En fjerpen gled hen over pergamentet og efterlod blødt svungne bogstaver, som den rødblonde Rovandír denne formiddag sad og skrev rapporter fra de sidste par vagter, såvel som han havde taget noter på hvordan hans fugle-evne udviklede sig, sidstnævnte kunne gå hen og blive brugbart før eller siden, det var i hvert fald noget han bildte sig selv ind. Måske i fremtiden der ville være flere elvere med fugle-kommunikation og lignende evner, der havde brug for hjælp men ikke kunne finde den, så ville en tur på elvernes bibliotek kunne hjælpe hvis han selv var taget afsted til stjernerne på det tidspunkt.

En sagte banken lød på døren og han lagde pennen fra sig, inden han gik ud for at åbne op. Udenfor stod en lidt yngre løber, der gav en kort besked om at Taurn Edhel gerne så ham oppe på fortet.

Den rødblonde tog sig i at tilte hovedet, det var tydeligvis ikke godt for ham at observere ugler, spekulerende på hvad lederen mon ville ham. Forhåbentligt var der ikke dukket klager op over ham, han mente nu ellers han havde været temmelig pålidelig til at møde op til sine vagter og få afleveret rapporterne til tiden, samtidig med at han også holdt styr på sin træning ved Xharlion.

Han lod løberen forstå at han havde modtaget beskeden og ville komme derop så snart han havde færdiggjort sin rapport og kommet i nogle bedre klæder. Det kunne være så uofficielt et møde som muligt, men han foretrak nu ikke at gå i krøllet tøj og med uopsat hår, medmindre der var en grund til det, overfor hende.
Han lukkede døren i og hastede sig til at færdiggøre rapporten og signere den, inden han fik noget bedre tøj på. En afslappet gullig-grønt spillende kjortel over et par ikke alt for stramtsiddende bukser og læderstøvler. Et bælte med tilhørende langskaftet dolk blev placeretover kjortlen, bare for at være på den sikre side. Et par fletninger i siden der fik hans hår til at gå væk fra ansigtet blev hastigt ordnet inden han tog rapporten og med lange skridt bevægede sig op på fortet. Rapporten kunne han lige så godt aflevere undervejs.

Hvilket den da også blev, inden han begyndte at stige op af de mange lave trapper op til hendes kontor. Vagterne foran døren skævede kort til ham. '' Taurn Edhel skulle vente mig. '' Lød den korte, afmålte forklaring som han følte nervøsiteten stige en smule, dog var det ikke noget der kunne læses i hans ansigt, nok snarere på fingrene der tappede let imod hinanden i et forsøg på at få mere kontrol over sig selv. Den ene vagt bankede på døren inden han stak hovedet ind og nævnte at Rhovandír stod udenfor, om han blot skulle sendes ind eller om han skulle vente.

Toorah sad som altid bænket for enden af det ovale bord der fyldte det enorme kontor på fortet, stolen hun sad i var ligeledes af pervers størrelse, udelukkende overgået af sin stol der befandt sig i rådssalen. Overalt var ting skåret ud i træ eller formet af de kyndige inden for planter og træer, så alt var dekoreret med en overdreven perfektionisme.
Bag ledern var der enorme vinduespartier som buede i en kæk form, der lod det sidste af eftemiddagssolen kaste lange skygger indover kontoret.

Den lette banken på døren fik hende kort til at hæve hovedet fra de svungne skriverier, inden vagten stak hovedet ind og gav en melding, der fik Toorahtil at stille den lange skrivefjer fra sig i blækhuset og nikke kort, dermed lod hun den unge elver ind i kontoret. Ualmindeligt langsomt lænede hun sig tilbage i stolen og lagde så benene over kors. En af de dybrøde vinterkjoler var fundet frem, grundet dagens vejr, en stor guldfarvet krave indrammede det blottede bryst, inden kjolen blev samlet i et korsetlignende mavestykke af det pureste guld, inden den gik ned i nogle enorme skørter. Ligeledes var alle kanterne besat med små stykker guld i avanceret metalarbejde.

"Ah, Rhovandír Taurvantian Træløber, godt de kunne komme!"

Startede hun kort, inden hun nikkede det klassiske lille anderkendende nik, hun sendte folk hun mente var værdig til en lille hilsen, alligevel var nikket så forsvindende lille, at kun det trænede øje ville fange det.

Rhovandír ventede tålmodigt på at han fik tilladelse til at komme ind, trods alt var dette ikke nogen nødstilfælde hvor han havde oplysninger der krævede at Toorah vidste det hurtigst muligt. Han nikkede kort til vagten inden han blev vist ind og døren lukket bag ham.
De forårsfriske øjne skævede årvågent rundt i kontoret, blot for at sikre sig om der befandt sig andre end de to i lokalet, det så dog ikke umiddelbart sådan ud, så hans blik faldt istedet over på sin leder hvor for en kort stund hvilede ved hendes valg af påklædning. Hendes stemme afbrød hans tankegang, hvilket nok var for det bedste, og hans øjne så hurtigt op i hendes som han huskede sine manerer, lagde hånden fladt på hjertet og bukkede for hende. '' Taurn Edhel..'' Ganske kort lød det næsten som om hans stemme var ved at knække, hvilket han hurtigt rettede op med en diskret rømmen idet han rettede sig op og stod rankt på sin plads, stadig indenfor døren. '' De ønskede at tale med mig..+ ''
Det var lige meget en konstantering som et fiskene spørgsmål, for han havde vitterligt ingen idé om hvad han havde gjort der krævede at han skulle møde op ved hende således, og løberen havde heller ikke kunnet komme med nogen info omkring dette, så han håbede virkelig at hun ville forklare sig på en eller anden måde, istedet for at lade ham stå og føle sig som en tåbe.
Det nærmeste han kunne tænke på at det hele kunne handle om ville måske være hans fugle-evne der stadig var ude af kontrol, selvom det da var blevet en anelse bedre siden Xharlion havde taget ham som sin student, men det var dog ikke en forandring der var stor nok til at råbe hurra over.
Afventende betragtede han Toorah, tålmodigt ventende mens hans blik hvilede på et punkt under hendes øjne, det var trods alt bedre end at åbenlyst betragte hendes krops påklædning, nej den slags sømmede sig ikke, selv om han var ung vidste han godt bedre end at sende den slags gustne blikke.

Toorah hævede hovedet en kende og betragtede langsomt elveren foran hende, de dybrøde øjne gled langsomt nedover hans påklædning, det var ret tydeligt, at han havde taget pænere tøj på til mødet, det satte hun pris på, der var trods alt intet værre end når de unge elvere glemte deres manerer.
I en rolig bevægelse fugtede hun de røde læber, inden hun tog en dyb indånding, det hele foregik næsten i slowmotion, den tunge stilhed der lagde sig over lokalet ville for mange forkomme ulideligt, men for Toorah var det blot en ganske naturlig ting, hun hvade masser af tid, ingen grund til hastværk, desuden viste hun ligeledes, at hun var fuldkommen i kontrol over situationen.

"Jeg hidkaldte Dem grundet en ganske simpel ting..."

Toorah strøg kort en hånd henover det udskårne armlæn som de slanke men stærke hænder ellers hvilede på, bevægelsen gav en hid skatten fra alt metalarbejdet fra de udsmykkede åbne ærmer som skrabede henover det fine træ, så rettede hun de røde øjne direkte imod den unge elvers, mens hun foldede hænderne i skødet.

"Hvordan står det til med Renaél Runeldth som spejder? Jeg går ud fra at arbejdet går fremad, hm?"

Som stilheden brød ud imellem dem intensificeredes hans nervøsitet blot, han vidste at det nok var hendes måde at vise hendes autoritet på, ved at vise at hun havde tid nok til at se ham an før hun brød stilheden. Det kunne næsten ses i hendes holdning og det ældre, vidende blik.
Hans yngre og mere uvidende øjne gled ned på hendes åbne ærmer som metallet skrattede imod træet på armlænet, lyden irriterede hans sensitive ører en anelse, men han brokkede sig ikke, inden han så op imod hendes ansigt igen, kun for at møde hendes røde øjne.

Et kort øjeblik var forvirringen åbenlys i Rhovandír. Hvad var det for noget med at Renaél skulle være spejder+ Skulle han træne ham+ Skulle han være i gang med det nu+ Men han havde intet fået af vide, hvilket han også lod sig vide idet hans øjne flakkede usikkert, men dog fastholdt blikket på hendes intense røde øjne, på trods af det lille buk han gav fra sig idet han svarede. '' Tilgiv mig Taurn Edhel, men hvad mener De med arbejdet med Renaél Runeldth som spejder+ Jeg har intet hørt om en sådan træning. ''
Lød det indrømmende. Diskret pillede han let ved sit bælte, bange for at alverdens vredesudbrud nu ville gå over ham, men han havde vitterligt ingen idé om hvad hun snakkede om, så det var med at indrømme det end at lyve og sige at alt gik fint selvom det jo ikke gjorde det.
Det kunne det jo af visse grunde ikke.
Han overvejede kort ved sig selv om, hvorvidt det måske var en ordre han havde fået skriftligt, men han havde jo lige gennemgået alle sine papirer, intet der havde nævnt noget om Renaél..Overhovedet.

Toorahs blik var stift og intetsigende, nogle følte det ville gå gennem marv og ben, men det var kun hvis de ikke hvade været udsat for hendes alvorlige udtryk, dét derimod kunne få de fleste elvere til at ønske sig et sted langt væk, væk fra fortet og fra dets strikse leder.
Den rødhårede elver kunne næsten allerede gætte sig frem til, hvilke ord der ville passere den yngre elvers læber, da hun så blikket i hans øjne, forvirringen var total. Alligevel lod hun ham tale ud, inden hun reagerede, igen, med en unaturlig langsomhed blinkede hun med øjnene, inden hun lagde en af de slanke hænder på mavebæltet, inden hun rejste sig fra stolen hun sad i.
"Jaså..."
Startede hun, inden de røde øjne gled væk fra Rhovandir og over på døren, med en let hæver røst og uden den mindste usikkerhed i stemmen råbte hun en vagt an ude foran døren, der med der samme reagerede og stak hovedet ind, ligeledes med en nervøs mine, men Toorah sendte ham blot et af de stive kommendogivende blikke.
"Vil De venligst hente mig Renaél Runeldth? Han er nok at finde i sin hytte, eller måske i de varme kilder!"
Vagten nikkede omgående og var ikke længe om at forlade lokalet, igen blev det røde blik vendt imod den yngre elver, det var naturligvis ikke hans fejl, nok var Toorah striks, men hun var også retfærdig.
"Sikke en skam, det er jeg sikker på, at han bliver ked af!"

Årvågent og til dels nervøs betragtede han hende, forsøgte at aflæse hendes ansigtsmimik og kropssprog, selvom den var ca. lige så neutral som den altid plejede at være, intet syntes at give et hint om noget som helst.
Hans blik fulgte hendes over til døren, men gled tilbage på hende da vagten stak hovedet ind og fik stukket en ordre. Han havde næsten været på nippet til at tilte hovedet, men tog sig i det. Undrede sig blot i tavshed over hvad det helt præcist var der skete lige nu.
Noget kunne næsten tyde på at Renaél skulle have henvendt sig til ham på et tidspunkt, men det nærmeste det havde været havde været da de var i de varme kilder sammen og det var efterhånden ved at være nogle uger siden.

Som vagten forsvandt, og tavsheden igen lagde sig over kontoret, tillod Rhovandír sig at komme med et enkelt spørgsmål til at bryde den, for ham, let trykkende stemning.
'' Burde jeg have vidst noget+ ''

Døren til rummet gik igen op - vagten var tilbage medbringende sig en ung elverknøs. Det var rimelig tydeligt, at vagten havde banket på, mens Renaél stadig lå og sov - den skovgrønne kappe sad ikke sirligt, men var nærmere bare slynget om skuldrene, og snørerne i den ene støvle var ikke engang bundet helt. Hertil kom virvaret af lyse lokker, der bestemt ikke sad så yndefuldt på elverens hoved, som de kunne.

Hans lyse øjne gled rundt i rummet og stoppede ved Toorah, der havde en alvorlig mine på. Noget, der sandelig ikke tydede godt.
Han mindedes godt, at hun havde bedt ham om noget - at henvende sig til en eller anden spejder - og, at det vidst også var et par dage siden. Han havde bare formået at skubbe det ud af hovedet igen.

"Taurn Edhel. De har hidkaldt mig."

Han bøjede hovedet, så de let krøllede lokker skjulte hans ansigt, der havde antaget en lettere lyserød kulør. Han var godt klar over, han sandsynligvis stod til at få en omgang udskæld.
Ud af øjenkrogen havde han godt bemærket, at der stod en anden elver i rummet, som han mindedes at have set nede ved de varme kilder. Desværre kunne dette her langt fra forbindes med et behageligt bad i naturlige omgivelser - herinde var alting præget af elverlederens autoritet.

Den stolte leder kunne godt mærke hvordan den unge elver blev ganske utilpas i hendes selskab, men hun fortrak ikke en mine over det, Toorah var kendt for hendes stædighed og hendes lidenskab til sit folk, ikke for at trække de små elvere hen til fadet med mælk og småkager.
De slanke fingre trommede kort på mavebæltet, inden armen gled ned til siden i en kontrolleret, rolig bevægelse. Kort kastede hun et blik ud af vinduerne, hvor solen nu næsten skar sig gennem lokalet, grundet det endnu var vintersolen, der var på vej mod det spæde forår, var det næsten smertefuldt for øjnene at betragte.
"Ja, det burde De, men det er ikke Deres fejl, at De intet kender til sagen!"
Sagde hun så, uden den mindste tvivl eller tøven i stemmen, sådan stod hun i et par minutter, inden den anden unge blonde elver blev skubbet ind i lokalet, hvilket fik lederen til at vende sig mod ham, med det mest genemsyrende og alligevel neutrale blik hun kunne mønstre, og det var ikke så lidt.
"Ah, Renaél Runeldth, dejligt at De ville være så venlig, at benåde os med Deres selskab!"
Startede hun, stemmen var iskold, der var ikke så meget som et strejf ironi eller morskab at finde nogetsteds, i stedet afsøgte de røde øjne den forhutlede elver, det var ret tydeligt, at han var blevet flået direkte ud af sin skønhedssøvn.
"Sig mig engang..."
Toorah tøvede kort og gik så tættere på elveren med nogle få skridt, inden hun vinkede ham en kende tættere på.
"... Er De fuldkommen ligeglad med Deres aftaler, hm? Eller har det bare været mere fristende at sove længe og drikke vin, end at udvise en kende respekt for Deres eget ord, såvel som for Deres folk?"
Blikket var stift, man kunne næsten mistænke det for at ville æde sig gennem ansigtet på Renael og Toorah havde trænet netop det blik gennem mange hundrede år, hendes mening om den unge elver stod soleklart, hun hadede dovenskab og nøleri

På trods af sin urolighed over at han tilsyneladende burde have vidst noget som han intet vidste noget om, selvom hun så fint sagde at det ikke var hans fejl, forholdt han sig stædigt på det samme sted indenfor døren.
Hænderne blev endnu engang samlet bag ham, lige så meget for at få mere kontrol over sig selv, som for at skjule eventuelt nervøse trækninger, der som så oftest kunne blive set på hans hænder.
Tavst, tålmodigt, ventede han på at Renaél skulle blive fundet og ankomme, alt mens han betragtede sin leder som hun stod i de skarpe stråler fra de galante vinduer.
Det var næsten til at få tårer i øjnene af.

Skridtene ude fra gangen fangede hans opmærksomhed, sekunder før den unge blonde blev smidt ind i kontoret. Det var vidst tydeligt for enhver at han ikke ligefrem havde været vågen da han blev fundet og hentet af vagten. Døren blev lukket igen, mens Rhovandír sendte et kort elevator-blik til den yngre elvers påklædning, det tydede bestemt ikke godt.
Det rykkede kort i hans ører idet Toorahs stemme afbrød stilheden der havde været efter Rens, hvilket fik den rødblonde til at rette opmærksomheden tilbage imod sin leder, på trods af den kølige authoritære aura hun fragav sig lige nu.
Han vidste ikke hvad der var sket imellem dem, men ud fra hendes ordvalg at gætte kunne noget tyde på at de havde haft en aftale, en aftale som Renaél tydeligtvis ikke havde overholdt.
Det vagtsomme blik skiftedes let imellem de to parter, mens han forsøgte at aflæse dem begge to.
Den ene var tydeligt lettere end den ældre der var langt mere erfaren i at holde følelser og ticks skjulte. Det var hvad der fremkaldte respekt og frygt for hende og hendes vrede, det og selvfølgelig det faktum at hun var deres leder og havde en del århundreder på bagen.

Rhovandír priste sig i tavshed lykkelig for at det ikke var ham der var i Renaéls støvler lige nu.

Renaéls blik var stift rettet imod hans støvlesnuder. Det ene snørrebånd, der hang løst ned af støvlen, irriterede ham, men han kunne ikke rigtig tillade sig at begynde at rette på det. Så ville elverlederen da først begynde at tro, at han ikke hørte tilstrækkeligt efter.
I stedet rettede han diskret på folderne i kappen, så den hang lidt pænere.

Toorah havde så ganske ret. Det havde været mere fristende at sove længe og drikke elvervin, og det var også netop, hvad han havde fortaget sig. Det med at udvise respekt for sit eget ord, betød ikke tilstrækkeligt meget for ham - især, idet han ikke rigtig havde haft et valg, hvad sine ord angik. Man kunne ikke tillade sig at se Elverlys leder i øjnene og sige 'Nej tak, jeg har faktisk ikke lyst at gøre nytte i samfundet.'
Det ville hun næppe godtage.

"Jeg beklager meget."

Sagde han i stedet mumlende. Det var ikke fordi, at han ikke som sådan ønskede at hjælpe til. Han var bare som oftest utrolig dårlig til de opgaver, han blev sat til, og derfor var han med tiden blevet mindre og mindre motiveret til at foretage sig noget nyttigt. I stedet var dagene gået med at ødsle krystaller væk, drikke elvervin og flirte med de unge elverpiger.

Toorah kunne kortvarigt godt ligne en der havde fået stød, hovedet blev rettet op i et kort ryk og hele kroppen spændtes kortvarrigt. hele Renaels attitude var direkte øretæveindbydende og havde hun været en kende mere primitiv havde hun ikke tøvet mange sekundter med at stikke ham en på siden af hovedet. Var der én ting Toorah ikke kunne udstå, så var det sløs og dovenskab og lige pt. stod de to egenskaber manifesteret foran hende i en ranglet, beskidt og ikke mindst rodet skabning.

Lederen behøvede ikke den store udstrækning af mentalistiske evner, for at vide, hvad der gik for sig bag de blonde uredte lokker der hang ned foran ansigtet, der var vendt mod de usnørede støvler.

"De beklager, det var da dejligt, den slags redder jo liv og holder fjender væk fra grænserne!"

Konstanterede hun tørt, et øjeblik overvejede hun om det var værd bare at affeje ham og give ham en chance til at rette op på sin fejl, men elverens holdning og sløsede mumlen fik hende i allerhøjeste grad til at tvivle på, om han overhovedet ville tage dén slags til sig, i stedet for at bare sløse videre.
Dette fik ligeledes igen Toorah til at åbne munden.

"Tror De selv, at vores folk er kommet så langt af beklagelser? Er De klar over, hvor meget arbejde alle andre i denne by har lagt for dagen, for at få det her til at løbe rundt? Jeg kan fortælle Dem, at det ikke har været ved at sove dagen væk!"

Snappede hun så bidsk, stemmen blev ikke hævet et øjeblik, det var slet ikke nødvendigt

Rhovandír havde godt på fornemmelsen af, at det var bedst for ham bare at forholde sig tavs, idet mindste indtil den værste damp var røget af den rødhårede leder.
Den yngre elvers sjuskede beklædning såvel som holdning, irriterede den rødblonde en anelse, og han følte hvordan han havde lyst til at rette den anden. Men som med så meget andet, var det hverken tid eller sted, på et punkt kunne han næsten se sig selv i Renaél. Men det var også kun næsten.

Han huskede tydeligt første gang han havde stået ansigt til ansigt med hende, hvor hans far havde leveret nogle dolke, og samtidig spurgt om hvorvidt hans knægt kunne komme i træning som spejder eller kriger, eller noget der lignede det. Han havde vist sig at være uegnet i haverne på trods af hans plantemagi.
Dengang havde Rhovandír også været temmeligt ung, og dum. Dog havde han da vidst noget om hvordan man udviste respekt og havde en god holdning, selv dengang.

Mon den blonde unge der stod lidt ved siden af ham, nu, kunne lære at have en bedre opfattelse af hvordan verden hang sammen.+ Det hele var noget for noget. Hvis man vil leve trygt og godt, intet i livet kommer gratis og før eller siden ville karma komme og sparke en i bagparten.
Hvilket syntes at være hvad der var sket for Renaél i lige akkurat dette øjeblik.


De lyse grønne øjne, skævede hen imod Toorah. Mon det var grundet al den arbejde og ansvar der var kommet på hendes skuldre, gennem de sidste hundreder af år, at hun til tider kunne virke utrolig følelsesforladt+ Som et slags forsvar imod at vise sig svag for folket og for fjender+ Han priste sig tavs lykkelig for at han ikke selv havde et sådant ansvar, at have et helt folk at holde øje med og ikke blot den nærmeste familie. Mon hun nogensinde ville f mere familie end sin onkel+
Uden helt selv at ligge mærke til det, rystede han svagt på hovedet for at få tankerne på ret køl igen.
Selvom han dog egentligt meget hellere ville være til fugle-træning med Xharlion lige nu, end at skulle være vidne til denne... Temmelig pinlige udskældning og irettesættelse.

Der kunne ikke være tvivl om, at Toorah var særdeles vred på ham. Han følte det næsten som om, han var ti år igen, og hans far skældte ham ud over hans manglende evner inden for bueskydning.
At holde fjender væk fra grænserne var næppe noget, han ville være i stand til - sovende eller ej, men han havde en idé om, at det næppe var det, Toorah ville høre.

Han forsøgte at rette sig lidt op og strøg med en håndbevægelse de gyldne lokker væk fra ansigtet, i et forsøg på at se lidt mere repræsentabel ud - noget der i den grad blev ødelagt af hans ansigtsudtryk, der tydeligt signalerede skræmthed og hans ønske om, at befinde sig langt væk fra dette lokale og den vrede elverleder.

"De har ret, Taurn Edhel."

Sagde han. Stemmen ville ikke helt lystre ham, og han rømmede sig en smule. Det nyttede ikke at være trodsig nu, - i værste fald kunne han risikere, at hun kylede ham ud af Elverly, hvis han ikke levede op til hendes krav. Og så ville han først være i problemer.

Toorah hævede igen blikket en kende, til det fæstnede sig et sted på Renaéls frisure, hun kunne fjernt mindes hendes egne unge år, men hun havde ikke haft meget tid til at fjolle rundt og skabe sig, faktisk havde hendes egen disciplin været indarbejdet helt fra barns ben grundet hendes families normer og standarder, i Nattefrostslægten skulle man ikke stikke meget ud, eller skabe for mange problemer før at familien vendte en ryggen.
Det var ligeledes dét der nagede hende, jo hun havde da selv kommet for sent og en enkelt gang eller to var hun heller ikke dukket op til træning, men det var så uendeligt længe siden og det var noget hun aldrig ville indrømme, til hendes store ærgelse huskede Xharlion det sikkert endnu.

"Godt! I så fald antager jeg, at De nu, endelig, er villig til at gøre en aktiv indsats for det samfund, De indtil videre har taget for givet!"

Startede hun, denne gang var stemmen ganske neutral, der var hverken hidsighed eller irritation at finde længere, det havde været nødvendigt, hendes temperament kunne så let stikke af med hende, men hendes mange år som leder havde lært hende, at holde det i ro. I hvert fald nogenlunde.

"Fra idag af er De i lære under Rhovandír Taurvantian Træløber! Udvis respekt og pas Deres pligter, er De ikke villig til at lægge en indsats her, er De ikke velkommen i Elverly længere!"

Toorah slog med et ryk blikket over på den rødblonde der inderst inde ønskede sig langt væk, det var ikke så underligt. Sandheden var, at lederen nærede meget stor respekt og tillid til den alligevel unge elver, han havde ikke vist sig andet end loyal henover de sidste mange år, at han til tider kunne komme for sent eller af og til glemme småtin var bare finesser der senere kunne pudses af og som ville blive det helt naturligt, når der som nu blev lagt et større ansvar på hans skuldre.

"Jeg forventer at De melder tilbage hvis Deres lærling ikke møder op, eller er utilstrækkelig. han skal have basal træning i alle pligter der medfølger hvervet. ligeledes skal han have våbentræning... Det ser ud til, at der er behøvet!"

Normalt ville Rhovandír blot have stirret ud i luften når der var konversationer hvori han ikke deltog, men han havde fornemmelsen af at han alligevel deltog i den, på en eller anden måde, derfor havde han hele tiden holdt øje med de to, især Toorah.
Dog var hans øjne gledet over på den blonde idet han havde strøget de værste krøller væk fra det pinsomme ansigt. Han fortjente dog sin irettesættelse, ingen tvivl om det, en ordre var en ordre, og sådan en skulle følges til punkt og prikke, så kunne man altid stille spørgsmål senere, det var hvert fald sådan at Rhovandír var blevet opdraget og lært op.

Men lige i netop dette øjeblik fór hans øjne tilbage på lederen. Han måtte have set helt forkert ud i ansigtet da ordrens betydning gik op for ham, med en hånd halvvejs oppe, i hvad der vagt kunne betegnes som spejdernes tegn på 'stop vent lige et øjeblik', men han tog sig i det og langsomt gled hånden ned igen, søgende om bag hans ryg mens hans ansigts mimik faldt i de rette folder igen, og han mindede sig selv om at en ordre var en ordre.
Der måtte vel være en mening bag ordren, og måske et tegn på tillid..+
De skovgrønne øjne søgte i hendes ansigt efter svar på et spørgsmål der blev ved med at hamre i hans baghoved.
Hvorfor+
Han sagde det dog ikke højt, og endte med, meget modvilligt, at lade sine øjne glide over på den langt yngre elver.

Han havde en lyst til at prikke til de skvattede arme. Noget kunne tyde på at før nogen som helst anden form for træning, var motion og styrketræning det der bedst kunne arbejdes på, sammen med diciplin og holdning. Han ville nægte at lade Renaél få nogen som helst skarpe våben før der var blevet arbejdet på de første ting, ellers kunne det direkte ødelægge den yngres krop, så meget vidste han da.

Igen vendte han sit blik imod Toorah, med hånden fladt mod hjertet bukkede han. '' Javel Taurn Edhel. ''
Han rettede sig op.
'' Er forældrene blevet underrettet, eller burde jeg tage en snak med dem..+ ''
Det var vel godt at snakke med forældrene og få deres holdning og mening til tingene, såvel som at få en idé om hvor meget træning af nogen art Renaél havde gennemgået, og omkring hans personlighed..
Selvom han vel nok selv ville kunne komme til at lære omtaltes personlighed mere at kende end det lidt han allerede havde set.

Det sidste Renaél havde lyst til, var at have en eller anden ældre elver, som kunne koste rundt med ham. Han brød sig generelt ikke så meget om, at folk skulle bestemme over ham, og slet ikke om at blive sat i arbejde.
De lyse elverøjne gled over mod den anden person i rummet, der ind til nu havde forholdt sig tavs. Den anden elver var en lille smule lavere end Renaél, men det virkede ikke sådan, på grund af Renaéls knap så ranke holdning.

Renaél syntes at kunne se en vis form for modvillighed i den andens øjne - noget, der så sandelig var gengældt. Det ville næppe blive en behagelig træningsproces, og den ville sandsynligvis vedblive enten indtil Toorah var tilfreds, eller til at Renaél havde vist sig så uduelig, at det ville blive opgivet.
Et øjeblik strejfede tanken om at med vilje gøre så lidt ud af træningen så muligt netop for at det sidste kunne ske ham, men han tvivlede på at elverlederen herefter bare ville lade ham passe sig selv.

Renaéls forældre havde ikke set den unge elver, siden de havde smidt ham på porten, og det var alligevel mere end halvandet år siden. Han kunne forestille sig, at de ville modtage nyheden om at nogle ville svinge pisken over ham med glæde, men han vidste også, at de et eller andet sted havde opgivet ham helt. Han lod dog være med at kommentere på dette - Toraah måtte give dem besked, hvis hun ønskede dette.

"Javel. Hvornår begynder træningen?"

Hans blik var igen vendt tilbage til Toraah og han forsøgte igen at ranke sig lidt. Ikke at han på nogen måde kunne hamle op med hendes strålende udseende, der fremstod uden den mindste uorden. Han hæftede sig ved den dybrøde vinterkjole og tog efter et øjeblik sig selv i at glo på hendes barm, der var fremhævet af den gyldne krave. Hurtigt kiggede han igen på hendes ansigt - afventende. Han frygtede stadig en smule, at hun ville fortsætte med at skælde ud over hans dovenskab.

Toorahs blik flakkede kort fra den ene unge elver til den anden, ikke på en urolig eller søgende måde, men ganske observerende og afventende. Det var ret tydeligt, at ingen af dem var tilfredse med denne ordre, men sådan var det at være leder, Toorah havde heller ikke kunne fordrage den gamle, nu afdøde, vagtkaptajn, men han havde været ualmindeligt dygtig til sit arbejde og han kunne holde tropperne i kort snor og af samme årsag havde hun været nødsaget til at arbejde sammen med ham, livet kunne ikke altid være lutter lagkage.
Hun gav et kort anderkendende nik, inden hun gik over mod det store bord i lokalet, inden hun bøjede sig over et langt udrullet pergament, hvoraf én af utallige ting fik et lille flueben med den lange skrivefjer, inden opmærksomheden igen blev vendt mod elverene.

"Indtil idag havde jeg tillid til, at rekrutten her var moden nok til selv at fortælle denne forældre om det nyerhvervede ansvar, nu er jeg ikke så sikker, så De må tage en snak med dem Rhovandir."

Startede hun, inden de røde øjne blev slået over på den unge elver, der endnu stod og fedtede med den nu væsentligt mere udrettede kappe.

"Og træningen begyndet omgående, men De skal nok starte med at få lidt vand i ansigtet!"

Kommenterede hun så tørt, mens han en sidste gang blev studeret, kigede man på Toorah var der ikke et hårstrå der sad forkert, det var næsten pervers perfektionisme der hang omkring lederen.

"Og husk så på, at der er meget værre opgaver end at være spejder, De må hellere værtsætte denne mulighed, ellers kan jeg nok finde nogle kilder der skal skrubbes for alger, sengetøj der skal vaskes, eller latriner der skal rengøres!"

De unge elvere anede ikke hvor heldige de var, i Toorahs ungdom var den slags rengøring en normal straf for at komme for sent eller sløse. Måske var hun i virkeligheden bare blevet blød på sine ældre dage?

Med en sidste afværgende bevægelse, der fik de store ærmer til at slå om sig, viftede hun de to unge elvere ud af kontoret, hun havde slet ikke tid til at stå og hyggesnakke på den måde.

"Lige en sidste ting, De kan finde en læderrustning og begyndervåben i våbenhuset. Oh, og Rhovandír..."

Toorah vendte kort rundt og gjorde kortvarigt mine til at fortsætte sit arbejde, inden hun stoppede i sin bevægelse og vendte ansigtet imod den unge rødblonde elver med et lille ulæseligt smil og et lille, næsten usynligt, glimt i øjet.

"Hils Ithilwen!"

Det blik han fik tilbage af Renaél sagde mere end tusinde ord - ingen af dem så videre frem til denne træning. Dog vidste han at livet ikke var lutter lagkage, så han måtte bare bide i det sure æble og acceptere det, at brokke sig til Toorah ville højest sandsynligt få hende til at irettesætte ham, hvilket han helst ikke så ske, især ikke overfor den yngre.
Han blinkede kort.
Nu+ Allerede+ Men hvad skulle han starte ud med+ Han forsøgte at tænke tilbage på den dag han selv havde startet i træning som spejder. Det var efterhånden ved at være lang tid siden. Han havde været få år yngre end Renaél så ud til at være det nu.
His knægten kunne friske sig op og få noget ordentligt tøj på, så kunne Rhovandír vel nok nå at snakke med dennes forældre, bare for en kort stund inden træningen for alvor gik i gang.
En ting var sikkert, han ville ikke lade knægten dovne den alt for meget, og morgenmad ville være noget han skulle gøre sig fortjent til, såvel som andre måltider. Det lod til at knægten var typen der ikke forstod hvad det betød eller mentes med at arbejde for føden, så han kunne vel lige så godt lære det fra starten af.

Han så over imod Toorah med et kort, skævt, smil. '' Skrubbe latriner skal han nu nok komme til, hvis han nægter at adlyde. '' Lød den korte kommentar. Det kunne lyde som om den var sagt i spøg, men øjnene og meningen var skam alvorlige nok. Han havde virkelig ikke tænkt sig at holde sig alt for meget tilbage.
Som hun gik hen til skrivebordet og krydsede noget af, med en viften til de to om at forlade lokalet havde han lydigt vendt sig for at gå. Men stoppede midt i bevægelsen som hans navn blev nævnt, skævende over skulderen på hende, mens han undrede sig hvad hun nu havde at sige.
Havde han mon gjort noget galt..+
Glimtet i hendes øjne sagde mere end nogen ord kunne have sagt, og han så sig selv i hendes øjne, først ligebleg, derefter steg en rosa farve op i hans ansigt fulgt af et forsigtigt men varmt smil, han overhovedet ikke kunne skjule idet han med en halvknækket stemme dæmpet hviskede '' Det skal jeg nok Taurn Edhel. ''
Så hun havde hørt om de to+ Det burde egentligt ikke komme som nogen overraskelse for ham, de havde jo ikke ligefrem været det mest private sted, og hendes spejdere var jo ude over det hele.
Han kunne blot prise sig lykkelig at det ikke var hende selv der havde hørt dem eller set dem, taget dem i deres lille kærlighedsakt, selvom glimtet hun havde i øjnene synes næsten at være godkendene for dem begge, men han kunne jo meget vel tage fejl.

Han følte et kort stik i brystet som han overvejede om Toorah selv mon nogensinde havde følt kærligheden på en sådan måde, eller om hun havde givet helt op i det. Den lykkefølelse han havde med Ithilwen... Havde deres leder nogensinde følt noget lignende..+
Det gav ham en smule dårlig samvittighed, men han indrømmede det ikke, gav istedet et sidste nik til sin leder inden han fulgte efter Renaél ud af døren.

// out [+]

Var der noget Renaél ikke havde lyst til, så var det at rengøre latriner. Bare tanken fik det til at vende sig en smule i ham - så var det lige før, han hellere ville forlade Elverly. Den slags opgaver var noget, der hørte halvelvere og mennesker til.
Han lod en hånd glide gennem de uordnede lyse lokker, imens Toorah færddiggjorde sin sætning. Det lod heldigvis til, at hun var færdig med at skælde og smælde - desværre havde hun så bare bestemt sig for, at han skulle i gang med det samme..

Den unge elver havde ikke engang fået morgenmad, idet Elverlederens vagter praktisk talt havde taget ham på sengen. Han håbede en smule på, at han kunne nappe sig et eller anden på vejen, før Spejderen, Rhovandír som han åbenbart hed, fik proppet ham ned i en eller anden form for rustning.
Renaél hadede rustninger. Selvom elverne foretrak lette og elegante rustninger af læder, synes han alligevel, at de sad tungt og ubehageligt og fik det til at klø.

"Hvis det var alt, Taurn Edhel.."

Han bukkede for hende og skyndte sig i retning af døren, før Toorah bestemte sig for, at der var mere at pålægge ham. Rhovandír var også på vej imod døren, og Renaél gjorde en lille pause for at lade den ældre elver komme først.

/out