Det var en ganske almindelig aften og Aethelwulff, i sit helt nye embede, sad i byvagtkvarteret med sin aftensmad, bestående af noget sammenkogt kød og kartofler, da en byvagt dukkede op i hans dørkarm, med en undskyldning for forstyrrelsen og en grim nyhed om, at der, siden skiftet af kaptajnembedet ikke var blevet gjort noget ved de ret talstærke banditter, der godt kunne lide at kræve told uden for hovedstaden. De var dygtige, vidste Bjørnen, for de havde overlevet længe på deres små finurlige tricks. Men han havde heldigvis selv nogle dygtige rådgivere i sine rækker. Én af dem var kommet med idéen om, at udklæde sig som civile for et par dage siden, og han ville egentlig gerne have sat gang i den plan, havde det ikke været fordi der havde været langt mere presserende emner i selve byen.

Men i aften var en af de mere afslappede, og han rejste sig med det samme, skovlende resterne i munden mens han nikkede flere gange til vagten, der kort efter forlod ham. Han stillede skålen fra sig og trak i en ringbrynje, men med en neutral doublet uden over, samt en stor, tung kappe. Sværdet var godt skjult under kappen og da den store mand gik ud, fik han taget tre andre byvagter med sig. Nogle af de mere trænede, så det skulle nok kunne lade sig gøre, at få fjernet de banditter.

"Jeg ville have bedt jer om, at tage skjolde med, men da det er for afslørende, må I selv bestemme hvornår det er bedst, at gøre et taktisk retræte. I kender alle min måde at behandle banditter på,"

Forklarde han de tre mænd, som de sadlede op, de andre til normale heste, Bjørnen selv, på en noget større hest, der bedre kunne håndtere hans enorme vægt.

Og så red de fire mand ellers ud af byporten, ud på den mørke landevej.
De red i totalt stilhed til de var omkring halvanden time fra hovedstaden, før en puslen gjorde Aethelwulff opmærksom. Han sendte hurtigt sin sidekammerat et blik, og denne vekslede også blikke med de andre. De var forberedte, da banditterne trådte ud på vejen.

Den ene af banditter, en stor karl, men overhovedet ikke nær så stor som Aethelwulff trådte frem.

"Jeg kan se I er på vej fra hovedstaden. Men den vide verden kræver told. Vi.. Kræver told,"

Forklarede manden med et ulvegrin, mens han så på Aethelwulff.
Og det var da, at kæmpen valgte sin første handling. Hvor mange de var, vidste han ikke helt, men for ham var det hip som hap. Han satte i galop og sprang fra sin store stridshingst, lige ned på den store mand, der væltede omkuld.

"Byvagten kommer for, at tage jeres ulovlige godter fra jer! Det lyder som en langt bedre idé, lille mand!"

Sagde han så højt han kunne, bare så de andre også kunne høre det. Rundt omkring ham startede det kaos der altid startede når banditter var involveret.

Etheldred sad og halvsov i karetens hårde vuggen over den bumlede vej. Ved hendes side sad hendes mand og gloede med et halvdrukkent blik på hende. De havde været til fest nogle timer tidligere og var nu på vej til deres hjem i hovedstaden. Turen havde været lang og Ethel var efterhånden blevet smågnaven som hendes vinger blev lukket inde i den lille kasse de sad i.
En hånd blev placeret på hendes lår som hun tydeligt kunne lugte og fornemme at Thomas, hendes ægtemand gennem flere år, forsøgte at gøre sine tilnærmelser ved hende. Det var langtfra første gang, og ville nok også bestemt ikke blive den sidste. I og med at hun første at undgå at sove med ham og ende med barn, forsøgte han cirka lige så mange kneb for at få hende i høet, som hun forsøgte at undgå omtalte hø.

Irriteret slog hun hans hånd væk. '' Ikke nu Thomas.. ''
'' Hvornår så+ '' Lød hans mørke stemme.
Hun trak på skuldrene til svar, idet samme som kareten stoppede brat, hvilket fik begge ægtefolkene til at glo ud af vinduet, lyden af slagsmål kunne tydeligt høres meter fra dem.
Hun gjorde mine til at hoppe ud, for at få et bedre overblik, men blev holdt tilbage af manden. Hun gloede på ham, følte en hidsig svien i hendes segl idet hun nær havde langet ud efter ham. Istedet tog hun en dyb indånding og sukkede tungt.
'' Det er min pligt.. Elskede.. ''
Det var tydeligvis ikke med hendes gode vilje at hendes stemme var blevet så pludelig sukkersød, men ikke desot mindre lod det til at den fede ægtemand godt kunne lide denne stemme idet han slækkede taget i hende.
'' Men du er jo stadig i fest tøj... Og du er kvinde.. ''
Hun lænede sig kort ned til ham og gav ham et hastigt dybt kys. '' Senere i aften... Jeg kan sagtens kæmpe i skørter, lad endelig ikke min kvindelighed komme i vejen. '' HUn blinkede kort til ham, hvilket forlod ham forvirret længe nok til at hun kunne åbne karetens dør og storme ud med en kugle af lysets kraft i hånden til at lyse op.
'' Hvad i Gudindens navn foregår der her..+ '' Hun forsøgte at finde ud af hvem der var de gode og hvem der var knapt så gode. Ikke videre let i det tiltagende mørke. Faktisk var der ingen ansigter der lod til at sige hende noget... Og dog.. en af de civilsklædte byvagter mente hun at have set før i byens gader.
En bandit gik til angreb imod hende, og fik snart en vinge direkte ind i ansigtet. Det var egentligt rart at kunne strække dem igen. Hun forsøgte at danne sig et overblik, ignorerende hendes husbonds blikke fra kareten.

Den store mand, der lå under Aethelwulff, gispede let, som reaktion på Bjørnens kampvægt. Der var helt sikkert et par brækkede ribben som resultat af dette, men ikke desto mindre langede manden ud efter byvagtskaptajnen, der dog hurtigt fangede næven. "Opfør dig ordentligt," forklarede han roligt, hvorefter han gav manden et "let" slag over ansigtet. Han rejste sig derefter op fra den nu bevidstløse mand og vendte sig mod de resterende banditter, der var i stort overtal i forhold til hans tre mænd.

Men før han gik til angreb, dukkede en ny person op med et spørgsmål der fik ham til at se sig over skulderen. Da hun blev angrebet, langede hun manden væk med en vinge og Aethelwulff greb ham hurtigt, for derefter at slynge ham omkuld på jorden. Havde hendes slag ikke været nok, var hans kast det. Manden rejste sig i hvert fald ikke.

"Mit navn er Aethelwulff, jeg er byvagtens kaptajn, og vi er i gang med at give disse banditter en lærestreg. Jeg skal ikke holde dig tilbage fra, at være med, hvis du ønsker,"

Forklarede han, kort for hovedet, men med et lettere høfligt smil. Kvinden var ikke bare en gemen bonde, for hun gik i pænt festtøj, og der stod en karet lidt længere bag hende. Men hun så ud til, ikke at have noget imod denne situation. Uden at sige mere, trak Bjørnen sit langsværd og gik i kødet på en ny fjende, der havde udset sig ham og den fremmede rigkvinde. Der var to, så det var lidt besværligt, især da den ene skød langvejsfra med en armbrøst, hvis bolt ramte Aethelwulff lige i skulderen. Med et brøl, dukkede han sig bag sin modstander og flåede pilen ud. Såret lukkede sig efter få sekunder, hvorefter han så på dem begge med et raseri kun en trold kunne mønstre.

Hun betragtede den større mand, men holdt dog stadig med andre banditter, det var aldrig til at sige hvor de befandt sig, og selvom hun ikke brudte sig om sin husbond, ville hendes pligt til at skulle forsvare manden, hvis eneste evne bestod i at skabe bobler ud af ingenting, stadig være for stor til at hun blot ville se på hvis en af banditterne kunne finde på at angribe.
Manden foran hende virkede dog forbløffende stor, i alle henseender.
Et nik forlod hende som han introducerede sig, imens hendes frie hånd fik åbnet op for slåom funktionen det fine silkeskørt havde, og rev skørtet væk så hun kun stod i benklæder der gik hende til knæene. Desværre ville hun ikke kunne gøre sig fri af sit korset, men det var der ikke noget at gøre ved, hun havde trods alt prøvet det der var værre i sin tid som Lysets Kriger.

'' Og mit er Etheldred, dog kan De kalde mig Ethel. Lysets Kriger.. Jeg vil med glæde give en lille hånd, der var alligevel ved at blive trangt inde i kareten. '' Hun sendte et kort muntert blik mod kareten hvor hun vidste at Thomas sad og holdt øje med et tvært fjæs. Han syntes ikke at det var kvindearbejde at være Kriger, overhovedet. For ham skulle kvinder blot blive hjemme og sysle og ellers stå ved deres mands side imens de tog sig af husholdningens pligter. Men den type kvinde ville den lyslokkede kvinde nok aldrig blive.

Hun bemærkede skam godt hvor hastigt hans sår lukkede sig igen, en bemærkelsesværdig evne. Lyskuglen i hendes hånd deltes i flere små sole, og spredtes ud, som de slog ned imod de nærmeste banditter. En enkelt fik et pletskud i nakken og faldt straks slap om på jorden. Hun hastede hen og tog hans lange dolk, og fortsatte ufortrødent imod den næste. Der var virkelig intet som at kunne kæmpe når hun var i et dårligt humør, det fik hende næsten altid i et bedre humør, og allerede nu spillede et smil på hendes læber som hun fik nedkæmpet endnu en på trods af hvor sløv dolken egentligt var. Det var blot en gladelig nyhed at denne mand var en ny vagtkaptajn, hun vidste at den havde stået galt til med den gamle kaptajn der havde været en direkte skændsel og ladet sig betale under bordet, gamblet, haft omgang med fangerne og de fattige og Gudinden måtte vide hvad. Det var godt at vide at den stygge karl endelig var blevet smidt af sin plads, forhåbentligt ville denne Aethelwulff kunne bringe orden til de rester der var tilbage af byvagter.