Ulairi var på en lille strøgtur gennem hovedstaden da han havde besluttet sig for at tage en lille genvej gennem skumringsgyden. Hvad han ikke havde tænkt over var at denne gyde oftest var befolket med lyssky og skumle eller uærlige folk.

Mens hans stille og roligt gik gennem gyden og var nået cirka halvvejs fik en en følelse af at blive forfulgt, samt en følelse af at blive holdt øje med. Flere gange kiggede han bag sig for at se om han kunne finde ud af hvem det var, der gav ham denne ubehag.

Det var godt opad formiddagen. Et flosset skydække hang over himlen hvor solskinnet af og til fik lov til at bryde gennem og strejfe jorden med sine spæde forårsstråler som varmede huden på de forskellige folk, og især hjemløse og fattige nød godt af den kommende varme som havde frosset meget om vinteren, og de begyndte at komme nogle af deres laser ned i deres forskellige gemmer så det ville være klart til næste vinter. Andre folk begyndte også at bære færre frakker, og det gjorde det blot lettere for lommetyve at liste deres hårdttjente penge fra dem, uden at de opdagede det.

En af disse lommetyve var Nemo. Ingen regnede ham for noget, og ingen kunne nogensinde drømme om at denne fattigt klædte galning kunne være selve herren af tyvenes lav i Hovedstaden, som havde et øje på alt og alle med sine spioner, styret af en af tyvenes andre mystiske personligheder, nemlig Slangen, og ingen regnede med at han havde de store evner inden for lommetyveri, fordi han netop var gal. Det gjorde det blot nemmere for Nemo at tage en pung der hang lidt for fristende, inden en anden en ville snuppe den fra ham. Han var blevet taget af og til, men med sine evner kunne han nemt komme ud af fængslet, uden at efterlade sig spor, så længe hans sind var stabilt og lige nu var den ved at gå og rode igen. Han var meget forsigtig, fordi den mindste ophidselse kunne sætte en skræk i livet på rigtig mange mennesker.

Nemo var nu på vej gennem de skumle gyder, hvor solen sjældent brød igennem, med sit bytte i hånden. En lille ledderpung med nogle rubiner. Han fløjtede tilfreds og bandt den fast til sit bælte. Han var klædt i pjalter, hvilket bare gjorde hans forklædning mere komplet, og det rødbrune hår var stridt og tjavset. Hans rødbrune skæg var dog fint og hans øjne lyste af glæde, og bag det hele et lille glimt af galskab, fordi øjnene flakkede af og til pludseligt til siden, og det tilfredse smil krusede lidt mere, som om han så noget utrolig morsomt på de golde og klamme vægge. Længere fremme så han en mand med ryggen til ham. Han stoppede med at fløjte og fulgte stille efter ham, og så nysgerrigt på ham. Smilet var der stadig, og han virkede ikke fjendtlig på nogen måde, selvom hans muskler og små ar han havde på sin krop virkede en smule truende. Man var ikke i tvivl om at hvis Nemo slog, så skulle det nok gøre ondt. Nemo valgte så at gå hen til manden og prikke ham på skulderen. Der var egentlig ikke nogen særlig grund til det, men hvorfor ikke? Måske var det en sjov mand.

Selvom at han kiggede bag sig havde han ikke lige kunnet få øje på hvem det end var der forfulgte ham, men daen mand prikkede ham på skulderen drejede han blot hovedet og så på manden. Ja? spurgtehan køligt og kiggede derefter op og ned af ham, med et undersøgende blik. Ulairi var ikke lige typen der var bange for ret meget, og da slet ikke en mand, der ikke så ud af ret meget.

Han vidste godt at man skulle passe på når man gik rundt i hovedstaden, da der var ret mange lommetyve, der luskede omkring. Men det generede ham ikke lige, da han som regel ikke havde noget af værdig på sig. Det var hvert fald sjældent at han havde noget i værdig, da han ikke havde er behov for jordiske rigdomme.

Nemos mørke øjne glitrede nærmest i det svage tusmørke i gyden, og hans læber var trukket op i et stort smil, og de fine hvide og regelmæssige tænder (hvilket var underligt at finde hos en så laset mand) blev synliggjorte. Øjnene flakkede lidt, og mandens kropsholdning var rank, men den bar også præg af uopmærksomhed og sløseri. Kroppen så ikke ud til at være forberedt på et angreb eller noget, hvilket var meget upassende for en hvilken som helst person der færdes i de mørke gyder. Hænderne var foldet sammen bag hans ryg, mens han så på manden der havde talt til ham.

Efter at bare have stirret lidt, vippede Nemo sit hovede med et pludseligt ryk på skrå og smålo. Det var ikke svært at regne ud at denne mand var lidt skør. Bare en smule skør. "Du ved godt der sidder en mus på din skulder? Den har en virkelig fin hat på."
Okay, nu var man virkelig langsomt opfattende hvis man stadig troede at denne mand var ved sine fulde fem. Der sad absolut ingen mus på mandens skulder, men Nemo var overbevist om det, selvom fornuftens stemme råbte i hans sind at det var noget han bildte sig ind, så var hans sind så splittet at han var mere tilbøjelig til at tro på sine forestillinger, og sin fuldstændig bisarre fantasi.

Ulairi så irriteret på manden, der havde talt til ham. Han kunne godt mærke at der ikke var nogen mus på hans skulder, men han havde også på fornemmelsen at manden ikke var helt klar i hovedet. Så lad musen sidde. Den sidder fint der. sagde han roligt og smilede venligt til manden, men bredt nok til at hans fine velholdte tænder blev synlige. I hans en hånd, samlede han stille en strøm af elektricitet, som han var klar på at bruge på et hvert tidspunkt.

Han kiggede hurtigt rundt og fandt ikke andre grunde til at være bekymret, da han sagtens kunne passe på sig selv. Han var trods alt nok den stærkeste indenfor sit element, på nær elementalen, med samme.

Først blev Nemo meget mistænksom og så på manden med sammenknebne øjne. Noget i mandens stemme fortalte ham at han løg groft, og det kunne han ikke lide. Han følte at han blev bedraget af en fremmet og hans mistænksomhed ændredes til vrede. Man kunne se hans muskler spændtes og han knyttede sine næver. "Du skal ikke lyve!" råbte han og øjnene lynede af vrede. Det virkede en smule underligt, fordi lige for et øjeblik siden virkede han venlig og rar, men nu var han nærmest som en tordenstorm, og husene rundt om dem begyndte nærmest at knirke, og de bulnede også lidt ud af, men ikke særlig meget, hvilket ville kunne få en til at tro at det var ren indbildning. Det blev også en smule mørkere.

Kort efter var det hele som før og Nemo smilede venligt igen. Hans vrede var fordampet som dug for solen, og alt virkede roligt (eller forholdsvist roligt, sådan som det nu en gang var i de skumle gyder). Nemos krop virkede igen afslappet og det truende adfærd han havde haft lige før var ikke muligt at spore i ham. Kun dolken i hans bælte bevidnede om at han kunne være farlig hvis han ville. "Kom med," sagde han, inden han vendte sig væk fra manden og gik med raske skridt den anden vej. Mens han gik, så var det som om at luften foran ham vred sig, og en dør dukkede op. En lille lav dør, med en fin blå træramme, og selve døren var malet lysegrøn og havde en fin messingknap som dørhåndtag. Døren var virkelig kommet ud af den blå luft, men det var ikke nogen illusion. Det var blot virkeligheden der var blevet modificeret og ændret. Døren stod bare midt ude i gyden, som om det var meningen. Nemo gik hen til den, og om bag ved den, hvor han så ikke var synlig længere. Han var godt nok kun gået om bag ved døren.

Ulairi så forbavset og vred på manden, da han råbte af ham og virkede meget truende. Men Ulairi vidste bedre end at reagere på det. Han kunne mærke at det trykkede, eftersom husene var blevet tykke, men da det kort efter var overstået igen og manden var mere afslappet igen ville han stadig ikke rigtig gøre noget. Var det godt at komme af med din vrede? spurgte han flabet.

Da han så bad ham om at komme med, stod han og ventede lidt, inden han fulgte efter. Mens han stille fulgte efter manden, blev hans krop mere og mere sløret, for til sidst at forsvinde og blive til ingenting. Der var dog tilsyneladende ikke nogen der havde set det ske, for der var ikke nogen der kiggede mod det sted han sidst kunne være blevet set.

Han fulgte efter ham, hen til en meget mærkværdigt udseendet dør, hvor han blot stod et kort øjeblik. Og hvad så nu? lød det fra ham, men det kunne for Nemo godt have lydt som om stemmen kom inde fra hans eget hovede.

Nu måtte den mand da lige tage sig sammen. Nemo havde da ikke nogen grund til at komme af med sin vrede. Nu skulle han altså passe på, ellers ville han blive vred, og Nemo var da ellers sådan et stille gemyt. Han var ikke den type der fór op i hovedet på en over ingenting, eller det kunne måske godt diskuteres. Han havde trods alt ikke det mest stabile sind og lige nu var det ved at få frit løb igen. Det var farligt for andre at komme til at fanges i hans virkelighed. Måske ikke farligt rent helbredsmæssigt i den fysiske forstand, men det mentale kunne knækkes ved at blive sat ind i en galnings verden.

Nemo ville lige se om manden han fulgte med så han tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren og kiggede gennem den. Det virkede bare som en ganske almindelig dør, uden en egentlig funktion, og da han så gennem døren var det som om gyden var tom. Manden var væk, men han havde da kunne høre manden følge efter ham. Det forvirrede ham lidt, og da der var en stemme der talte, reagerede han ikke på den. Det lød som om det kom fra hans hovede, og han var vandt til at høre stemmer, og han havde lært at ignorere dem for det meste, og spørgsmålet kunne sagtens være blevet stillet af hans eget sind. Nemo kiggede rundt omkring sig og lukkede døren igen og kløede sig eftertænksomt i hovedbunden. Han kiggede bag sig, men kunne stadig ikke se noget, og gik så om på den anden side af døren.

For Nemo var rum en helt anden ting end den som de fleste kendte. Han kunne manipulere med rum, fordi det var en del af virkeligheden. Et rum kunne blive meget større for ham, uden at resten ændrede sig. Rum var noget specielt noget i Nemos hænder. Han åbnede derfor døren fra den ene side, men den anden side forholdte sig lukket. Inde bag den åbne dør (som var blevet åbnet indad) kunne man se en stor grøn eng og fine bakker og lidt længere henne i den anden ende kunne man se endnu en dør, magen til den som han havde åbnet. Nemo kiggede lidt på engen, og lukkede døren igen, og kløede sig endnu en gang eftertænksomt i hovedebunden.

Han åbnede igen døren, og gik denne gang hurtigt ind gennem døren og lukkede den efter sig. Man kunne lige nå et glimt af et snedækket klippelandskab denne gang, men det var ikke meget, fordi Nemo var hurtigt gået gennem døren. Hvis Ulairi prøvede at bruge sine evner til at gå gennem døren, ville han ikke komme ind i det rum som var skabt af Nemo, og han ville kun komme ud på den anden side af døren.
Efter et styk tid åbnede Nemo døren på den anden side og trådte ud med sne i sit tøj og frostblink i hår og skægget, men han virkede ikke synderligt påvirket af det, og lukkede bare døren efter sig, rystede sneen af sig, som også forsvandt efter lidt tid, og igen kløede sig eftertænksomt i hovedbunden, fordi han havde ikke fundet manden endnu.

Ulairi forholdte sig stille og rolig, mens han kunne se at den skøre mand åbnede døren på den ene side, men der skete intet på den anden. Det forvirrede ham lidt til at starte med, men han ville ikke tænke over det.
Da døren ikke forsvandt fra gaden, ville han ikke forsøge at følge efter ham, men bare blive hvor han var indtil han kom tilbage.

Da Nemo endelig kom tilbage igen, var Ulairi blevet synlig og lænede sig op ad døren. Nå, var det en god tur? spurgte han ham drilsk. Han var i et drilagtigt humør. Hvor vil du nu hen? spurgte han ham roligt og smilede flabet. Han stod jo bare og ventede på at der skete noget.

Ulairi havde glemt alt om sine planer som han havde tidligere på dagen, for det kunne tyde på at dette blev spændende.

Kort tid efter at Nemo var trådt ud af døren var det som om døren trak sig tilbage ind i sig selv, som om den imploderede, men det var helt tyst, og bagefter var der slet ingen spor efter døren, fordi den var igen blevet til sin naturlige del af virkeligheden. Han kunne ikke holde virkeligheden i sit greb hele tiden. Det ville altid tilbage til sit udgangspunkt, og ikke en gang hvis hans sind havde været i perfekt stand ville han kunne holde fast i virkeligheden i en form som den oprindeligt ikke var i særlig lang tid. Sådan var virkeligheden. Stålfast og stædig, men overraskende smidig og medgørlig, så længe man vidste hvad man gjorde, og det var ikke altid at Nemo vidste det.

Nemo fik hurtigt øje på manden da han stod der. "Der var De. Jeg troede ikke at De ville følge med alligevel." Han smilede venligt og nærmest henrykt. Han var ikke bare stukket af. Der var ellers mange der bare vendte ham ryggen og gik deres vej, fordi han var jo kun en skør galning og de troede han ville vise dem fund af forskellige slags, men nej, han ville kun vise alle de lag virkeligheden bestod af. Nemo kendte mange af lagene, men aldrig alle, fordi der var uendeligt mange, der krydsede hinanden i et forvirret sammensurium, og der kunne være utrolig meget plads mellem alle de lag, uden at der tilsyneladende var plads, og det kunne Nemo udnytte. Virkeligheden var en speciel ting.

"Kom med," sagde Nemo igen med et stort smil, og begyndte at gå med raske skridt den vej de var kommet fra. Han vinkede af manden for at sikre sig at han kom med. Mens Nemo gik dukkede der endnu en dør op, men denne gang stod den ikke midt i gyden, men på en væg, hvor det var som om døren groede frem fra jorden og tog sin retmæssige plads i væggen. Døren var noget anderledes end den anden dør. Den var meget lav, og gik Nemo til midt på hans lår, men den var bred og døren havde en særlig rombeagtig form. Det var en solid egetræsdør og håndtaget var stort og rustikt og lavet af støbejern. Rammen var simpel, men døren havde ikke en eneste lige linje, udover den der rørte jorden. De andre linjer buede lidt indad.

Ulairi fulgte roligt med Nemo hen til den nye dør, der også så lidt underlig ud. Denne dør gik ham dog kun til omkring knæet, hvilket undrede ham, for hvem kunne dog benytte sig af sådan en dør. Og hvad så nu? spurgte han ham roligt. Han stod dog roligt bag ham og ventede mens han fik øje på en længere ned ad gaden han mente han kendte. Et øjeblik havde han mest lyst til at rende hende i møde, men besluttede dog at det nok var sjovest at følge efter nemo.

Nemo skubbede døren op så den åbnedes indad. Den så ikke ud til at have nogen hængsler, men den åbnede uden problemer. Det var yderst mystisk dør, men den virkede. Gennem døren kunne man se en lang lav gang. Det så ud til man skulle kravle et godt stykke, og det virkede underligt at der var sådan en lang gang ind i et hus, men denne gang var faktisk heller ikke en del af huset, men af den kunstige virkelighed Nemo havde skabt. Nemo satte på hug foran døren så gennem gangen. Han vendte sit blik op mod manden og sagde: "Kom med." Han smilede drilsk til ham og begyndte at kravle gennem døren.

Han kravlede i lang tid og lyset bag ham begyndte at svinde, men han vidste nogenlunde hvad der kom forude. Eller, det eneste han vidste var at for enden af gangen var der et stort rum, der aldrig kunne være i det hus han havde set. Det virkede umuligt, men ikke for Nemo. Der var egentlig meget lidt der var umuligt for Nemo, men det kun på grund af hans galskab. Han havde nok aldrig været så kreativ og fundet på alle de skøre ting, hvis han ikke havde været lidt skør i forvejen.

Efter at være kravlet for enden af gangen faldt han pludselig ned af en trappe. Kort efter stoppede han med at falde, og så sig omkring. Et blegt lys oplyste rummet, men det virkede ikke til at der var nogen kilde. Hele rummet var fyldt med trapper, men de gik alle vegne. Han rejste sig op og gik på trapperne, og selvom han gik på en trappe, der vendte på hovedet i forhold til indgangen, så kunne han gå på den uden problemer. De vendte i alle mulige underlige vinkler, og trapperne var i alle mulige stilarter. Der var rustikkke lige trapper, smalle vindeltrapper, der begyndte at hælde og vende rundt, så man nåede at gå på alle vinklerne inden man nåede toppen, der var smukke bredde udsmykkede marmortrapper med gyldne gelændere, og træstiger. Der var ikke noget op eller ned i dette rum, fordi det afhang af hvor man stod henne. Man skulle virkelig passe på at man ikke fik forvildet sig, fordi dette var virkelig et labyrint af trapper.

Ulairi der havde fuulgt efter Nemo gennem den lave dør og gennem gangen og ind i rummet, hvor også han havde faldet i et stykke tid, for til sidste at stoppe. Han kiggede sig omkring, mens han fulgte efter nemo og måbede. Han havde ofte hørt en gåde, der omhandlede dette rum, eller et ligende. Det var en gammel går, men han synes at have svært ved at huske den nu hvor han var her.

Mens han stod ved siden af Nemo og kiggede sig omkring, blev han en smugle forundret over at han kunne skabe dette rum, ud af noget plads der allerrede var optaget af noget andet. Det hele virkede helt umuligt for ham. Hvor er vi? spurgte han Nemo roligt.

Han så rundt i det tomme grå rum med store øjne og et bredt smil på læberne. Han elskede de her lege. Det var altid noget der kunne more ham. Blikket faldt kort på den dør de var kommet ind af, som nu var forsvundet. En tænksom rynke dukkede op på hans pande. Han så ikke alt for positiv ud, fordi han vidste at det ikke ville være godt hvis de opholdte sig her for længe. Han vendte sig mod manden da han spurgte hvor de var henne og svarede: "Velkommen til min virkelighed." Han slog ud med armene og drejede lige en gang rundt om sig selv og smilede igen, og det bekymrede udtryk var væk.

Han kiggede rundt i det enorme trappefyldte rum. For enden af nogle af trapperne var der en dør. Ikke en af dem var ens. Nogle af dem var helt almindelige og kedelige, mens andre var store imponerende porte, mens nogle af de andre var små luger og lemme man kunne åbne. Alle sammen forskellige farver, former og materialer, og nogle af dem så ikke ud til at de kunne åbnes. "Vi må hellere finde den dør der fører ud igen, inden tiden er gået." Han sagde ikke mere inden han dansede lystigt op af den nærmeste trappe med overraskende stor hastighed. Det tog ham ingen tid at komme for enden af trappen inden han drejede op af den næste. Han gik hen til en dør, åbnede den, kiggede kort ind gennem døren, og smækkede den i igen efter at have udtalt et lavt nej. Han vidste ikke hvilken dør der åbnede ud til. Han havde ikke styr nok på sine evner. Hvis man så rundt i rummet kunne man se at nogle af trapperne begyndte at krakkelere, og nogle var allerede forsvundet, mens nye trapper var dukket op andre steder. Døre dukkede op og forsvandt på samme måde i et uendelig systemløst mønster.

Nemo var gået rundt mellem flere døre og på et tidspunkt trådte han ind gennem en dør, og kom ud af en af de andre. Hvordan de var forbundet kunne man ikke se på nogen måde, fordi der var ingen væg bag ved en eneste af de forskellige døre. "Heller ikke den." mumlede han inden han fortsatte hen mod den næste dør.

Ulairi som havde fulgt efter Nemo hele vejen gennem de forskellige døre, da den gik op for ham at intet at dette kunne han bruge til ret meget. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte han for han var for en gang skyld ved at blive utålmodig.

Han fulgte hastigt efter ham, for han havde på fornemmelsen at dette kunne ende galt, da dette var en indtrængen i virkeligheden som vi kender den, hvilket naturen ville forsøge at rette op på, på den ene eller anden måde.