Kulun svingede en kugle med ild rundt i en bue og kastede den så op i luften. Den kom kun en lille meter op inden den eksploderede i en kaskade af sommerfugle af flammer. De fløj et lille stykke før de forsvandt ud i luften.
De omkringstående tilskuere klappede ivrigt og Kulun bukkede. Det var blevet meget nemmere at være ild-gøgler med dette mørke der havde sænket sig over landet.
Hun stillede sig på hænder og gik en lille runde på pladsen, alt imens hendes fødder brændte, og sendte flammer ud i det sorte mørke. Hun lod derefter sine fødder røre jorden flat, men uden at fjerne hendes hænder fra jorden. Hun stod nu med sin overkrop bøje bagud og med både hendes hænder og fødder i jorden.
Hun rettede sig op og indkasserede en bred vifte af reaktioner, alt fra overraskelse, til væmmelse, til vantro. Kulun bukkede igen og gik lige en runde hvor hun samlede småpengene, som folk havde smidt, op.
Hun gjorde dette i lyset fra en flamme som hun bar i sin hånd. I lyset fra ilden kunne hendes kønne ansigt ses som det eneste, imens hendes ravfarvede øjne søgte efter mønter på jorden.
Så rejste hun sig op og bukkede igen.
"Tak til de af jer der har været så søde at give lidt penge. Jeg håber at alle har nydt opvisningen."
Der blev klappet og hun bukkede igen.

Olanis var reddet til byen bare for at se hvordan hele denne her plage havde haft sine spor, Olanis havde set denne tid komme men havde aldrig troede der ville ske, men på den anden side med alle disse mørke væsner i dette land så ville ting gå galt før eller siden, han havde en hætte over hovedet sådan man ikke kunne se han var elver, for man kunne aldrig vide om folk så sig ondt på hans race eller noget nu når det var sådan nogle hårde tider der var i vente, han kunne se fra ryggen af sin hest en gøgler lignende pige stå og lege med ild foran en masse mennesker, ild var for ham nogle forskellige ting både gode som dårlige, han hoppede ned fra hesten af og gik nærmere Folke mængden med et fast blik på denne pige, hans blå øjne var ikke svær at skimte og noget af tiden var han nød til at bevæge sig rundt i Folke mængden.

Da hun sluttede med hende show og begynde at samle mønter ind smilede han blot kort, da var imponerende hvad denne kvinde kunne, Olanis var en meget nysgerrig person og nye ting, uforklarlig ting var altid noget der fangede hans opmærksomhed, så ide han så folk kaster små mønter til hende, gik han lidt frem sådan man kunne se at det var ham der kastede en mønt, men dette var ikke en mønt han kastede men en krystal, og efter hans kast vende han ryggen til og gik hen imod sin hest.

Imens Kulun samlede sine mønter op fra jorden, meget påpasselig med ikke at træde på nogen af dem, fangede noget hendes blik.
Det var ikke en mønt, den skinnede på den forkerte måde, så Kulun gik tættere på og samlede den op. Det var en diamant. Hun vendte den i sine fingre og tabte underkæben. 

Det her var alt for meget værd til at bruge på noget hun havde gjort. Det kunne ikke passe, den var vel falsk? Hun bankede den let imod sine tænder og konstaterede derved dens autencitet. 
Der var to meget uenige stemmer der talte i hendes hoved, men i sidste ende vandt den der talte højest. 
Kulun gik efter manden der havde smidt diamanten og rømmede sig, da hun stod bag ham. Hun holdt diamanten frem i en fremstrakt hånd. Manden foran hende så fornem ud syntes hun, da hun ikke var vant til at snakke med folk der ikke var godtfolk eller som ikke boede på gaden.

"Undskyld mig," sagde hun høfligt. "Selvom jeg sætter pris på denne gavmildhed, så kan jeg dårligt tage imod sådan en betaling. Jeg mener ikke at min optræden skal koste mere end et par håndører, hvis noget overhoved."

Hun rakte diamanten frem.

"Min optræden er ikke denne betaling værdig."

Han hest var klar til at smutte hvis det var han ønskede det, men ide han hørte en meget uskyldig stemme bag sig vende han sig om, og så til sin overraskelse at det var ild gøgleren der havde opsøgt ham, og stod nærmest med den diamant han havde smidt til hende i hånden, han lyttede intenst til hende og smilede ide hun var færdig med hendes sætninger, han kiggede ned i jorden kort også på hende igen." Du tager så meget fejl af dig selv og dine evner, ser du det er ikke dit show i sig selv der er fantastisk, det er den måde du har valgt at bruge din evne på, tro mig hvis de andre bønder kunne så ville de også have givet dig mere, jeg er blot en af dem så kan give dig det du fortjener " sagde han bestemt og gik et skridt tættere på hende, hvor efter han placerede han hånd på hendes og lukkede den i, Olanis helt blå øjne borede sig dybt ind i hendes.

" behold den jeg beder dem frøken " sagde han rolig og slap grebet om hendes hånd, " de kunne måske ledsage mig resten af min rejse i denne by som en betaling, kan vi kalde det hvis det er nemmer for dem så ! " han stod rolig og kiggede rundt imens han ventede på hendes svar, han rettede kort på hætten der dækkede han øre for han ville som sagt ikke have folk vidste han var elver.

Da manden talte til Kulun og tilkendegav hans mening om hendes optræden, blev hun rød i hovedet. Det var altsammen meget pænt sagt, og hun var ikke vant til sådanne udpenslede komplimenter.
Hendes hånd lukkedes om diamanden og mærkede de skarpe kanter trykke på hendes håndflade. Med er genert smil og et stille "Tak." lagde hun stenen i sin lille taske, ned til de mønter hun havde samlet op fra jorden, for få øjeblikke siden.
Kulun kløede sig genert bag sit hvide ræve-øre. Det var altsammen meget pænt af ham, hun skulle nok bruge pengene godt.
"De kunne måske ledsage mig, resten af min rejse i denne by, som en betaling, hvis det er nemmere for dem så." sagde den flinke mand derefter.
Kulun så op med et glædeligt interesseret blik i sine ravfarvede øjne. Hun var færdig for i aften, dette skulle være hendes sidste sted at optræde, så hun havde rigeligt med tid, hvilken hun ellers ville have tilbragt alene.
"Hvis De ønsker mit selskab, så er jeg meget villig til at ledsage dem."
Hun rakte en hånd frem og gjorde et lille buk. "Mit navn er Kulun."