Hun smågrinede ondskabsfuldt efterhånden lettere irriteret over den arrogance Tara udviste. "For det første er jeg noget så ligeglad med om jeg skræmmer dine byttedyr væk," begyndte hun roligt med en undertone af utålmodighed, som skulle hun forklare noget simpelt til en, der enten nægtede at forstå eller bare var dum. "For det andet så talte jeg hverken om larm eller klodsethed, lille skat. Du tror virkelig ikke dit vingefang ville vække den mindste opsigt, selvom du ikke lavede den mindste lyd?" i modsætning til Tara, så mente Ethelihn hvert et ord. Hun var ikke længere nødt til at spille skuespil for ikke at virke bange, nu var hun sit selvhøjtidelige, arrogante selv. Hun skævede til Taras interessante hovedbeklædning. "For ikke at tale om din hat, der..."

Nej, et håndtryk kunne nok ikke komme på tale lige nu. Man ville sandsynligvis ikke lægge meget mærke til det i denne belysning, men da Tara nævner hendes i følge hende mangel på kontrol over sine våben, begyndte Ethelihns øjne at skyde lyn - bogstaveligt talt. Hvis hun stadig havde haft sit lange hår, ville det begynde at svinge faretruende som en kat der står på springs hale. Nu nøjedes de med at bevæge sig meget vagt. Det fik det til at se ud som om, hun havde tusindvis af små sorte hukorme i håret. Hendes blik flakkede om mod 'hatten' igen. Apropos hat...

Hun tog den ene lange kniv op i hånden og så vurderende på den, mens den blev kastet rundt i hånden. I næste øjeblik fløj den gennem luften mod fjerene på Katas ellers kønne hovedbeklædning. Med den kurs, kniven havde, ville den kappe de yderste fjer af, hvis den ramte.

"Det er ellers synd, så meget potentiale spildt til klodset- og stædighed!" sagde Tara bebrejdende og rystede på hovedet, "Desuden ville jeg ikke kaste med sten hvis jeg selv boede i glasus lille dame!" sagde hun så, men denne gang med et væsentligt mere anklagende tonefald, Taras temperament var ligeledes ved at være i kog, desværre havde hun sin indre frygt der holdt hende tilbage "Og nu er jeg jo så heldig at disse vinger kan... reduceres så at sige!" sagde hun med et lille smil, før hun lagde hovedet på skrå mod Ethelihn.
kort skævede hun over til skyggerne hvor Storm befandt sig, han havde heldigvis holdt sig stille, han kunne blive nødvendig hvis kvindemennesket angreb hende.
Lige idét hun havde tænkt tanken så hun en hurtig bevægelse fra Ethelihns side, hvilket per refleks fik Tara til at undvie til den ene side, hvilket fårårsagede at hun redede sin hovedbeklædning, dog faldt en lang rød tot på en meter eller over til jorden.
"Uhada, der er nok en der ikke kan håndtere sig verbalt, hva?" sagde hun med et smil der var så falsk det kunne blive, kvinden havde decideret angrebet hende, hvad i alverdenen tænkte hun på?
Tara var ikke særlig stærk, hun havde så at sige ingen evner i kamp, ikke uden våben, dog var hun godt trænet med sine daggerter, og hendes bue havde hun selvfølgelig ladet være hjemme i hytten

Hun hævede et øjenbryn. Stædig? Hvor i alverden har hun det fra... Men hun måtte vel give kvindemennesket - eller hvad hun nu var - ret i, hun ikke selv var særligt høj. Alligevel syntes hun lige, hun ville kommentere det. "Min kære, du opfører dig som et barn - og så skulle jeg være den lille?" Det var ikke et spørgsmål, men nærmere en konstatering. Vreden var også begyndt at blive tydelig i hendes stemme nu.

Men bemærkningen om hendes ukontrollerede temperament fik hende til at køle ned i hvert fald udenpå. Ikke at det var dét, der havde udløst den flyvende kniv. Den var bare et bevis på, hvor uhyggeligt præcist, hun var i stand til at kaste. Hvad angik evner med sværd generelt var det meget længe siden, hun havde mødt en, der kunne slå hende. Selvfølgelig havde hun altid haft fordelen af en ekstra arm i form af sit hår. Hun havde dog trænet uden brug af det, så hun følte sig ikke svagere af den grund.

Næsebordene udvidede sig, da hun tog en dybindånding, hvorefter hun lukkede øjnene og pustede ud. Da hun åbnede dem igen, var lynene forsvundet. "Jeg kan skam udmærket håndtere mig verbalt. Jeg syntes bare, jeg ville gøre min pointe tydelig for dig - siden du har svært ved at forstå den - ved at illustrere. Jeg er fuldt ud i stand til at kontrollere mine våben," sagde hun hånligt med fryd i stemmen, "Åh, og før du spørge, hvorfor jeg ikke bare slog dig ihjel, hvis jeg sigter så godt. Hvis det var mit mål, ville jeg have sigtet efter noget lettere som din mave for eksempel. I øvrigt... Du er da utroligt langsom, at du ikke opdagede, jeg tog kniven frem i første omgang." Hun var meget tæt på at miste tålmodigheden, men den skulle nok holde lidt endnu. Og i modsætning til Tara, var hun også temmeligt farlig uden sine elskede skarpe genstande. På den anden side var hun ikke særligt stærk fysisk og hendes temperament kunne ødelægge hendes dygtighed med sværd fuldstændigt, hvis hun ikke kunne tøjle det.

"Nah, hvis der er nogle der tér sig som et barn er det vidst dig unge dame, det er ikke mig der kke kan styre mig, men man kan vel ikke bebrejde så ung og uerfarent et menneske som dig!"sagde hun med en overbevisende overlegenhed, Tara havde heldigvis mange års livserfaring i forhold til menneskene, hvilket også gav hende fordele på det verbale og psykiske plan, f.eks. Taras uendelige mistro til folk, hvilket havde reddet livet på hende mange gange.

Tara så kort efter kvindens kniv før hun roligt gik et par skridt over mod den og samlede den op, hvor et lille smil bredte sig på hendes læber, fjollede menneske, kniven var endnu varm fra Ethelins kropsvarme, hvilket blot gjorde det lettere at spore ting og finde viden om hende dette var dog en ting Tara endnu skulle arbejde meget med, men lidt kunne hun da få ud af det.

Hurtigt løftede hun det ene øjenbryn mod hende i en sarkastisk mine, før hun igen gav sig til at tale "Og desuden Ethelihn.." begyndte Tara og så ned på hendes kniv, det var svært at drive andet ud af en så upersonlig en genstand end hendes navn, og især i så presset en situation, men et navn var rigeligt "Så ville du sikkert ikke kunne ramme mig" fortsatte hun fortsat med sit lille smil, Tara var ualmindelig smidig, hvilket også gav hende en god fordel hvis hun skulle undvie ting "Og så ville jeg forresten ikke dømme min modstander, uden at vide hvilke tricks denne kunne have i ærmet!"

Den eneste muskel, der bevægede sig på Ethelihn, var den i yderkandten af hendes ene øjenbryn. Den spændtes ganske let så hendes øjenbryn hævedes en smule. Hvor har hun mit navn fra? en blærer hun sig bare med sin ene... og temmeligt ubrugelige evne, eller også har hun hørt om mig. I sit hoved udelukkede Ethelihn den sidste mulighed. Hvis hun havde hørt om hende, ville hun nok vise lidt mere ydmyghed. I denne sammenhang var det meget sandsynligt, at Ethelihn overvurderede sig selv, men hun var også ganske dygtig i kamp.
Det lettere selvhøjtidelige øjeblik standsede brat, da kvindemennesket gudhjælpemig påstod, at hun ikke ville kunne ramme hende. Hun lo højt og hånligt. Da hun endelig havde fået taget sig sammen, kiggede hun med en enkelt lille latterståre i øjenkrogen op på Tara. "Undskyld, lille skat, men hvad i alverden er så den store hårtot der ligger der?" Hun pegede hen på den meter hår, hendes kniv havde kappet af, som var et tydeligt bevis på, at hun sagtens kunne ramme. Hun kom til at grine igen ved den anden bemærkning. "Jeg er virkelig ked af at skulle påpege det her - eller det er jeg ikke, men det er jo også lige meget - men det er ikke mig, der har undervurderet min modstander. Du ved tydeligvis ikke, hvem det i virkeligheden er, du står og forsøger at gøre til grin." Her snakkede hun overraskende nok ikke om sig selv, men om Mørkets Lord. Den mand var ikke glad for folk, der ikke respekterede ham.

Tara lo kort hun brød sig på iongen måde om Ethelihn, hun var helt sikkert en af mørkets krigere, ikke nogle folk som Tara brød sig om, egentlig var Tara ikke så indblandet i hele konflikten i landet, men riget var blevet så mørkt og trist siden Mørkets Lord tog over. Tara skævede ned på den lange røde tot, men så så over på Ethelihn igen "Nu er det jo sådan unge dame, at mit hår ikke er en del af mig, det er jo ikke en del af kroppen jeg kan styre kære!" sagde hun bestemt med et smil, Tara var trods alt meget smidig når det kom til stukket, endnu et af hendes elviske medfødte talenter.
Tara gik langsomt et skridt tættere på Ethelihn, hvis hun bare kunne komme tæt på ville hun også lettere kunne finde ud af mere om hende, roligt strak hun vingerne og foldede dem igen mens hun vendte og drejede kniven mellem fingerspidserne.
"Ha, nå der er nok en der har høje tanker om sig selv!" sagde hun så i en henkastet mine, inden hun tog endnu et skridt mod Ethelihn

Hun smilede bare, godt klar over, at Tara havde ret. Men det var ligegyldigt, for hun havde ikke ramt ved siden af sit mål. Ganske vidst havde hun ikke ramt Taras fjerprydede hovedbeklædning, men hun havde ramt det punkt, hun havde sigtet efter. Desuden havde Ethelihn på grund af sin evne et helt andet forhold til hår - hvor mystiskt det end lød.

"Og jeg er ikke den eneste," sagde hun lavt, men tydeligt nok til at Tara sagtens kunne høre det, og himlede med øjnene. Hun var godt selv klar over sin arrogance, men hun så det nærmere som selvtillid. "Faktisk, var det min here, jeg talte om - og enhver der tjener under ham." Hun lagde armene over kors og afventede en reaktion. Hun havde været temmeligt overrasket over, at Tara ikke havde bemærket den røde kappe. Mørkets krigere var de eneste, der gik med den kappe. Det vidste alle.

Tara sukkede næsten opgivende, hendes evne var ret praktisk, så længe hun var fri, ellers ville hun bare gå hen og blive et farligt våben for omverdenen, eftersom hun var i stand til at spore mere eller mindre alt, nu skulle hun bare tæt nok på Ethelihn, hvilket fik Tara til at fortsætte sin langsomme sikre gang mor kvinden forean hende. Når Tara kom tættere på ville hun automatisk også virke mere intimiderende på andre, grundet hendes højde, hvis hun dog bare havde haft en smugle bredere skuldre.

"Nah!" sagde hun roligt, og stoppede så, ca. halvanden meter fra Ethelihn, "Så du er i virkeligheden bare skødehund for Mørkets Lord? Nogle gange beundre jeg din races forfald!" sagde Tara så, måske en anelse våget, men lige nu var den eneste måde at holde Ethelihn i skak på, at bruge hendes eget våben mod hende, nemlig en skarp tunge og en provokerende attitude.
Tara havde normalt intet imod mennesker, hun beundrede dem som regl, deres korte liv og deres passion for det, for ikke at sige deres vilje til at nå en masse på deres enkle århundrede, men lige nu var det vidst vigtigt at se sig selv som et højerestående væsen

I første omgang havde Ethelihn ikke rigtigt lagt mærke til Taras bevægelse hen mod hende. Eller jo, hun havde set det, men hun havde slået det hen som ingenting. Nu lagde hun mærke til det. Alle hendes instinkter advarede hende om, at det her var unormalt. Hun spændte musklerne, selvom, der ikke var meget at se på yderside, og lagde an til at forsvare sig.

Skødehund! Normalt ville hun have kommenteret på, at det først nu var gået op for Tara, at hun var mørkets kriger. Det havde jo været temmeligt åbenlyst lige fra starten. Men nu var det noget andet. Hendes lunte var brændt ud for et par sekunder siden og den kommentar, var det sidste der skulle til. "Det var dråben, min søde," svarede hun med lav stemme. Hendes ikke ligefrem gode humør kunne tydeligt høres. Hun hævede hurtigt armene og strakte håndfladerne fremad. Pludselig kød et lyn direkte mod Taras mave. Hvis det ramte ville hun få kramper, blive svitset og ryge et stykke baglæns. Alt sammen i mild grad. Da Ethelihns evne krævede hendes egen energi, gjorde hun altid meget ud af at spare på den - rasende eller ej.

Tara gav et lille smil fra sig idét hun så hvordan hun ramte hovedet på sømmet, "Årh, det skal du ikke tage dig af, sådan noget sker, og i har jo heller ikke så mange år at blive kloge på, og nu jeg er ved det ... " Tara nåede praktisk talt ikke at sige mere, før Ethelihn løftede hænderne mod hende, og Tara mærkede en ubehagelig kraft der slyngede hende tilbage og for den sags skyld løb gennem hendes krop.
Det var som at blive slået på hele kroppen, på én gang, men det var ikke nok til at sætte en stopper for Taras uendelige stædighed, med rystende lemmer rejste hun sig langsomt fra den kolde jord, mens hun så mod Ethelihn, at hun havde givet Tara stød var ganske vidst med til at svække Tara, til gengæld havde hun ved at sende sin energi gennem hende, netop givet Tara endnu mere ammunition verbalt end Ethelihn sikkert havde regnet med at Tara kunne få ud af det.
Langsomt lod Tara bagsiden af hånden som endnu dirrede, løbe over kinden og fjerne blodet fra en skramme hun havde fået, dog kom intet andet end et lille manisk smil frem på hendes læber før hun igen begyndte at bevæge sig mod Ethelihn "Sikken skam, din uskyldige far var sikkert blevet skuffet over at se hvad du er blevet til!" sagde Tara så, hendes ord var hårde og kolde, for ikke at sige dømmende, nok havde Tara kun udvundet få glimt af Ethelihns liv, hvis hun skulle kende hele hendes fortid ville det kræve væsentligt mere kontakt med hende, dog var det som regl de dybeste minder der var lettest at finde

Ethelihn kunne mærke sit raseri, der bogstaveligt talt tordnede igennem hende. Det aller sidste nogen skulle nævne i en situation som denne, hvor Ethelihn var mere end sur, var netop det, Tara lige havde ladet komme ud af sin mund. Ethelihn vidste dybt nede, at hun lige så godt kunne droppe at kaste med knive i denne tilstand, men tanken om at spidde Tara var vanvittigt fristende. For i det mindste ikke at gøre noget åndssvagt og for at give aflad for raseriet, der efterhånden tydeligt kunne ses - ikke bare på hendes ansigtsudtryk, men også på de lyn, der knitrede gennem hendes hår og hen over de synlige stykker hud.
Hun strakte igen hænderne frem og sendte endnu en tordenkile afsted. Denne gang var den kraftigere.

For at sige det meget pænt, var Ethelihns sur. Hun skulle nok køle ned igen og se, at de ting Tara havde nævnt, var ligegyldige - måske bortset fra det sidste - men det blev ikke foreløbig.

Tara kunne tydeligvis se, at hun havde pisset Ethelihn af i en sådan grad, at det let ville kunne føre til en lang og unødig kamp, dog var det ikke just det som Tara havde lyst til, ikke lige nu, men hun kunne ikke klare arrogante mennesker, ikke når de teede sig som Ethelihn havde gjort, og denne gang var Tara forberedt på hendes angreb, hvilket fik Tara til at slå et kraftigt slag med vingerne idét Ethelign igen sendte et lyn mod hende, hvilket forårsagede en kejtet men effektiv undvigelsesmanvøre fra lynet der ramlede lige ind i træet bag Tara og gav et ordentligt brag.
"Beklager unge dame, jeg tror ikke at det er nu vi skal føre en samtale, jeg vil lade dig være alene med din slavetilstand og dine ulykkelige familieforhold!" sagde hun bestemt, før hun piftede højt og gennemtrængende, og ikke mange meter fra nogen af dem lettede en enorm fugl der blot havde ventet på Taras ordre.
Tara nikkede kækt til Ethelihn før hun greb fat i fuglen der hurtigt men sikkert bar dem begge væk

// Out

Ethelihn værken gjorde eller sage noget ud over at følge Tara med blikket til pestilensen var forsvundet. Der gik omkring ti minutter, før Ethelihn havde fået mediteret sig ned på et rimeligt emotionelt niveau. Under sin 'meditation', hvis man da kan kalde det det, var hun kommet frem til en konklussion. Hun må være flygtet... Hun havde tydeligvis heller ikke helt styr på sit eget temperament. Ethelihn regnede med, at Tara ville have angrebet, hvis hun troede, hun kunne vinde, men i stedet havde hun valgt at forlade scenen.
Og hvad angik slaveri og ulykkelige familieforhold, så havde Tara kun haft ret i det sidste og det kunne der ikke laves om på. Når det kom til stykket, syntes Ethelihn faktisk at kommentaren havde været temmeligt malplaceret. Hun samlede sin kniv op, satte den på plads i beltet, slog kappen om sig og tog hjem.

//out

Ihsan ligger i lysningen og sover. Hendes vejrtrækning er urolig, og hun rykker let på sig i søvne. Med ben og arme strakt ud fra sig i en halvfemsgraders vinkel fra kroppen, der ligger på siden, ligger hun og slår let med den ene pote, mens hun klynker svagt. Vinden piber i træerne, den er kold og hård, og Ihsan skutter sig i søvne. Hun fryser.
En stor ådselsfugl kommer til og tjekker Ihsan, som den tror er død, ud. Da den finder hende levende, skriger den og kravler op på hendes skulder, men Ihsan er for fortabt i mareridtets land til at registrere den.

Maki hopper glad afsted i kulden.. Hun får endelig øje på Ihsan, efter at have ledt efter hende i flere dage.. Hun lister sig hen imod hende, og får jaget fuglen lidt væk.. Hun står og kigger ned på Ihsan mens hun sover.. En to tre.. hun hopper halvt op på hende og krammer hende.. ''HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!!!!!!'' råber hun nærmest og smiler stort over hele hovedet

Med et kæmpe skrig vågner Ihsan op, vælter Maki omkuld og holder hende fast mod jorden med tænderne mod hendes strube og en hidsig knurren. Så lugter hun hvem, det er, og slipper hende hurtigt.
"Undskyld, du overraskede mig," siger hun hurtigt, stadig groggy efter mareridtet. Hun gnider sig i øjet med håndledet.

Maki får et skræmt udtryk i øjnene, indtil Ihsan kommer lidt på afstand.. ''Jamen jeg er da også glad for at se dig..'' griner hun.. :D Hun sætter sig op igen, og kigger på Ihsan... ''Hvordan har du det?!!? Jeg har virkelig savnet dig!!''

"Jeg er også glad for at se dig, Maki, meget. JEg havde bare et mareridt, så jeg er lidt forvirret. Jeg har det godt nok ellers, men har savnet dig meget ... hvad har du lavet, hvordan har du det?" Hun liver lidt op mens hun taler og klarer op i et lille smil.

''Eij lille Ihsan..'' siger hun og ligger armene om hende, og trykker hende blidt ind til sig.. '' Ehhm.. Jeg har lavet virkelig mange underlige ting.. Blandt andet være sammen med en rig mand.. Og er enlig lidt bange for at være blevet gravid..'' :I siger hun og kigger forundret på Ihsan

Hun krammer igen og lægger hovedet mod hendes skulder med et lille suk.
"Gravid?" spørger hun uroligt, "efter en enkelt gang? Det lyder lidt underligt," siger hun og ved tydeligvis hvad, hun taler om. "Var du i den periode?" spørger hun og hentyder til løbetiden, som de fleste keidraner er underlagt. Det er ikke sikkert, Maki oplever løbetiden som sådan, men ellers burde det være det eneste tidspunkt, hun kunne blive gravid på.