Lyden af vinden og Leonas egne støvler med den bløde, fugtige græs og hendes ponys hove var alt hun kunne høre. Den unge pige var på vagt og de blege, blå øjne var opmærksomme på alt der kunne være en fare. Hun havde ikke modet til at rejse tilbage til sin hytte nær hovedstaden og var derfor gået syd på. Leona havde ikke en mening med at drage syd på , men det var den vej hun nu var gået og hun gjorde sit for at undgå de mørke soldater der havde angrebet hovedstaden. Leona bar en rød kappe om skulderne med hatten oppe og det snehvide hår væltede ned over hendes skuldre. længere fremme tårnede sig et slot op og hendes blide, uskyldige øjne fangede lyset der blev reflekteret på en sø længere fremme. Hun greb lidt fastere om tøjlerne hun førte ponyen frem ved og bevægede sig mod søen. Hun håbede ikke, at der var nogen af betydning der så hende liste ned mod søen for at give ponyen en mulighed for at drikke, hvis der var skulle hun nok komme af sted hurtigere end en hare fra en ræv.. Leona ville ikke kunne løbe fra de fleste på grund af hendes led og kulden gjorde dem stive og hun bevægede sig langsomt, men alligevel formåede hun at falde på det fugtige græs, da hun var ved at være ved søen. Ponyen var tørstig og gik ivrigt mod vandet, hvilket resulterede i, at hun måtte små løbe for at følge med. Da de kom til bredden begravede ponyen dens bløde mule i vandet og Leonas ben forsvandt under hende endnu en gang, da ponyen nikkede voldsomt med hovedet. Leona skulede let mod hesten. "Du kunne ikke lige have givet mig tre sekunder til at komme væk? " Nu var hun våd og det meste af hendes kappe var gennemblødt, det nederste af den sølv farvet kjole hun bar var også.

Kvakket vidste egentlig godt at der var en krig igang. Hun havde hørt noget om at det kunne være farligt at gå udenfor, men frø-pigen havde ikke ligefrem den bedste koncentration, og en endnu ringere hukommelse, når det kom til ting hun ikke fandt vigtige, og åbenbart var en krig ikke vigtig for den evigt glade frøpige.
Hun havde bestemt sig for denne gang i det mindste at blive i nærheden af skolen, hvilket professerne på skolen nok ville tælle som en succes med alle de dagsture Kvakket havde taget ned til Medanien og de omliggende skove. Hun var lidt af en pestilens for nogle af professerne, men de kunne ikke smide hende ud, hvilket Kvakket nød godt af.

Hun kunne se den store sø ikke langt fra hvor hun var og begyndte at hoppe over mod den. Hun opdagede dog ret hurtigt at der var nogen, og det lignede ikke ligefrem nogen af eleverne på skolen, hvilket bare gjorde Kvakket mere nysgerrig, og hun hoppede hurtigere over mod den fremmede, og... var det en hest? "Heeeeeejjjj," råbte hun da hun var kommet tættere på og vinkede helt vildt, mens hun forsatte fremad, med et stort smil på læberne.