,,Så håber jeg De finder en god kone eller kæreste til det" siger hun med et venligt smil og et glad ansigt. ,,vil De have noget meget nektar?" spørger hun venligt og smiler. ,,jeg håber virkelig De får en god familie ude i fremtiden, herre" siger hun varmt. han er jo helt vildt skøn tænker hun

Hun var allerede gået ind i en væg et par gange, hun sukkede svagt hvorfor er jeg her, hvad vil det kunne hjælpe tænkte hun mens frygten stadig lå som en kappe over hende, og mens tårene stadig løb ned af kinderne på hende, hun snublede over en kant imellem 2 rum, og faldt landede oven på armen, skreg i smerte, men tog sig i det og lukkede hurtigt munden igen, og fik rejst sig op, støttede sig let til væggen, og sukkede tungt.

(( Liv kan ikke læse hans tanker.. ))

Nearyn smiler til Liv "tak skal du have. Jeg kan jo kun håbe..." han bliver tavs "Jeg må løbe kort. En af mine tjenere er kommet til skade. Vent her, og rør ikke ved noget, jeg er tilbage om lidt" Han nikker undskyldende til hende og forsvinder. Ikke nogen effekter eller noget. Han er der bare ikke længere. (hader teleport med fancy lyseffekter. foretrækker det når det er somom man blinker og personen bare ikke er der XD)

Nearyn står nedenunder, bag zhasmina. Han går et par højlydte skridt for at hun ikke skal få et chok når han taler til hende og stopper så op. Han bøjer sig ned. "Zhasmina? hvad er der sket?" han vender hende, så forsigtigt om som han kan så hun ligger på ryggen. Han ser bekymret på hende.

"Overfald" mumler hun og stopper straks med at græde da Nearyn er der, "det er intet" mumler hun bare og lukker øjnene i. "Bare et lille uheld" siger hun stille. Hun strøg forsigtigt den ubrækkede arms hånd hend over kinderne og fjernede tårene. "Jeg har det fint" mumlede hun bare, ville ikke virke svag. Den tid hvor hun altid var svag var ovre.

Hun sætter sig ned på gulvet med ryggen imod hans skrivebord, hun trækker benene op under sig og ser på sit armbånd, hun sukker trist. Han er jo skøn på alle måder.. han er smuk, klog og vildt sød, men man kan ikke være forelsket i sin herre, hvorfor skulle han også have et øje til mig?.. tænker hun trist og sukker trist

Nearyn ser tænksomt på hende. Løfter hende så op (?) og bærer hende til hospitalsfløjen. Da de er der får han sine læger til at ligge hendes arm i en slynge. Han var ikke klar over om han burde kontakte giryana og få hende til at ordne det i en fart. Ikke endnu i hvert fald, blev han enig med sig selv om.

Han ser på Zhasmina "kan du vente her et lille øjeblik?" han forsvinder og dukker op oppe på sit værelse. "hej igen. jeg har noget jeg vil bede dig om." Han tager blidt fat i hendes hånd (?) "Du vil nok opleve den samme mærkelige fornemmelse som før, de første par gange du prøver det her". Han teleportere dem ned i foran døren til hospitalsfløjen og går ind. "Jeg vil bede dig (Liv) om at hjælpe hende (zhasmina) op på hendes værelse. Zhasmina?... kan du huske hvad værelse der er dit?" spørger han så

OOC: alright jeg kan godt selv se det? gud fader bevares hvor jeg gjorde en masse ting lige der, sry... hvis i har nogen indvendinger kan jeg fluks lave det om. ^^

OOC: hehe XD ja det har du ret i

IC: ,,jo selvfølgelig Herre" siger hun høfligt og går hen til Zhasmina. ,,hej" siger hun venligt

"Jeg klarer mig" mumler hun let, og rejser sig op, "jeg skal bare havde tid" sagde hun roligt. Og kørte hånden hend over armen, "om en times tid eller to kan jeg heale mig igen" Hun sukkede let, gør ondt gør ondt gør ondt tænkte hun lettere desparart, "tak for hjælpen Herre" sagde hun til Nearyn, nejede let, og drejede så rundt og gik mod sit værelse. Hun haltede let, men det var midlertidigt indtil hun fik kræfter nok til at klare alle sine skader selv.
Drejede om inden hun forsvandt helt ud af huset, nikkede venligt til pigen, "dig har jeg set før" sagde hun smilte venligt, "hej" nikkede let og så på Nearyn, "undskyld jeg forstyrrede jer," sagde hun venligt. Og gik så videre.

IC:"pas nu på dig selv" siger nearyn efter hende. Han sukker og ser bister ud "Hvem gjorde det" mumler han for sig selv. Hans blik bliver fjernt.

OOC: hvem gjorde det egentlig? er lige ved at rode i dit hoved og scanne KL med min divination^^

IC: Han bliver nærværende igen og kigger på Liv "det lader ikke til at der bliver de store problemer." han nikker til hende som tak for samarbejdsviljen "Følg du bare med hende alligevel. hendes værelse er i nærheden af dit, og jeg selv har ting at lave lige nu." siger han undskyldende. Han går hen til hende og klemmer hendes hånd lidt "Prøv at falde lidt til her" siger han så "du kan jo trods alt betragte huset her, som dit hjem nu." Han smiler til hende.

,,bare rolig, jeg føler mig allerede hjemme" siger hun venligt, hun bider sig lidt i læben, men kysser ham se venligt på kinden. ,,tak for alt hvad du har gjort for mig" siger hun glad og vildt taknemmeligt. ,,gid jeg dog bare kunne give dig noget som tak" siger hun glad

OOC: Alwyn det bæst xD

IC: Hun gik ind på sit værelse, og lagde sig på sengen, hun sukkede let, og så rundt, lå stille på sengen lidt, inden hun gik over til et skab for at finde det tøj hun havde fået afvide hun skulle havde på når hun arbejdede her. Hun lagde det på en stol vedsiden af sengen, og tog forbindning af armen, og lagde en hånd på den, for at få den til at heale, først skete der intet, men så begyndte det at virke, og hun kunne nu mærke at smerten forsvandt, og hendes arm så normal ud igen, hun sukkede lettet og bøjede og strakte den et par gange, inden hun begyndte at knappe sin kjole op på ryggen og trak den af sig, hev den anden overhovedet, og gik over til et spejl hun havde på værelset, redte forsigtig sit nu blå hår igennem med en børste, inden hun tog den eneste halskæde hun havde, en sølv kæde med en diamant i enden om halsen. Det var den eneste ting hun havde som minde om sine forældre. Hun sukkede let, og så rundt, hun anede ikke engang hvem hendes forældre var, bare at hun havde denne halskæde fra dem. Hun så sig omkring, og kiggede på sig selv i spejlet igen, inden hun gik over og lagde sin egen kjole sammen, og derefter satte sig lidt på sengen, hun haltede stadig lidt, og kunne ikke gøre noget ved det lige nu, og desuden fæstnede smerten hende til virkeligheden, og det kunne hun egentglig rimelig godt lide. Hun redte sin seng engang, og lagde kjolen ind i skabet, så sig omkring, gik derefter over og åbnede et vindue, for at få friskt luft ind, ser sig igen omkring, inden hun forlader sit værelse for at få lavet noget i huset, hun var jo trods alt ansat for at lave noget i længden,..

(( Roman indlæg O.o ))

Nearyn smiler til hende "bekymr dig ikke om det. Jeg er rigeligt tilfreds med at have en så velmanneret og smuk tjener som dig" han smiler. "Jeg vil fortrække til mit værelse. du er velkommen deroppe hvis der er noget, men i det næste stykke tid vil jeg sætte pris på lidt privatliv. Jeg har også arbejde at gøre forstår du sikkert" Han smiler igen til hende inden han træder et skirdt tilbage og løfter hånden til farvel. Han forsvinder.

Han står på sit værelse. han spadsere hen til vinduet og åbner det. Han sætter sig i stolen og aktivere sin dominans og diviantion.

"Og nu... Kyoshiro..."

Hun trasker ind på sit værelse, hun tager sit tøj af vor efter hun ligger det på en stol, hun ligger sig på ryggen i sengen og begynder at pille ved armbåndet for at få det af, men hun får bare stød når hun rør det og giver et kort skrig fra sig da det gik igennem hele hendes krop og hun ligger sig ned igen. ,,åndsvage armbånd" mumler hun surt

Hun gik gennem gangene ned mod det hun vidste var køkkenet, hun trådte ind i køkkenet og så at der allerede var fuld gang i alting, hun sukkede let, og fandt hurtigt noget at lave, hun begyndte at hjælpe til, hun kunne godt lide at lave noget med hænderne, det fjernede tankerne fra alt andet, hun smilte for sig selv, og blev ved med at skrælle gulerødder som hun var gået igang med, hun var altid forberedt på hvis hun skulle for en anden form for ordre, men slappede ellers af.

Nearyn kigger uden at flinche på Kyos skader. Gud hvor ser du dog dum ud "Godaften. Hvordan er dit forhold til at brænde folk til det punkt hvor de lige akkurat ikke dør, og det egentlig ærgrer dem frygteligt?" spørger han.

Hun tager sit tøj på igen, hun går ned af gangen, hun får øje på en ny fyr. hvem er han mon? tænker hun nysgerrigt, hun lister hen til døren lydløs som en kat og hun lytter ved døren af nysgerrighed

Hun forlod efter et stykke tid køkkenet, da hun syntes ´hun havde hjælpet til nok der, og gik ind i et andet rum og begyndte at gøre rent med en klud hun havde skaffet på vejen, hun var meget forsigtig for ikke at ødelægge noget, og hun klarede det skam også meget fint.

"Et øjeblik" siger han og griner lidt invendigt over Livs listen rundt. De lærer det aldrig gad vide om der nogensinde kommer så meget som én person der fatter hvad det vil sige når jeg siger de er på 'mit' område, hah

Han forsegler rummet totalt og komplet for lyd. Ingen lyd vil undslippe rummet. til gengæld vil Liv tydeligt kunne høre Nearyn diskutere med en person om at sende mad til og skaffe husly til, hjemløse børn i byen.

Nearyn klukler for sig selv. Han kigger op på Kyo "at slå ham ihjel kan komme på tale på baggrund af hvor tåbeligt han reagere for fremtiden, men indtil videre ønsker jeg blot hans tåbelighed straffet med en mest rafinerede og ødelæggende tortur du kan komme på" nearyn tager øjenkontakt med Kyo "personen jeg taler om's navn er Koto og han har.... lad os sige han er skyld i hærværk af min ejendom (han har voldtaget Liv) Du skal ikke fortælle ham at du har fået ordre til det eller nævn mig... men selvfølgelig, du ved jo allerede hvad du må og ikke må." Nearyn lader et mentalt billede af Koto vise sig i Kyo's hoved.

Hun gik efter et godt stykke tid tilbage mod sit værelse og kom forbi Nearyn's på vejen, så på Liv, "Tror du skal passe på med det der" sagde hun med et venligt smil, inden hun fortsatte ligeud mod sit værelse. Da hun kom til det, åbnede hun døren og gik ind. Lukkede efter sig og klædte sig af, inden hun lagde sig under dynen og faldt i søvn.

//out/

Hun så venligt på pigen og smilte, hun prøvede så at lytte ved døren igen ,,øv altså" kommer det bare fra hende. Hun ser skuffet ned i jorden og ville gerne vide hvem ham den nye mand var