Vindens tuden og blæstens kraft skar igennem marv og ben i det iskolde nord. På disse tider, talte befolkningen endda om hvordan vejret var blevet så dejlig mildt og roligt efter forårets endelige kommen, og hvordan det hele nu var meget mere rart at befinde sig i. Shenzi måtte gøre sig meget klart uenig i disse udtalelser. Selvom hele hendes krop var dækket af pels, var den ikke ligefrem skabt til koldt vejr med bidende vind! Hun var født og opvokset i en ørken for helvede? hvad var tanken med at sende hende til et sneforpestet område. Bare det første møde med sne havde været direkte nervepirerne. Ikke at Shenzi var bange for sne, men hendes omgivelser havde hørt nogle noget ubehagelige udbrud.
Nu klamrede hun kappen ind til sig med en tydelig sur mine, som hun havde krøllet sig sammen så tæt på et bål at man kunne frygte at der gik ild i stoffet. Og vinden var der stadig. Den skide lorte vind! Shenzi havde fundet et område i læg, fundet det mest tørre brænde i dette område, og tændt et stort prægtigt bål, men selvfølgelig kom vinden stadig engang imellem og bragte kulden tilbage direkte ind i knoglerne. Hyænekvinden knurrede arrigt af ilden, og trak den varme kappe tættere.
Hun havde ikke selv tænkt langt nok til at medbringe varmt tøj, så hun havde befriet et par rejsende for deres tøj, baggage og liv. De smagte egentlig også udemærket. Fraværende gav hun sig til at slikke nogen kød fri fra en hjørnetand. Måske hun rent faktisk skulle vælge at gå ned til en by og finde husly. Dovent løftede hun hovedet lidt ud af kappens beskyttelse for at kigge ned på de tændte lys der skinnede ud fra huse og kroer nede i den mindre landsby. Shenzi fnøs inden hun pakkede sig ind igen. Ja, hvis hun ønskede at få brændt pelsen af med fakler, ville det være en god ide.

Foråret var også kommet til Norden, luften føltes lidt friskere og der kulden var ikke ligeså intens. Mirabelle, som normalt forholdte sig mere syd på, var taget på en lille tur op til sit hjemland, for at besøge sine forældre. Det var ikke ofte hun havde tiden til det, men tingene så ud til at være ganske rolige i Hovedstaden, så hun mente at hun godt lige kunne tage turen herop. Hun ville jo nok ikke blive her mere end et par dage. Hun var da også ganske glad for det gode vejr det så ud til at blive, selvom hun selvfølgelig var klædt rigeligt på.
Hun var ude på en ridetur på sin hvide hoppe, da hun opdagede et lys et stykke væk. Udentvivl fra et bål, og red fremad for at undersøge hvad det var. Det var ganske underligt at nogen gjorde ophold så kort fra byen, med mindre de var en flok banditter. Men selv de prøvede for det meste ikke at angribe Norvik. Nej, de var gladere for de små landsbyer der ikke havde opbakningen for det store adelige hus.

Som hun kom tætter på bålet, blev det gjort klart at det kun var en person... hvis det var en person. Mest af alt ligende det et ulve-væsen svøbt i en kappe, men det så næsten menneskeagtig nok ud til at kunne være en af disse halvdyr. Var der noget med at ikke alle dem var lige begavet nok til at kunne snakke krystallisiansk? Men nej, hun havde mødt halvdyr der var begavet jo. Bare fordi at mange af dem i Norden som hendes familie havde stødt på var mere dyriske, betød det ikke at denne her var det.
Hun steg af hesten da hun kom tæt på halvdyret, og gik forsigtigt nærmere. Hun rømmede sig forsigtigt, og var ikke helt klar over hvordan hun skulle starte med at spørge. "Hvad laver De herude alene?" spurgte hun endelig forsigtigt.

Mennesker var og blev en finurlig størrelse. Nogen af dem var iskolde som snetopperne som Shenzi i øjeblikket sendte et misbilligende blik, andre var de rene bløddyr. De fleste hun igennem tiden havde mødt, havde tryglet om at overleve, grædt eller på anden vis stunket langt væk af frygt. Shenzi fik et stort tandsmil på læberne ved tanken. Selvfølgelig havde hun altid været på jagt når hun havde mødt den mere "normale" del af krystallandets befolkning.
De lydfølsomme øre, skød i vejret som noget sne begyndte at give efter for en vægt, et godt stykke fra hende. Shenzi var ikke på hjemmebane, hvad noget af det her angik, men hun huskede de knassende lyde som undergrunden havde lavet hver gang hun tog et skridt selv - så det burde vel også tælle for andre, selvom dette lød tungere og anderledens.
En smule uvillig efter at stikke hovedet frem i kulden, kom ørerne og snuden alligevel frem igen, som hun tog en stor indånding gennem næsen. Det var ikke en lugt hun umildbart genkendte som en specifik person, men det var et menneske af en eller anden art. Den iskolde atmosfære sørgede i hvert fald for at næsen heller ikke fungerede helt optilmalt.

Skikkelsen, eller de to skikkelser som Shenzi gættede sig til det måtte være, kom frem for hendes synsfælt og fik hende til ganske lavmælt at starte en knurren helt nede i maven. Den var let rumlende, nærmest inaktiv rovdyr agtig, som ikke helt havde bestemt sig for at ignorere eller angribe.
De gule rovdyrøjne fulgte hver eneste bevægelse kvinden lavede, som hun svang sit lange ben ud for at komme ned fra hesten hun betvingede. Shenzis nysgerrighed vågnede vagte ved den andens tilnærmelser. Det virkede som om kvinden enten ikke forstod hvad hun havde med at gøre lige nu, eller også så hun det ikke som en trussel. Shenzi vidste ikke helt om hun skulle være fornærmet eller imponeret.
"Fryser.." svarede Shenzi kort for hovedet, men rettede sig alligevel bedre op fra sin total indpakkede tilstand. "Hvad med dig selv.. Det er ikke ligefrem rart vejr at være ude i.." eller var det? Shenzi havde ikke noget at sammenligne med, når det kom til denne del af landet. Men fra hendes synspunkt var dette jo nærmest ulideligt.

De gyldne øjne virkede måske næsten en anelse for skarpe, som Mirabelle lyttede til hvad halvdyret sagde, og hendes øjne tog ind hvordan hun så ud. Dertil også den chakra der så ud til at omgive hende. Det var ikke en normal chakra, som dem når hun normalt så. Som årerne var gået, var hun efter blevet rimelig præcis i at gætte hvad folks magi var, men denne her var lidt sværere,  men hun mente at hun havde set en lignende før, men hvor... det kunne hun må nuværerende tidspunkt ikke huske.
"Vejret er ganske mildt på denne her tid af året, men De ser ikke ud til at være klædt ordentlig på," kom svaret fra Mirabelle, der tydeligt havde kunne se at selvom halvdyret var iklædt tøj, men det var som om at det ikke passede til dyrets facon, og derfor ikke sørgede for at holde hende varm. En kappe var trods alt ikke nok oppe i dette vejr, med mindre at man var en af de mere hærderede nordfolk.

"Hvis De ønsker det, kunne jeg ledsage Dem ind til byen, for at hjælpe Dem med at skaffe noget ordentlig tøj til denne kulde. Selvom foråret er ganske mildt, så kan man stadig risikerer at den tager hårdt fat," indrømmede hun. Selvom hun ikke kendte dette halvdyr, så ønskede hun ikke at hun skulle lide samme skæbne, som nogle af fulderikkerne i byen. Når de fik lidt for meget indenbords, og ingen var til at passe på dem, så kunne de godt blive fundet i sneen næste morgen, og med et par lemmer der var forfrosne, som selv de lokale healere ikke kunne redde. Det var hårdt, men også sandheden.

Shenzi skælvede under kappen, men begyndte at blive stædig som kulden greb sig fast. Ikke på vilkår om hun ville give op for den. Hun forsøgte at puste pelsen op, men det hjalp ikke meget. Den var ikke skabt til dette område, og tøjet syntes heller ikke at ville hjælpe voldsomt. Generelt, lorte område hun befandt sig i!
Hun stirrede op på kvinden med et 'det er i hvert fald løgn' blik. Det var ikke en skid mildt det her vejr! og hvor meget tøj skulle man have på? Pakkes ind fra top til tå. "Så vil jeg fanme ikke være her når der er dårligt vejr" knurrede hun ned i tæppet. Føj, hun kunne næsten forestille sig det. Faktisk så hun sig selv i en isblok - og det var sådan ca det.

Shenzi løftede hovedet op og kiggede mistroisk på hende. et, hvorfor ville kvinden hjælpe, to, at tage ned i byen virkede faktisk ganske simpelt som en dårlig ide når man så ud som Shenzi gjorde. Hun kunne selvfølgelig banke snotten ud af dem som forsøgte at gøre hende noget. Det ville trods alt give varmen. "Og du er helt sikker på at disse... landsbyboere ikke løber skrigende væk efter våben så snart de ser mig" Shenzi havde rettet sig mere op, ikke fuldstændig modstander af ideen, men stadig skeptisk. Hun kunne sagtens kæmpe sig ud, men hun var ikke sendt herop for at udslagte en landsby.

Et lille smil og en smule leen undslap Mirabelles læber, da halvdyret kommenterede på at hun ikke ville være her i dårligere vejr. vejret kunne blive ret hårdt heroppe, men det var en del af charmen ved Norden, selvom hun tvivlede på at denne her kvinde ville mene det samme. Men det var hver sin smag. Mirabelle var f.eks. heller ikke ligeså glad for Rubinien, selvom hun havde studeret dernede i næsten et halvt år. Det havde været en interessant oplevelse, men Norden havde stadig hende hjerte.

Dog fik Mirabelle et mere seriøst udtryk da halvdyret spurgte hende om hvordan landsbybeborerne ville tage det. For så meget havde hun måske ikke overvejet. De var ganske påpasselige efter det sidste års trusler, og halvdyret så ikke så venligt ud, så om hun fik lov til at betræde byen. Det var et godt spørgsmål. Selvfølgelig hvis Mirabelle var med, så ville det nok hjælpe? Men der havde generelt været noget uro i byen på det seneste.
"Hvis De er bange for landsbybeboerne, kan jeg tage Dem med mig hjem. Jeg er sikker på at vi har noget der kunne passe Dem," indrømmede hun. Der var ikke specielt mange hjemme i øjeblikket, og de havde også et væld af tøj som aldrig blev brugt, og var egentlig også i højere kvalitet end det de fleste havde råd til.

Shenzi løftede hovedet så hurtigt at man næsten skulle tro det skulle til at hoppe af, mens hun stirrede arrigt på den anden kvinde. Den antagelse var alt andet end godtagelig! "Jeg er aldeles ikke bange for byboerne!" hvæsede hun indædt og skulede ned på byen for en stund, mens hun blottede tænder. "Har du overvejet at jeg bare ikke gider at slå folk ihjel til højre og venstre hver gang jeg befinder mig i en by!" ikke at det heeelt var sandt, men tanken om at få varmt tøj på, og muligvis et varmt værelse at befinde sig i, fik hende til at pynte en smule på sandheden.

Hun så tilbage på den anden, stadig godt fornærmet over den antagelse, men begyndte alligevel svagt at bløde op igen. Kvinden havde trods alt tilbudt et sted at tage hen. "Såh.... " forsøgte hun ganske simpelt og overraskende roligt. Hun havde ikke i sinde at sige undskyld, selvom det nok ville havde været den bedste måde at bryde isen på - så at sige. "Der er ikke nogen i dit hjem som ville blive..." Shenzi stoppede sig selv.. Bange, sure, vrede? Hvad? Hvad ledte hun efter.. "øhm.. ikke ligefrem sætte pris på min tilstedeværelse?" Lød det bedre? Var det sådan man talte. Åh hvor det da var nemmere bare at slå og flå ting!

Det var selvfølgelig det forkerte at se, men da kvinden hentydede til at hun ikke ville slå folk ihjel, i noget der lod som en massakre, kom der alligevel et noget skarpt blik fra Mirabelle, selvom hun ikke sagde mere til det. Men hun ville nok ende denne kvinde her og nu, hvis hun hentydede til at hun ville slå folk ihjel. Mirabelle var trods alt en Lysets Kriger, og hun ønskede at se det gode i verdenen at sejre. En god ting at hun ikke var klar over hvem hun egentlig stod overfor lige nu. 

"Vi burde ikke støde på nogen af betydning, hvis det er i det hele taget er nogen hjemme på denne tid af dagen," indrømmede hun. Familien var jo forholdsvis travl på selv de gode dage, og det var ikke som om at gnidningerne med dværgene var blevet på noget punkt bedre. Selvom Nordfolket og dværgene havde et tættere bånd, så havde Pompadour familien ikke ligefrem hjulpet med at befri Dragorn. De fleste af krigerne i deres familie var knyttet il Lyset og havde hjulpet der i stedet for. Måske ikke den bedste situation at stå i.
"Det er selvfølgelig med mindre at De ikke har lyst til det, selvom det ville ærgre mig at se Dem fryse til is herude." Mirabelle havde et stort hjerte, til trods for hendes udsyn på livet var meget priviligeret. 

Havde Shenzi lyst til at gå ned og slagte landsbyboerne gjorde hun det! Men i det her vejr orkede hun simpelthen ikke at vade igennem mere sne med udsigter til mulig skader og andre problemer. Der var jo tisse koldt overalt! Shenzi udfordrede det skarpe blik ved at kigge hårdt tilbage så man ligefrem kunne komme i tvivl om hun i rent protest ville gå ned og lade hovederne flyde. Men hun gjorde ingen aggressive antræk. Hun gad ikke.

Fristende. Ganske fristende måtte hun da indrømme. Shenzi lod sin tunge bevæge sig frem og tilbage bag på en af de spidse tænder, en smule eftertænksom for om hun skulle tage med og bare se hvad der skete. Man var jo nødt til at være spontan bare engang imellem! Shenzi brummede lidt, indtil hun stavrede sig op at stå på de iskolde ben, hvor der endda var begyndt at danne iskrystaller i pelsen. "Hellere det end at fryse ihjel herude..." at træde ud på ukendte områder var for så vidt ikke så skrækindlagende igen, men tanken om baghold dette kolde sted, huede hende ikke ligefrem. "Jeg bliver nok også mindre modbydelig at høre på når jeg har fået varmen" kom der knurrende i lavmælt toneleje fra hyænen, der skuttede sig godt og grundigt ind i den tunge kappe hun havde taget sig.

De kunne have kigget hinanden i evigheder, hvis Shenzi ikke havde brudt stilheden mellem dem. For nu virkede det da også som om at hyænekvinden i det mindste ville forholde sig i ro. Halvdyr var trods alt kendt for at være mere dyriske. Nok fordi de lige netop var halvt dyr.
"Der er ikke så langt igen, så vi burde kunne gå der uden problemer," sagde Mirabelle så og klappede sin hest på halsen, før at hun vendte den om, så de ville skulle gå den retning hun var kommet fra. "Jeg ville foreslå at vi går, med mindre De har lyst til at tage chancen med at ridde på min hest. Hun er ikke altid glad for fremmede nemlig," selvom Mirabelle sagde dette, så så hesten ganske harmløs ud, som hun stod så roligt der, mens Mirabelle holdt i hendes tøjler. Men det var nok ikke uden grund at hun havde sagt det.

Mennesker var sgu nogle finurlige væsner, der enten var skide bekymrede omkring hinanden, eller pisse ligeglade.. det var altid spændende og se hvilket spektra man så dette øjeblik. Denne kvinde strejfede i hvert fald som at være en der bekymrede sig om andres velbefindende.. det talte i øjeblikket til Shenzi's fordel!
Shenzi trak kappen så tæt omkring sin krop som fysisk muligt, og afholdte sig fra at klapre tænder, ved at bide dem hårdt sammen. Noget der ganske naturligt også gav hende et ganske sammenbidt ansigtsudtryk.

Shenzi løftede blikket og så ind i det store hestedyrs øjne, og selvom den lige nu forholdte sig roligt, afspejlede der sig tydeligt ubehag så snart Shenzi gjorde den mindste bevægelse, eller antræk til at komme nærmere. Det endte med at hun fnøs, en smule underholdt. "Ellers tak... Jeg plejer ikke ligefrem at enes med byttedyr.." hun begyndte derfor i stedet at traske afsted i sneen, stadig utilfreds med kulden. "Kan... kan det lade sig gøre at få noget at spise også?" Shenzi mærkede en stærk indre konflikt ved at spørge pænt, men det lykkedes hende, og endda at få det til at lyde oprigtigt. Hun var næsten stolt over at hun havde været i stand til at bruge anstændige ord og vendinger.

Mirabelle traskede roligt ved hoppens side, som selv holdt et meget skarpt blik på hyænen. Mirabelle var lidt mere afslappet omkring det. Hun kunne godt forsvare sig selv, og umiddelbart så hyænen ikke ud til at være ude på at dræbe hende. Hun var måske bare en smule primitiv. Det var da også pga. dette at Mirabelle fik et ordentlig chok da der blev spurgt pænt om hyænen også kunne få noget mad.
Et stort smil spredte sig på hendes læber. "Aldeles!" kom det med glædeligt fra Mirabelle. Hun ville med glæde dele mad med dette halvdyr. Dog kom det også bag på hende, at hun egentlig stadig ikke kendte dette væsens navn. Hun var opdraget ordentlig, og hun havde endda helt glemt at præsenterer sig selv. "De må undskylde mine manerer. Jeg har jo slet ikke introduceret mig selv. Mit navn er Mirabelle de Pompadour," sagde hun, og ventede på at få et navn fra hyænen af. Hun kunne næppe være efter hende mere med manerer, når Mirabelle selv havde glemt det vigtigste.

Det var så hvad der skete når man spurgte pænt om noget. Shenzi havde stadig en dårlig smag i munden over at hun direkte havde ytret et spørgsmål om at modtage noget så simpelt som mad. Under normale omstændigheder havde hun jo bare taget og gjort præcis hvad der passede hende. Kulden hun befandt sig i, måtte være værre end at skulle udvise en smule venlighed. Forfærdeligt. Hun brød sig mindre og mindre om dette sted.

I det mindste, så det ud til at kvinden var glædestrålende omkring det. Det måtte være den venlige del hun ikke havde set komme. Shenzi smilede lidt for sig selv over det. Ikke at hun havde planer om at være ekstremt venlig i fremtiden, men det så ud til at virke for denne kvinde, så hvorfor ikke. Hun kiggede en smule forvirret på den anden, over netop fænomenet manere. Det kunne hun ikke lige vove at påstå at hun var vokset op med. ”Shenzi Majin.. Øhm, rart at møde dig Mirabelle” efternavnet nægtede hun simpelthen på at prøve at udtale.. det ville vitterligt bare blive til en omgang miskmask blandet med knurrende og mumlende lyde. Ikke særlig kønt. Den sidste del med at det var rart at møde hende, var vel egentlig sandt nok. Shenzi var ganske begejstret for den hjælp hun kunne få fra denne Mirabelle, der betød husly, varme og mad. Så det var vel et rart møde.

Et bredt smil hang på Mirabelles læber. "I lige måde Shenzi," svarede hun, siden det så ud til at de allerede måtte være på fornavn. Nu var det heller ikke ligefrem at de have mødt hinanden i en professionel situation. Der var da også flere i arbejderklassen der havde det fint med at være på fornavn. Hos de adelige kunne tingene godt være lidt andre ting, med 'frøken Pompadour' som det mest normale, indtil de kom tættere ind på hinanden.

Langsomt begyndte en stor bygning at ane sig i horisonten, og som de kom tættere på blev den også bare større og større. Det var klart at det ikke var en hvilken som helst familie hun kom fra. Selv folk der ikke begik sig i byer ville vide at det her hus var meget stort.
De nåede ligeså langsomt til det store hus, og Mirabelle afleverede hoppen til en staldknægt før at hun gik over til en lille sidedør, hvor de kunne gå ind i det store varme hus.

For Shenzi fandtes der ikke andet end fornavn for andre. Hun kaldte alle ved fornavn, om de var højerestående af rang eller hvad filan de var. Alt andet var simpelthen for mærkeligt. Ligesom at hun nok ville se noget sær ud i ansigtet hvis nogen kaldte hende frøken eller lignende. Nej, det var simpelthen bare ikke et ord der skulle benyttes om Shenzi!
Shenzi kiggede på den store bygning og havde et øjebliks tvivl om hun blev ført hen til en enkelts hjem eller en hel fæstning! Det sidste hun havde set på den størrelse husede en del flere mennesker! Shenzi fik øjenkontakt med staldknægten der lignede en der var ved at skide et føl ved synet af hende og skyndte sig væk med den fine hoppe som Shenzi egentlig godt kunne havde brugt en bid af havde chancen for at få mad været mindre. ”Så du bor simpelthen på dit helt eget palæ af ekstrem meget plads” kom der fra Shenzi som hun fortsatte kiggede på det store hus. Hun var vant til primitive hytter – som i Shenzis verden var ganske velfungerende og ikke spor primitive.

Mirabelle rystede hovedet. "Det her er mit barndomshjem, så min familie bor her, og selvfølgelige tjenestefolk. Jeg opholder mig oftest nede i Hovedstaden," indrømmede hun og begyndte at tage overtøj af, og støvler. De skulle nødig slæbe sne og skidt med ind af gangene. Det var meget at gøre rent og Mirabelle ville hjertensgerne sørge for at de ikke havde mere arbejde end højst nødvendigt.
"Tag overtøjet af her, så kan vi lige finde noget mad først inden vi finder noget mere overtøj til Dem," tilbød hun. Det ville i hvert fald give ganske god mening at gøre det på den måde. Så kunne Shenzi også lige bliver varmet op, siden huset var dejlig varmt. Desuden ville det give det tid at få tørret deres tøj. 

Shenzi hævede et øjenbryn og kiggede igen på den noget store bygning. "Her er da i hvert fald plads" kom der halvmumlende fra hende mens hun stadig kiggede underrsøgende på omgivelserne. Hun var virkelig ikke vant i sådan et hjem som dette. Hun hørte til i naturen. Shenzi begyndte modvilligt at tage den varme kappe af der efterhånden var blevet rimelig våd i kanten, og kantet de slidte sko af som havde tilhørt den forbipasserende bondefamilie hun havde mødt på turen. "Bare det ikke er for tætsiddende" kom der en lille smule mullent fra Shenzi der faktisk stadig følte sig ret våd og kold. Forhåbentlig blev hun i en del bedre humør når varme og mad nåede hende.

Mirabelle ignorede den halvmumlende kommentar om at stedet var stort, for hun var egentlig godt klar over det, men hun var også vant til at leve i sådan nogle huse. Selv i Hovedstaden var værelserne en god størrelse, men hun var også vant at sove i naturen til tider. Ikke alle missioner som Lysets Kriger var lige rare at gå igennem.
"Vi kan lige starte med at finde et varmt tæppe og noget varmt mad til Dem. Derefter kigger vi på noget," tilbød Mirabelle og begyndte at vise Shenzi mod køkkenet. Det var ikke spisetider så de kunne ligeså godt spise i køkkenet. Mirabelle tog også fat i en af tjenerne på vejen og bedte dem om at finde et varmt tæppe. De plejede at være lidt hurtigere på fødderne end de adelige i huset, så de burde få tæppet snart.
De kom endelig ind i et stort køkken. Ikke så mange rendte rundt der, men en kok og assistent var der, og stod mest af alt og små snakkede, selvom de hurtigt stivnede da de halvdyret. "Noget mad til vores gæst, og en smule til mig selv også."

Når man boede i naturen foretrak man sådan set altid at være i naturen. Sådan havde Shenzi det i hvert fald. Hun kunne hurtigt gå om bag en busk og lade vandet, eller faktisk bare sætte sig eksempelvis. Men snakken om varme tæpper og varmt mad var da virkelig en åbenbaring for hende at høre. Som at få at vide man måtte æde en ekstra gris til aften! "Varmt lyder umådelig godt" svarede hun med et let smil og kunne godt mærke at der heldigvis var varmere indenfor.
Shenzi afholdte sig fra at komme med andet en noget der kunne være antræk til et smil. Af en eller anden årsag bedømte hun at vise de spidse tænder frem ikke var en god ide lige nu..

Kokkene fik da også vældigt travlt med at få sat noget på det lille bord der stod derude, hvor de kunne sidde og spise. Det var noget varm suppe, og snart kom tjenestepigen også med et varmt tæppe, som Mirabelle lagde over Shenzi, siden tjenestepigen så ud til at være ved at dø.
"Du tager bare for, der er mere hvor det kommer fra," sagde den adelige kvinde med et smil, før at hun satte sig ned, for at tage lidt af den suppe der stod foran hende. Ikke nær så meget som til Shenzi, men lidt, så hun også kunne varme sig på den kolde tur ude i naturen.