gruppen.

Hun nikkede let til halvfuglens buk, mens smilet svandt til en ren mindelse i hendes ellers altid smilende træk og irritationen fra før vendte tilbage til hendes blik. Hun nåede dog ikke at sige noget før en bevægelse fra siden fangede hendes opmærksomhed og en lille spurv slog sig ned i nakken på krigeren ved hendes side. En kvidrende og oprevet lille størrelse, der tydeligt havde noget vigtigt at henlede hans opmærksomhed på. Hvad blev tydeligt som hun fulgte den andens blik og selv rynkede brynene. Var det... en drage? Hun havde ikke haft den tvivlsomme fornøjelse at se et af de legendariske væsner tæt på før og den lille skabning på toppen af stolpen levede ikke helt op til de gamle fortællinger.

Den var dog en kærkommen blidgørelse af den anspændte stemning som den unge kriger kommenterede neutralt på den og generalen svarede med en beklagelse der tydeligt bundende i den afmagt der fulgte at hyrde katte eller andres uopdragne børn. "Jeg havde forventet de ville være større." Kommenterede hun en smule tørt. Det var svært at se hvordan det lille væsen kunne bære en ridder gennem luften eller være til den store nytte som andet end fascinator.
Hans næste ord, fik hende dog til at fokusere helt på ham. "Dragen eller krigeren?" Hendes blik gled sigende over til det bord krigeren havde slået sig ned ved sammen med den elver der havde hilst på ham. En bjergelver efter hvad hun kunne se, så det kunne jo forklare de manglende manerer fra krigerens side og det tydelig brud på god opdragelse han havde begået ved at invitere folk til en fest han selv var inviteret til. Noget andet fangede hendes blik og forstærkede hendes irritation med et halvt opgivende suk, som hun drejede sig om mod den unge kriger ved hendes side. "Vil du prøve at forhindre det der i at løbe helt løbsk? Jeg troede vi i det mindste havde en smule manere - også selvom ikke alle gæster fortjener at nyde godt af dem!" Der var virkelig ingen grund til at spille op til manden der i den grad virkede til altid at skabe ufred omkring sig. Hendes irritation var begndt at skinne igennem og hendes blik havde da også hæftet sig advarende mod de tre elvere, før end hun vendte sig tilbage mod generalen. "En eller anden dag indfører jeg en ret for Elverlys Stemme til at sende alle under fem århundreder i seng uden aftensmad. Børn!"

Baldwin holdte sine neutrale folder, trods han sukkede dybt indvendigt. At tage en drage med ind, og til denne fest, var ikke en klog beslutning. Både elvermandens kommentar og den fra lederen blev mødt med den underdanighed der lå sig til. Han vidste han var noget nært det højest stillet i lysets rækker, men at krigerne valgte denne opførsel, var en tydelig skamplet på hans måde at føre sig. Hvordan krigerne førte sig reflekterede tilbage til hvordan lyset blev præsenteret. Lige nu var det ikke for godt.

Baldwins skarpe øjne fulgte Dealdras til Krigeren. Han lod det blive der, tydeligt med en utilfreds mine. "Jeg tager mig af ham hjemme på borgen. De har mit ord" Manden der tydeligt var af rolig afstamning og meget velovervejet, kunne også vise sin utilfredshed. Hans blik var hårdt, stenhårdt, inden han drejede det tilbage, lod det glide over i den mere afslappede neutrale udstråling.

Som den unge kriger gik fra dem, efterladende Lederen og Generalen alene, kom en bemærkning ud fra siden der fik Baldwin til at kigge overrasket op på hende. "En sådan regel lyder ganske fortrinlig. Min aldersgrænse er dog en smule lavere." måtte han konstatere og forstod hendes irritation. At være den voksne og ansvarlig havde altid sine komplikationer.

Efter aftale med Grace, lukkes løvfaldsfesten for flere svar