Aldamar vendte et kort blik imod Fabian ved hans ord, og smilede en anelse. Sandt, han kunne vel knap nok gå, sådan som Aldamar havde taget hans ben til gidsel, og det havde nu engang også været meningen. Han ville ikke have at han gik. Et bizart sted, så ville og bød hans interesse for manden som noget af det mindste, at kunne tilbyde ham lidt mad, søvn og... omsorg, efter den aften de havde haft. Måske mere hen ad Aldamar selv der gerne tog imod den omsorg han vidste Fabian ikke havde noget imod at give,  men.... sådan var det. Sådan var det at være omkring ham, og lige meget hvor fantastiske privilegier hans liv, status og hverdag kunne virke til at have - og havde, jah så var det - som det så ud nu, umuligt. Eller i hvert fald upraktisk, og ikke sømmeligt. 
Det stoppede ham dog ikke i et rulle om på maven, og nok så krævende krybe op til hans skikkelse, for med et  nogenlunde mageligt suk at skubbe sig til rette på den nøgne brystkasse. "Mmmh, det er det" nikkede han, men gjorde ikke meget for at gøre det nemmere at flytte sig. Bare lige lidt mere-  bare lige..  

"Jeg... Du bor her i byen, ikke sandt?" Mumlede han videre, og skubbede med viljestyrke og magt sin ubehag til side, for at nyde bare lidt af dagen. Den ville uden tvivl kun gå lidt nedad fra når han endelig formåede at få listet Fabian væk.  

Det var pludselig ikke så slemt ikke at have dynen, som Aldamar bestemte sig for at ændre position, og komme op og ligge tæt op af ham. Fabian havde altid været glad for nærkontakt, og selvom det ikke stod noget morgenhygge på programmet, så var det stadig behageligt at ligge med folk, også ganske uskyldigt.
Fabians arm lagde sig godt om Aldamar, og holdt ham tæt til sig, før han begyndte at nusse ham blidt, hvorend han lige kunne nå med sin hånd. Før eller siden skulle de nok liste ham ud, og ellers, så måtte de jo finde på et alternativ, der var hans formskiftningsevne ganske brugbar.
 
Et bekræftende ”Mmmmh..” kom fra Fabian da Aldamar spurgte ham om han boede i byen. Det var vel ligeså meget for at Aldamar vidste hvor nemt det var at få fat i Fabian, hvis det endelig var, selvom han da havde fortalt Aldamar hvordan man nemmeste fandt ham. ”Hvorfor?” kom det efter en lille pause fra Fabian, for selvom han havde en idé, så måtte der bukke noget andet under at Aldamar faktisk spurte ind til det. Han ville vel ikke have en konkret adresse vel? Hans hjem kunne næppe måle sig med Aldamars, da det alligevel var så sjældent at han faktisk sov hjemme. Ofte var der en der ville være sammen med ham, og det var altid på en kroværelse, eller hjemme hos dem.

Ikke noget konkret svar kom fra Aldamar, der i stedet brummede en anelse tilfreds ved hans bekræftelse og den lille nussen ned af ryggen, og smilede for sig selv. Det blev bare lige en smule nemmere at overskue morgenen når man blev forkælet, og nu hvor at han faktisk var vågen og ikke bare... rullede rundt i sin egen selvmedlidenhed, kunne man da også mærke at Aldamar ikke vrissede på samme måde mere. Desuden, var han altid mere medgørlig når han blev strøget med hårene fremfor imod hårene - og det her var i den grad med hårene. 
Han havde ingen intentioner om at troppe op hjemme hos Fabian, da han i forvejen havde svært ved at sætte sig helt til rette i de mere smudsige kroer og mindre fornemme steder. Med det sagt, var det på mange måder hans fordomme der talte imod ham her - måske boede Fabian helt fint og nydeligt! Men han orkede ikke at finde ud af, at Fabian boede i en eller anden trist hytte. Så ville han bare have lyst til at 'fixe' det, som han så ofte følte et behov for, med folk der betød noget for ham. Ikke at han nødvendigvis ville kode det behov sammen med realiteten, fordi så meget kunne Fabian ikke betyde, på så kort tid. Vel?

Han følte dog alligevel ikke at han kunne helt lade værd med at svare ham, og Aldamar
sukkede ind imod Fabian. "Jeg er også flyttet til byen" mumlede han i stedet med lukkede øjne, og kunne ikke huske om han havde fortalt Fabian det før - men hvis ikke, så vidste han det i hvert fald nu. Igen. Ikke fordi at det var et decideret svar på 'hvorfor', men han vidste godt hvorfor. Aldamar kunne på trods af alt, åbenbart ikke sige at han syntes det var godt, da han gerne ville se ham igen. Et eller andet sted, så føltes det en smule pinligt at være blevet så... glad for sine møder med skøgen. 

Hvis man da bare kunne kalde for Fabians hjem for en hytte, men det var det ikke engang. Det var kun et sølle værelse, hvor der nærmest ikke var noget. Han var ikke typen der var hjemme, men han var også godt klar over at det hurtigt fik folk til at se ned på ham. Han havde blot behov for et sted han kunne tage hen, når dagen ikke endte på et kroværelse.

Det var nemt bare at lade øjnene glide i, som de bare lå  her dog, og der var ikke så meget for Fabian at se på med hensyn til Aldamar når de lå så tæt. Han følte også lidt at han havde set hvad der var at se med loftet, så han lod bare øjnene glide i.
Smilet strakte sig dog over hans ansigt da han hørte at Aldamar var flyttet til byen. ”Så må du hjertens gerne komme forbi lidt oftere,” tilbød Fabian. Selv kunne han heller ikke andet end at se frem til de her møder, selvom det kun var tredje gang, og kun anden gang Aldamar faktisk ville betale. Det var bare noget andet end hvad han ellers havde været vant til indtil da. ”Og nu ved jeg hvor du bor, så du kan altid bare sende bud efter mig,” kom det lidt mere drillende fra ham. Han kunne nemt finde op til huset en anden gang.

Aldamar lo lidt indevendig ved de ord der kom fra Fabian. Ham, komme forbi oftere? Det Halve Svin var ikke forfærdeligt, men det var heller ikke ligefrem fantastisk ifølge Aldamar, der dog - et eller andet sted, godt kunne se hvad folk fandt tiltrækkende ved værtshuset. Men der var bare så mange andre steder at være, så hvorfor Fabian ville hænge omkring det sted, jah det forstod han ikke. Det gode ved det, var til gengæld af stedet afspejlede også en god del af typerne der kom, så chancen for at blive genkendt dernede.... jah den var ret så minimal. Hvem på Det Halve Svin skulle interesserer sig for adelen?

Det andet var tilgengæld langt mere fristende, og med en eftertænksom nikken, kastede Aldamar et blik op på hans ansigt. "Altid bare sende bud? Kan det være så nemt?" smilede han, og havde han haft energien til det, havde det også været mere drillende - det lød næsten som om at Fabian ikke lavede andet end bare at sidde og vente en gang imellem. Hvilket måske ikke var helt forkert, hvad vidste han... men så igen. Hvem skulle han sende ned efter Fabian, som ikke ville mistænke ham for hvad han var, så snart man kastede et mere undersøgende blik på hans tøj og udstråling? 
Aldamar rettede kortvarigt på hvor hans hoved lå, bare for at tage hensyn til hans arm så den ikke begyndte at sove, men havde sværer og sværer ved at se det realistiske i at han snart sendte Fabian hjem, selvom han højt og helligt havde lovet sig selv det.

Fabian var udmærket godt klar over at det Halve Svin næppe op til adelens standarder, men mange forskellige typer kom forbi kroen, og det udvidede ofte Fabians kundegrundlag. Desuden var det nogle gange en god ting at hive fat i de handelsrejsende. Der var flere penge på pungen, og ofte var de desperate efter en varm krop. Der var trods alt noget forretning i at finde nogen at smide sin krop efter.

Han åbnede dog ikke øjnene selvom han kunne mærke Aldamar kigge op på ham. ”Mmmhhh... det er ikke så nemt, men jeg kan da også skrive dig ind som en ugentlig aftale, hvis det gør det bedre?” tilbød han med et grin. Der var nogen der værdsatte en fast ugedag de kunne se skøgen på, andre foretrak at aftale det fra gang til gang, og så var der dem der sendte bud når de ville have ham. Ofte skulle de dog stadig også vente lidt, hvis han havde gang i noget andet. Det var også nemmere for ham at være klar på en kunde, når han kunne planlægge lidt afslapningstid udenom tidspunktet. ”Jeg er meget fleksibel med mine aftaler, men jo mindre impulsive de er, jo bedre plejer det at være,” tilføjede han, og han lagde måske lige lovligt meget vægt på fleksibel. Aldamar måtte så sandelig også tage det som han ønskede.

Aldamar fnøs - en ugentlig aftale lød lige voldsom nok når det blev sagt højt, og skulle han være ærlig, så var det et irriterende lokkende tilbud at fyrer af så leende, idet at Aldamar var fristet til bare at sige 'okay'. 'Okay', han kunne godt have en stående dag på ugen der var reserveret til hvad end det var han tumlede rundt og lavede med Fabian - og 'okay', han kunne godt se sig selv smide hvad end det var det kostede, for at få den aftale stablet på benene. Det ville være bedre end at sende bud efter ham igennem en tredje part... men....
Aldamar lukkede søvnigt øjnene, og lignede en der ret så seriøst tænkte det igennem, selvom han allerede vidste at han måtte sige nej. Det var et tilbud af nydelse og selviske behov, og på trods af hvor mange fine ting de ejede og hvor mange fantastiske ting Aldamar virkede til at have, så var og blev tiden sjældent lagt til side, til sådanne dage. Eller aftenener. Eller timer. Det her var bare en af undtagelserne der bekræftede reglen, og det var svært ikke at være selvisk med så mageligt selskab. 

Alligevel formåede Fabian et liste en lille latter ud af Aldamar ved sin måde at tale på idet at han ved stemmen overrasket åbnede øjnene igen, og en drillende hånd listede sig op til mandens kind, som han smølfesparkede. "Det kan jeg forestille mig" gled det over hans læber, og Aldamar hævede et øjenbryn. "Så du vil nægte mig oplevelsen af hele tiden at støde på dig, alle de steder jeg mindst forventer at se dig?" fulgte han op med i et skævt smil, og møvede sig mere ned på hans arm og tættere på hans ansigt, så han kunne se ham.

Måske det var for meget for en som Aldamar, men Fabian kunne få det fleste aftaler til at fungere, hvis modparten også kunne gøre det. Et par timer om ugen var da også bedre end at de kun sås en gang om måneden, i hvert fald i Fabians optik, men det var selvfølgelig også ham der tjente penge på det, selvom det var ganske langt fra hans tanker i øjeblikket. Han ville bare gerne have flere gange med Aldamar, fordi det på et eller andet plan bare var sjovt og hyggeligt.

Det var først da Aldamar listede en hånd op og smølfesparkede hans kind at Fabians øjne åbnede sig igen, og han kiggede lidt små irriteret, hvilket mere var dril end noget andet, hvis man skulle forstå glimtet der hang i hans øjne.
Nu så det også ud som om at Aldamar forsøgte at komme tættere hans ansigt, og Fabian hjalp gerne med selv at justere sig selv lidt ned, så han bedre kunne se på Aldamars kønne lille ansigt. ”Hvorfor skulle det udelukke det andet? Jeg forsætter vel med at dukke op, når du mindst venter det, selvom jeg ikke regner med at tage til flere af din families fester... medmindre jeg selvfølgelig bliver inviteret af dig,” svarede han grinende tilbage. Det var nok bedst ikke at gå i de samme cirkler som to af hans kunder, og ærlig talt, så ville Fabian bare ærgre sig hvis han stødte på Aldamar, mens han holdt fast i Lilianas arm. Det ville være bittert, for uanset hvordan Fabian vendte og drejede det, så foretrak han Aldamars selskab.

Fabians påtagede irritation blev mødt med et smil der ikke veg, og idet at han fik listet sig tættere på adelsmanden, var han ikke sen til hurtigt at lukke den sidste afstand - dog ikke med et kys. Nej, Aldamar holdt for en stund bare øjenkontakten med Fabian imens han lyttede, og følte hvordan et bredere grin trak læberne op. Hans families fester... nej, det ville ikke være helt optimalt hvis Liliana formåede at hive Fabian med sig til næste fest, da han vidste at han ville have svært ved at holde fingrene for sig selv. Man kunne være nok så trænet i finesse og usagte sociale regler. Men de fleste kunne genkende jalousi på lang afstand, når det sad i øjnene.

Men det varmede også at han trods alt stadigvæk ville sige jah, hvis invitationen kom fra ham, og den lille bekræftelse fik varme til at sprede sig i hans krop. "Sandt... det behøver vel ikke at udelukke hinanden" nikkede han, og lod sig varme en anelse op til idéen. Skulle det være en ugentlig basis, ville han gerne lade sig overtale. Eller rettere, skulle han gerne overtales.
Med et lusket grin smilede Aldamar. "Og inviteret kunne du nok sagtens blive... Fabian Silva. Men jeg troede ikke du brød dig om bal og finesse?" brummede han omend han faktisk mente det - Fabian kunne godt inviteres, med hans lille praktiske magi. Hans forældre ville måske endda bryde sig om det kvindelige selskab.

Der havde ikke været grund til at lægge vægt på navnet, andet end at det lå godt i munden og nogle gange kunne lirke en reaktion ud af den blonde mand. 

Fabian havde det egentlig fint med afstanden, selvom de nok ikke skulle ligge der længe, før at han ikke ville kunne lade vær med at kysse Aldamar. Det var bare for nemt, og det tilfredsstillede ham kortvarigt, selvom det ligeså godt kunne lede hans tanker mod noget mere. Det var godt at han var så god til at holde sig selv i skindet. 

At Aldamar dog til gengæld ville være jaloux til et arrangement det faldt Fabian ikke ligeså meget ind. Nok mere at han ville være utilfreds mere end noget andet, men så meget tid havde de heller ikke brugt sammen, og slet ikke om andre folk. Bare sidste aften, der havde Aldamar vidst også haft det fint med at ignorere ham betydelig længere tid, end hvad Fabian havde brugt sig om.
Lyden af hans navn fik ham næsten lyst til at spinde som en kælen killing, selvom han ikke gjorde det, selvom hans arm strammede sig lidt om Aldamar, for at holde ham lidt tættere, og kigge lidt dybere ind i hans øjne. ”Alt kan tilvænnes, især med det rigtige selskab,” sagde han med et smil i hans øjne. Han ville nok ikke opføre sig så fint, som Aldamar ville have ham til at gøre, men det kunne være ganske underholdende, at se hvor vedholdende fyrstesønnen ville være, hvis han hviskede uanstændige ting i hans øre, mens de var til fest.

Han havde lovet ikke at røre mere ved Fabian tidligere i nat, og et eller andet sted, så stod det løfte stadigvæk ved. Han ville ikke gøre tingene træls, og selvom han tvivlede på at hans hænder ville trække ubehag igennem Fabians fine krop, havde han trods alt pli nok til ikke at... tage chancen. Nej, på det punkt måtte Fabian selv tage hvad han ville have, hvis han da overhovedet ville have noget. Havde Aldamar til gengæld kendt til Fabians frustration, ville han måske have været lidt mere gavmild, opmærksom eller bare... ikke så fandens sulten efter hans opmærksomhed. Han vidste ikke at den var lidt af et dobbeltsidet sværd for Fabian. 
Lidt tættere selskab hørte måske ind under noget han gerne ville have, og Aldamar's øjne slap ikke øjenkontakten idet den næsten sugede ham til sig i sin intensitet - så tæt på, at det skabte en velkendt nervøsitet i adelsmandens ktop, som efterhånden var en trofast følgesvend. Den kom nemlig altid når Aldamar følte sig lidt for modig, og Fabian så spillede op til det mod.
Det, og armen der strammede omkring ham gjorde det svært for den mørkhårede ikke at misforstå ordende - gjorde det svært for ham ikke at reagerer på den ene eller anden måde, og kæberne spændtes idet at han tyggede lidt hårdere sammen for ikke at læne sig ind og alligevel overgive sig til et kys. "... det er meget skråsikkert sagt" fik han listet over sine læber, omend ordende var en smule mere åndeløse end før.

Et eller andet sted, ville han elske at se Fabian omkring sine nærmeste en hel aften, da det uden tvivl ville være både underholdende og fascinerende.

Fabian kunne sagtens være grådig, det var trods alt derfor han ikke havde gjort sig til takke med livet som bonde, også selvom han ikke kunne kræve noget fra dem han var samme med, i hvert fald ikke for det meste.
Hans frie arm og hånd fandt vej op til Aldamars hoved, hvor han lagde hånden mod Aldamars kind, mens han stadig holdt ham tæt. Hele Fabians krop summede endnu engang, som han blot lå og kiggede ind i Aldamars øjne. ”Måske er jeg det også... du plejer da ellers ikke at sige nej til komplimenter, Baldric,” hviskede Fabian. Baldric lå godt i munden, og reaktionen han fik fra Aldamar var endnu bedre når han sagde det, hvilket da også var den primære grund til at han havde det helt fint med at have skiftet over til navnet. 

Selvom det var meningen at de skulle ud af sengen, Fabian skulle gå, og de havde da ellers ment at der ikke skulle laves mere, så lænede Fabian sig fremad og kyssede Aldamar blidt. Der var ingen hast i kysset, som næsten var lidt doven, som det kun kunne være når man var vågnet for tidligt, og ikke var villig til at stå op endnu.
Kysset sendte et sug gennem Fabians mave, og han følte sig blot grådigere, da han ikke ligefrem havde lyst til at stoppe, nu når han var begyndt.

På et eller andet punkt, ville man sagtens kunne sige at Aldamar havde en god portion ryggrad. Han plejede at være ret vedholdende i sine beslutninger, så at det tog ham så lang tid at tage en beslutning om at få Fabian ud, var underligt. Det var unormalt. Og det var helt bestemt en smule mangel på ryggrad, der gjorde at de stadigvæk lå sådan her, og selvsamme mangel der ikke kunne afvise det lille kys Fabian alligevel sneg sig til. Hvornår imellem den gang og nu, var han blevet så medgørlig og sulten efter mere? 
Det var en fantastisk omend brændende følelse, og en praktisk del af ham gav et lille bifald til hvor nemt han var blevet læst af den blonde skøge - Fabian havde virkelig formået at sætte sine hænder godt fast i ham, og han ville ikke have at de forlod ham nu, også selvom han måske ikke udtrykte det helt så åbent førhen han var blevet 'varmet op' til at være kærlig og komplimenterende. Hvilket også var nemmere når det kun var de to. 
Navnet fik Aldamar til kortvarigt at trække vejret ind i et smilende 'heh', og drejede hovedet en anelse på skrå, så vinklen var bedre. Fordi endelig... der var noget stærkt tilfredsstillende ved den lille gestus, som i morgenens tidlige, tidlige ånd, føltes lidt som en ny og endnu bedre form for 'godmorgen' end den han først havde været ude for. Taknemmeligt gled Aldamar's hånd igennem de blonde lokker i en fraværende lille nussen idet at han trak sig væk, men slap ikke sit lille greb i håret.
"Mmmh... ydmyghed klæder mig da, gør det ikke?" kom det drillende fra ham og Aldamar's hånd bevægede sig i små nussende nap om bagved nakken af manden.

Fabian følte sig som en sultet mand, som kysset blev indledt mellem dem. Han ville bare have mere og mere og mere, men heldigvis for Fabian, så havde Aldamar mere rygrad end ham selv her til morgen, for ellers havde de nok ligget her og kysset indtil de var blevet forstyrret igen. Det gik selvfølgelig også mere ud over Aldamar end Fabian, hvis de blev opdaget.
Hænderne i håret føltes rart, men alligevel kom der en lille utilfreds lyd som Aldamar hev tilbage. Fabian åbnede dog også øjnene, så han kunne kigge ind i Aldamars øjne igen.

Hans egen hånd der lå på Aldamars kind og hals, nussede ham også blidt, klar til at tage ham ind, skulle det var på menuen med endnu et kys. ”Måske, hvis jeg kunne tro på at den var oprigtig,” kom det ligeså drillende tilbage mod Aldamar endnu engang. Aladmar virkede bare lidt for selvhøjtidlig til ikke at tage alle komplimenterne til sig. Det kunne også bare være en del af Fabians egne fordomme omkring prinser og den generelle adel. De skulle være lidt glade for sig selv, skulle de ikke?
Han lænede hovedet lidt bagud, for at føle hånden mod hans hår, lidt som en kælen kat, selvom han ikke brød øjenkontakten med Aldamar.

Selvom kysset på mange punkter var dovent, var det af den lille grund ikke mindre berusende.. og hvoraf Fabian måske havde været omkring en utilfredsstillet sult - og nok også havde sultet så forfærdeligt i nogle timer efterhånden, var han bestemt ikke alene i dén vuggende båd. 
Om skøgen var sådan med alle sine kunder eller om han måske kastede lidt mere af sin venlighed over imod prinsen med vilje, det kunne han ikke helt gennemskue - Aldamar gik ud fra sin meget lille referencemængde ud fra at det altid var sådan. Og derfor nød han det så længe det varede, og kunne ikke få sig selv til at trække længere væk, selvom det havde været planen. Den nussende hånd var på det punkt lidt for insisterende i Aldamar's øjne, der med et lille glimt af latter i selvsamme blik, undlod at svare ham; hvilket også var et form for svar i sig selv. Rigtig ydmyghed skulle man nemlig kigge langt efter.
I stedet forsatte Aldamar sin nussen i håret, og da Fabian lænede sig tilbage i det - da Fabian gav udtryk for at det var rart, kunne han ikke nægte ham at blive ved; Aldamar lænede sig frem igen for endnu et kys, men stivnede ved den pludselige lyd af 3 faste bank fra døren.

Shit, øjnene fløj imod døren. Man skulle være både blind og uopmærksomt, hvis man ikke både så og følte hvordan hele Aldamar's krop ufrivilligt spændtes op, og en hurtig hånd fiskede dynen over selvsamme imens at han med albuerne fik kæmpet sig mere op og sidde igen, og væk fra Fabian - næsten som om at han havde brændt sig. Alt sammen blev gjort hurtigt, men også med et blik der aldrig forlod døren og dens ukendte banker. Skulle han lade som om at han sov? Hvem bankede på så tidligt om morgenen?
"Prins Arys, er de vågen?" mumlede en høflig stemme, og af refleks reagerede Aldamar på sit navn. "Hvem der?" Nej, han skulle have ladet som om at han sov. Zalans også! 

Nu når øjnene var åbne for Fabian, så kunne han også godt se da Aldamar ville lægge op til endnu et kys, og mere end glædeligt, lænede Fabian sig frem, for at de kunne forsætte hvor de var sluppet. Alle tanker om at komme ud af sengen og videre var forduftet ligeså snart Aldamar havde gjort antog til at det skulle forsætte. Dog var det ikke kun Aldamar der stivnede da de hørte bankene på døren.
Fabian selv gik i stå, og kiggede spøgende mod Aldamar, som allerede virkede til at være lidt panisk over at de var blevet forstyrret i deres kælen, hvilket nok også betød at Aldamar gerne ville have Fabian ud snarest. Fordi Aldamar søgte væk, gav Fabian også slip på ham, lidt skuffet over at det var sådan her det skulle ende.

”Hvad vil du have mig til at gøre?” hviskede Fabian i Aldamars retning, som det blev gjort klart at personen nok ikke bare gik uden at høre noget fra Aldamar, tingen var lidt at Fabian ikke kunne gøre noget. Han kunne sagtens gå ud og lade som om det ikke var et problem, eller hvis Aldamar hellere ville have en kvinde i sengen var det også fint, men det krævede Aldamar vidste hvad han selv ville gøre.

Aldamar's blik på døren var både overrasket, irriteret og en anelse påpasseligt idet at han ikke kunne hører hvem det var ud fra stemmen alene. Nej, det var desuden også lang tid siden at Aldamar havde 'boet' i palæet, så selv de tjenestefolk der var fast inventar, jah selv deres stemmer var svære at skille fra hinanden når man ikke gjorde sig særlig umage, særligt ofte. Og Aldamar anstrengte sig ikke meget på den front.

En hviskende stemme trak blikket til sig samt rev ham ud af sine tanker, og fik et svar der for ham virkede oplagt. "Ved Zaladins beskidte forgård, skift selvfølgelig" hviskede han en anelse hastigt såvel som kommanderende tilbage -  og prøvede derefter at spotte sine egne bukser på gulvet. Som selvfølgelig var væk. Med et dæmpet støn af irritation begyndte han at svinge et ben over sengen, for at se om de lå under selvsamme, men stoppede op ved et svar af stemmen.
"Det er Fillipe" blev der mumlet på den anden side af døren, og Aldamar stivnede for anden gang på kort tid i midten af sin bevægelse, idet at det gik op for ham hvem at det var. Åh nej, nej, nej. "Lige et øjeblik!" fik han dog svaret tilbage - Aldamar fik skubbet begge fødder ned på gulvet for at kunne bukke sig under den. "Du forsvinder i 4 år uden at give lyd fra dig. Du skal ikke 'lige et øjeblik' mig, Prins..." blev der hvisket tilbage på den anden side af døren, men den vagtsomme lytter, ville nu kunne hører hvordan at en... drillende, jah misvisende nok, så flirtende tone havde sneget sig med ind i stemmen. Hvem kunne finde på at liste sig op til ens værelse i de tidlige morgentimer, efter ikke at have set ham ordentligt i 4 år? Ingen ringere end Fillipe, den Filippe der havde været en af de første og største grunde til at Aldamar i lang tid havde vidst præcis hvor homoseksuel han var. Og med udsigten til at stå ansigt til ansigt med ham, sneg en akavet hånd sig omkring adelsmandens hjerte, der ikke helt kunne overskue at hans første samtale med Filippe, skulle tage udgangspunkt i den her situation. 

Fabian rullede med øjnene, men lod forvandlingen tage hånd om hans krop, og kort efter var det den samme yndige kvinde der lå i sengen, som der havde været der natten forinden, nu bare langt mere nøgen end han ellers havde været i den kvindelige form.
”Du behøver ikke at være så anspændt,” hvæsede Fabian lidt lavmælt tilbage, nu med en langt mere feminin stemme, som ikke passede ham. Han savnede også lidt sin egen krop, mest fordi den havde bare føltes rarere at bruge sammen med Aldamars.

Dog virkede det til at situationen hurtigt ændrede sig til det der var værre. Først havde de nok begge lidt forventet at det blot var en fra tjenestestaben, men ligeså snart navnet lød gennem døren, så stivnede Aldamar, og Fabian kunne ikke andet end at kigge i fascination på fyrstesønnen, som lidt lignede en hvor hele verdenen var ved at falde sammen. Fabian havde lyst til at prikke og spørge, og vide hvad det var, men han vidste også godt at tiden nok ikke var her lige nu... og dog.
”4 år?” kom det hviskende, lidt for drillende fra nu kvinden i sengen, som hans øjne strålede lidt. Han vidste ikke hvad der havde foregået mellem de to af dem, for at han bare forsvandt i så lang tid og den anden part var sur, men Fabian var interesseret.

Aldamar så op på Fabian, et lidt blandet udtryk over hans ansigt. Han var irriteret over at han hvæsede, fordi det burde have givet mening. Men så igen, så var han også ret anspændt og det var der velsagtens ingen grund til. Udover at Fabian ikke vidste hvem han var, endnu, fordi han ville velsagtens hurtigt gennemskue forbindelsen hvis - eller måske nærmere når Fillipe kom ind. Og endda før. 
Med et lidt for muntert ansigt gentog han år-rækken han ikke havde set den mørkhårede mand, og Aldamar nikkede kort idet han rodede efter sine bukser, han så alt for intresseret ud. "Hold din kæft, Fabia" det kom overraskende og lidt for roligt, men også med et mistroisk glimt op på de lidt for strålende øjne, inden at han bukkede sig ned under sengen - han skulle vente med at grave rundt efter et eller andet, han skulle fokusere på at sende Fillipe væk, og undlod at svare imens han ledte.

"Jeg har taget vand med, Prins Arys" stemmen bar ikke mange præg af vrede - desværre, og Aldamar skuttede sig kort. Hvor var det også typisk at Chance vendte sådan et kort, og endelig fik han fat i bukserne.
Igen var Aldamar stille, mest af alt af vane. Han havde ikke grund til at svare ham endnu - ikke før han stod ved døren, og havde ikke travlt med at komme i lidt tøj. Kort skævede han imod Fabian, men besluttede ikke at kommentere på det. Bare få det overstået, hviskede en selvironisk stemme til ham, fordi et eller andet sort men humoristisk sted, var det sjovt hvor typisk det var.
Desuden var Fillipe ikke en han var flov af. De havde bare et underligt forhold, og han vidste slet ikke hvor de stod nu.

Med et stille klik åbnede døren, og Aldamar havde fundet en form for morgenkåbe frem. En anelse nysgerrigt men også afholdende observerede han den mørkhårede mand, der med gyldne øjne mødte Aldamar med et smil. "Godmorgen" gled det leende fra hans tunge - han havde en ret sjov dialekt på sit krystalliansk, og han åbnede døren lidt mere idet at Fillipe tog et skridt frem - han kunne alligevel ikke undgå at de så hinanden. "Godmorgen..." svarede han kort tilbage, og så hvordan de gyldne øjne gled om bagved ham, og Fillipe fik øje på Fabian i hans kvindelige pragt. Noget overrasket kunne man sagtens sige at blikket det var, inden at en professionel maske gled over mandens ansigt, og han nysgerrigt kiggede på Aldamar. "Ahh... spøjs drejning" Fillipe kiggede op, og smilede til den blonde kvinde. "Også godmorgen til dig, frøken...?" afventende tippede han det smalle hoved på skrå, og gjorde mine til at træde længere ind. Næsten automatisk rykkede Aldamar lidt tilbage da han tog endnu et skridt frem, og kiggede kort overrasket på Fabian, inden at han med en panderynken lukkede døren. Åh, hvad nu?

Var det virkelig så underligt at være interesseret i hvad Aldamar ellers havde lavet af ballade? For Fabian havde lidt fået indtrykket, at Aldamar ikke havde rodet specielt meget rundt med sin seksualitet, før de to af dem havde mødt hinanden, men manden på den anden side var bestemt en der havde noget dybere med Aldamar, men hvor dybt det var svært at bedømme ud fra hvad der hidtil var blevet sagt. Heldigvis var Fabian på første række af hvad end der skulle foregå.
”Vand?” sagde Fabian, næsten så stille at det ikke kunne høres, men stadig med morskab i hans øjne. Hvis det var sket tidligere, så havde han ikke selv skulle hente vand til Aldamar.

Han satte sig lidt rette, med dynen om sig, selvom det ikke tog meget overvejelse at vide at han formegentlig sad ganske nøgen i sengen, og endelig viste denne Fillipe sig også på værelset, som døren gik op. Han var en ganske flot mand, hvis Fabian selv skulle sige det, men måske mere afholdende end prinsen havde været.
”Jamen godmorgen til dig også,” sagde Fabian og undgik spørgsmålet om hvad han egentlig hed. Han kiggede mod Aldamar, som ikke virkede til at vide hvad han skulle gøre af sig selv. ”Jeg vidste ikke din tjenestestab var så flabet bare at bryde ind når du har gæster,” kom det sødt og måske lidt spydigt i Fillipes retning, som han kiggede mod Aldamar. Han kunne sagtens prikke til ham, og lidt gjorde han da også, men samtidig var det også et spørgsmål om at de nok gerne ville have Fillipe ud, inden denne her situation blev lidt for akavet.