Siddende på en af de mange hængebroer mellem hytterne, sad Daerekir og betragtede den rest af liv, der var nu, inden folk trak sig for sig selv for at tilbringe natten i ro. Det var et liv han så frygteligt gerne ville vænne sig til, men som han stadig ikke formåede at føle sig helt komfortabel med. Der var ellers gået flere år siden han først var blevet accepteret blandt skovelverne, ihvertfald accepteret af dem, der havde noget at skulle have sagt, men hjemme følte han sig endnu ikke. Han havde efterhånden også accepteret tanken om, at han næppe ville komme til det. Han var for anderledes fra skovelverne og han forstod egentlig godt dem, der så skævt til ham. For tiden havde han dog brug for trygheden ved at have et sted i det mindste at kunne kalde et hjem. Endda et smukt et af slagsen. Minderne om hvor han var født var for svage til, at han kunne sammenligne det, men alligevel tog han ofte sig selv i at tænke, at Elverly var lige så smukt som Thal'Elor.

Hvor længe han havde siddet i sine egne tanker vidste han ikke selv. Han havde fundet et godt balancepunkt, hvor hans ben kunne hænge ud over hængebroen, mens han kun behøvede et let tag i rebene, der omkransede den, for at kunne holde sig sikker fra at falde. Hovede hvilede lidt til den ene side, indtil det så gik op for ham, at han slet ikke var rigtigt til stede. Vejen ud af tankerne var lang, men det lykkedes ham da at ryste lidt på hovedet og komme tilbage til øjeblikket tids nok til at trække sig selv lidt længere ind på broen for sin egen sikkerheds skyld. Han havde ikke rigtigt tanke for hvem der måtte være passeret ham, hvis overhovedet nogen, og blev derfor ganske overrasket, da han så en skikkelse i umiddelbar nærhed.

Helt bevidst var det ikke, at Daerekir kom til at se mod dyret på den anden elver satte ned på jorden, i stedet for at lade blikket møde hendes. Nu var han i det hele taget ikke glad for megen øjenkontakt, men han havde trods alt høflighed nok i sjælden til i det mindste at se andre kortvarigt i øjnene, når han skulle hilse. Lige nu var han blot fascineret af den kattelignende skikkelse, som han bestemt ikke mindedes at have set før. Nu var der bare også så meget af hele verden, som han ikke havde stiftet bekendtskab med efter at have brugt størstedelen af sit liv indendøre.

Han nikkede til den kvindelige elver som hilsen. Hun var ikke en af dem han før havde talt med, men det ændrede dog ikke på så meget. Det at hun smilede til ham måtte betyde at hun ikke var en af dem, der var ude på at hentyde, at han burde finde et andet sted at holde til. "Godaften," hilste han, da han endelig fik løsrevet blikket helt fra dyret for så i stedet at se rigtigt mod elveren. "Det er sent I er ude," påpegede han så også i en spørgende tone. Det var ikke hans plads at dømme for det, da han jo trods alt selv opholdte sig ude i det fri endnu. Tiltalen faldt ham helt naturlig, da han altså alligevel ikke havde formået at lægge alt han havde lært af livet i Balzera fra sig.

Det hjalp på opmærksomheden, at dyret gik indenfor. Så blev Daerekir ikke distraheret af nysgerrigheden og kunne i stedet fokusere på den anden elver. Måske det også bare var fordi han var en smule træt, at han havde så svært ved at holde fokus, men straks kunne han mærke en forskel, da skovelveren kom nærmere og til sidst også satte sig ned. Han følte sig langt mere tilstedeværende, hvilket han bestemt havde det bedst med. Han nikkede til hendes forklaring, da det jo sådan set gav ganske fin mening. Den slags tog tid. "Mit navn er Daerekir. Flere her kalder mig Morier." Det var jo stadig ikke sikkert, at det var navne hun nogensinde havde hørt, men han følte nu alligevel det var på sin plads at præsentere dem begge. "Det er også nogle år siden jeg sidst har haft slået mig ned her," forklarede han yderligere, da det jo måtte være en god grund til hun ikke havde set ham før - han havde jo heller ikke set hende. Nu foregik der selvfølgelig også så meget i Elverly, at det kunne være svært at følge med i det hele. Hans blik bevægede sig ud over hængebroen igen, for at betragte landskabet under dem. "Men det er efterhånden lang tid siden jeg kom hertil første gang." Det var jo sådan set ikke fordi det for en elver var specielt længe han havde været i Elverly, langt fra, men tiden havde føltes længere end den havde varet, hvilket bestemt var en positiv ting. Ihvertfald for Daerekir, der i al tiden blandt skovelverne ikke havde følt han behøvede frygte for sin sikkerhed. "Hvad er Jeres navn?" Han vendte blikket tilbage mod hende da han spurgte.

Da hendes navn blev præsenteret, nikkede han en enkelt gang. Elasha var et navn, der var let at huske. At hun så også sagde, at han ikke skulle være formel ved hende gjorde ham et eller andet sted endnu mere tryg ved hendes selskab, selvom der nu ikke var meget grænseoverskridende over det i forvejen. Hun virkede til at være en venlig sjæl og det fik ham hurtigt til at føle sig rolig. "Gartneri er nu også et ærværdigt erhverv," sagde han i en mild tone. Han kunne bliver fascineret af mange forskellige talenter, hvilket naturligvis kom af det isolerede liv han trods alt havde levet i mange år og så beundrede han skovelvernes forhold til naturen. Som om de alle sammen havde en eller anden medfødt forbindelse til den, om end nogle tydeligvis også besad specifikke evner, der gjorde dem endnu mere i ét med det hele. Måske Elasha var en af dem. Et smil formede sig i mundvigen, da hun spurgte ind til hans interesse i dyret hun før havde haft med sig. "Jeg tror aldrig jeg har set en skabning som den," indrømmede han, lidt i tvivl om det var noget han burde være flov over eller om det egentlig var meget naturligt, at det ikke var tilfældet.