Priscilla ankom til palæet på en lørdag eftermiddag. Plagerne havde tyndet ud i staben, men der var stadig en overraskende mængde tjenestefolk der summede omkring. Gartnere der desperat forsøgt at holde liv i den tørstende have, håndværkere der tilsyneladende var i gang med at istandsætte dele af underetagen. Efter en halv måneds rejse gennem Krystallandet, kunne hun ikke lade være med at bemærke hvor relativt velernærede de alle sammen så ud. Hendes kære søster havde tilsyneladende haft noget af et forråd liggende, hvilket egentlig ikke overraskede. De var begge to beslægtet med Grådighed gennem deres mor, men Avaion slægtede også både ham og Frådseri på gennem sin far.
Hun trådte ned af havestiens glatte sten og drog med sin særprægede påklædning og avante garde frisure menneskes opmærksomhed omkring sig. En butler kom hende imøde med en lidt rutine ærbødighed der tydeligt afslørede at han ikke vidste hvem hun var. Det var for så vidt forståeligt nok, han havde nok knapt været mere end en dreng for 30-40 år siden da hun sidst besøgte palæet.
"Jeg skal besøge din frue.." informerede hun blot, "hun afventer mig." Hun skubbede tasken af skulderen og stillede den fra sig på gulvet med et lille klir. En anden tjener gjorde tegn til at ville bære den op, men et spidst blik afskrækkede ham. Avaion havde valgt et ubelejligt tidspunkt at kontakte hende. Uden magi havde det været lidt besværligt at skabe kontakt, men det var egentlig ikke problemet - Priscilla havde heldigvis været rimelig tæt på og det her var en aftale hun ikke ville gå glip af. Hendes krop var efterhånden blottet for magiske tatoveringer, så hun var ikke meget værd hvis det kom til åben kamp. Heldigvis var det hendes forståelse af magien fungerede i Kzar Mora, så hun havde medbragt de mest magtfulde rester af sit lager af blod.
"Avaion!" Råbte hun højlydt og morede sig lidt over butleren der farede sammen på vejen op af trappen, "få din godt brugte røv herned!"

Efter tredje plage, havde hun låst sig inde. Hun havde fået hvad hun ville have, og havde egentlig været klar til at tage af sted. Men hun manglede stadig sin søster, og af mærkelig grunde havde de besluttet at de skulle sætte på rejsen fra hendes hjem. Måske var det noget med hun selv havde stillet dette krav, hun var ikke længere sikker. Alt havde været forsinket på grund af en skide trætingest, og en dæmon som krævede at stjerne stod korrekt. Eller, ja, hvad helvede! Endnu en genstand fløj igennem rummet og ramte væggen med et knald. En forvirret tjener kiggede med store øjne, på vasen der nu lå i tusinde stykker.
,,ud’’ hvæsede Avaion, hun var sådan set klar, hun havde været klar i flere uger. Men hendes søster havde stadig ikke vist sit, dejlige, ansigt endnu. Og trods at hun rationelt vidste, at det tog tid at komme fra hovedstaden til hendes bolig, så havde dødsynsdæmonen ikke haft tålmodighed. At leve uden hendes magi, var ikke at leve. Disse plager var ved at drive hende til vanvid, heldigvis var det som noget af galskaben forsvandt da søsterens stemme pludselig kunne høres fra underetagen. Endelig!
Med hurtige skridt, skred hun imod døren der førte ud i gangen. Rejsekappen var hævet med på vejen, en lille armbrøst; som havde evnen til at den kunne foldes sammen. Blev lige så stukket i dens hylster ved det højre ben. Hvor hun normalt var iført store kjoler, eller tøj som viste lidt for meget hud. Var Avaion ganske anstændigt klædt, iført praktiske læderbukser og læderbrynje.
,,Tog dig længe nok!’’ råbte hun selv på vej ned af trappen, hvor butleren atter farede sammen og lignede en der var ved at falde ud over gelænderet.

,,Skal vi komme afsted?’’ tydeligvis ikke i stand til at vente, et sekund længere. Kiggede den ældre dæmon afventende på den yngre. 

Søsterens brok blev mødt hårdt mod hårdt; hun skulle ikke tro at hun kunne komme her og kritisere.
"En fucking brevdue, Ava.." svarede Priscilla igen og trådte op til den anden dæmon der for en gang skyld ikke var klædt som en luksusskøge - fremskridt! De blå øjne mødte de heterochrome, "..Man skulle tro det var et skide kærestebrev du sendte.."
Godt nok lignede Avaion en der var klar til at spæne ud af døren og direkte linje mod Kzar Moras porte, men Priscilla selv var lige ankommet og ville lige sikre sig at alting var forberedt. Hun havde gjort hvad hun kunne på sin side, skaffet information om Superbia og gamle landkort over Kzar Mora, men søsterens rolle havde været sværere.
I hvad der umiddelbart lignede et spontant tilfælde af sentimentalitet, trak Priscilla pludselig Avaion ind i en tæt omfavnelse. Det var - hvis hun skulle være helt ærlig - godt at se søsteren igen, men det var i højere grad motiveret paranoia. Under hele turen havde hun haft en mistænkelig følelse af at blive iagttaget, og nu hviskede hun også lavt: "Fandt du den?"

Priscillas sætning, fik Avaions læber til at forme et ganske veltilfredssmil. ,,Hvem ved søster, måske øvede jeg mig bare?’’ munden krusede sammen, da hun lagde armene over kors. Det lignede ikke til, at hendes søster delte sammen idé om hvor hurtigt de skulle afsted. Hvilket gjorde den ældre lystdæmon en ganske irritabel, men så igen er var ikke meget der skulle til før hun befandt sig i det hjørne. Til trods for det ikke var noget hun normal gjorde sig i, men det havde været nogle ganske, prøvende måneder.
Avaion nåede lige at fjerne armene over hendes bryst, da søsteren trak hende ind i et kram. Først var det overraskelse, forvirring der bredte sig i den mørkhåret kvindes ansigt. Men det gik også hurtigt op for hende, hvad det var som søsteren havde gang i. Og valgte derfor at lægge armene lige så, omkring den spinkle krop. Et blidt smil, næsten ægte, tog form på læberne.

Til spørgsmålet nikkede hun blot, trådte et skridt tilbage og løsrev sig fra krammet. Hun fjernede kappen en smule, så man kunne se at den hang i bæltet således at den ville være skjult. Med mindre hun lige som nu, ville fjerne kappen og gøre den synlig. ,,Alt er klar.’’ 

Priscilla træk på skuldrene. Hendes fysiske krop var træt, men hun brændte næsten lige så meget for at komme afsted så hun svang rygsækken op over skulderen, hægtede sin arm i Avaions som var de adelkvinder på krystalpaladset, og trådte atter ud i efteråret.
"så havde jeg ret?" Gik hun direkte til sagen med sin sædvanlige mangel på takt, "var det dit lille boytoy der havde saborteret den?"
Priscillas forhold til Acedia havde egentlig været ganske neutralt indtil hun havde været nødt til at redde søsteren fra en øde ø hvor hun tilsyneladende havde boet i årevis nøgen sammen med ham. Pris havde ikke engang helt vidst hvor høje forventninger hun havde haft til Avaion før de blev skuffet af hendes forfærdelige smag i mænd.

Det var ikke svært for Priscilla at lænke armen sammen med sin søsters, det kom næsten som en vane, og Avaion fulgte derefter ganske villig med søsterens tempo. Hun havde efterhånden hurtigt affundet sig i, at søsteren bare var mere voksen end hun selv var. Eller, ansvars bevist? Nej. Hun rystede på hoved, der var bare så stor en forskel mellem de to, det var svært at bestemme hvad der gjorde at Priscilla var den mere voksne end de to. Hun fugtede læberne, og nikkede så. ,,hvis du kan kalde det at saboterer den.. men det var hans skyld den ikke virkede’’ boytoy, hun gad ikke en gang prøve at komme ud af den. Der var desværre bare noget over dovenskab, som hun ikke helt kunne slippe. Meget til søsterens irritation, eller hvad man nu ville kalde det. Hvorfor at hun havde så meget imod forholdet, havde hun faktisk ikke helt fundet ud af. ,,Han får sig nok en slem overraskelse når jeg kommer tilbage. Men det hele er fikset og klart’’ Mumlede hun stille og et hovmodigt smil spredte sig hen over læberne.  

"Jeg ved fandeme ikke hvad du ellers ville kalde det.." Mumlede Priscilla og blinkede til en tjenestepige på forbivejen, men hun havde kun øjne for Avaion - typisk, ".. ikke at jeg kan bebrejde ham for at dække sin ryg, bevares.."
Hun lo højt og puffede til søsteren med hoften. De havde en ganske lang tur foran sig, så hun kunne lige så godt begynde at forsøge at komme under huden på hende allered.
"Så har du tænkt dig at stikke den i den.." Spurgte hun, "stagen.. i hans ryg - altså.."

Avaion brummede bare, og lagde slet ikke mærke til tjenestepigen der gik forbi dem. Hun var efterhånden så vant til blikke, men lige nu havde hun ikke tid eller lyst til at spilde sin tid, på mindreværds folk som dem.
Hun fugtede underlæben, og vente sin fulde opmærksomhed tilbage på søsteren, efter hun i kort tid bare havde gået i sine egne tanker.

,,hmm?’’ kom der først, da det gik op for hende, at der var dukket en joke frem. Da den endelig var sivet ind, kunne hun ikke stoppe smilet der bredte sig frem på læberne ,,Efter han finder ud af hvad jeg har gjort, ville han måske ønske jeg gjorde det – men nu du siger det, måske skal jeg… men jeg tror det er mere noget du gør dig i, eller tager jeg hel fejl?’’ spandt hun og hæv søsteren lidt tættere på sig.

Priscilla blev ikke ukomfortabel fordi hendes søster lænede sig ind mod hende, evigt osende af seksualitet.. Nej, det ordene skødesløst forlod søsterens læber - de var bare så forkerte. Priscilla kunne naturligvis godt være forråde folk som den stolte dæmon hun var, men enten grundet hendes temperament eller hendes forbandelse var det sjældent noget hun gjorde sig i. Hun havde utallige gange befundet over folks blottede ryg med spidse, skarpe genstande i hænderne, men det var kun i yderste tilfælde. Pålidelighed var absolut nødvendigt når hun arbejdede med og kastede magi på andres kroppe.
Ikke at hun havde tænkt sig at kommentere på det; Avaion var bedre end nogen anden til at komme under hendes skind og hun kunne lige så godt vænne sig til det, fordi ellers ville det blive en lang, lang rejse.
"Vi har en halv dag til at nå den der landsby.." Priscilla knipsede et par gange med fingrene, men det ubetydelige navn undslap hende, "..Hvor der venter en karet. Burde spare os et par uger."

Hvor kedeligt, søsteren havde slet ikke reageret på det hun havde sagt. Og hvis hun havde, så havde hun formået at holde det fra hendes krops trækninger. Med et lille suk, nikkede hun blot til det der blev sagt. Hun havde egentlig ladet Priscilla om det meste af planlægningen. Hun havde bare sagt, hun nok skulle sørger for at have midlerne til at betale dem der skulle betales. Og ellers havde hun ikke haft så meget at skulle sige. Egentlig ikke fordi hun havde noget imod det, det var nu ganske ret bare at være med. Ind til at man ikke længere kunne blot stå og kigge fra sidelinjen. Det var mere hendes vendetta end det var søsterens. Så det var egentlig også lidt utroligt, hvorfor at Priscilla havde indvillet i at gå med til idéen? Eller var det, Avaion viftede lidt med hånden for at få sine tanker på rette geled. 

"Det burde ikke være noget problem" hun satte tempoet lidt op "Så det jo bare at komme afsted."

/afsluttet, søsteren døde på mysteriskvis.