Det var ikke fordi det var specielt kold nede i fange kælderen under paladset. Det havde bare en speciel kølig fornemmelse der kunne få enhver til at få kuldegysninger. Kondens vand og fugt var en konstant faktor for ikke at tale om den manglende varme fra solen. Det der holdt gangene og cellerne udholdelige var fangernes egne kropsvarme som, ligesom at varme ikke kunne komme ind, heller ikke kunne slippe ud. Den samme regel galt nok for alt levende. Florence havde siddet i sin celle nogle dage nu, så vidt hun selv kunne regne ud, og en ting hun havde lagt mærke til var at der ikke var hverken insekter eller rotter så langt nede som det var. Det var noget af en gusten tanke at være placeret så langt under jorden at det overhovedet ikke var meningen af noget levende skulle være her nede. Ikke nok med det, så var ens tidsfornemmelse efterladt på overfladen. Så på trods af at hun prøvede at regne tiden ud var hun på ingen måde sikker på hvor længe hun havde været dernede nu. Tanker flød sammen med drømme når hun sov og til tider var det svært at skældne de to fra hinanden. Der var ingen måde hvorpå hendes krop kunne justere hvornår det var tid til at sove så nogle gange tog hun bare sig selv i at vågne selvom hun bare troede hun sad og ventede på tiden der gik.

Som Florence sad på det hårde stengulv op ad væggen i den modsatte ende til døren forsøgte hun for 117. gang at finde sig en eller anden form for underholdning indtil andet end den opslugende stilhed ville ske omkring hende. Det startede ud med at hun bare tappede en rytme med den ene bare fod imod gulvet. Det udviklede sig så til at hun sad og nynnede for sig selv, en overraskende munter tone for hele hendes situation, men det var den eneste sang hun lige kunne komme på for nu. 

For Galavant havde det været om at finde sin dvaletilstand, den tilstand hvor han lå i en døs nær overflade på sit hylster, knapt ved bevidsthed. En tilstand der for ham i forvejen var svær at finde når konstante irritations og vredes faktorer brød ind. Han ville ikke tænke på tiden, gjorde man først det blev man vanvittig. 
Mon Florence havde psyken til at indse det? til at holde det ud og overleve? En irriteret knurren forlod hans strube, mens han endnu engang undrede sig over hvad den irriterende 'nonne' havde indledt sig på.
Lige siden han havde fået af vide at hun var dernede med ham havde tankerne for så vidt faret rundt uden noget direkte mål.
Det havde måske overrasket Silke, vogteren, at han en dag.. Aften eller hvad pokker det havde været, havde foreslået at lade sig tappe til rationen af blod som Florence lejlighedsvis havde fået. 
En handling han nærmest havde fortrudt da blodet af visse årsager var nødt til at blive tappet over flere gange, og vogteren havde virket så irriterende glad ved handlingen. Om hun havde foralt den hvidhårede myre hvem blodet kom fra anede han ikke, han var ærligt også pisse ligeglad.

Med endnu en knurren fik han sat sig i en behageligere positur som han endnu engang lukkede øjnene i... 

Hvad var det? 
Han åbnede øjnene brat som han lyttede efter... Det lød 'guderne' hjælpe ham, som sang. Med raslen fra kæden fik han rejste sig op som han lyttede efter. Jo en eller anden sang fandme.  Han knyttede en næve og slog ind imod væggen der var nærmest ham..
Kort stilhed.... Så mere sang... Han rynkede irriteret brynene.
" Vil du så tag at knytte skrinet!!?" Lød det i et irriteret, frustreret råb, mens halen slog irriteret frem og tilbage bag ham.. Så meget det nu engang kunne i dens egen specielt tilrettede 'lænke'.
'' Hold kæft!''
Om sang-synderen kunne høre ham anede han ikke, han var også pisse ligeglad, ingen skulle synge hernede og få andre til at forstå endnu mere hvor langsomt tiden gik.

Galavnts stemme rungede klarer ned ad gangen end hvad hendes nynnen havde gjordt hvilket fik hende til at tige et øjeblik. Utroligt han overhovedet havde kunne høre hende på den afstand. Hun havde ikke set vejen til ham da hun var blevet ført til hendes egen celle men afstanden var der da. Det kunne hun også høre på hvordan hans råb blev dæmpet af murene og hjørnerne på gangen. 
På den anden side så skulle der heller ikke meget til at skære igennem den stilhed der var. Hun vendte sig om for at skifte sidde position hvorefter hun gav et suk fra sig. Det var helt umuligt at være komfortabel så efter et par forsøg lå hun bare spredt ud på ryggen midt i rummet. Hun var dog godt nok stoppet med med sangen nu, men den kørte stadig inde i hovedet på hende. Om og om igen. Det var lige før hun blev i tvivl om det var inde i hendes eget hoved eller uden for.
Hvilket så resulterede i at hun begyndte at istedet fløjte samme melodi. Lyden var nu mere tydelig og tonerne mere klare end før og hun viste godt det ville være langt mere irriterende hvis man ikke var til musik som han var. Men hvad i al verden kunne han gøre ved det andet end at klage over det? 

Ro...

Beskeden lod til at være faldet ind i knolden på tøsen, hvilket fik Galavant til at forsøge at finde en hvile, dvale positur så han kunne finde den tilstand igen.
Stilheden lod dog ikke til at vare længe som en gennemskærende fløjten begyndte at lyde nede fra gangen. En hidsig brølen lød fra dæmonen som han sled i sine lænker,til ingen verdens nytte hvilket han egentligt godt vidste, men for pokker da også. " FLORENCE!! LUK SÅ ÆDESPALTEN!!" Lød det brølende, som en arrig lænket løve i et bur.  Han ænsede ikke de sår halslænken var ved at give ham, han ville bare ikke høre på det pjank.
"HVAD I ZALADINS NAVN TROR DU AT DU HAR GANG I?!?!"

Det var lige før Florence kunne mærke vreden i hans stemme få gulvet til at ryste... eller var det noget hun bildte sig ind? Hun stoppede dog ikke før anden gang han gabte op. "JEG HOLDER MIG OVENVANDE!!" skreg hun tilbage til ham. Hvordan han fik tiden til at gå hernede fattede hun ikke men hun prøvede ihærdigt selv at finde på ting der forhindrede hende i at blive vanvittig. Og hun var altså kommet frem til at musik kunne være hendes løsning. "HVAD I AL VERDEN HAR DU OGSÅ LIGE IMOD MUSIK!?" fortsatte hun imens hun rejste sig og spankulerede hen til døren som hun tittede ud af.
Der var ikke meget at se på grund af de små lyskilder der nu engang var. Hendes øjne havde for længst vænnet sig til mørket men det gjorde ikke hendes omgivelser mindre kedelige, grå og ensformige at se på. "hvordan gør du det Galavant, har du en eller anden for for hemmelighed til at få tiden til at flyve?" spurgte hun lavtmælt da hun nok viste at det ikke var til at høre fra hans afstad, men hun havde det med at snakke til sig selv fra tid til anden.

Ovenvande? Et fnys forlod ham. " Det er for pokker sku da ikke en sø det her.. " knurrede han. 
musik.. ordet syntes nærmest at give et ekko imod væggene i de tomme gange. " LIGE SÅ MEGET SOM JEG HAR IMOD AT DU ER HERNEDE. DU SKULLE VÆRE OPPE VED DIN LATTERLIGT STRUTTENDE HANEKYLLING AF EN HERRE!!"
Råbte han tilbage, en smule usikker på hvor meget hun ville kunne høre af sætningen.
" HAN SAVNER DIG GARANTERET!" 

Han fik en tydelig fornemmelse af at de ikke var de eneste der kunne høre deres brølende samtale med hinanden, som en anden dyb lyd lød. Muligvis fra en anden celle.  Han forsøgte at få sin magi til at strække ud efter hvem det var, men til ingen verdens nytte, selfølgelig var den tunge magineutralitet der lå over stedet i vejen for at han kunne bruge sin magi.
En foragtelig snøften forlod ham.
" LAD VÆRE MED AT TÆNKE, ELLER FLØJTE... ELLER SYNGE.. DET GIVER OS EN MULIGHED FOR AT FINDE UD AF HVOR LANG TID DER ER, OG VI KAN VÆRE HERNEDE I.. !" Han afbrød sig selv idet han hørte lyden af faste støvletramp imod gulvet ude på gangen. Silke? En af hendes underkuede måske? Han stirrede over imod døren. 

Hvordan skulle stilhed kunne give nogen mulighed for at vide hvor lang tid der gik eller ville gå? Hun blev tavs igen. "lige så meget som jeg har imod at du er hernede" For alt i verden ville Florence gerne svare ham igen med lige så stor kraft og vrede som hun kunne mærke i maven, men hun ville ikke lukke den ud. Turde ikke? 
Hun trådte væk fra døren igen og satte sig igen der hvor hun havde været før. Der sad hun et øjeblik imens hun skar tænder så hun næsten var ved at tro et par stykker ville knække. Det skingre lyd af tænder der gned imod hinanden forhindrede hende også i at høre støvlerne imod stengulvet. 
I ren frustration satte hun to fingre op på hver sin side af overmunden og tog et stor indånding inden hun begyndte at pifte den selv sammen melodi igen. Istedet for mundter og lavmælt var tonen højlydt og aggressiv og gav genlyd imod væggene. Det var næsten øredøvende for hende selv, men det stoppede hende ikke.

Lyden af støvletrampene blev blandet med lyden af de skingre pift der nærmest gik gennem marv og ben på Galavant, som  efterhånden bare havde mord i sinde for at få hende til at holde kæft. De hvide øjne skiftede fokus fra døren til vægen og tilbage til døren igen som støvletrampene stoppede op foran døren der kort efter blev åbnet, kun for lyden af hendes piften til at lyde endnu hidigere i Galavants ører. " FLORENCE, NU STOPPER DU FANDME, ELLER DET FØRSTE JEG GØR NÅR JEG KOMMER UD HERFRA ER AT DRÆBE DIG!" Råbte han arrigt, sikker på at det ville kunne nå nu den svære trædør ikke var i vejen.. Til gengæld var Silke det, som hun stod der midt i døren med en taske i hånden, og betragtede den arrige, blødende dæmon. 
Igorerende det arrige dræbende blik som en proffessionel, piftede hun et kort signal ned af gangen, inden hun gik hen for at tage et bedre kig på dæmonen.
" Sikken et humør du er i i dag Galavant.. Problemer med kærligheden?" Lød det drillende, til hvilket en spytklat blev sendt imod hende. " GU FANDEN OM DET ER KÆRLIGHED. DU FÅR HENDE TIL AT STOPPE OG DET NU!"
Den lyshårede kvinde rystede på hovedet. '' Ikke før du har fået din dosis. '' Flere skridt kom ilende ned af gangen; flere folk der var ansat af lyset til at holde styr og kontrol over dæmonerne, som i denne omgang gik ind og fyldte op i rummet udenfor cellen. Tydelig arbejde de var vandt til efter skarp træning. " Husk nu at holde jer muntre. " Lød det smilende fra Silke, mens et par stykker listede op med tydeligt falske smil, inden Silke låste sig ind til Galavant, der i en pokkers til moslen forsøgte at kaste sig imod den langt større kvinde. " Kom nu Gal.. Ikke være så sur..  " Hun greb ud efter hans hår, mens en anden greb  efter hans ben. Benene var der ikke megen mulighed for at flytte nu hvor  de blev holdt nede af den anden, som under stor besvær og hjælp fra en anden fik bene låst fas med en anden kæde så muligheden for spark blev en god del mindre. " Havde du holdt dig bare et par dage mere kunne du ha fået lov at komme i kravlegården. '' En knurrende sprutten lød til svar, som han anspændt forsøgte at gøre sig fri. Lige lidt hjalp det dog som sprøjten fandt sin vej til en vene i halsen; noget der umiddelbart fik dæmonen til at stivne og snappe efter vejret som han følte væsken fra sprøjten blive pumpet koldt og ubehageligt ind. 
" FÅ HENDE TIL AT STOPPE MED DET. HUN FÅR TIDEN TIL AT GÅ! OG HVIS DER ER NOGET JEG IKKE VIL ER DET AT VIDE HVOR LANG TID DER GÅR.. Kender jeg  jer ret kan det være flere hundrede år.."  Med dragne våben rettet mod ham fik Silke kantet sig ud og låst cellen i igen, nikkende imod de andre som snart efter led sig tilbage til deres forskellige poster i undergrundsfængslet. " Ja hun får tiden til at gå,men det er ikke så slemt. Hun er ny her Galavant, hun vænner sig vel til det. Måske ikke i dag eller i morgen, men måske om nogle måneder. '' Et varmt smil blev sendt til ham inden hun tog sin taske, lukkede døren bag og muntert forsvandt hen af gangen igen, efterladende den rasende vredesdæmon, hvor det beroligende udtræk var ved at forsøge at tage sit indtog så han ikke kogte helt, mere var i et syde stadie som en andel kedel vand over ilden.

Florence blev nød til at stoppe midt i sangen for at få vejret. Hun gispede næsten efter det i et minuts tid inden hun forsøgte at få pivelyden frem igen men hendes lunger gav næsten op for hende så hun lod hånden glide væk fra læberne igen. Hun fik heller ikke bær så meget ud af det som hun havde håbet på. det var nok omkring den 3 gang silke havde været i hans celle? ud over når det bare var almindeligt mad. Betød det tre dage? eller var der overhovedet et tidsystem ? Hun klørede sig i nakken og op igennem håret inden hun lænede sig tilbage med et suk der gav hende luften tilbage.
Hun havde knapt nok hørt noget af hvad de havde sagt til Galavant i cellen, men det var formegentlig bare der samme fornærmelser der ville blive smidt frem og tilbage. De var efterhånden ikke engang synderligt kreative længere. "snadrefinke, filipenspresser, spade, pygmæhjerne, regnormsdomptør, engleknepper, tørvetriller, pikantostpillendepellepiksvans, fodsvampssynker, fuckhoved, nulbon, valnøddehjerne, igleslugendeopkaster, gulvsvampesuger,  møgsprederkaptajn, vorteinnuatiker, bussemandsdyrker, ballesvedsslikker, hottoptosse.." hun stoppede dog sig selv ved at holde sig for munden. Hendes øjne var begyndt at løbe i vandt og hendes skuldre rystede af grin. Men hun holdt lyden tilbage så godt hun kunne med begge hænder. At citere de forskelige dæmoner og andet folk under Ra's kommandos øgenavne for sig selv fik det til at lyde langt sjovere end de nok var ment til at lyde. Et hik kom dog fra hende da hun greb efter vejret igen.

Uanet hvormange gange Galavant blev udsat for det beroligende middel, var det ikke noget han brød sig synderligt megen om. Som om der blev lagt en tyk tung dyne hen over hans vrede indtil en form for accept kom frem. Han skulede ned imod sine hænder der tidligere havde rystet af ren og skær vrede, men som nu bare lå slapt i skødet på ham som han havde sat sig ned mod væggen. 
En tung sukken forlod ham som han forsøgte at søge tilbage ind mod stadiet af en døs der ikke ville minde ham om tiden.

Imens kom Silke ind i Florences celle. Hun stod for en stund tavst og betragtede den lille vampyr. Et sæt kort og et hvidt kridt blev lagt ind mellem tremmerne. " Jeg skal love for du har formået at få ham op at køre. Tænkte det her underholdning kunne være bedre end ingenting.. Af sikkerhedshensyn kan vi ikke give dig papir eller blyanter.. Eller penne for den sags skyld. " Lød det roligt forklarende fra kvinden, mens hun betragtede skravlet foran sig..
"Men hvis du bliver ved med at hidse ham op må vi flytte dig i en anden celle. "

Hendes opmærksomhed blev hurtigt afledt da hun fik selvskab af den kvindelige vogter. Hun samlede kridtet op og smilte taknemmeligt ud til kvinden. Lyden af kridt imod sten kunne umuligt være så forfærdeligt at høre på så at hun kunne lave noget der ikke fik Galavant til at himle op var måske et smart træk.
Florence kikkede dog ned i på sine hænder da hun blev bedt om ikke at prikke mere til ham, som var hun et barn der blev skældt ud. "Jeg skal nok prøve" forsikrede hun imens hun nikkede. Hun lagde kridtet ved sin side imellem to af stenene i gulvet så det ikke skulle rulle væk i mørket. Hendes fokus kom så ned på kortene, hun havde godt nok aldrig lært at spille med sådanne billeder og tal, men måske var tiden til det faktisk okay. "Kan du spille?" spurgte hun og rakte den lille bunke op imod vagten med et håbfuldt blik. Det var lige før hun så ud som om intet var hent og det bare var et venligt tilbud om et spil istedet for det desperate råb om kontakt eller underholdning som det egentlig var.

Silke lagde sin tunge taske fra sig på jorden inden hun satte sig tungt på gulvet foran fangen. " Du skal ikke tage det så tungt, det er bare lettere at flytte med dig end at flytte med ham. Bare at få dosen i ham nu her krævede mere mandskab og en større dosis end sædvanligt.  Og selv om han er et bette pjok, vil det være en ufornuftig ide at flytte ham mens han sover eller er bedøvet. De har en af os for et par hundrede år siden, mistet et øje på. " Hun grinte kort, selvom der egentligt ikke var så meget at le af ved et smadret øje.  
Blikket gled ned på kortene der blev peget over imod hende. " Jo, lidt kan jeg.. en 7-kabale, en kongekabale og 500.. Og lidt poker.. " Hun smilte skælmsk. Stærkt tvivlende på at den lille nonne, eller hvad pokker hun havde været, kendte noget til poker. " Også er der black jack, eller som vi kalder det hernede; sorte zaladin.. " Hun tog kortene og begyndte at blande dem, seende eftertænksomt på pige.. Nej kvinden.. Selvom kropen var et barns, var sindet inde bag langt ældre. Akkurat som det var det med dæmoner. Ikke underligt at lyset så vampyrer som værende en af Zaladins skabninger. " Nogen bruger dem også til at bygge tårne ud af når de keder sig og ikke har makkere at pille med. Har også hørt om sigøjnere der ligger kort og kan forudsige ens fortid for en, men det tror jeg ærligt ikke på.  "  

Florence kvikkede lidt op og smilte lidt mere ved at et spil hun faktisk kendte "Zaladin kender jeg faktisk! Eller jeg har ser på folk spille det. Det virker ikke som et helt fair spil overfor andre en den der styrer spillet" forklarede hun imens hun samlede hænderne som skulle hun til at klappe af begejstring. "Men... for nu, kan du så måske lære mig noget jeg kan spille for mig selv?" hun var lidt skuffet over sin egen beslutning om at spørge til det. Hun ville frygteligt gerne udnytte sit selvskab til at spille med andre men hun ville ikke vide hvad hun skulle stille op med kortene alene hvis hun ikke lære det nu.
Med det lidt aftagende smil kikkede hun forbi Silke og ud på gangen. "Det er ikke fordi, nu må du ikke tage det personligt men, det er ikke fordi jeg vil gøre det nemmere for jer med hensyn til at flytte mig. Jeg vil bare helst gerne vide hvor han er og hvad i gør ved ham" Det var lige før hendes egne ord forvirrede hende. Hun viste udemærket godt hun ikke kunne udstå den højtråbende dæmon, men på den anden side kunne hun ikke tilsidesætte trangen til at beskytte ham så godt som hun nu engang var i stand til. Det var forvirrende og samtidig irriterende da den følelse havde teknisk set anbragt hende hvor hun var lige nu.

Så hun kendte Zaladin.. Det kom alligevel lidt som en overraskelse for dæmonvogteren, men hun lod sig dog ikke vise det. " Det kan blive et fair spil, hvis man som spiller lærer at tælle kortene. "  brummede hun.
'' En syvkabale kan man hurtgt finde ud af om går op, men en kongekabale kommer tidn hurtigt til at gå for man skal bruge hovedet imens. '' 
Hun  lagde kortene ud foran sig som hun begyndte at forklare spillets regler.  " Man starter med at lægge 12 stakke af 4 kort med billedsiden ned. de sidste fire ligger man for sig selv, også med billedsiden ned. " Hun løftede et kort og viste det efterfølgende til florence som hun fortsatte forklaringen.
" Derefter tager man det øverst af de fire kort man lagde for sig selv. er det et es lægges det nederst i den første bunke, 
12, er det en 2'er så i den 2. bunke af de 12, osv. op til damen. " 
Hun holdt øje med om hun forstod inden hun kom med den sidste smøre. "
 Så tager man det øverste kort i den bunke man lagde et kort med billedsiden op under også følger du hvad jeg sagde tidligere, og sådan bliver man ved indtil man trækker en Konge, ham tager du ud til siden og så tager man et nyt kort fra den bunke man startede med lægge lidt for sig selv. hvis det gver mening. " 
Det var ikke lige så let at forklare eller lære det gamle spil. 
" Når alle kortene fra es til dame ligger med billedsiden opad så er kabalen gået op og du skulle gerne ligge med fire kongerækker. "
Med vilje undlod hun at nævne at det meget sjældent skete at kabalen gik op.
" Jeg har dog min teori om at du vil være mere medgørelig end ham. " Hun nikkede let hen mod den retning cellen Galavant sad i var. " Du har trods alt ikke en skarp hale man skal passe på. 
Et skævt smil forlod hende.
'' Og hvad vi gør ved ham er at observere ham, stikke ham noget beroligende når han bliver lidt for forstyrrelig. Ingen grund til at fodre eller ignorere vredens flamme. Holde øje med at kroppen ikke begynder at falde hen..Dør kroppen skal en ny findes snarest eller vi skal igennem en længere process med at nedlåse dæmonens essens. De er lettere at ha med at gøre når de har en fysisk krop. Heldigvis behøves de ikke mad, men de får alligevel en portion ugentligt, nogen sjældnere.. Som ved Galavant.. Hvis de opfører sig pænt i længere tid kan de få lov til at komme i kravlegården, som vi kalder det. Dog aldrig sammen.''

Florence fulgte meget nøje med i forklaringen af reglerne. Det virkede simpelt nok, hvis man har heldig nok at kortene lå i en orden i bunken som ville få knuden af tal og billeder til at gå op. Nok ikke noget der var helt så let som Silke fik det til at lyde. Hun løftede dog ikke blikket da hun begyndte at forklare om forholdende for dæmonerne hernede. Det kom ikke bag på hende mere hvordan de blev behandlet. Med den måde Galavants tidligere herre havde omtalt ham på var der ingen tvivl om at de var set som noget langt mindre værd.
"Så de bliver behandlet værre end dyr?" spurgte hun imens hun prøvede at lægge kabalen ud som hun havde fået fortalt. "Hvorfor nedgøre dem på den måde og slavebinde dem? Hvis de absolut er sådan en trussel hvorfor så ikke bare fjerne dem fra jordens overflade? jeg kan ikke se nogen grund til at få dem til at lide i flere århundrede under jorden for at en rigmand kan gå ned og vælge den han tror ville være mindst problemer med" fortsatte hun. Logikken i at blive ved med at torturere selv dæmon sjæle var på ingen måde logisk for hende og hendes kabale gik selvfølgelig ikke op i første forsøg.

Silke lagde roligt sine hænder i skødet som hun lyttede til den uforstående vampyr. " Sjovt du nævner udslette. det er hvad lyset forsøger at gøre med vampyrer.. Men dæmonerne er langt værre fat. Du finder det måske umenneskeligt at de er hernede låst inde uden sollys og alt det. Men faktum er at de er ligesom karkelakker, umulige at slå ihjel. Drives de ud af deres krop vil e forsøge at finde sig en anden at bosætte sig i. Javist er de svagest når de er i deres tågeform.. Den skyggeagtige ting de i grunden er. Men fordi massen er så svær at holde stille og derved låse fast i et smykke eller genstand, så er der ikke meget vi kan gøre for at uskadeliggøre dem andet end at forsøge at gætte deres navne. Javidst er nogen gættet og senere nedskrevet med let sensur på. Men de kan også være nyttige i kampen mod Mørkets Lord og en verden i fred. Hvorfor tror du at dæmonernes rige i sin tid blev lukket? Det var for at sørge for at flere dæmoner ikke kom ud i verden, de skaber for meget kaos og frygt. Af samme grund holder vi dem adskilte her, vi kan ikke have dæmoner der formerer sig eller skaber oprør."
Hu lod en hånd glide gennem sit korte blonde hår inden hun med en sukken rettede let på sin armbrøst. "  Det korte af det lange er, for landets sikkerheds skyld. Vi forsøger stadig at finde bedre og hurtigere måder at udslette dæmonernes essens på, indtil videre med megen lidt held Ved at vi ikke giver dem mad mere end en gang om ugen har noget med dæmonernes magiske styrke og kunnen at gøre. De fleste føler sig svagere uden næring efter et vidst stykke tid, men deres legeme skal stadig kunne køre.. "

Det var noget af et sørgmodigt udtryk Florence sad med nu imens hun kikkede ned på det fejlede spil. Det føltes så underligt at blive mindet om at hun selv egentlig var noget som stod for had og foragt. Hun ville for alt i verden ikke sen Nogen som helst blive udslettet hvis det kunne blive sådan. Men det var heller ikke ligefrem fordi Galavant gjorde sine chancer bedre med sin opførsel. Hun havde set han opfører sig ordentlig, om så det var på en magisk odre eller ej så burdte han vel kunne i det mindste forfalske det og overbevise folk om at.. hendes tanker kom på noget af et sidespor. For ja hvad hvis han overbeviste folk at han var kommet på bedre tanker? Hvad hvis de begyndte at stole på ham og så en dag han ville droppe skuespillet og rasere alt omkring sig?

Uden flere ord pakkede hun kortene sammen i en bunke og satte sig lidt tilbage i cellen med benene oppe til sig. "tak fordi du tog dem med til mig silke.. jeg skal nok få dem brugt på et tidspunkt" sagde hun uden at kikke op. Det var svært at se nogen eller noget i øjnene lige nu. Det var direkte uhyggeligt at se og høre folk snakke sådan om levende personer. 

Silke rejste sig op og tog et greb i hendes taske, betragtende vampyren foran sig.
" Jeg finder det lidt mystisk må jeg ærligt indrømme.. At, selvom du er bange for synden, at du alligevel har sådan en nær kontakt med ham at du direkte tirrer ham.. Det er idt som at se på et par forelskede teenagere..." Lød det tankefuldt.
" Du er stadig ikke frisk på at se ham igen, antager jeg det? " Et øjenbryn blev hævet, mens tankerne gled over på dæmonen  som sad nogle celler væk og højest sandsynligt var påvirket af den dosis beroligende han havde fået.

Hun gjorde en lille bevægelse som om hun skulle til at rette på hende til kommentaren om et forelsket par, men hun gav dog ikke lyd fra sig. Florence kunne ikke se nogen grund til at prøve at rette det. Hun kunne jo nok ikke se bort fra at på trods af den krillrende frygt hun havde fået for Galavant var hun jo nok ikke blevet hernede bare på grund af almen venskab. Selvom hun havde lidt håbet på det bare var det.
"Jeg tror bare jeg ville blive råbt i ansigtet hvis jeg viste mig for ham" svarede hun dog endelig med en smugle humor i stemmen. Det ville nok ikke gøre den store forskel alligevel på om hun blev her eller ej. Den eneste grund hun havde til at se ham var for hendes egen skyld. Hun viste godt hun nok ikke ville få det i det her liv, men tanken om at se ham taknemmelig for at hun var her fik hende alligevel til at ønske at se ham. Eller måske bare være taknemmelig over for ham. Det havde ikke været svært ikke at genkende smagen af hans blod når hun en gang imellem fik noget. Om det så var frivilligt eller ej. Nok de sidste siden de formegentlig ikke ligefrem havde et hav af folk der villigt gav fra sig af deres.
"Tror du ikke?" spurgte hun for at få det på en måde bekræftet at det var det hun ville møde hvis hun gik med.

Hendes spørgsmål blev besvaret med en spekulerende hovedrysten. " Det tror jeg nu ikke du skal sige.. Måske han vil være utilfreds ved at du er hernede, og ytre sin mening om det. Men jeg tvivler at han vil yde kiv og forsøge at angribe dig, og selv hvis han gjorde vil sikkerheden hurtigt komme ham i vejen. ''
Kvinden lænede sig lidt op mod væggen. '' Jeg ved ikke om I vampyrer kan smage forskel på blod, men det skulle ikke undre mig hvis I kan. Galavant hev selv fat i mig da han var faldet nok ned efter nyheden om dig, og foreslog vi trak lidt blod af ham til dig, især hvis vi ikke havde nok i beholdningen. Noget jeg vil antage som værende en øm gestus for dig. '' Hun hev tasken op på skulderen. '' Noget kan sagtens arrangeres. Kravlegården kan splittes op i to hvis der skulle være behov for det, men det er bare et foreslag. Hvis tingene skulle gå galt vil der altid være nogen der kan træde til og holde ham, eller jer begge, nede og give et skud beroligende eller lammende."

Hun stirrede spekulativt i luften. '' Åh ja, det bør nok nævnes at i papirerne er du ikke 'betandet', men en af Vredes unger. Bør jeg nok nævne.. Kan gøre det lettere for dig at komme ud når den tid kommer. ''
Lød det let tilføjende.