Det havde været en lang dag. De havde brugt det meste af dagen på at få købt ind så de havde mad til turen, og så var det ellers gået afsted med deres vogn der blev trukket af nogle heste, de havde fået anskaffet sig år tilbage. Selve tropen havde ikke haft noget at gøre med det, men den ene der havde joinet deres gruppe sammen med hestene, havde vidste ikke fået fat på dem på helt lovlig vis, men det tog de nu ikke så tungt. Mange af dem var tidligere tyve af den eller anden art og nogle af dem var det stadig til dels, men hvis det ikke satte gruppen i problemer, så var de rimelig ligelade.

Solen var ved at stå lavt, da de endelig stoppede vognen og satte op for natten. Hestene havde også brug for hvile, og så kunne de også selv nyde den friske luft. Langt mere frisk herude, end den var inden i byen. Og i løbet af et par dage, muligvis uger, så ville de være tilbage til Rubinien, og der var der heller ikke meget frisk luft. Og det ville heller ikke længere være køligt. Måske Cecilio kunne besøge sin familie mens han var dernede. Det ville i hvert fald være rart at se dem igen.

De var stadig igang med at sætte tingene op, da han slap væk fra dem, for at udforske området omkring der hvor de var stoppet. Der var lidt skov i nærheden, men ellers var der bare åbne marker. Golde og øde fordi det stadig var vinter. Forhåbentlig der ville komme liv til dem igen når det blev vinter, for lige nu var det noget af et trist syn. Selvfølgelig ville det syn være væk ligeså snart solen gik ned, og det ville være endnu mere trist, selvom at kigge på stjerner ikke var helt slemt. De var i hvert fald mere tydelige her end de var inden i byen.

Sækken landede tungt på jorden, hvilket blev efterfulgt af et træt suk. Hun havde vandret i timevis, mest fulgt stierne og vejene, men til sidst besluttet, at det var tid til et lille hvil. Fra vejen af havde hun spottet et lille skovområde, som der hurtigt var blevet sat kurs imod. Privatlivet var klart at foretrække, når man ønskede lidt søvn, og desuden hjalp det hende med at være knap så åbenlys, hvis potentielle listefingre skulle komme forbi, så denne lille "skovhule" var perfekt.

Aphria så sig omkring. Det var ikke ligefrem hjem, men det var hendes valg. Den sidste tanke fik hende til at smile for sig selv, imens et vemodigt udtryk kunne anes i hendes blik. Mon de savnede hende? Det var der rigeligt med tid til at tænke på, men alligevel skød hun det altid væk. Selvfølgelig gjorde de det, men det var ikke så slemt. Hun vendte nok tilbage igen på et tidspunkt. Det havde hun i hvert fald lovet. Alligevel havde hendes familie vist fornemmet, at hun ville være borte et lille stykke tid. Lyden fra den lille skindpund, som hun havde bundet om hoften, signalerede i hvert fald, at der var krystaller nok til et par uger, måske endda måneder. Hun håbede at kunne bruge nogle af krystallerne på en ordentligt taske, når hun engang kom til hovedstaden. Sækken hun bar på nu var både tung og klodset, men de havde ikke haft nogen tasker derhjemme, der både kunne rumme alle hendes ting. Så sækken blev det.

Langsomt begyndte hun at forberede sig til natten. Sækken indeholdt lidt proviant, men hun kunne alligevel ikke dy sig for at plukke et par spiselige urter, imens hun samlede brænde. Da der var samlet nok kviste og træstumper smed hun det i en bunke, ikke langt fra, hvor sækken var placeret. Hun satte sig på hug, og trak to sten op af pungen, som hun derefter kørte hastigt mod hinanden i håbet om at få lidt gnister frem. Netop som det lykkedes hende at frembringe et par milde flammer, ramte en fjern lyd hende, og hun indstillede straks al handling. I stedet blev de ellers lidt slappe øre rettet op og fokuseret imod lyden. En hest? Efter at have ventet et par minutter uden yderligere sære lyde, formodede hun, at det blot var en forbipasserende og slappede straks af igen. Fra sækken blev to humpler brød fremdraget, som hun satte sig ned ved ilden og begyndte at tygge i.

Afsluttet