Det var ikke længere meget man hørte til elementernes hærgen, men de var ikke væk. Nej de holdt sig bare på afstand, afventende. De måtte have vurderet truslen for stor til at kunne fortsætte, særligt nu hvor magten igen var samlet hos lysets. I det skjulte ventede de, samlede tropperne og gjorde sig klar på kamp. Det var ihvertfald Denaros teori. Han kunne ikke se andre grunde til de få angreb der fandt sted for tiden, men inden han kunne bevise sin ide var han nød til at skaffe beviser. Med andre ord, han måtte finde elementerne.

Et hvidt lys skød gennem den hærgede skov, de halvbrandte træer hang dødt henover den sorte jord, hvor den manden med englevinger var landet. Nu stod han der bare, vingeløs, og kiggede rundt.
Spydet bar han på ryggen, hvor det altid var spændt fast under hans vandringer. Den kolde efterårsvind havde tvunget ham til at trække i en tyk kåbe, der skjulte det meste af hans krop, kun ansigtet sad frit og spejdede efter åbenlyse tegn på elementaler, men han så ingen. Kun den ødelæggelse de havde medført.
Han sukkede, selvfølgelig var det ikke så let, han jagede et spor der for længst var blevet koldt.

Han bøjede sig ned, jorden var dækket af en blanding af sod og aske, han kørte let fingeren gennem og så hvordan den klistrede sig til handskens overflade. Der ville ikke komme nyt liv her foreløbigt. Først skulle soden væk. Han rettede sig op gik hen til det nærmeste træ og gav sig til at undersøge.
Træet var sort som jorden, der så ikke ud til at være mere liv i det, og dog.
Han skrabbede den sorte overfalde af og med en kniv hakkede han sig lidt dybere ind. Blot et par centimeter under barken var træet stadig lyst. Et tegn på den varme der måtte have opslugt skoven, hvis det kunne brænde så meget udenpå inden varme nået at sætte dybere spor i træerne. Han måtte huske at passe på hvis han mødte et væsen med kraft som dette.
Den store styrke bag ilden mindede ham om en mand, hvis styrke muligvis kunne nå samme højder. Faktisk var han næppe i tvivl om det. Han havde set Samson brænde sig igennem fjender, og det skulle ikke undre Denaro, hvis han kunne brænde et træ så kun overfladen nåede at føle varmen.

Alt imens Denaro spankulerede undersøgende omkring i den ødelagte skov, var Samson vidende om hans gøren. Han havde haft en plan i længere tid, og nu havde han endelig indviet Tara i den.
Solen stod højt på himmelen, og den knasende tørre skov var noget af det letteste til at sætte ild til. En glød havde nærmet sig Denaro. Gløden havde kun været den mindste flamme over længere tid. Flammen havde desuden bevæget sig i en større bue uden om målet. Flammen sad nu i et af de knastørre blade på jorden bag Denaro, og blussede pludselig ekstremt hurtigt op. Flammen tårnede sig op fra det lille blad og bladet blev endevendt og forsvandt meget hurtigt, men flammen var der endnu. Det hele tog ikke mere end et par sekunder, og pludselig stod Samson der selv i fuld skikkelse. Lige så snart at Samson havde taget skikkelse, gik han til angreb. Magnetismen tog til, og slyngede med det samme Denaro mod et af de brændte træer med enorm kraft, i forsøg på at slå ham ud med det samme, sådan så det ville være let for Tara til at operere.

Samsons ansigtsudtryk var stramt, men fattet. Pupillerne var ekstremt små.

"Goddag, Denaro..." Brummede Samson med et let smil på læben.

"Tag det nu ikke personligt.."
Et par omkringstående træer brød nu pludselig i brænd, det var så nemt som ingenting. Han behøvede dårligt at bruge så mange kræfter på at få dem igang. En brændende større gren fik han nu revet løs fra dets træ, og blev smidt mod mellemgulvet på Denaro, for at fjerne hans pust i et godt stykke tid. Angrebene kom hurtigt efter hinanden, i håb om at Denaro ikke ville kunne nå at reagere i tide.

En hvidslen hørtes langt borte mens en stor fugleskikkelse tog form på himlen, inden den med voldsom kraft strøg imod jorden, den stille hvidslen lød højere jo tæt skikkelsen kom på jorden takket være den blide vindmodstand i de honningbrune fjer. Kort efter stod Tara midt i scenariet. Hun var iklædt det normale grønne tøj, men med en stor kappe som på ryggen åbnede sig i to spalter til de store vinger.
Langsomt lod hun øjnene glide over på Denaro, han havde ikke været svær at følge på afstand, hans mentale spor var meget karakteristisk, især efter at Tara havde været i hovedet på ham én gang.

På trods af at de store nøddebrune øjne engang sikkert havde været smukke som en nattehimmel at beskue var der nu sneget et underlæggende mobidt udtryk indunder der faktisk efterhånden gjorde det mere skræmmende end tiltrækkende.

"Goddag Denaro. Længe siden!"

De hvide tænder blottedes i et stort tandsmil inden hun roligt trådte tættere på de to mænd, hun holdt sig dog endnu på afstand, hun skulle være sikker på at Samson havde hundrede procent styr på situationen før hun trådte i karakter, hun skulle ikke nyde noget af en Denaro i vildt oprør med sit spyd, ikke tæt på i hvert fald.

Forsigtigt lod hun tungespidsen fugte læberne inden hun skævede imod Samson, med et afventende blik der nu kun ventede på den rette ordre

Lyden af Samsons fremtræden fik Denaro til at rette hovedet imod ham, men inden han nåede at indse hvad der foregik mærkede han slaget imod kroppen. Han blev sendt flyvende gennem luften, men selv i den position var han ikke hjælpeløs. Den magiske kraft skød gennem hans krop, impulsivt og uden tøven. Sand skød op af jorden midt i hans fald og slog træet ud af hans bane. Det tørre materiale blev knust så splinter fløj ud over det, der nu var ved at udvikle sig til en slagmark.

Denaro landede på benene og greb sit spyd, han så flammen komme og var denne gang beredt. Han havde deltaget i flere kampe end han selv kunne huske, og havde oplevet flere baghold en nogen anden han kendte. Han var ikke just en elsket person og måtte lide under den last, som hans tidligere handlinger bar med sig. Langt flere ønskede ham død end der havde mødt ham.

Med spydet huggede han den brændende gren i to, så hver halvdel passerede ham uden så meget som at røre kåben. Herefter var det hans tur til at angribe og uden den mindste tøven angreb han med det bedste våben han havde. Sit spyd.
Med en susende lyd skød gennem luften direkte imod Samson, men i det han kastede sit våben mærkede han en bidende smerte i sit bryst. En ribben var blevet trykket af det magnetiske angreb. Ikke den værste skade han kunne få, men dog en skade der kunne mærkes.

Samsons ansigtsudtryk ændredes sig ikke, men forblev køligt da han iagttagede Denaro undvige angrebene.

Samson behøvede ikke at vende hovedet for at bemærke at Tara var der. Han var slet ikke i tvivl om at hun havde været der til at starte med, selv ikke da hun endnu ikke var landet på jorden. Der var en grund til, at han var gået til angreb på det tidspunkt som han havde. Han havde ganske vidst trukket tiden ud, ved blot at være en lille bevægelig flamme som gjorde sig beredt til kamp.

Denaro var glad for sit spyd, men han havde endnu ikke set ham kaste det før, så det kom en smule bag på Samson at han rent faktisk kastede det efter ham.
Magnetismen lod det tage en lille drejning, og lod det styre direkte ind i et af de tørre træer bag ham. Han lod det bore ekstra langt ind, sådan så det ville blive en udfordring for enhver at få det ud. Lidt ligesom med sværdet i stenen.
Samson så mod Denaro, han var ikke sikker om hvorvidt han havde evner til at styre selve spydet. Han tog et par skridt til siden, sådan så han nemmere ville kunne holde øje med både Denaro og spydet. Han måtte tage sine forholdsregler.
En større knagen hørtes fra et par træer. Under soden var de fleste træer stadig gode og forholdsvist uberørte. Spliterne i træet blev afviget fra hinanden. Splinterne blev frastødt af hinanden og dette dannede nu en større kraft inde under trælagene, at det tilsidst resulterede i at begge træer eksploderede i flere tusinde stykker. Hver en splint havde forskellig størrelse, men alle var skarpe. Alle styrede mod Denaro. Samson forsøgte mest muligt at få dem styret mod Denaros klæder, sådan så Denaro ville blive "lænket" til træet.
Det var klart, at han ikke bevægede sig tomhændet ud. For en gangs skyld havde han medbragt sin lasso fra "de gode gamle dage som staldknægt". Ved hjælp af magnetismen som styrmand, lod rebet sig glide gennem luften, i et forsøg på at binde Denaro fast til træets stamme, hvor rebet ville blive viklet omkring op til 30 gange.
Selv det, vidste Samson, at det var sikkert ikke nok. Denaro skal slås ud mentalt, før at de kan nå deres mål.

*Tara.. forsøg at rode rundt i hans hoved og nedbryd ham mentalt!*

Tara trådte arrogant et skridt til siden da splinter af træ stod i alle retninger, og undveg på den måde et større stykke flig der kom farende imod hende. Med et ugideligt suk lod hun blikket glide fra Samson og over på Denaro da hvad der ellers skulle have været så let, pludselig udviklede sig til en voldsom kamp.

Det kan du sagtens sige, normalt roder jeg først rundt i hovedet på folk når jeg kan komme tæt nok på til ikke at slå mig selv ihjel af overanstrengelse

Tankegangen var bister og ikke just helt tilfreds med situationen, skræmmende nok havde Tara nu brugt så meget tid sammen med Samson eller om ikke andet tæt på ham, så deres tankestrøm kunne gå begge veje.. hvis hun ville have det selvfølgelig.

For Taras vedkommende var der to måder at tilgå situationen, og den nemme udvej kom selvfølgelig i forreste række. Med en dyb indånding og med dyb fokus rettet imod den rødhårrede mand spandt hun langsomt et bånd mellem de to, faktisk ville Tara fremstå med en hvis portion moderkærlighed, og nærmest tilbyde beskyttelse imod den skrækkelige Samson, sådan ville Denaro i hvert fald fornemme det.

"Lad nu være med at gøre det værre for dig selv Denaro, kom herover, så får vi styr på tingene!"

Taras stemme var en mørk kærlig og indbydende stemme der lokkede med falske forventinger, dog kun hvis man var i stand til at se igennem det berusende slør hun var i færd med at spinde omkring Denaros bevidsthed. For Samson ville situationen nok virke fuldkommen absurd.
I en langsom bevægelse slog hun roligt armene ud imod Denaro til en dyb omfavnelse der inderst inde i ham skreg efter at blive gengældt. En tryg sikkerhed hos den unge selvsikre elver, et sikkert sted hvor ingen ondskab nogensinde kunne røre ham

Hvis man skulle nedlægge Denaro, så var små angreb ikke vejen frem. Splinterne skulle hurtigt vise sig ubrugelige da sandet skød op bag Denaro og dannede en beskyttende mur. Han betragtede med et enkelt blink spydet. Det var boret dybt ind i træet, så dybt at det ville være svært at få ordenligt fat i skaftet hvis man skulle bore det ud. Det var dog intet problem.
Hans magiske kraft skød gennem kroppen og fandt vej til spydet og det reagerede. Hvis han ikke kunne trække det ud den vej det kom ind, så måtte han bare finde en anden vej.
Med et tryk skød spydet gennem træet og ud på den anden side så det hang i luften og han skulle lige til at tilbagekalde det da Tara gik i aktion. Hendes mentale angreb tog ham uforberedt. Han havde været for fokuseret af Samson til at klargøre sig psykisk til at modstå hendes påvirkning. Den trygge følelse overvældede ham og han mistede fokus fra kampen. Hans spyd faldt til jorden og klingede tomt ved sammenstødet. Han opdagede først hvad der skete da samsons reb bandt sig om hans krop og rev ham imod en vældig eg. Inden han nåede at tilkalde sin magi var han allerede bundet stramt og presset lagde sig imod hans ribben. Han hostede kort i overraskelse og knurrede indvendigt.

Han havde dog ikke tid, han havde fået fatningen for et øjeblik, men vidste udmærket at hvis han gav Tara tid, så var han bundet mentalt før han slap ud af rebbet.

Et kraftigt lys skød fra hans krop og træet, som han havde været bundet til, væltede. Han bevægede sig hurtigt. Opad. Væk fra Taras tanker og Samsons reb.
Hans form var høj, slank og de hvide vinger stod i fuld flor. Han var i sit sidste stadie. Han havde passeret mellemtrinet. Det ville ikke være sikkert at kæmpe imod disse uden at trække fra hans fulde styrke. Faktisk burde han slet ikke kæmpe! I denne form ville de næppe kunne indhente ham. Tanken strejfede ham, men han slog den væk som en irriterende flue. Aldrig skulle han flygte fra en kamp. Det var ikke hans stil.

Forvandlingen fra første til tredje trin var dog ikke uden risiko. Blot at opholde sig i dette trin var hårdt, men at gøre det uden at forberede sig tærrede voldsomt på hans magiske kraft. Yderligere behøvede han sit spyd for at stabilisere sin kraft. Den var hans medium til at frigive energien.

Han åbnede munden for at forlange en forklaring, men indså fejlen, han havde ikke energi til at spilde tid. Denne kamp skulle slutte nu!
Med en voldsom kraft hev han spydet imod sig og dykkede i samme øjeblik imod samson. Halvvejs nede nåede spydet ham og han rettede dets spids imod fjenden. Han ville gennembore ham uden tanke for de skader han selv skulle få. Han var forberedt på det. Samsons skulle hverken få lov at slå ham ud af kurs eller skyde ham bort med magnetismen. Om nødvendigt ville han fare igennem vægge af hvide flammer. Ikke så længe han holdt sit våben mellem fingrene skulle han lade sig føje.

Samson hørte ude mærket godt hvad Tara sagde, men svarede ikke med det samme tilbage gennem tankestrømmen. Han var fokuseret på Denaro samt spyddet.
Ganske rigtigt, Denaro havde stadig kontrol over spyddet. Han lod det brage igennem træet, og Samson var klar til at parere angrebet fra det, som han regnede med ville komme, indtil han så at det faldt til jorden. Det var et tegn på at Tara var brudt igennem.
Igen kom det skarpe lys, som han for måneder tilbage havde set i ørkenen. En let rynken kom frem i panden på den bredskuldrede bandeleder, da Denaro nu brød ud af rebet, både det fysiske og psykiske. Dog kunne han alligevel ikke lade være med at have et indenvendigt smil. Han kunne noget. Dette mindede ham bare om, at der var en god grund til at gøre det, som de nu var i fuld gang med.

*Det betyder bare, at vi skal have trænet dig i distance, kære Tara. Du viser dine svage sider for mig...* Kommenterede Samson med sin kølige stemme, selv i sine tanker.

Der gik ikke længe før spydet susede op fra jorden, og op mod Denaro der havde besteget himlen. Samson ventede tålmodigt, og lod sig ikke røre på sig da Denaro var i fuld fart på vej ned mod ham. Med endnu et køligt og mørklagt ansigtsudtryk, forsvandt manden op i en kæmpeflamme der nu stod 2½ meter op i luften - brændende med blå og hvide nuancer. Det var hedt. Et par træer omkring ham blev antændt. Jorden under ham, hvor der endnu lå få blade på, forsvandt sporløst i den brændende hede.
Flammen farrede op mod himlen som en ildkugle og så ud til at forsvinde. Lyden af den brændende ildkugle blev svagere og svagere jo længere væk den kom. Dog lavede den en stor cirkel uden om området, og vendte sig igen og tog retning mod Denaros side i høj hast, i et forsøg på at slå ham flere meter bagud ind i den næste stamme.
Kuglen rullede lidt i luften, da den var kommet nær træets destination, og lod træet knække lige oppe over punktet på træet, hvor Denaro muligvis ville ramle ind i.
Efter dette brag faldt kuglen til jorden, og Samson stod tilbage i sin egen form, med ryggen vendt til Tara og Denaro. Han vendte hovedet en anelse og så på dem ud af øjenkrogen lettere forpustet.
Brystkassen skiftevis hævede og sænkede sig.

Samson gik ud fra, at Tara selv kunne bedømme hvornår det var bedst for hende at manipulere med Denaros tanker.

Tara smilede kækt for sig selv et øjeblik mens Samson fik viklet rebet omkring Denaro, de to havde aldrig rigtigt kommet godt ud af det med hinanden, første gang de havde mødtes havde de slået hinanden til plukfisk og anden gang havde Denaro lukket ind i en pyramide af sand.

Hun kneb svagt øjnene sammen da hun mærkede hvorda båndet hun havde spundet til Denaro knak over og han skiftede skikkelse som hun havde set før. Men der var noget der var anderledes den her gang, sidst havde han haft et mellemstadie, men at han sprang direkte til hans sidste stadie kunne kun være en fordel for Samson og Tara, da det måtte koste og kræve en masse energi.

Et øjeblik skævede den rødhårede elver trodsigt imod Samson, hun hadede at blive kritiseret, især fordi hun selv mente, at hun mestrede sin evne ualmindeligt godt og derfor ikke havde brug for yderligere træning, selvom man altid kunne blive bedre ville hun sætte mere pris på at lære at lukke folk ude i stedet, det var straks en sværre sag.

Tara vendte igen de vagtsomme brune øjne imod kampen, da Denaro gik til angreb, i en varsom bevægelse strakte hun roligt vingerne, i tilfælde af at det blev nødvendigt at flytte sig hurtigt, hvis Denaro nu besluttede at hun var et godt mål, men stadig virkede han fast opsat på at få Samson ned med nakken, om ikke andet først. Det var måske også meget godt.

Du er nødt til at trætte ham, jeg kunne godt trække i trådene, men lige nu vil det være fornuftigt at spare lidt på kræfterne Samson

Et øjeblik havde hun mest lyst til at beskylde ham for ikke at tænke, men var der ét menneske Tara ikke ville stille sig dårligt hos, så var det Samson, især fordi hun vidste hvad der fulgte med hans vrede og desuden kunne hun ualmindeligt godt lide at bo på borgen

((og så fik jeg også tid til at svare))

Denaro stoppede ikke blot fordi Samson flyttede sig, han prøvede ikke engang, han vidste fremdriften var for voldsom til at rette ud, så med spydet først ramte han jorden med et brag, jord og sod stod op i en sky omkring ham og hyldede ham ind, så det var umuligt at se ham. Han var uskadt, sammenstødet med jorden rørte ham ikke, det var trodsalt hans element og ligesom Samson tog han ikke skade var at møde sin magiske side.
Samsons angreb kom ikke som en overraskelse, tværtimod, det var naturligt, Denaro havde gjort det samme. Lige efter et angreb var normalt det tidspunkt en fjende var på sit svageste, og netop derfor var Denaro klar.
Han satte af fra jorden og med et enkelt slag med vingerne skød han ud gennem sodskyen og over den fremstormende ildkugle. Atter i syne kunne han forsætte sine angreb imod Samson.

Det var ikke fordi Tara var blevet glemt, nej han vidste hun var der, men det var simpelthen sådan at han ikke have overskudet til at holde øje med hende, så i forhåbning om hun blot var med som en sikkerhed for Samson, hvis det skulle gå galt, måtte han satse og lægge alt sin fokus på den angribende fjende. En risikabel beslutning, men han så ikke andre muligheder. Det var jo ikke hver dag man fik en fjende der krævede det fulde fokus, og et sted var Denaro taknemlig. Det gav ham en mulighed for ikke at holde igen. Særligt ikke så langt fra civilisationen.

Fra jorden fløj kugler af sand op. Utallige små kugler, ikke større end golfbolde, de svævede og flere blev dannet mens Denaro fokuserede sin magi. Han kunne mærke hvordan det pressede ham. Hvordan hans krop sugede i hans depoter og vidste kampen ikke kunne vare længe. Han skulle dog bruge flere.
Flere og flere blev dannet, afventende. Hundredevis blev dannet i hast rundt om Denaro. En sveddråbe løb ned over hans ansigt.
Med et satte det igang. Kuglerne satte afsted. Et utal skød direkte imod Samson, men størstedelen afventede. Der var to muligheder. Enten undveg han, og så ville de afventende skyde ham ned, som en and skudt af et haglgevær, eller også gemte han sig bag sin magi, og i såfald ville han tvinge Samson til at holde sit forsvar oppe ved konstant at bombardere ham med angreb. Om nødvendigt skulle det blive en kamp om hvem der kunne holde længst. Om det var Samsons magi eller Denaros vilje. Eller om det var Taras indblanding.

Idet Samson vendte hovedet en anelse, sådan så han kunne se Denaros skikkelse, fandt hans øjne også hurtigt vej til det op kommende angreb. Han var taktisk. Et lille magnetisme frastøddelsesfelt blev småligt dannet, og tog af for størstedelen af de smålige sandbolde, da det dækkede brystkassen.
Uheldigvis for Samson, nåede en af sandboldene at ramme hans kønslige organ, og måtte krumme sig sammen. I akavet halten, måtte han søge flugt bag et af de ældre træer, hvis stamme måtte have uendelig mange ringe med dens tykkelse.
Han vidste, at han ikke kunne gemme sig der, for det ville blot udsætte Tara for fare. Samtidig vidste han også, at der var flere angreb der ventede ham, men han behøvede tid...

*Tara.. har brug for tid. Bild Denaro ind, at Brutus løber mod ham også når han ændrer kurs!*

Han kneb øjnene hårdt sammen, først for at bide smerterne i sig, men også....
Gennem skoven kom en unaturligt størrelses tyr buldrende. Tyrens 2000 kg gav en ordentlig genlyd gennem den sammenpressede jord, sådan så den næsten kom til at lyde hul.
Tyren truede med at løbe i Denaros retning, men da den alligevel var kommet så tæt som omkring 15 meter, valgte den at vende sin retning lidt væk fra stedet.
Nok tog dette ikke lang tid, men måske lige nok til at få Denaros tanker andetsteds.
Tanken om at et angreb kunne blive sendt mod Brutus, pinede Samson, men det var et sats for at vinde tid. Et brøl kom fra Samsons strube, og dette gav genlyd videre til Brutus'. Menneskebrølet og tyrebrølet lød på en mærkelig måde identiske.
Selvom hans mellemkød stadig dulmede, måtte han alligevel få sig selv til at bide smerterne i sig, og fokusere på sit næste træk, som skulle være et kontrollerende forsøg på at få Denaro til at bruge en masse energi.
Samson måtte på sekunder samle en mængde energi, og nærmest vælte frem for sit skjul, og i bevægelse fokusere på Denaro og forsøge at holde ham fast ét sted i luften. Han forsøgte at lave hurtige "ryk" i denne faste stilling i luften, for at få slået hans fokus ud af spil, og lade hjernen blive forvirret, for derefter at forsøge at vende op og ned på Denaro, så han ville komme til at hænge med hovedet ned af, i samme "låste" stilling som fra start.

Tara skulle ikke være bleg for at indrømme, at hun ikke var meget for at blande sig i kampen, umiddelbart virkede det mest som et sammenstød mellem to magiske titaner og der kunne hun på ingen måde følge med uden at blive kvast i løbet af de første sekundter, også selvom hun var klar over, at Samson havde brug for hjælp.
På afstand betragtede hun roligt de to mænd tæve løs på hinanden, da Samson pludseligt krummede sig sammen til en fuldkommen unaturlig stilling for det store brød. Da det gik op for elveren hvad der var sket skar hun en grimasse der mindede om den alle andre fik, når de så en blive pisket som straf, eller henrettet for den sags skyld, hun var udemærket klar over, at for Samson var hans ædlere dele, langt mere end bare ædle.

Heldigvis gav angrebet dog den rødhårrede mentalist et umådeligt godt hul til at bryde igennem hos Denaro igen, han kørte på et væld af kræfter og hans energi var begrænset, samtidig var hans fokus uheldigvis for ham flyttet til den store bandeleder.
I en lang glidende bevægelse sank elveren ned i en ubesværet skrædderstilling, inden hun pressede to fingre imod hver tinding og kneb øjnene sammen i en anstrengt grimasse. En hvinende lyd, som når en kniv skraber over overfladen på en ubeskyttet tallerken ville forhåbentligt dukke op for Denaros indre øre, mens en synforstyrrelse der ville svare til at se igennem matteret glas ville forhindre ham i præcision.

Angrebet var stærkt, men efterlod ligeledes elveren i en ualmindelig sårbar situation, af samme grund håbede hun virkelig på, at Samson snart ville mande sig op, og ikke pive over sine småskræmmer meget længere.

Denaro fyrede et par kugler afsted imod træet, men trods den forkulede overflade var det utrolig robust, og han kunne ikke bryde helt igennem. Han vidste dog at Samson var skadet, en midlertidig skade, det skulle udnyttes.
Han samlede sandet og dannede hvad der mest af alt lignede et spyd fra en ballist, blot større. Med den ville han gennembryde både træ og Samson. Den mand ville snart fortryde sit angreb!

Et skud af smerte skød gennem hans krop, som var en kniv blevet stukket ham i ryggen. Hans hoved skreg op og rev rifter i hans magi. Spydet brød sammen, sandet blev kraftløst og faldt til jorden idet Denaro faldt forover i overraskelse. Han greb sig til hovedet og prøvede at dulme smerten ved at jage neglene ind gennem huden. En strøm af blod løb fra hans fingre.

Tara!

Han forbandede sig selv langt væk. Hun var blevet overskygget af Samson og havde fået alt den mulighed til at kæmpe sig vej igennem hans mentale skjold. Dette skulle ikke gå ustraffet.
Den skærende smerte gjorde ham halvtblind og halvtdøv, han havde svært ved at fokusere, men han så hende. Han hævede spydet for at lade det kvæle hendes angreb, med med sin svækkede tilstand så han ikke angrebet, der netop ramte ham fra siden. Et angreb ingen ved sine fulde fem ville have overset. Et angreb så simplistisk at det gjorde ondt i hans ære at lade det træffe. Havde han været frisk ville han ikke blot have hørt det komme, nej han havde sågar mærket jorden ryste under fødderne, lugtet stanken af tyr og set den enorme skikkelse. Det var dog for sent at tænke på nu.

Denaro blev sendt i en bue gennem luften. Spydet forlod hans fingre og et sort lys omsluttede ham idet han ramte jorden. Vingerne var væk og kraften der før havde gennemstrømmet hans krop var nu afløst af en følelsesløshed der gjorde det næsten umuligt at bevæge sig. Forvandlingen havde trukket de fleste af de direkte skader, så kroppen var intakt. Manglen på magi og livskraft var problemet. Hans depoter var tømt og uden spydet kunne han ikke trække fra sine reserver. Forvandlingen havde efterladt hans krop udmattet.
Han blev liggende og kæmpede en psykisk kamp imod sig selv. Han måtte rejse sig!

Smerterne var stadig hårde mod bandelederen, men i det mindste havde det gået meget ned af bakke med smerterne. Nu da Samson endelig kunne stå igen, så han, at Tara og Brutus tydeligvis havde udgjort et meget godt arbejde uden hans fulde tilstedeværelse. Han så på Denaro der havde været sendt i en flyvende bagudrettet retning af den store brutale tyr.
Det var kun et spørgsmål om tid før Denaro ville komme sig, ved at ligge der på jorden. Han måtte have flere slag.
Tara gjorde et fantastisk arbejde, det var Samson ikke i tvivl om. Det handlede bare om, at Denaro ikke fik samlet nok styrke til at kunne give hende et tilbageslag.
De hvide øjne kneb sig let sammen, og med en meget bestemt ansigstrækning lod han magnetismen lave hurtiggående bølger, der ville flå i Denaro og sende ham ind i to træers stammer lige efter hånanden. Det første træ ville være med den største styrke, så træet meget stor sandsynlighed ville knække over. Ikke hvem som helst ville kunne holde til disse skræmmer, men nu var dette Denaro, og Samson havde for længst lært, at han ville kunne tage imod langt det meste.
Øjnene faldt ved et tilfælde over på spyddet, som var uden for Denaros rækkevidde. Når Samson tænkte over det, havde han aldrig set Denaro uden dette spyd. Hvis han skulle knække Denaro, måtte han vel knække det som han havde kært. Desuden, kunne det vel altid laves af en af de ansatte på Borgen, hvis det skulle vise sig at Denaro ville have sådan et behov for at have det, for at kunne kæmpe bedre. Han ville måske blive indbegrebet af en gladiator.

Magnetismen hev fat i spyddet, og rev det over til bandelederen, dog uden at han greb fat i det med hænderne. Han lod sig ikke give tid til at studere det ordentligt, da det ikke faldt i hans interesse. Dette skulle blot overstås. Magnetismen rev fat i spydet indefra, og lod materialet frastøde hinanden på midten, indtil det knækkede midt over (?).

Idét dne rødhårrede mand sank sammen på jorden slog elveren øjnene op med et gisp, det var ikke peanuts at skulle trænge igennem til en kæmpende mand på lang afstand, men takket være ualmindeligt meget træning og disciplin have Tara opnået en umådelig mental styrke. De færreste menneskelige mentalister ville nok aldrig opnå en mental kraft som elveren, da hun ligeledes havde haft lidt over tre hundrede år til at øve sig.

Med et enkelt men kraftfuldt slag med vingerne kom hun på benene og i et langt spring begyndte hun at løbe imod Denaro der var sunket sammen på jorden tilbage i sin normale skikkelse, det var nu hun skulle have fat i ham hvis hun skulle have fat i noget af det mest dyrebare han havde, nemlig sine minder. Lige som hun nåede kroppen fløj den igen væk under hende, og med et småfornærmet blik skævede hun imod det store brød Samson, der efterhånden virkede til at have det en kende bedre, det nyttede da ingenting at han kastede rundt med den allerede mere eller bevidstløse tosse, hvis hun skulle have en ærlig chance for at gøre sit job.

"Samson, du er nødt til at give mig noget at arbejde med her!"

Knurrede hun bistert, inden hendes øjne faldt på spyddet den store mand var i færd med at knække, hvis det var fordi han ville have Denaro vred var han da på rette vej!

Denaro nåede ikke at få kontrol over sin krop før en velkendt kraft greb fat i hans næsten livløse legeme. Han mærkede vinden suse forbi ørene inden træet brød hans vej. Træet var stærk, men utroligt nok gav det efter før Denaros krop gjorde. Flere knogler gav dog en knasende lyd fra sig og stumper af ben spredte sig i hans kød. Havde han haft kraften ville han have udstød et udbrud af smerte, men inden han så meget som nåede at hoste stødte han imod det næste træ. Denne gang stoppede han og faldt til jorden. Han lå et øjeblik inden kroppen reagerede på slagene.

Han hostede en enkelt gang, og en blanding af blod og spyt lagde sig foran ham. Det sortnede for hans øjne, men alligevel vendte han blikket op. Tre skikkelser så han og som hans øjne langsomt fandt fokus skød en fremmed følelse op i ham.
Han så Samson med spydet, så hvordan det langsomt blev bøjet ud. Mentalt hørte Denaro et skrig i sit hovede, lyttede Tara ville hun høre det med ham. Ikke et skrig af smerte, mere en hoverende lyd blandet med fryd. Lyden voksede i hans hovede som spydet bøjede mere.
Hans øjne skød op og imod alt sund fornuft skød magien gennem luften og greb spydet mellem Samsons hænder. Det måtte ikke knække! Under ingen omstændigheder!

Blod løb fra hans næse, han havde ingen magi at trække på andet end den kraft der holdt ham i live, det smertede, mere end både Brutus og træerne havde gjort. Det var dog ikke nok. Han kunne mærke spydet bøjede sig længere ud. Hans magi stoppede og frygten lyste ud af øjnene på ham.
"Stop!"
han skreg med en kraft hans lunger ikke tillod, men for sent, spydet gik over på midten og et sort lys skød ud og omslugte dem alle i et splitsekund inden alt syntes normalt igen. Denaros frygt var ikke væk og hans krop rystede ikke længere blot af udmattelse.

Det knækkede spyd afslørede en hul kerne, hvor sand langsomt gled ud fra begge sider, sand han havde brugt til at kontrollere spydet. Det var dog ikke det eneste der kom ud. En sort masse flød ud og svævede i luften mellem de to dele. Den var dog hverken fast eller flydende, men opholdt sig på et stadie intet almindeligt stof kunne tilhøre. Det var magi, ren magi. Et øjeblik synes den lille sky at tage form som et øje inden den pludselig forsvandt. Den dukkede op igen i samme øjeblik over Denaro, der ikke kunne flytte sig da den angreb. Gennem øjne, mund, næse, øre og ethvert andet punkt den kunne finde, skød magien ind i hans krop og forsvandt.

Denaros hoved faldt til jorden, øjne gled i og hans udmattelse tog overhånd. Han faldt ind i et stadie mellem bevist og bevistløs, alt imens magien atter tog bolig i hans krop. Det var trodsalt der den hørte til.

Samson så knap nok på Tara, men hørte hende ude mærket godt. Stemningen omkring dem havde ændret sig fuldstændig, som han stod der med spyddet. Han kunne bare ikke forklare hvordan den havde ændret sig.
Denaros udbrud kom lettere bagpå Samson. En så kvæstet person, ville kun være i stand til at give lyd fra sig i den skala, hvis det hele virkelig var ude at skide.
Samsons ansigtstræk var blandet af frustration og hårdhed. Mange tanker gik igennem hans hoved i dette øjeblik, og frygtede for, om staven overhovedet ville dræbe Denaro fuldstændigt. Det gjorde dog ikke noget ved hans endelige handling, og spyddet lod sig knække.

Bandelederen trådte et skridt tilbage. En underlig masse som han aldrig havde set før, flød ud fra dets to nye spidser. Sand flød ud... *selvfølgelig*. Samson lod hurtigt blikket glide over på Denaro, som nu hostede blod op. Han skulle ikke igennem flere tæsk nu, nu handlede det blot om hans tanker. Tanker, som Samson ikke kendte Denaro for, men som han i stor stil havde hørt om. Næste skridt var bare, at få ham overbevist.

*Tara, rod rundt i hans hoved og find frem til hans tidligere indre. Det skulle langt fra være svært nu.* Stemmen i hovedet var lettere hæs, dyb og kølig.

Samson havde endnu ikke sluppet spyddet som nu var delt i to. Efter omstændighederne, måtte det jo laves igen efter denne kamp.
Samson trådte nærmere Denaro, men ville ikke komme for tæt på ham, da han jo trods alt stadig var i besiddelse af spyddet. Det ville højst sandsynligt nok bare lade ham gå i bersærkergang, hvilket måske i næste skridt ville dræbe Denaro fuldstændigt i den tilstand han var i nu.

Denaros paniske udfald lod ikke til at overraske Tara, hun kendte ikke spydets historie, men man skulle være idiot for ikke at se, at det nok var en af Denaros kæreste ting. Kort pustede hun en af de røde lokker væk fra ansigtet inden hun gik imod Denaros sammensunkne krop, nu ville han da i det mindste ikke lave mere besvær, det var sikkert.
I en lang glidende bevægelse sank elveren på knæ ved siden af den faldne krop, inden hun strøg en hånd igennem hans røde hår. Dernæst lod hun alle ti fingre stryge henover hans hovedbund, inden hun lagde sin pande imod hans. Det var nemmere at arbejde på den måde, på trods af at det udefra ville se næsten kærligt ud var den grumme sandhed en lidt anden.
For Taras indre blik for Denaros liv forbi som en film der blev spolet frem i et lidt for hastigt tempo. Alle følelser og indtryk ville hun opfange, indtil hun fandt hvad hun ville. Først måtte hun have fat i Denaros vrede, den var ikke svær at finde frem til, den lyste op som en stor bavne i hans minder, nemlig mindet om da han prøvede at redde Deiba fra kælderen. Følelsen havde været så stærk, at den ikke var svær at fremprovokere, alt det had og den magtesløshed var lige hvad der skulle til at få Denaro tilbage på rette spor, eller nok rettere sagt, det spor Samson så ivrigt søgte.
Sindet var en underlig størrelse for mange, men ikke for Tara, hun kendte det som hendes egen baglomme og af samme grund skulle der heller ikke slås mange knuder for at fremprovokere de gamle minder og dermed gøre Denaro ikke blot mere vred, men ligeledes mere målsøgende.
Videre søgte elveren gennem de mange minder, udefra set sad hun helt stille, men kiggede man nærmere dirrede hele hendes krop af anstrengelse. Igen fandt hun hvad hun søgte, årene hvor Denaro ikke havde lavet andet end at slå på tæven og generelt være ubehagelig, igen trak hun de nødvendige personlighedstræk frem i manden der lå foran hende og kort efter var der kun den sidste opgave tilbage.
Denaros nuværende adfærdsmønster måtte væk, det var nok den mest krævende del, men det var nødvendigt for at få kabalen til at gå op. Med fjerlette strøg gav hun sig til at viske diplomaten Denaro ud, til det kun var en skygge af ham selv og i stedet plantede hun et lille frø i hans sind: Tanken om at følge Samson var pludselig ikke så slem, tværtimod var det nok noget af det smarteste han kunne gøre lige nu.

Med et sæt slap elveren Denaro, og tog så nogle dybe vejrtrækninger. Svedperler piblede frem på hendes pande mens hun pludseligt virkede væsentligt mere træt. Med en let vaklen fik hun rejst sig fra den kolde jord og tog så de første skridt imod Samson. En let kvalme truede, men hun gjorde sit for at se så frisk ud som muligt, det sidse hun havde brug for nu var at høre på Samsons kritik. Men den kom hun nok ikke til at høre for meget længere, ikke efter han ville se hendes mesterværk.

Denaro var forsvarsløs, ikke nok med han hverken havde magi eller energi nok til at bevæge sig, så havde Samson sluppet hans gamle forbandelse fri, og den var nu atter ved at vende tilbage til sin ejer. Mentalt var han allerede i gang med et kæmpe imod denne fremmede kraft, en kamp han var ved at tabe, så han havde absolut intet at gøre da Tara gav sig i kast med hans minder.
I takt med hun rodede i hans hovede overtog magien hans krop og lagde sig godt til rette, den følte sig hjemme, men havde intet behov for at styre, ikke endnu, nej knægten skulle nok få lov at lege lidt med sig selv de næste par dage, i hvert fald indtil hans krop var hel igen. Derefter skulle den nok bestemme deres sjov.

Da Tara endelig gav slip på Denaro blev han liggende. Hans minder var blevet fundet frem fra den forsegling der var blevet bygget til at kontrollere ham, og de nyere minder havde overtaget deres plads. Nu afventede han blot sin bevisthed og sin krops tilladelse og så var han klar til at agere igen, og man havde næppe lyst til at være det første han så når han igen skulle vågne. Medmindre en hurtig død var hvad man begærede.

Den frie magi havde dog et enkelt ærinde inden dens hvile, og som tingene var nu, så var der kun en der kunne tillade dette opfyldt. Tara.
Den havde ikke sluppet det bånd Tara havde bundet til Denaro og udnyttede dette af sine egne grunde.
Lille elver på jorden der, hvorfor er du dog så træt?
Klukkede en fremmed stemme i Denaros hovede. Hun burde stadig høre det.
Jeg beder blot om en lille ting, og præmier medfølger
Den lokkede, den havde ikke været ude af spydet siden Denaro havde forbandet den ind i våbenet.
Dog, måske mere for din tykke ven end for dig - bring ham med og lad os tale - jeg afventer dig, men vent ikke for længe, så snart han vågner så sover jeg.

Sjælen var en af de to, der for længe siden blev fanget af en gammel troldmand, han havde gemt disse hos folk han havde tillid til og selv mange år efter sin død, så havde de stadig været forseglet, De to engle. Forseglingen var dog blevet brudt den dag Denaro blev født, for da så man det nødvendigt at lade dem genopstå i det lille spæd. Deres sind og magi var derfor blevet et med spædbarnet, men inden de var ordentligt fusioneret og derved kunne overtage barnet, var ritualet blevet afbrudt. Af denne grund var barnet stadig i kontrol over sin krop og de to engle måtte derfor se på fra sidelinjen. Sådan var den simple historie til trods for kun for få kendte den. Denaro selv havde lært den på den hårde måde, og da det skete havde han forseglet den ene engel, den sorte, for ellers ville den havde bragt mere kaos med sig end han kunne håndtere, han mistænker den stadig for at være skyld i hans voldlige barndom, og helt forkert er han ikke. Den anden engel, den hvide, sov stadig i hans indre og vågnede kun når han sprang i sit sidste stadie.

Tara var nået halvvejs igennem det døde landskab da en pludselig trækning ved den ene skulder og en stille stemme fangede hendes opmærksomhed. Et kort øjeblik nåede hun at sende Samson et ganske bekymret blik, inden hun langsomt vendte rundt imod den krop der ellers så så livløs ud. Med en anstrengt mine og en trækning ved øjet opretholdt hun den kontakt der ellers var ved at dø ud imellem hende og den rødhårrede mand.

"Hvad i alverden.."

Mumlede hun kort for sig sel, inden hun tog et stille skridt imod Denaro. Så talte den igen, det var vel en den? Stemmen var kønsløs og ubestemmelig og sindet tilhørte bestemt ikke Denaro, hvad var det?
Elveren sank en klump og vendte så ansigtet imod Samson, Tara virkede underligt rystet, men ligeledes fattet på en underlig måde.

"Samson. Der er noget... Noget der ikke er Denaro og det vil i kontakt med dig.."

De store brune øje flakkede fra Samson til Denaro, inden hun gik igang med at forberede et mentalt skjold, bare i tilfælde af, at noget skulle gå galt. Tara anede ikke hvad det var der havde fat i hende, men hun brød sig ikke et sekund om det, men hun vidste at hun skulle handle hurtigt, hvis hun ville finde ud af hvad det var, og ingen grimme overraskelser skulle komme til hverken hende eller Samson.

I en langsom bevægelse strakte hun sin hånd op imod Samson, det ville være meget lettere at skabe kontakt sådan, men at lege medie på den måde var ikke let og tog voldsomt på kræfterne. Af samme grund kunne hun vel lige så godt tage forskud på glæderne.

Hvem er du? Og hvad ønsker du af os?