Det havde faktisk været en god dag. 
Alt taget i betrækning at alle dage var lidt dårlige fortiden. Så havde dagen i dag været ganske tilforladelig.
Altså lige ind til at den kost var smækket lige op i hendes ansigt og blodet var fosset ned af læber og hage. I et vildt arrigskab havde hun stormet ind på kontoret for at finde ud af hvem der havde stået for regngøringen af barakkerne den eftermiddag.

Bauer. En mand som havde været et torn i hendes øje lige siden han havde stillet til træning. Aldrig havde hun mødt en mandsperson med så lidt mellem ørene. Godt nok var han stærk som nogen anden, han kunne følge ordre. Men der skulle virkelig meget til at trænge ind i den nød af en skal, som hun til tider ville vove at påstå var tom. 

Med målrettet og hurtige skridt skred Anann hen over gården imod bygningen de spiste deres måltider. Hvis han var nogen steder, så måtte det bestemt være dér. 
,,Bauer!'' en dyb autoritær stemme brød den glade stemning. Da den kvindelige våbenmester skød dørene til side og skred ind i rummet. Med blod tørret fra næsen ned af hagen var det ikke just et kønt syn der mødte dem der ture se hen imod personen. Hun var ikke særlig populær blandt rekrutterne. Ikke at det gjorde hende noget, hun var effektiv og dem som blev i hendes træning og ikke løb grædende bort. Dem var hun sikker på hun nok skulle gøre til de bedste byvagter der længe var set. 

Roderick sad mut, hans blik fjernt, det typiske smil ingen steder af se. Hans hånd skovlede automatisk en eller anden gryderet ind i kæften, men det var ud af ren vane - han smagte ikke maden. Det var ved at stå rimelig klart at Brimnæs, hans barndomshjem, var brændt ned til grunden ligesom så mange andre af de små landsbyer i hovedstadens omegn. Hans forældre var døde. Hans bror, død. Hans søster, højst sandsynligt også død. Det var en opslugende smerte, et sort hul i hans bryst. Han var kun kommet på arbejde i dag fordi han følte sig forpligtet, fordi de i forvejen var underbemandede, fordi ellers ville han enten storme fra byen for at finde og dræbe de ansvarlige eller bare ligge i sengen og stirre op i loftet.
I stedet gik han gennem formiddagen i en tåge, udførte trænede handlinger men var langt fra fysisk tilstede. Det var samme måde at han skød på benene, da han hørte sit navn. Bænken skramlede hen over gulvet bag ham mens han stod der med ryggen ret, med et tomt blik stift rettet frem.
"Javel.." svarede han mat.

Hvis hun havde lagt mærke til at han virkede anderledes, gav hun bestemt ikke mine til at erkende det.
kosten som der havde banket op i hendes hoved, var at finde tæt knuget i hendes højre hånd. Hun gik to lange skridt hen imod den tårn høje mand, højden havde aldrig afskræmt hende. Hvilket bare fik hende til at stirre olmt op imod hans meget afmattede ansigt.
Flere af dem som der befandt sig i spisesalen havde rettet deres ansigter imod sceneriet. Det var nok ikke hver dag at man så den kvindelige byvagt smurt ind i tørret blod. 
Hun stak kosteskaftet lige op ved hans næse og kunne mærke at det at han ikke virkelig erkendte hende eller kunne mærke alvoren i hendes stemme. Virkelig fik blodet til at koge. 
,,Hvad fanden er meningen med dette?''