Lupi fløj højere, så højt at de var over de få trækroner som var på blomstermarken og man kunne se at godt stykke frem. De store vinger baskede og poterne var trukket op akkurat som en fugl's ville være. Lupi lukkede sine øjne en smule, skævede op til ungen på hans ryg og gav sig pludselig til at dykke ned mod jorden så det formodentlig ville kilde i barnets mave. Han rettede kursen op igen, de bevægede sig udover en sø. Han tog den ene klog ud og stak den ned i vandet så det gav en flot sprøjtende effekt efter dem, som en lang stribe i vandet hvor det stod op omkring denne stribe. Vingerne var helt ude og baskede ikke, de svævede. Man kunne i søen se deres spejlbillede. Lupi så ind i Jinx' øjne i spejlbilledet i et godt stykke tid, inden han foretog en vending ved at flyve i en stor halvcirkel for at hun ikke ligepludselig skulle falde af.
Lupi fløj tilbage til Reegina, som stod og så efter dem hele tiden. Han fløj lidt op og stoppede nærmest oppe i luften, stadig med vingerne baskende i store slag, for herefter at sætte sine poter ned på jorden først, og herefter folde sine vinger ind. Han lagde sig ned på jorden. Trapper blev dannet ned af kratten - af pels, så Jinx kunne stige ubesværet af.

Voo lo muntert imens de fløj. Vinden blæste hendes hår tilbage. Da Lupi pludselig dykkede nedad, gav det ikke blot et sug i Voos mave, men det tvag også tårer ud i øjmkrogen på hende. "WROOOOOOOOOOOOOOH!!" hylede hun og klamrede sig til dyret. Da den rettede op og fløj oppe over vandet. Hun så ned i vandet, og så på det flotte slør af vand, Lupi lavede, når han lod poten berøre vandet.
"Whaoouw.." Hun holdt godt fast i pelsen og slap ikke, før dens poter var sikkert placeret på jorden. Hun hoppede af og skvattede bagover så hun landede på bagen. Hun lo og viftede vildt med armene. "Det var helt fantastisk, Lupi! Det var så sejt!" lo hun højrystet og så på Reegina. "Det var såååh sejt! Det skulle du virkelig prøve en dag!" sagde hun og lo forsat. Hele hendes ansigt var ét stort smil.

Hun rejste sig op og så op i himlen. "Uh uhm... Fru Reegina, det er blevet sent. Jeg tror min mor leder efter mig." sagde hun. Det var vel et eller andet sted sandt, at moren nok ledte efter hende. Problemet var bare at hun ikke vidste hvem hendes mor var. Måske var det bare en undskyldning, som Caine havde sagt. En løgn. Men hun ville ikke have at Reegina skulle bekymre sig for hende, fordi hun ikke havde nogle forældre, så nu kunne hun lige så godt sige det.
"Det var rigtig hyggeligt at møde dig." sagde hun og smilte. "Også dig Lupi. Og tusind tak for turen!" lo hun og viftede med armene.
"Godaften og -nat, fru Reegina! Jeg håber jeg møder dig igen snart!" lo hun og vinkede, imens hun løb derfra, imod det skur hun havde overnattet i de sidste var uger.

( gotta gooo~ooo )

Lupi forvandlede sig tilbage til kamæleonform, og kravlede op af Reegina og satte sig tilrette på skulderen endnu en gang. Dens faste plads.
Pigen vidste ikke, hvor meget hun havde prøvet det. Hun havde skam prøvet det, selv de mest smukkeste steder, og det blev bare ikke flottere når det var Lupi der gav sådan en tur. Han kendte til luften, til jorden.. selv til nede i jorden.

"Smut du bare med dig..," Sagde Reegina i et venligt toneleje. Da hun var ude af syne, stod hun lidt endnu og så efter hende. Hun aede kort Lupi langs ryggen med en finger, og hendes ansigtsudtryk blev helt køligt at se på igen.
Lupi forvandlede sig til en kæmpe fugl med enorme vinger, greb fat i hendes skuldre og gav sig til at føre hende væk fra stedet oppe på den åbne himmel.

//out

Det tørre græs knaser under Venus' støvlesåler. Her plejede at være helt grønt om sommeren. Og bierne sværmede om tusindvis af markblomster - og stak én hvis man kom for tæt på. Det er ikke tilfældet i års. Kun enkelte falmede blomster hænger med hovederne her og der, og græsse er næsten helt gult. Varmen er ikke rart heller, men det rør ikke Venus på grund af hendes evne. Hun standser ved en meget lille - pøl er vel den bedste måde at beskrive den tidligere dam på. Hun sætter sig på hug og fylder håndfladerne med vand for at få noget at drikke.

Det var den røde hale mellem de høje græsstrå, som afslørede Naíshcas ankomst til engen, selvfølgelig i hendes anden skikkelse. Hun satte sig stilfærdigt ned og lod næsen glide op mod solen, mens hun indåndede duften af blomster og i det hele taget blot sommeren. Fuglenes kvidren, vandets sagte rislen og vinden, som tog fat i de grønne blade gjorde hende altid i så godt humør, hvilket også var let genkeligt i de store grønne øjne, som nysgerrigt søgte omkring. En bevægelse fra en tilstedeværende fangede øjeblikkeligt hendes opmærksomhed og hun lagde let hovedet på skrå, mens hun indgående tillod sig at betragte personen, hvilket overhovedet ikke fik hendes humør til at falde blot en anelse, da hun opdagede hvem det var. Et lille lysglimt forvandlede hende tilbage til hendes sande person, og smilende fik hun sat en enkelt lok hår om bag det pjuskede øre, mens hun med stilfærdige skridt bevægede sig hen imod Venus. Det lød mest af alt som en sagte puslen mellem græsstrående, da hun stoppede op et stykke fra hende.
,,Venus! Sikken glædelig overraskelse." Lød det mildt fra den rødhårede kvinde, da hendes spejlbillede viste sig i den lille pyt.

Hun tager en slurk vand og lader så vandet falde ned i pytten. Envelkendt stemme, får hende til at se op. Hun smiler.
"Naíscha!" svarer hun glædesstrålende og går over for at give hende et knus. "Længe siden," konstaterer Venus og studerer sin veninde. Der er ikke sket meget siden sidst de sås, men alligevel. "Hvordan går det?" Hun ser sig om efter et passende sted at sætte sig. Trods tørken er der masser af højt - omend knastørt - græs. Hun finder et sted, der ikke er fuldstændigt tilvokset og sætter sig der. Hun klapper med håndfladen ved siden af sig. Så kunne Naíscha sætte sig eller lade være.

Naíshca tog villigt imod hendes knus, mens hun fortsat betragtede hende med et lille smil spillende i mundvigen. Venus havde fuldstændig ret i, at det var længe siden. Så længe siden, at hun slet ikke huskede hvornår de sidst sås. Uden et ord satte hun sig ved siden af hende, før hun roligt lagde hænderne i skødet og vendte opmærksomheden mod veninden.
,,Det går fint, tak. Jeg ser ikke så meget til dem jeg kender mere, ikke i disse mørke tider." Svarede hun, hvorefter et skævt smil gled over hendes rosarøde læber da hun en enkelt gang så ned i jorden, hvorefter hendes ansigt igen lyste op da hun så på Venus. Der blev nødt til at blive gjort noget ved Mørkets Lords indtræden, men i øjeblikket virkede det bedst for hende fortsat at bevare optimismen, indtil Lysets Krigere kunne foretage et angreb og befrie Lysets Dronning. Men i Venus´ selskab gad hun slet ikke tænke på det.
,,Hvad med dig?" Spurgte hun med et fjernt strejf af nysgerrighed, da hun langsomt puffede de røde lokker bag skulderen og sendte hende et smil.

Hun nikker tilfreds; glad for, at Naischa har det godt. Så vidt hun husker, er det en forbedring siden sidst. Men hvornår var sidst? Venus får nogle vage billeder frem på nethinden, men intet genkendeligt.
"Jo, jeg har det også fint. Jeg ser de fleste af mine vender, men med visse ret konsekvente undtagelser..." Der hun mener er, at dem hun ikke ser har en ting til fældes. De er alle filtret fulsstændigt ind i magtkampen mellem Mørkets Lord og Lysets Dronning. En af dem er Naíscha, men hun er ikke den eneste, Venus kender i den kadegori. Hun i øvrigt også vender på den anden side, selvom det for nogen kan være svært at tro. Det er en skam at to så stærke ledere er så forskellige... Hun bryder sig ikke meget om Mørkets Lords idéer, men ikke desto mindre er det et faktuk, at han er en dygtig leder ligesom Lysets Dronning.
"Har du noget spændende at fortælle?" spørger hun efter at have været ret fraværende.

Naíshca kunne ikke lade være med at smile svagt, da Venus nærmest byggede videre på hendes kommentar, men selvfølgelig vidste hun godt hvilke venner det drejede sig om. Naíshca selv og så måske Alwyn. Hun vidste dog ikke om de to stadig sås, men hun var dog næsten sikker på, at de nok gjorde det af og til. Selv havde Naíshca mistet kontakten med hende, men det var også en smule svært for dem stadig at mødes, når de kæmpede for hinandens fjender. Et let ryst på hovedet fik hende til at glemme alt om Alwyn, krigen mellem godt og ondt og alt det der hørte til i den kategori.
,,Det er jeg glad for at høre." Lød det helhjertet fra hende, mens et enkelt lille suk svandt fra hendes læber. Venus´ næste spørgsmål fik hende til at rode hendes oplevelse og tanker igennem, men hun fandt intet indenfor den seneste tid. Hun havde ikke rigtigt oplevet noget særligt.
,,Ikke sådan rigtigt, nej. Har du oplevet noget?" Spurgte hun, efter hun, ligesom Venus, havde været trukket ind i sine egne tanker i et øjeblik.

"Nej... men om det er heldigt eller ej, kan jeg ikke svare på." Hun ville gerne have oplevet noget, men i denne tid kunne det 'noget' ende grueligt galt. Pludselig komemr hun ianker om noget. Hun faktisk lidt overrasket over, at hun ikke kom på det noge før.
"Der faktisk noget... Jeg var på vej ned på stranden for at går en tur. Så så jeg omkring tyve vagter galoppere afsted hen over stranden, så jeg landede på en klippe lige ud for en hule for at se, hvad der foregik. Pludselig kom der en fyr bagfra, vred min arm om, satte en kniv for min strube og trak mig ind i hulen! Jeg gik ud fra, det var ham, vagterne var efter og det var det også. Han var pirat, men han virkede flink nok. Det lykkedes mig at få ham overbevist om, at han kunne stole på mig og så lod han mig endelig gå. Stakkels fyr. Jeg tror han var ved at blive paranoid," fortæller hun med et smil. Naiv som hun er, var hun aldrig rigtigt bange for ham, som de fleste andre. Men det gør det jo ikke, til en mindre speciel oplevelse.

Naíshca lyttede intenst til Venus´ beretning om piraten, og hun så overrasket på hende igennem næsten hele historien. Hun satte forsigtigt en vildfaren lok hår om bag øret, for ikke at afbryde hendes fortælling. Hun synes efterhånden tit at være vidne, eller blot høre om et sådant overfald, men på i den seneste tid havde hun dog heldigvis undgået det, men måske var det også fordi hun havde været indespærret i mindst en måned?
,,Hold da op! Det lyder rimelig ubehageligt! Men det var heldigt nok, at du fik lov til at få." Sagde hun lettere tilfreds, ment til det sidste, at han havde ladet hende gå, sådan uden videre. Hun smilte skævt for sig selv, men mindedes ikke at havde mødt en pirat.. Men hun valgte nu alligevel at fortælle om en af sine oplevelse, for ikke specielt lang tid siden;
,,Der var også på et tidspunkt, hvor jeg havde besluttet mig at gå en tur i ørkenen. Det overraskede mig faktisk at møde nogle mennesker der, men der dukkede ihvertfald to op, fra denne nye bande.. Har du hørt om dem? Ta-et-eller-andet, kaldte de sig. Uheldigt nok havde jeg haft nogle problemer tidligere med Samson, lederen, og efter en længere kamp valgte han og et medlem af banden at spærre mig inde på borgen. Tidligere idag slap jeg så heldigvis ud ved, at en sten ramte cellemuren og efterlod sig et stort nok hul til, at jeg kunne klemme mig ud." Hun sukkede lettet over at hun nu sad ude i friheden, og hun troede på, at Samson og de andre havde alt for travlt til at lede efter hende.

"Jeg har mødt Samson... Men jeg troede ikke, at han kunne finde på at spærre folk inde." Hun ser eftertænksomt ud i luften. "Men hvordan har du det så nu?" spørger hun nysgerrigt og trækker benene op til sig for at holde om dem. Hun hviler hovedet på knæene. Nogel fulge lander med et plask i den minimaliserede dam foran dem. Venus holder halvsmilende øje med dem ud af øjenkrogen, men hun koncentrerer sig om Naíscha. det må da have været forfærdeligt at have været spærret inde på den måde. Selv kan Venus ikke forestille sig en tilværelse, hvor hun ikke kan gå, hvor hun vil.

Hun nikkede stille, mens hun lyttede til Venus med et skævt smil. Naíshca var ikke just gudeskøn - hendes tøj var beskidt og laset, medens hendes hår var uglet og ligeledes beskidt efter indespærringen. Dog havde hun også sluppet afsted med at få rifter hist og her, både efter den dårlige behandling på borgen, mens også efter flugten derfra.
,,Jeg troede også han holdt sig til at banke folk gule og blå, men efter han har fået sig eget tilholdssted.." Hun trak tilfældigt på skuldrende, mens hun holdt en længere talepause. Hun troede godt at Venus kunne regne resten af sætningen ud, men hun fortsatte alligevel;
,, .. så kan han åbenbart godt finde på at spærre folk inde i ny og næ. Jeg var ihvertfald ikke den eneste derinde." Afsluttede hun og vendte blikket imod Venus. Da Naíshca sad indespærret lagde hun ikke specielt meget mærke til de andre tilfangetagende, men hun havde godt nok vurderet dem. Det var ikke nogen hun kendte, eller nogen hun havde set før og hun huskede ikke deres udseende særlig godt efter at have sovet det meste af tiden.

Hun nikker og forsvinder ind i sin egen verden et godt stykke tid. Så ryster hun på hovedet.
"Måske... Måske vile Samson tiltrække sig nok af mørkets tilhængere til, at Mørket Lord ikke længere kan holde magten..." prøver hun tåget og rejser sig. Hun børster sit og rømmer sig. "Men jeg er glad for, at du er ude og i god behold." Hun smiler muntert. "Men jeg tror, jeg vil tage videre... Vi ses nok igen." Hun sætter af fra jorden og vinker kort til sin veninde inden, hun forsvinder ud af syne.

//out

Naíshca smiler let til hende, mens hun endnu en gang nikker. Det kunne være en mulighed, men hun havde efterhånden opgivet at tænke ligesom dem. Hun rystede let på hovedet for at slippe af med alle tankerne, hvorefter hun så på Venus.
,,Selvfølgelig gør vi det." Mumlede hun og vinkede også til hende, før hun forsvandt helt. Derefter forsvandt hun selv derfra, forklædt i den velkendte ræveform.
//out.

Flemo sidder på blomsterengen blandt de mange blomster. Han har benene trukket op under sig og den ene arm langt om dem, mens han med den anden hånd sidder og river en enkelt lille blomst af ad gangen. Efter han har plukket en blomst af, betragter han den lidt, før han smider den fra sig og plukker en ny. Han sidder lidt i sin egen verden, og lægger derfor ikke rigtig mærke til hvad der sker omkring ham.

Demon ser en en dreng der sidder og på blomsterengen, han ser noget trist ud, og Demon begynder at tænke på om han kan udnytte den her lille fyr, Demon kigge sig om for at finde nogle skygge som han kan forvandle til en stor rovfulg, men uden held, han går langsomt hen mod den drengen. "hej jeg hedder Demon, du ser trist ud er der noget jeg kan gøre for at hjælpe ?"

Flemo lægger ikke mærke til Demon med det samme, men ligeså snart den høje mand taler til ham, ser han hurtigt op på ham, og lægger så også den anden hånd om benene.
"Øhmm... Det... Ved jeg ikke..," siger han lavt. Han rejser sig op kort efter, for en sikkerheds skyld. Man vidste jo aldrig hvilke typer man møder i dette land.
Flemos åbne skjorte blafre let fra siden til siden pga vinden, og bjælden om hans hals stopper heller ikke med at komme med lyde.

Demon ligger mærke til at han er nervøs, men Demon synes også der noget sødt over denne dreng, han begynder at lægge planer for hvordan han kan udnytte den stakkels lille dreng, "det kunne være jeg kunne hjælpe dig, jeg vil da ikke trænge mig på hvis den unge fyr sad i sin egen tanker"

Flemo slapper kort efter lidt mere af, og lægger så armene om sig selv, for ikke at fryse. Den åbne skjorte blafre stadig i vinden, og kan ikke lukkes da de fleste knapper er blevet revet af.
"Øhm, nej nej.. Det er okay.. Jeg har ikke noget at lave alligevel," siger han lavt og sender et lille smil til Demon.