Stemningen var høj på elverfortet, fløjtespil og flere strygeinstrumenter spillede lystigt igennem natten, mens elverenes højsæde livligt var lyst op af utallige vokslys. Latter og dans havde præget hele aftenen og natten, maden var båret ud og nu gik kun store kander med vin rundt. Toorah lænede sig veltilfredst tilbage i den store stol, inden de slanke stærke fingre lukkede sig om det overdrevent pompøse glas og en tår af den søde elvervin skyllede over den stolte leders tunge.
Tiden i Elverly blev fordrevet som kun elvere kunne gøre det, stemningsfyldt med en fuldkommen overlegenhed af overflødig tid.
Ingen lod til at bemærke da dørene til den store sal gik op, og en endnu ganske ung elver for forpustet igennem rummet. Synet fik med det samme den høje elverkvinde til at rejse sig og tage de første skridt imod ham, inden hun så overvejende igennem et af vinduerne i det store træ. Noget var ikke som det skulle være.

En kort besked blev hurtigt overrakt spidse ører imellem, inden hun selv overrakte en besked til en ældre udseende elver der nikkede overvejende. Igen blev blikket rettet imod den unge spejder.
"Elver?"
"Menneske!"
Så vendte Toorah imod dørene og forsvandt ud i den kolde natteluft i et væld af brusende, hvidt stof, som for efter hende. Elviske dekorationer som kun sås ganske få steder udenfor Elverly prydede alt seletøj der allerede var tøjret op på hesten, som troligt ventede på den rødhårede kvinde, der kort efter red imod højene. der var et stykke fra byens indre, men alt skulle undersøges og en aften som denne kunne hun lige så godt gøre det selv, natteluften ville gøre hende godt.
endelig, da elveren nåede udkanten af skoven holdt hun den store sorte hingst an, voldsomt tårnede hun sig op i den hvide pompøse kjole og med det blodrøde hår sat op i en frisure de færreste ville være i stand til at finde hoved og hale i. Så spejdede hun udoverlandskabet, til øjnene fangede en bevægelse et sted i tågen, stor nok til at udgøre et individ.
"Hvem der?"
Den mørke kvindestemme var autoritær, men for svungen til at være direkte kommanderende. Hun var trods alt en venlig sjæl, når alt nu kom til alt.

Man kunne ikke sige at Tryggvi havde en truende fremfærd. Hvert fald ikke hvis man blot så hans silhuet. Der var dog ikke noget der viste de sylespidse tænder, eller det skarpe sværd, der var skjult af den tunge bjørneskindskappe, der lige nu var fyldt med tågeperler, der havde sat sig i pelsen. Han gik blot fredeligt i denne måneoplyste nat, og nød den friske aftenluft. Han vidste at nu hvor han var mæt sagtens kunne klare sig en måned uden mere føde, så længe han ikke skulle konfrontere andre levende væsner.

Da en autoritær kvindestemme nåede hans ører, stoppede han straks op og vendte sig mod den. Han skød en arm frem mod stedet lyden kom fra, og en kraftig vindstrøm skød fra hans punkt mod kvinden, og delte tågen midlertidigt, så de i et kort sekund kunne se hinanden inden tågen igen sluttede sig tæt om dem, og de atter kun var silhuetter for hinanden i tågebankerne. Han havde nået at se at det var en kvinde, en ganske fornem kvinde på en hest. Mer kunne han ikke ligefrem konkludere. Han tænkte dog at det kunne nok ikke gøre en skade at sige hvem han var. Han var ikke den vildt berygtede person, så intet kunne skade ved at nævne sit navn. "Mit navn er Tryggvi Vaughan. Hvad gør en ung dame som Dem på disse kanter, midt om natten, hvis man må spørge?" På trods af at han høfligt havde efterkommet hendes ønske om at fortælle hende sit navn, så forventede han skam også noget igen. Lige foreløbig havde han ikke følt sig truet, så sværdet var blevet stille i sin skede.

Toorahs mørkerøde øjne spejdede opmærksomt gennem tågen, det var svært at se noget som helst, men sådan var det altid i de mørke timer på højene, alligevel slap hun ikke den svagt optegnede silhuet i mørket. Langsomt lod hun den ene hånd slippe tøjlen, inden hun lod den glide ned på sværdets skæfte der troligt sad i sadlen, så kom der en vind der blæse noget af tågen væk, en store hingst skrebede utålmodigt i jorden med den ene forhov, men elverkvinden gav ham hverken tiden eller tålmodigheden til at rette op på unoderne, hendes fokus var et helt andet sted. personen hun havde set kort efter tågen igen fortættede sig var ikke så stor af udseende og virkede umiddelbart ikke som en trussel.
Af samme grund lod hun sig kort efter glide ned fra hestent brede ryg og lande i det våde græs, så det hvide ellers lette stof grådigt gav sig til at suge dukken til sig og gøre de nedeste centimeter af kjolen gennemblødt og tung. Så tog hun et par skridt imod skikkelsen, men stadig inden for rækkevidde af skjold og sværd som endnu hang på sadlen, bare i tilfælde af, at han ikke var så fredelig som han så ud.
Toorah kunn ikke lade være med at trække på smilebåndet ved hans ord, ung kunne hun nok ikke længere pryde sig af at være, takket være det elviske blod kunne hun endnu let forveksles med en kvinde midt i tyverene, men det var ikke rigtigt sagen for den over femhundrede år gamle elver.
"De befinder Dem på elvisk jord Tryggvi Vaughan. Jeg, Toorah Kahvi Nattefrost, er leder for mit folk her!"
Elveren hævede hovedet en kende, det generede hende at hun ikke kunne se ham bedre an, normalt var hun ikke uvenligt stemt overfor rejsende, mennesker havde ofte fået adgang til Elverly, såfremt de kom med et fredeligt formål, mange handlende havde ligeledes passeret igennem de elviske landområder til stor fornøjelse for både elvere og mennekser.
"Hvad er Deres ærinde her?"

Han havde lagt hånden på skæftet af sit sværd, så han kunne fornemme dens vægt i hans hånd. Det gav ham en form for tryghed at det var ved hans side. Han havde levet med sværdet i lang tid, og han ville føle sig nøgen uden det. Han ville næste føle sig forsvarsløs, selvom han langtfra ville være det. Han stirrede i retningen mod elverkvinden, der gav sig til kende som værende Toorah Nattefrost. Lederne af elverne, så vidt han kunne forstå, så han var havnet ved Elverly. Hvorfor ikke? De havde måske noget nytte information, som han ville kunne bruge på sin eftersøgning af kuren mod vampyrisme, denne forfærdelige forbandelse.
Han skridtede lidt tættere mod Toorah, for at få et bedre udsyn på hende. Det korte glimt han havde fået af hende, havde vist en smuk elverkvinde, men hvilke elverkvinder var ikke smukke? Det var ikke underligt at man sagde at en elverkvinde kunne tryllebinde enhver mand med sin skønhed. De var smukke væsner, det måtte han give dem. Han havde set en del på sit forholdsvis korte liv, men ingen af dem havde sagt noget forkert om disse elegante væsner. "Jeg er en vandrende, og prøver at finde en kur mod den forbandelse, der hærger mit legeme og blod. Måske kan elvernes visdom oplyse mig?" sagde han og gik fortsat tættere på. Han havde stadigvæk ikke lagt mærke til den stribe af blod der gik fra hans mundvig, og ned mod halsen. Duggen havde i forvejen sat perler i hans skægstubbe, som var begyndt at rinde ned af hagen.

Toorah gav et kort, lille og vældig afmålt kast med hovedet, som fik noget af den pompøse frisure væk fra ansigtet. Hun forholdt sig overraskende roligt, taget i betragtning af, at skikkelsen i tågen kunne være hvem som helst. Kort lod hun blikket glide op på nattehimlen, det var stjerneklart og fuldmåne, hendes evne blev ikke stærkere end den var nu, hun følte sig ikke truet, overhovedet.
Elverne var udemærket klar over deres rygte, nogle mennesker mente, at elvere var noget af det mest fascinerende i verdenen, mens andre holdt sig på lang og påpasselig afstand af de spidsørede væsner.
Menneskets ord fik omgående hendes opmærksomhed, hun havde intet problem med at hjælpe menneskevæsnet, det var egentlig synd, at de kun havde så få år, men de virkede til at affinde sig med det, desuden havde Elverly et prægtigt bibliotek og rigeligt med urtekyndige og prægtige magere. Måske kunne hun hjælpe.
Toorah skulle lige til at byde herren velkommen med et venligt smil, inden hun fik set ham ordentligt, et øjeblik blev hendes pupiller helt smalle i månens blege skær, så rystede hun på hovedet, roligt men bestemt.
"Hvis De regner med at finde en kur for deres forbandelse her, må jeg skuffe Dem. De er uhelbredelig!"
Elverens blik hvilede stødt på hans hage, hun havde set blod nok i sine femhundrede år til at vide, at det ikke var chokoladesovs fyren havde spildt. det ville være løgn at sige, at Toorah havde ledt hele biblioteket igennem efter en kur, men hun skulle ikke nyde noget af at få en vampyr inden for byens mure, hendes folk var ikke immune over for sygdommen, og hun kunne ikke løbe risikoen at lukke en af de blodsugende skabninger inden for byens mure.

Han havde et skævt smil på læben da han kunne se elverkvinden Toorah tydelig gennem tågen, men den forsvandt, da han fornemmede hvilken isnende kulde han blev mødt med. Han kiggede op på kvinden, der stod i sine smukke gevandter, og udstrålede pludselig en fjendtlighed ligesom en bjørnemor, der følte at hendes unger var truede. Han havde ellers troet at hun var venlig. Sådan havde hun virket da tågen endnu var et slør mellem dem. Han prøvede at finde ud af hvilket havde fået hende til at virke så afvisende. Han havde hørt at elverne godt kunne være meget kræsne med hvem de lod komme ind i deres by, men han troede ikke at han ville falde under kategorien som værende farlig. Hun kunne da umuligt regne ud hvilken forbandelse, der nu sad dybt i hans kød. Han ville have gennemsøgt deres bibliotek for mulige svar, for derefter at forsvinde ud i verden, inden de opdagede hvad der var galt med ham.

Han prøvede at finde ud af hvor hendes blik var fæstet. Man kunne næsten tro at hun så ham i øjnene, men det var lidt længere nede, fordi han kunne ikke fange hendes blik. Han så ned af sig selv og på sine klæder. De var fugtige af duggen og tågen, og en smule beskidt, men hvad kunne man ellers forvente af en vandringsmand. Det kunne heller ikke være sværdet, da det var på plads i sin skede, selvom han havde placeret en hånd på skæftet, mere som en måde at hvile sin hånd. Måske var det staven med de to kranier dinglende fra snore, der var fæstet på enden, og stirrede med deres tomme øjenhuler mod elverkvinden. Bjørneskinskappen kunne det absolut ikke være, siden det var nok noget af det eneste, der på nogen måde ville kunne give nogen en illusion om at han kunne være en velhavende mand, hvilket han absolut ikke var. Han kiggede endnu en gang på Toorah, og tænkte om der var noget i vejen med hans ansigt. Var en af hans hjørnetænder tydelige? Han tog en hånd op til munden for at mærke efter tænderne. I stedet for en spids tand, kunne han mærke en klistret væske, der ikke kunne være dug der hang i skægget. Han kiggede på sin hånd, for at få bekræftet at der var spor efter hans sidste måltid.

Han stirrede nu tilbage til elverkvinden med et koldt og tydeligvis irriteret blik. "De stoler ikke på mig, på trods af at min sult er stillet? De stoler ikke på mig, på trods af at jeg vil af med det her?! Og jeg troede at De ville hjælpe en mand i nød, men jeg kan se at De er lige så fordomsfuld som et gement menneske, som jeg selv en gang var." Han følte sig krænket. Han kunne mærke at han blev vred. Alle hans anstrengelser for at holde sulten væk, og kæmpe mod det der hærgede hans krop, og så alligevel stolede ingen på ham, bare fordi han havde fået sig nogle hugtænder, og drak blod fra dyr, hvis han kunne styre sig selv og ikke dræne uskyldige mennesker. Hans vrede kunne mærkes i luften. Før hvor luften næsten stod stille, hvor nu begyndte vinde at trække over Elverhøjene og rev i tågen, så den dansede rundt omkring Tryggvi.

Toorah virkede unaturligt kontrolleret, på trods af, at hun teknisk set stod overfor et af krystallandets mest frygtede rovdyr, det var på grund af hans art, at mødre bekymret gennede deres små ind i den trygge varme gemt bag lås og slå allerede inden mørket faldt på og det var hans race der forårsagede elverenes opmærksomhed omkring byen. Elverlederen var udmærket klar over, at hun havde sat et regelsæt op de færreste kunne hamle op med, hun havde spejdere rundt om byen hele døgnet og selv sov hun ikke mere end få timer ad gangen for at sikre sig, at intet smuttede under hendes årvågne blik.
Hans søgen efter hvad der havde fået Toorah til at sætte barrikaderne op var åbenlys, når alt kom til alt var de på sin vis heller ikke betryggende, at han slæbte rundt på en stav hvorpå to kranier hang og dinglede. Men det generede hende overraskende lidt, døde mennesker havde hun set nok af til at være ganske uimponeret. Nej, det var tanken om det kaos en blodsuger som Tryggvi slæbte med sig, hun ville undgå.

Heller ikke Tryggvis udbrud fik hende til så meget som at blinke, selv følte hun ganske sikker i hans nærvær, hovedsageligt fordi hendes blod ville ætse vampyren op indefra hvis han så meget som prøvede, men ligeledes fordi hun nok var verdensmester i at ligne en, der var i fuldkommen kontrol.

"Mine fordomme har holdt mit folk i live gennem generationer. Elverly har formået at stå upåvirket af både lyset og mørkets regime, det er vidst mere end man kan sige om menneskenes lande hm?"

Toorah lænede hovedet tilbage i et autoritært blik, de lange tøjler til den store hest hvilede endnu i hendes ene hånd, der hang afslappet ned langs siden.

"Og hvilken grund skulle jeg stole på Dem? De kommer til min by, uanmeldt, endnu med blod om munden fra Deres forrige måltid. Umiddelbart er De ikke just typen hvis hænder jeg ville overlade mit folks liv til!"

Han fnøs af hende, hvilket viste at han tydeligvis havde forventet andet fra elverne. Godt nok havde han heller ikke ligefrem forventet at skulle støde på elverne, men han havde dog tænkt på at besøge dem på et eller andet tidspunkt. De var trods alt kendt for deres visdom, så mon ikke de havde nogle bøger der kunne omhandle vampyrisme. Det var trods alt et emne der var kendt blandt de langtidslevende væsner. For mange mennesker var vampyrerne stadigvæk en myte, en legende, selvom også mange var overbevist om at de eksisterede, og tænk. De havde skam ret. Tryggvi stirrede olmt på elverkvinden Toorah, med sine grågrønne øjne, der havde et mælket skær. Det var som øjnene var fyldt med tåge, som den der omgav disse to.

Han sukkede dybt, rettede sig op og slog staven i jorden, inden han hævede hagen, så han virkede stolt og sagde: "Jeg kan se at jeg ikke kan få mere ud af Dem, som andre jeg har spurgt til hjælp, og som alle andre gange har jeg selv måtte finde svaret, så nu vil jeg betragte jeres bibliotek." Han virkede en smule arrogant da han sagde, som om han bare uden videre kunne trække en tilladelse til at betragte al deres viden. Med rank ryg bevægede han sig med hævet hage, og stolt blik i retningen mod det sted, som han formodede at elverkvinden var kommet fra, hvilket i det tilfælde højst sandsynligt ville lede ham til Elverly, da hun ikke ligefrem så ud til at komme fra en slagmark, i disse fine gevandter, men nærmere en fest.