Frihed..
Det var vitterlig en besynderlig størrelse. Pludselig at have sin egen vilje igen, efter århundreder delvis lukket inde i Lyset dæmon-kælder, delvis tjenende en familie... Eller.. Familier havde det jo været.
Han var nu fri, det eneste det havde påkrævet var en ny aftale, der på samme tid bød ham til at opholde sig i Kzar Mora.. For nu.
Indtil videre var sagt,men han var stadig fri. Fri for slavebåndet.
I starten havde han ikke helt vidst hvor han skulle gøre af sig selv midt i lykkerusen over at være fri igen, men som de havde rejst gennem landet til Kzar Mora var glæden erstattet af tanker.

Lykken ved at genfinde sine evner som han trådte ind i dæmonernes rige havde været stor, akkurat som dæmonriget var det. Billeder gendannede sig for hans blik. Ting han ikke var sikker på om var minder eller bare pure opspind.
Så snart muligheden havde været der var han taget af sted på egen hånd, ud i bjergene hvor bygninger lå hulter til bulter, som perler strøet ud i en mudderpøl, selvom mudderpølen nu også havde sin skønhed.
Alt dette eventyr for at genfinde og gendanne sig selv. Med håbet om snart at kunne indtage en ny krop.
Han skuttede sig let i bjergenes tåge, pakkede kappen tættere om sig, mens han gik hen imod endnu en efterladt bygning der lå, tilsyneladende midt ude i ingenting. 

Det var nu engang rigtigt hvad Avaion havde lovet om Kzar Mora, magien var intakt og velfungerende til ukendelighed endda. At gennemgå ukontrolleret magi der til sidst slap helt op havde være noget af en følelse som Florence ikke havde lyst til at opsøge. Så tanken om at hun jo nok skulle forlade dæmonlandet igen og få frarøven sig magien igen havde ikke ligefrem været indbydende. Men om hun havde lyst og om hun havde et valg var to vidt forskellige ting.

Hun havde fulgt villigt med sin frue til landet og passet hende i de stærke og virkelig svage tider de havde været her. Og som Avaion også havde advaret var landet på ingen måde det samme som den anden verden. Hvilket til Florence's frygt også havde været sandt. At se illustrationer i bøger var bestemt ikke det samme som at vidne det i virkeligheden. Det satte ar som selv hun ikke kunne hele.

Men tiden var nu ikke overstået endnu og en morgen havde hun fået stukket et pergament i hænderne som selv hun ikke måtte åbne. Det skulle bringes til en dæmon i bjergene, men han kunne ikke findes via kort. Avaion, der ikke selv ville belemre sig selv med sådan en rejse baseret på held, havde så overdraget ansvaret til Florence. Nu hvor langt over halvdelen af dagen var gået på heste ryg, lod hun hesten hvile lidt midt i hvad der virkede som absolut ingenting. Hvordan skulle hun overhovedet finde liv hvor ingen nogensinde kunne finde på at bosætte sig?

Han var ikke sikker på hvad det var der fik ham til at stoppe op i sin færden op ad bjerget. Ikke for at få pusten, det var sikkert. Han skævede rundt idet den dæmpede lyd af hove mod bjerg og græs nåede hans ører. Langsomt lod Galavant sig glide ned, årvågen på hvem det kunne være der forsøgte at snige sig ind på ham.
Synet af personen der mødte ham var dog alt andet end hvem han havde forventet. Hvad pokker lavede hun i  Kzar Mora? Med mindre det var en anden dæmon der udgav sig for at være hende.
Han kunne tydeligt fornemme utrygheden der strømmede ud fra det trætte væsen. En utryghed der fik ham til at slikke sig over læberne, inden han gik i ly bag nogle træer, overvejende om hun.. Eller den, havde opdaget ham.
Hætten på kapppen røg op så den skjulte hans ansigt inden han trådte frem bag den anden. 
"  Duer små, i skove grå.. " han gjorde med vilje sin stemme mørkere end den reelt var som han cirkulerede ud foran, holdende sig på afstand. 
'' Så hvad laver sådan en fin lille due herude, helt alene?" Ude efter et måltid mad tvivlede han stærkt på. -Han så afventende på væsnet foran sig, forsøgende at aflæse hendes kropssprog såvel som hendes følelsesmæssige mønster.

Efter at have bundet hestens strop omkring håndledet havde hun fundet et, MEGET, uhjælpeligt kort frem for at prøve at orientere sig om hvor i bjergene hun fandt sig. Det var tegnet alt for uklart og det gav hende kun et vagt område hun muligvis kunne befinde sig i, hvilken retning hun skulle fortsætte i gav hende dog en svag mavefornemmelse af panik. Hvordan i al verden skulle hun finde modtageren af pergamentet, hvad havde Avaion overhovedet tænkt sig?! Florence var så småt ved at krølle kanterne af frustrationen der byggede sig op i hende. 

Det var dog ikke fordi hun fik lov til at bevæge sig væk fra stemmen, i det hun hørte den tættere på en hvad hun følte var komfortabelt. Hvis hun havde haft en puls ville man formegentlig kunne høre den igennem hendes hud som hun trak hesten hen til sig som lystrede hende og kom nærmere hende. Ikke at den ville kunne beskytte hende, men det var det eneste bud hendes hoved havde på en form for trøst. Avaion havde sagt det nok skulle gå, Avaion havde sagt hun nok skulle komme helskindet hjem, Avaion havde sagt hun ikke ville støde på nogen der ville gøre hende ondt! Florence stod som lammet på stedet og knugede lædderremmen fra hesten og stroppen der holdt hendes rygsæk på skulderen oppe sammen så hun næsten ikke kunne mærke sine fingre mere. Hun prøvede at sige et eller andet, men der kom ikke den midnste lyd frem over hendes læber.

De hvide øjne betragtede hende som hun stivnede og nærmest endte med at bruge hesten som en anden beskyttelseshund. Det var nærmest direkte latterligt. Dog var der ingen latter at spore ved ham, kun et kort klik lød fra hans hale inden han lod hætten glide bagud så hun kunne se ham, temmeligt sikker på at det ikke var en formskifter; hun afgav ikke den form for aura, faktisk afgav hun meget lidt aura.
" Hvad i al verden laver du i Kzar Mora..?" Has stemme var faldet tilbage på sit normale leje som han betragtede hende. " Er det her hvad din frue kalder for en 'ferie?' " Han hævede et øjenbryn mens han gjorde en let gestus ud imod det tågede halvmørke skov/bjerg-område de var i.
Hvis Kzar Mora var ferie, havde Florences frue en småmorbid form for humor.. Ikke et sted han ville forvente at se Florences skrøbelige væsen være. Mon hun havde mareridt? Hvorfor skulle ha bekymre sig om det!? Han rystede irriteret tanken af sig, mens han så afventende på hende.

Der kom stadig ingen lyd fra hende, det eneste der indikerede at hun egentlig stadig var ved bevidsthed var den forsigtige bevægelse hvor hun trak hylsteret ned fra sin ryg. Der var absolut ingen grund til at hun skulle tro på at det faktisk var Galavant der stod foran hende. Hun tog et enkelt skridt frem. Han opførte sig alt for pænt over for hende. Det næste skridt var lidt hurtigere. Hvis det faktisk var ham havde han allerede fornærmet hende nu. det næste skridt var næsten et spring og med en hurtig bevægelse slyngede hun hvad der nu viste sig at være en instrumentkasse lige i siden på ham inden hun fortsatte sin bevægelse og trak sig op på den lave hest hun havde lånt sig til.
Fra vinklen oppe på hesten var hendes dybe render under øjnene tydelige og hun var næsten blevet forpustet af den lille bevægelse. Hun kunne godt mærke at hun ikke havde fået noget at spise i godt og vel en uge nu. "Du skal ikke tro jeg bliver narret bare fordi jeg ikke er en af jer! Jeg har set det der trick før mange gange efterhånden!" snerrede hun. "Tankelæsning er ikke en ny opfundet magi, og det er formskiftning heller ikke!" fortsatte hun imens hun ventede lidt på om hun skulle sætte hesten afsted i flugt eller om hun ville blive lade være i fred.

Han havde godt bemærket den forsigtige bevægelse med hendes taske, men havde egentligt regnet med det var fordi hun ville smide den fra sig eller noget lignene. Bestemt ikke at hun ville smide klodset på ham så han røg komplet ud af balance, det tog dogikke lang tid for ham at danne sig overblikket. Bag ham virrede halen i et par slag inden han teleporterede sig hen ved bag hende, oppe på hesten, uden at tage sig af at dyret gav et spring fremad, han klemte benene om den og holdt armene om hende.
"Teleportation er heller ikke nogen nyhed.. Hvis du vil have nyheder er den eneste nyhed jeg kan give dig at; Jeg.Er.Fri!" Hviskede han højt ind i hendes øre, højt mest for at hun kunne høre ham over den urolige og forskrækkede hests trampen. 
I det mindte lod dt til at dæmonriget havde gjort Florence mere årvågen og hurtigere til at tænke..Eller havde hun altid været det? Han var pludselig i tvivl.

Det var ikke fordi Florence ikke kunne vride sig fri af hans greb, hun forsøgte nærmest ikke engang før hun gav slip på kassen som landede tungt nede på jorden da han begyndte at tale til hende igen. "Du kan ikke være fri.. du sagde jeg skulle vente århundrede hvis ikke mere" sagde hun lavmælt uden at se sig tilbage. Hun kiggede ned på armene der holdt omkring hende. Hun var stadig ikke helt overbevist om situationen var noget der foregik i hendes hoved. Hvilket ikke ville undre hende med det hun havde oplevet og forestillet sig det sidste stykke tid. Med en lille bevægelse af hånledet hvor læderremmen stadig sad fik Florence hesten til at falde lidt ned igen og stod nu kun og rystede hovedet en gang imellem.
"Du kan ikke bare dukke op ud af det blå og sige du er fri" gentog hun sig næsten imens hendes skuldre så virkede til at slappe af igen. "Du kan godt se høre hvor urealistisk det lyder ikke?" spurgte hun så imens hun drejede hovedes så hun ville kunne høre ham bedre, men hun kunne stadig ikke se hans ansigt. Hun kunne kun ænse hans skikkelse bag sig i øjekrogen.

Han nikkede kort. Selfølgelig holdt hun sig mere til hvad der virkede mest logisk.
" Det sagde jeg ja, fordi jeg troede det ville være sådan, indtil Castillo familien uddøde.. " Et grin forlod ham. " Hvilket man vidst godt kan sige at de er nu... Jeg kan kalde den for hvad de er; griske amøber, svin og pestilenser. " En latter der var lige så grotesk som smilet på hans læber, forlod ham.  Ah, hvor var det skønt at kunne sige det.
" Jeg kan ikke bevise det for dig ved at finde ligene til dig." En hånd røg op og strøg kort noget af hendes løbske hår væk fra hendes ansigt. " Man skulle ikke tro der kunne komme noget godt ud af Maximillian.. Men det er ham, og et par af Mørkets herres tilhængere, jeg kan takke for at være fri igen. "
Han lænede sig ind over hende og bed sig fat i hendes øre, dybt nok til at det burde trække blod. " Se... Selv der bliver jeg ikke holdt tilbage. " Hans tunge gled undskyldende hen over det døde sår. " Du har ikke fået blod i lang tid..? Er det derfor du virker så.... slap..?"

Florence sad stille og lyttede til hvordan han forklarede det. Han fortalte ting som selv hun ikke kunne vide så det måtte jo være ham.. Men hvad var stadig chancen for at hun var stødt på ham herude i ingenting. Hendes tanker fløj lidt ved siden af indtil hun kunne mærke en stikken i øret og Galavants stemme efterfølgende. Han kunne gøre skade uden nogle restriktioner.
Hvis Florence havde haft nogen form for farve i ansigtet forlod det hende i hvert fald nu og hun kunne mærke en form for paralyserende fornemmelse skylde igennem kroppen. 
Silke.. var det ikke fangevogteren der havde fortalt hende noget om Galavant? Om hvilken form for dæmon han var og hvor vigtigt det var at han blev holdt i lænker når han ikke havde nogen herre? Hendes krop begyndte at spænde op igen på ny imens hun fraværende bandt knuden om sit håndled op så hun var fri gjordt fra hesten. 
Han bliver ikke holdt tilbage... blev det ved med at gentage sig for hende imens billeder begyndte at overvælde hende og hun trak vejret uregelmæssigt. Hun ville gerne kikke tilbage på ham men hun kunne fysisk ikke få sig selv til det på det her punkt. Hvad hvis han ligger mærke til hendes reaktion, hvad hvis han ikke er tilfreds med ting hun siger eller gør. hvad skulle holde ham tilbage fra at...

Florence kunne ikke tænke længere eller trække vejret for den sags skyld. Med et stort vrid i lenden fik hun sig fri af hans greb og hun lod sig komme ned på jorden, dog uden succes og hendes ben kollapsede under hende.  Det var dog ikke længe hun lå på jorden før hun fik sat sig op og fik lidt afstand til hesten. 

Goddtnok var han ikke ligefrem menneskekender på udtryk eller kropssprog, men hans magi fejlede intet her i Kzar Mora. Og hvad hans magi kunne fortælle om hendes reaktion på at han nu var fri, var noget af et spil. Et spil han i ethvert andet tilfælde ville have nydt i fulde drag, men af en eller anden grund kunne han ikke få sig til at nyde fornemmelserne af hendes frygt som den flammede op til et ordinært panikanfald. Frygtende for sit liv. 
Han rynkede brynene let. Hvorfor denne underlige følelse af at skulle holde igen, på at beskytte hende fra sig selv? Han betragtede som hun gled ned fra hesten, vridende sig selv ud af hans greb.
Han selv sad og så lidt på hende som hun skvattede sammen på jorden. 
I et nu havde han teleporteret sig ned fra hesten, der kastede med hovedet med et mindre, forskrækket hvin. 
Han kom frem igen på en vis afstand fra hende, betragtende hende opmærksomt fra sin position foran hende, selv siddende i en vagtsom stilling..
"Hvad er den af? Tror du jeg vil spise dig? " Han forsøgte at holde sin stemme neutral. " Det er snarere dig jeg burde være bange for. Dit kød er så tørt... Hvornår har du sidst fået blod? Har din Fru bare forladt dig herude..?" Han skævede rundt. Hvorfor var hun overhovedet i bjergene? Uden idet mindste en beholdning af blod og et kort..? Dæmonernes bjerge kunne være meget barske af sig.

Hun sad som et dyr fanget i skarpt lys imens hun kunne høre Galavant trusler og råb fra fangekælderen som et hyggeligt ekko. Det var meget muligt hun kunne høre hans rolige stemme nu, men hendes krop ville ikke lystre på det. Hele tiden var der noget der sagde hende at det hele kunne være for at hun ikke skulle flygte. Så han kunne komme tæt nok på til at "LAD VÆRE MED AT TÆNKE,!..DET FØRSTE JEG GØR NÅR JEG KOMMER UD HER FRA ER AT DRÆBE DIG!... LIGE SÅ MEGET SOM JEG IMOD DU ER HERNEDE FLORENCE!!" det fortsatte højere og højere for hendes indre øre med en blanding af de historier hun havde hørt om dødsynderne. Om hvad de gjorde ved væsener. Åd deres følelser og agerede så kraftigt på dem at alle andre blev skubbet til side.
Og vrede.. ville vrede ikke være den med frygtindgydende? Med ingen form for medfølelse ville ham lade den mindste ting gå ud over alle uskyldige omkring sig. Brænde byer ned, flå personer fra hinanden. 

Florence så det hele for sig, men hun kunne ikke placere Galavant midt i det hele. Hun kunne fysisk ikke lade være med at være så utroligt bange lige nu, men det gjorde samtidigt ondt at have det sådan. 
"Vær sød... ikke at gøre brug af det du har sagt" sagde hun, næsten helt lydløst. Hun var blevet nød til at se ned for at overhovedet kunne samle sammen nok på sig selv for at kunne give en lyd fra sig. "Jeg vil ikke se dig sådan.." fortsatte hun imens hun ignorerede hans spørgsmål om hvorfor hun var her ude.

Om det var hendes dirrende stemme eller skælvende krop der gjorde udfaldet var ikke helt til at sige.
En irriteret snerren forlod ham, mens han uden at tænke videre over det lange ud efter det nærmeste levende væsen nær ham, som ikke var Florence; hesten, med sin hornede hale,
Dyret udgjorde et hvin som den rejste sig på begge sine bagben, inden den fortsatte i et kluntet bukspring, der kunne have været mere kraft i hvis ikke Galavants hale havde siddet og boret sig ind i årerne på benet.
Ultimativt stoppede dyret og så med et småfornærmet fnys imod dæmonen, som svarede igen med et stirrende blik. Han mærkede hestens pludselige udslag af dødsangst, nærmest blande sig med Florences angst. Og alligevel formåede han at holde dem adskilt mens han, beholdende øjenkontakten med dyret der stod på skælvende ben med ørerne lagt fladt tilbage og blottede tænder, langsomt hævede sin ene arm og fremmanede en lille mørk klump af sin magi. Noget han vidste han kunne, men aldrig havde haft en bedre mulighed for at udnytte. Og den frygtsomme hest lod til at være den perfekte at lade sin vrede gå ud over, så i et nu blev den mindre mørke 'sol' slynget mod hesten, mens halen slap sit tag i benet.
Forbier... En mindre kaskade fulgte, rammende træer som fik mørke knudrede og brændte mærker, inden til sidst nogen ramte hesten. 
"Se på mig Florence.." Hans stemme rystede selv, men det var ikke af frygt, men af den vrede han forsøgte at holde nede i sig slv, betragtende som hesten kæmpede mod magien som den tog sit indtog i den.  Først stod den i en sitrende døs inden den for hen mod Galavant som hastigt teleportede sig op på en gren, stirrende koldt ned på den nu vrede hest.
Højre arm blev strakt ud, pegende mens han lod magien dirigere krikken i retningen han pegede; væk fra Florence og ham. Hvor den da også kort efter satte over efter, hvinende som en gal. Måske det var hvad den lige akkurat var; gal af magien der flød i den, indtil den nok ville udmatte sig selv til døde. 

Med et tungt, irriteret suk satte han sig ned på grenen.
" Tror du virkelig at jeg ville gøre ved dig som jeg netop har gjort ved dyret? Eller træerne? Jeg er ikke sikker på hvad i himmelen du snakker om."
Han lod fraværende en finger stryge hen over den knoklede hale for at opsamle hestens blod. Det havde før været varmt men var allerede nu halvkøligt. " Men hvis du ikke vil se mig som jeg er, må du nok hellere lade være med at se mig overhovedet. " Det lød lettere sagt end det egentligt havde været for ham at få ordene over sine læber.

Det var løbet så utroligt koldt ned ad ryggen på Florence som hun så alt fornuft og livsglæde forsvinde ud af dyret som havde bragt hende herud. Det var muligvis koldt, men nu var det som om hende egen krop havde faldet et par grader ved synet. Lyden af Galavants kommanderende stemme fik hendes blik til at fryse sig fast på ham. Hun var ikke bange for sit eget liv. Hun var bange for at se andres forsvinde foran øjnene på hende.
Hun kom op på benene stadig med hendes blik fæstnet på ham. Hun ville ikke, hun nægtede at tro at han syntes det her var så forfærdeligt morsomt. Stadig med rystende vejretrækning der viste sig i form af dampskyer over hende læber rankede hun ryggen. Hendes ansigt der før uden tvivl var præget af frygt blev nu mere til en mistroisk mine. Hun havde svært ved at tro på det hun så for sig. Ikke mindst hvad han sagde til hende.
"Som du er?" gentog hun ham hvor hendes stemme næsten knækkede over i det sidste ord. "Og hvordan er det så?.." hendes stemme tog mere kraft til sig imens hun lænede sig frem. "En der ser det underholdende i andres smerte?" Et skridt. "En der driver folk til vanvid bare fordi.. de kan?" Endnu et skridt. "Du vil virkelig have mig til at tro at det udelukkende sådan du bare ER!?"
Florence var efterhånden begyndt at nærme sig mere og mere sit mål om at kunne se ham i øjnene. "Kald mig naiv, smalsindet, måske endda dum! Men jeg vil ikke tro på det et eneste sekund. Du er provokerende, højtråbende, dumdristig og til tider kunne jeg få lyst til at kaste en stol efter dig, men du er FANDME ikke ondskabsfuld" Det var lige før hun skulle have vejret igen da hun havde sat foden i jorden for at understøtte sit ordvalg som hun nu stod og kikkede op på ham så tæt hun nu kunne komme.

"Hvordan jeg er? Vil du virkelig gerne vide det?" 
Han hævede et lettere sarkastisk øjebryn af hende. 
" Følg mig rundt i Kzar Mora og du vil finde ud af det.. " Det var egentligt ikke noget Nadir ville have, det kunne hurtigt komme til at koste hende livet, selvom hun var vampyr. Han rystede på hovedet. 
" Jeg nyder at sprede kaos og krig omkring mig. At få folks inderste mest negative følelser til at boble frem på overkanten, se hvordan de giver efter for det, se hvordan de bliver uigenkendelige for folk omkring dem. Lyden af stål mod stål er lækker, men ikke lige så lækker som lyden af metal der gennemborer et stykke kød, og følelsen det giver. "

Et tydeligt velbehaget smil forlod dæmonen, mens halen også rokkede som en behaget kats bag ham. 
"At se andres ubehag og vrede..Jeg kan ikke engang sammenligne det. "
Han lænede sig en smule ned mod hende oppe fra grenen.
" At tage et liv... " Hans blik fangede hendes. " Og føle hvordan kroppen og sjælen langsomt giver efter, den sidste udånding.. Det er fantastisk." 
Hvis hun så gerne ville vide hvad han var for en kunne han vel lige så godt få det leveret på et sølvfad, omend det der nok for alvor ville få hende til at forstå hans væsen, ville være hvis hun fulgt ham dag ud og dag ind.

Han teleporterde sig ned bag hende lige ved hendes skulder.
"Især når det er helt tæt på. " Lød det dæmpet nærmest hæst hviskende ind i hendes øre. Han to sig kort i at indsnuse hendes vage duft, inden han igen teleporterede sig væk, over i et andet mere robust træ.

Florence stod stille og lyttede til hans forklaring. Hendes ansigt havde groet til en mere... forsåtende? mine. Hun ville lade ham tale ud omkring hvordan han så sig selv. Hun ville høre hvor hun havde taget fejl og lære hvad det faktisk hun havde forelsket sig i.
Hans hvisken i hendes øre fik det til at løbe ned at ryggen på hende og hun blev nød til at træde et skridt til siden for at holde balancen. I samme øjeblik hun vendte sig om var han væk lige så hurtigt som han var dukket op. Hun kunne mærke den velkendte klump i maven hun fik når hun blev vred på ham. En led blanding af skyldfølelse, frustration og selvfølgelig vrede. "Du.." startede hun men stoppede igen da hun ikke rigtigt viste hvad hun ville få ud af at diskutere med ham. Istedet til hun hen under træet og stirrede op på ham ey øjeblik.
"Gælder det også mig?.." spurgte hun så mens hun sørgede for at holde øjenkontakt. Hun ledte efter de mindste træk og følelser. Imens hun fandt den lille dagger kniv frem der var fastgjort omkring hendes læg. Normalt var hun ikke glad for at bære våben, men Avaion havde insisteret på denne gang.
Hun pegede den op imod ham inden hun vendte den i hånden så hun holdt forsigtigt om bladet og tilbød ham St tage den. "Vil lyden af mine lidelser også være så ubeskriveligt?" hendes stemme var tør og lav men samtidig også fyldt med nysgerrighed.

Nadir var ikke sikker på hvordan han skulle tage hendes minespil.. Det var på en eller anden måde forstående, ikke bare det typiske spil af at lade som om, det falske tempel mime spil.
Men han kunne føle hendes reaktioner med spillet hvilket også gjorde det lettere for ham i forhold til hvordan det havde været før.
Hans blik hvilede på hende som hun kom ind under træet, mærkende hvordan hun forsøgte at holde hans blik. En trækning gik over hans ansigt mens hans hale rokerede let bag ham. 

En dolk? Tanken om at hun forsøgte at forsvare sig selv med sådan et lille våben i selveste Kzar Mora, var direkte humoristisk.
Selv efter hun spurgte om han ville skade hende ændrede hans groteske smil sig ikke spor. Om han ville nyde hendes lidelser? " Jeg ved det ikke, det vil tiden vise, hvis jeg skulle få muligheden for at skade dig uden du er låst tjenene en anden..." I en overraskende let bevægelse svang han sig ned fra træet og landede foran hende, med en hånd ud mod dolken. Ikke for at tage den fra hende, mere for at holde den fra at skade hans værtskrop der så småt var begyndt at ændres efter de mange år og ikke mindst den seneste tids plager. Det ville kun være et spørgsmål om tid før han ingen krop havde.
" Jeg kunne skade dig... Men jeg vil ikke gøre forsøget, ikke før jeg har mødt din lille sky frue." Hans blik mødte hendes. " Om jeg vil kunne lide dine lidelser? Måske... Men højest sandsynligt vil de have en vis bitterhed over sig. Så ja de vil være ubeskrivelige.. Også selvom de var skabt andenvejs.." Hånden gled om bag dolken, rakte ud efter hendes hår som han kort strøg, inden hånden gled tankefuldt videre til hendes kind og kæbe.

Florences bryn afslørede hendes frustration med hans kommentar til at hun var bundet til hendes frue. Hun viste at hun var ansat med en kontrakt der teknisk set gjorde hende til Avaions ejendel, men det var ikke under sådanne regler som hun havde oplevet med hendes tidligere ejer, og vist heller ikke som ved Galavants tidligere. Hun havde ret til at gøre med sin fritid som hun lystede, så længe det ikke kom i vejen for hendes arbejde. 

Hun kunne dog ikke lade være med at give et lille twitch fra sig da hans hånd kom i kontakt med hendes hud. Pulsen som hele tiden havde være i fokus i hendes underbevidsthed blev pludselig skubbet frem i hendes tanker og hun lukkede øjnene for at lytte til den som var så tæt på hendes øre. Hendes tanker var sløret indtil en ide slog den i hende, næsten som om det ikke engang var hendes egen tanke med om ikke andet fandt hun den interessant. Hun balancerede kniven på fingrene som et fad hvor spidsen af bladet hvilede på hendes højre kraveben og den anden ende kun en centimeter fra hans bryst. Der skulle derfor ikke meget bevægelse til fra hans side før han ville presse bladet frem og gennemtrænge hendes hud.
Hun vendte så hovedet langsomt så hendes læber lå ind imod hans håndflad og strøg den halvt åbne imod hans hud. Den smugle hendes øjne var åbne afslørede, ligesom hendes manglede blod fra hendes tidligere sår, hvor meget trang hun havde efter at spise.

Nadir kunne nærmest tage og føle på hendes frustration. Han lod sin magi kærtegne den med en sær form for possesiv ømhed. Det kunne godt være at Florence mente at hun kunne gøre som hun lystede, men det betød intet for Nadir. Han var efterhånden godt klar over at 'Avaion' ikke blot var et menneske. Kun et vanvittigt menneske ville tage ind i Kzar Mora... Et vanvittigt eller hjernevasket.  Og Florence var ingen af delene... Var hun..?
De hvide øjne granskede hende, nærstuderede hende som kunne hendes ansigt fortælle hvad der lå af skjulte hemmeligheder.
Med et lille grynt trak han sin magi tilbage fra hende

Hans blik faldt ned på kniven. Han forstod hendes finurlige idé med det hele. Det troede han da. Om end hendes opførsel var sær, anderledes.. Nærmest som blev hun kontrolleret af en eller anden anden. Hans blik blev en anelse køligere som han løftede blikket og så sig om, søgende med sin magi.. Men nej.. Han kunne ikke finde andre væsner end hende, ham.. Og den paniske hest samt et par småkryb og et mindre ubestemmeligt smådyr. 
Blikket gled igen ned og fangede glimtet i hendes øjne

" Giver hun dig virkelig ikke noget at spise..?" Han noterede sig mentalt en note om at finde ud af mere om hvem Avaion var. Normalt ville han bare have taget Florence med sig kontrakt eller ej, men med hende havende en dæmon som herskerinde, ville det være for risikabelt, desuden var Florence også så forbandet loyal!

Resolut lænede han sig bagud, væk fra kniven, mens hans magi langede ud efter krikken ude i skoven. Kom så herhen dit forbandede skrog!
Lød det bandende i hans tanker som hans magi fik det larmende dyr til at stivne, midt på stedet hvor det var. Nadir selv var ikke sen til at gribe om Florences hånd og teleportere dem begge hen til hesten, i to røgskyers hoppen, hvor han ikke var sen til at slynge sin takkede halespids arrigt ind i hestens hals, som nærmest blev savet åben, som en brødkniv kløvede et brød. '' Så er der serveret. '' Hvis hesten var  Avaions viste ha ikke ligefrem tegn på at angre det, istedet hvilede hans blik tungt på Florences, ignorerende den tunge lyd af hesten der med nogle krampagtige spjæt faldt om, med blodet løbende ud af dens hals, i det samme øjeblik som Nadir trak halen tilbage. 
'' Du kan få desserten senere.'' Hviskede han mere dæmpet i hendes øre.

Florence havde sænket blikket igen efter hun kunne mærke hendes vrede og frustration blive taget fra sig. Hun viste at han fortærede dem, grådigt endda. End ikke telepotrations tricket havde fået hende til at fortrække den næste mine. Det var først da hun så Galavants hale gå direkte igennem hestens hals at hun reagerede igen. 
Hun hev febrilsk efter vejret og hun kunne mærke den brændende varme fornemmelse hun fik i håndfladerne når hun brugte sin healing magi. Hvad i al verden tænkte han på? At hun ville drikke fra et døende uskyldigt dyr? Hun så på ham med en mistro som endda gav hende selv dårlig samvittighed inden hun satte sig ned på knæ ved dyret. Det lignede næsten hun byggede ny hud over såret, men hende evner var på ingen måde gode nok til at lukke sådan et brutalt sår. Hvor meget hun end ville kunne hun ikke redde dyret foran hende som efterhånden var stoppet med at spjætte.

"Jeg står selv for at finde min mad, og tiden har bare ikke været til det" sagde hun imens hun holdt blikket på det nu døde dyr foran hende som stadig blødte en anelse fra det stadig lidt åbne sår. Hun havde fortsat sin hånd over det og det lukkedes også ganske langsomt, men et grimt ar kunne stadig ses derefter. "Jeg ved ikke hvad det er for en forestilling du har om mig, men jeg drikker ikke fra folk.. eller dyr, som ikke er indforstået med hvad de går med til" forklarede Florence uden nogen synderlig vrede tilbage at vise. "Heh det virker som om vi hele tiden prøver at mase vores ideer på hinanden hva?" sagde hun med et sørgmodigt smil, mest af alt til sig selv, da hun stadig ikke havde set op på ham.