Den tæthed der blev udvist som svar på de overraskende dybe ord der var kommet fra Rafixul, fik ham til at smile et oprigtigt lykkeligt, men også lille smil. Der var ikke behov for store råb og glædesudbrud. Der var behov for den nærhed han sådan havde manglet og desperat havde ledt efter. Der var ingen fine, poetiske ord imellem Miranda og ham. Der var en primal nærhed, som ikke kunne beskrives med ord. Det var bare rå følelser for hinanden.
En lille, brummende latter kunne først mærkes fra hans bryst og senere høres fra hans stemme, da han lagde begge arme om den mindre kvinde, påpasselig med barnet der var i hendes arme. Snoende en lok af hendes vilde hår om hans finger, forstummede hans latter igen. "Nej.. Jeg går ingen steder.. Jeg er her for at blive," løftet blev sagt højt og det var efterfulgt at et seriøst, men også smilende blik, før hans øjne også begyndte at kigge mod ilden. Det her var hvad han ville. Alt andet kunne rage ham en høstak.