Det var lugten af salt, hav og menneske, der havde fanget Lorgaths lugtesans da han en aften var på vej hjem fra et mord. Han havde stadig masken på og han var dødsulten. Mordet havde taget mere tid end hvad meningen havde været og han var gnaven og irriteret og ønskede inderligt at et eller andet godt måltid ville dukke op.
Det gjorde det så nu, og han vendte sig om på stedet med øjnene der lyste op af sult. Han var halvvejs ude af kontrol, så han satte i løb og var komplet ligeglad med om han ikke koncentrerede sig om at blive i skyggerne.
Der gik et stykke hvorefter han så det. Måltidet der gik længere fremme. Et blåt måltid, med horn på hovedet. Excentrisk! Lorgath slikkede sig munden og tog masken af, hvorefter han satte den fast i bæltet. Med et grådigt smil begyndte han at snige sig op på hende, forsigtig som altid. Denne gang var det igen i skyggerne og han var meget påpasselig med ikke at lave en eneste lille lyd. Hun skulle snuppes bagfra. Det blod lugtede så indbydende! Lorgath ventede med at gøre noget overilet til han var nogle meter fra hende.
Her satte han i et spring, der endte på hendes ryg, hvor han låste armene fast om hendes overkrop og grådigt satte tænderne i halsen på hende. Han begyndte lige så småt at suge blodet, der smagte bittert, saltet og ekstremt stærkt. Det var også tykt. Dette var en god fangst!

Isis havde igen fået rodet sig ind i en gudsforladt skov, hun gav en irriteret knagende lyd fra sig. Det skete altid for hende og ikke bare sådan hver gang hun gik ind i en skov, næh nej, hver gang hun var på landjorden gik det galt, hun mistede stedsansen. Under vand var det let at finde vej, efter hendes uheld som yngre havde hun lært at læse strømmen stimerne af fisk og klippernes forskellighed, men oppe på overfladen lignede det hele sig selv.
Gnavent stoppede hun op ved et træ hun bestemt havde set før, hun blinkede med de gule øjne og overvejede et kort øjeblik at gro et par vinger, men det ville gøre det for let for hende, dét var endnu en ting ved havkvinde, hun var fandens stædig.
På trods af at det var vinter havde Isis altid utroligt lidt tøj på faktisk var det kun en ganske simpel togalignende beklædningsgenstand, der dækkede det mest essentielle på hendes nogenlundende menneskelignende krop.
Kort vippede hun lidt på fødderne, hun blev hurtigt træt af at gå, da hun sjældent gjorde det, men der var hun én vej frem og det var ikke at pive over sine midler, næh, Isis var faktisk heldig både at få lov til at opleve overfladen og havbunden.
Hun skulle lige til at tage endnu et skridt da noget eller rettere én hagede sig fast på hendes skuldre, hun nåede ikke andet end at give et kort overrasket udbrud fra sig, før et sæt spidse tænder borede sig igennem den ellers stærke hud. Dette satte forvandlingen igang, ualmindeligt hurtigt sank hun i knæ, hvorefter hendes ben groede sammen og tykke skæl groede frem rundt omkring på kroppen, mens horn overalt begyndte at mase sig igennem huden.
Isis greb hurtigt fat om ansigtet på personen eller rettere vampyren der havde haget sig fast i hendes hals, og med sine enorme kræfter kylede ham forover så han forhåbentligt ville slippe sit tag i hende, og ikke nok med det, lande hvor hun ville have ham, lige foran sig. "Du har valgt et forkert offer!" rungede den ru hvislende stemme der kom helt nede fra halsen af. Isis var datter af en sirene, hvilket normalt gjorde hende charmerende når hun ville være det, men lige nu var alt hun ønskede at sætte en skræk i livet på denne igle der prøvede at leve af hende.

Nydelsen var kort, for pludselig kunne Lorgath mærke hvordan kvindens krop ændrede sig. Han skulle til, selv at give slip, da hendes hænder tog fat i hans ansigt med en ret heftig styrke. Han havde regnet med panik fra hendes side af, men i stedet for fløj han pludselig gennem luften og landede på jorden, meget desorienteret på jorden. Det havde gjort ret ondt, men det var ikke noget slemt. Han ville have rejst sig og bakket væk med løftede hænder og et undskyldende smil, men hendes kommentar gjorde ham irriteret.
Han rejste sig meget hurtigt op og stirrede koldt tilbage. "Jeg vælger lige præcis hvem jeg vil," forklarede han uden nogle former for afslørende følelser. Lorgath var ikke bange. Han var overrasket over den pludselige forvandling, men hans angst var kun for solen og for at miste andre.
Han trak to knive fra hvert ærme - det ville være dumt at forsøge sig med næverne mod én hvis hud var stenagtig. Så var det bedre med hans hårde, sylespidse knive. Han stod et øjeblik, før han stak ret hurtigt ud efter hendes side. Han ville kun lægge hende ned for at understrege sin mening.

Isis gule pupiller bredte sig og hurtigt fyldte det gule hele øjet. De blå vinger strakte sig, mens hun foldede den nederste halve meter af halen som en lille cirkel, og rejste sig som en klapperslange foran ham. Bidemærkerne hun havde fået i halsen var så småt allerede stoppet med at bløde, da hendes blod var så tykt som det nu engang var, dog løb enkle dråber stadig nedover halsen og brystet på hende.
"Det skulle du have gjort med omtanke!" knurrede hun så, inden hun trak den sølle undskyldning for tøj over hovedet mens Lorgath kom på benene og trak sine våben. Hun havde aldrig brudt sig om menneskets våben, da de kunne forårsage lige så meget skade som hendes kløer, men på meget længere afstand.
Da han huggede ud efter hende veg hun blot lidt tilbage, takket være hendes enorme smidighed og hendes muskelkonstruktion var hun lidt som en slange, hun var hurtig og kunne undvige ganske let.
Lige efter Lorgath havde hugget ud efter hende for hun frem, for at få ham ned på jorden, ganske udemærket over faren ved at kaste sig mod ham når han var bevæbnet lod hun de blå hænder knuge om hans skuldre, mens han forhåbentligt ville falde bagover under hendes vægt, da hun som havfolk ikke just var lille.
De gule øjne lyste farefuldt igennem mørket, grunden til at de var i stand til det var, at de under vand ligeledes fungerede som et faresignal for andre rovdyr som hajer og samtidig gav de hende et enormt godt syn på de store dybder hun normalt levede på.

Lorgath havde ikke forventet at kvinden, med hendes størrelse, kunne undvige så let, så da hans kniv ikke borede sig ind i siden på hende, blev han igen overrasket og skulle til at stikke ud igen, da hun for frem og greb så hårdt fat i hans skuldre at et sæt på fem kløer i hver skulder borede sig ind i ham og fik ham til at spærre øjnene lidt op. Som hun havde ønsket det, faldt han bagover og havde nu hele hendes tunge vægt på sig. Havde han været et menneske og ikke en vampyr nu, så ville han sikkert gispe ukontrolleret efter luft, men nu kunne han kun mærke overbelastninger i nogle af sine muskler over vægten, mens han stirrede trodsigt og vredt op i hendes lysende, gule øjne. Han spyttede hende lige i ansigtet, både for at forvirre hende, og fordi han var dybt irriteret, hvorefter han løftede sin ene arm og med noget besvær stak en kniv i hendes skulder. Hvad hun ødelagde på ham, skulle han ødelægge på hende. Han var en meget hævngerrig mand.

Xenix kunne ikke lade være med at smile et bredt smil til ham da hun fik ham ned og ligge, de blå læber der skiltes i det sejersfulde udtryk afslørede ligeledes de 4 lange sylespidse hjørnetænder hun havde i både over og undermund. En dyb knurren rungede nede fra hendes hals, mens den stærke hornede hale begyndte at sno sig om kroppen på ham, takket være hendes voldsomme styrke og det faktum at hun vejede langt over hunrede kilo gjorde, at han kunne sprælle så meget han ville.
Da han spyttede hunde i ansigtet reagerede hun stort set ikke på det, under vandet var hun vant til at man gloede hvis der var noget at glo på, kæmpede hvis der var noget at kæmpe for og fornærmede hvis der var grund til det. Godt nok var det ikke Isis selv der havde slået først, men Lorgath havde alt god grund til at gøre hvad han gjorde.
Hvad hun desværre ikke havde set komme var, at vampyren var smidig nok til at få hamret den daggert han endnu knugede i hånden i skulderen på hende. Hun gav et øredøvende skriv fra sig, inden hun en anelse mere panikkenslagent så skaden an, kniven gik hele vejen igennem hendes skulder, så hun kunne se spidsen på den anden side af skulderen, lige under skulderbladet. Synet fik hende til at slippe hans skulder med den endnu gode arm og hamre en knytnæge lige ind i siden af hovedet på ham med et arrigt hvæs. Adrenalinen fyldte hende til bristepunktet, normalt var Isis et fredeligt væsen, men ovenpå sådan et angreb kom alt hendes dyriske instinkt frem.

Lorgath blev helt utroligt glad inden i ved det faktum at væsenet skreg da hans kniv borede sig gennem hendes skulder, men han vidste at han var fastliggende under hende, på grund af hendes hale der holdt ham i et meget fast tag. Han trak kniven ud af hende igen, lige før hendes hånd kolliderede med hans ansigt, så hårdt at han var tæ på at gå kold. Han kæmpede sig til bevidstheden og så igen vredt ind i hendes øjne. Det gjorde ondt af helvede til og han var på ingen måde vant til at blive overvundet så hurtigt. Det gjorde ham rasende, pisse gal, og fik den skingrende sindssyge Mordekai frem i ham, mens han forsøgte at kæmpe sig fri af hendes hales greb. Det var så for sent, han kunne intet gøre for at komme ud af jerngrebet. Han stak igen sin kniv i hende, denne gang ramte han lige over kravebenet, og han håbede inderligt at hun ville skrige lige så højt som ved sidste stik.

Isis hvislede og hvæsede med sine dyriske lyde helt ind i hovedet på ham, et øjeblik troede hun faktisk at hun havde slået ham bevidstløs, men så tændtes en flamme i hans øjne, langsomt men sikkert begyndte hun at stramme grebet hun havde om ham med halen, som en kvælerslange der skal til at tage livet af et bytte, desværre for Isis trak Lorgath ikke længere vejret og det ville af den grund tage længere tid at få krammet på ham på den måde.
Han trak kniven ud af hende, så det sorte blod fra hendes sår dryppede ned i ansigtet, Isis var godt klar over at det sikkert ville give ham yderligere blod på tanden, men hun var ligeglad han kunne ikke nå hende som han lå der, i hvert fald ikke med hans spidse tænder.
Da Lorgath igen hamrede kniven imod hendes kraveben reagerede hun forsent, desværre for fokuseret på at kvæle ham langsomt borede kniven sig ca. 7 centimeter ind, før hun hamrede en stenhård næve imod hans underarm, med lidt held og ramte hun rigtigt ville armen brække begge knogler i underarmen.
Isis vred sig da den brændende smerte skyllede indover hende, inden hun igen gav et skrig fra sig, denne gang dog en kende lavere.
De gule øjne blev klemt sammen til smalle sprækker, mens hun fortsatte med at knuge halen om ham, til hun kunne høre den skarpe lyd af knogler der snappede midtover, gad vide hvor mange ribben sådan et væsen kunne tåle at få kvast før det gav op, én ting var sikkert, på trods af Isis, mere eller mindre ubrugelige arm var der stadig en helveds masse kamp gemt i hende.

Mens kvindens hale langsomt strammede mere og mere om ham kunne Lorgath mærke at knoglerne langsomt gav mere og mere efter. Det var smertefuldt og da hun slog til hans arm, så den gav et knæk, slap han grebet om kniven, der blev siddende i hende og den landede på jorden, ubrugelig, fordi den var brækket. Det gjorde ondt, men ikke lige så ondt, som da hans ribben gav sig med en knasende lyd. Det var ikke kun et, det var flere, og han kunne ikke gøre andet end at give flere og flere udbrud fra sig på grund af de mange smertejag der gik gennem hans krop, der nu lå stille. Han overvejede at stikke flere gange i hende, men smerterne var for voldsomme og han vidste ikke om det var gået udover nogle af hans organer. Han ville ikke give op, men han havde fandme heller ikke tænkt sig at bede om nogen form for barmhjertighed. Det var han for stolt til. Problemet var, at han nu ville dø på grund af den forbandede sult. Det måtte han bare erkende. Han havde tabt.
Hans bik forblev trodsigt og rasende, men han stoppede sin kamp.

Isis smilede da han endelig lå stille og ikke gjorde yderligere for at kæmpe imod hendes sejr, det skulle være sidste gang han havde sat tænderne i en uskyldig. Hurtigt trak hun kniven ud, og smed den så langt væk, at han forhåbentlig ikke kunne nå den. Derefter tog hun et hårdt greb i hans hår, trak hans hoved tbagover mens brystkassen gav endnu et opgivende knæk fra sig, og satte de syle spidse tænder i helsen på ham.
Hun drak ikke hans blod, eller for den sags skyld bed en luns af selvom det havde været umådeligt fristende, han skulle bare smage sin egen medicin.
Med et ryk stoppede hun at knuge mere om hans brystkasse, og stirrede stift til venstre, noget hurtigt løb igennem skoven og i tilfælde af at det var flere af Lorgaths slags skulle hun ikke være der, slet ikke mens hun var i gang med at myrde en af vedkommenes artsfælder. De gule øjne så rasende tilbage på Lorgath, før hun spredte vingerne ud. "Bare håb på at du ikke ser mig igen dæmon!" hvæsede hun ind i ansigtet på ham, hvorefter et slag med vingerne løftede hende op i luften, hvor hun slap Lorgath med halen, som ville falde til jorden. I løbet af ganske få sekundter var hun oppe mellem træernes kroner og helt ude af synsvidde. Nu skulle hun bare finde en der kunne lappe hendes blødende sår sammen, inden der gik infektion i det.

// Out

Det var ydmygende. Han ville have hævn. Hun skulle dø! Hun skulle myrdes langsomt! Hans blik blev endnu mere rasende da hun greb fat i hans hår og satte tænderne i hende og han havde endnu mere lyst til at stikke sin anden kniv i hende, men han kunne ikke da kvindens hale strammede endnu mere til, så der lød mere knasen. Det var smertefuldt. Hans ører opfangede kun kort lyd fra nogle andre, men kvinden gjorde det tydeligvis også, da hun advarede ham og kort efter fløj op i luften sammen med ham og sendtehm flyvende ned i jorden. Igen. Han ville have tabt al luft, hvis han havde haft noget, men i stedet for sortnede det bare kort for hans øjne, mens han i ren og skær vrede og afmagt, kylede sin kniv efter kællingen. Det virkede ikke. Den landede også blot på jorden, mens han kæmpede sig op at stå, endte med at falde ned på sine knæ med en smertegrimasse og et udbrud og igen rejste sig. Med en hånd for sin hals fandt han hen til et træ og støttede sig op ad det mens han bandede kvinden langt til helvede. Hans krop var værre tilredt end de sidste tre gange nogen havde ønsket ham død og det sortnede stadig let for hans øjne.

Izilarna smilede veltilfredst da hun afsluttede dagens arbejde der typisk havde gået med at nedskrive de fundne informationer og få dem lagt i diskrete kuverter parat til at aflevere til kunderne. Som en del af vanen strakte hun sig bagover stoleryggen, og rejste sig så. Roligt gik hun ud af hulen for at nyde den friske aftenluft, hun havde siddet inde i det varme telt det meste af eftermiddagen og så noget af natten hvilket havde gjort hende tung i hovedet, men den friske brise fik hende til at kvikke lidt op.
Hun gik mod skoven, der var ikke noget værre end at befinde sig det samme sted hele dagen, men da hun nåede ganske få meter langs stien opfangede hendes følsomme lugtesans en ganske velkendt duft, blandet med salt og hav. Ikke nok med det fulgte den metalliske lugt af blod med, hvilket fik hende til at sparke de høje læderstøvler, der ikke var bundet, af og sætte i løb, mens hun forvandledes.
Da hun nåede sin anden form, satte hun af fra jorden, og sprang fra træ til træ som et vildt dyr, indtil hun indhentede duften Lorgath havde. Hun landede få meter fra ham, og løb ham så i møde, mens hun skiftede tilbage til sit normale udseende, dog stadig med spidse ører og gule øjne.
"Lorgath, hvad er der sket?" Spurgte hun bekymret og strøg forsigtigt en blid hånd over hans ansigt mens hun så skaderne an. Hans arm så kvæstet ud og han blødte fra hvad der mest af alt lignede et vampyrbid i halsen. Yderligere skader kunne hun ikke se ved første øjekast, men hun var sikker på at noget var helt galt.

Hvor længe Lorgath stod der, komplet desorienteret, vidste han ikke, men så dukkede der én op i hans synsfelt og da han stadig var fyldt til randen med adrenalin, var han tæt på at angribe med en ny kniv han havde trukket i mellemtiden, men så gk det op for ham at det var Izilarna. Gudskelov, selvom det tog hårdt på hans stolthed at skulle stå op af et træ og stadig halvt mangle bevidstheden, næsten ude af stand til at holde sig oprejst på grund af de krampagtige smerter der konstant var der i hans overkrop.
"Ikke noget vigtigt," svarede han hæst, mens hans ben rystede under ham. Han holdt fast i sin arm og tabte sin kniv i handlingen. "Jeg tabte et slagsmål," indrømmede han kort efter med skam i blikket. Han følte sig ret meget trådt på og hans stolthed krakkelerede lige så stille mens han mistede balancen og var tæt på at vælte. Forbandede ben.

Izilarna så ret nervøst på vampyren, hun var udemærket klar over at det ikke var småting der var i vejen. "Hvor er du ramt?" spurgte hun så, og kunne ikke umiddelbart se nogle åbne sår, eller steder hvor der var sværd der havde flænget hans tøj.
Hun sendte ham et bekymret blik og fik så øje på hans to knive som lå i græsset omkring dem, hurtigt samlede hun dem begge op, og lagde så hans ene arm over hendes skuldre, så han havde støtte. Kendte hun hans morale godt nok ville han sikkert kun have minimal støtte, men hun var nødt til at få ham tilbage til lejeren, der var en healer som kunne tage sig af det værste. Kort kiggede hun ned på de to slanke klinger den ene var sækket af sort stads, faktisk meget lig det han havde i ansigtet. "Hvad i alverden var du oppe og slås imod?" spurgte hun så chokeret, som hun begyndte at slæbe ham med sig, om han ville det eller ej. Hun havde aldrig set noget lignende, såfremt at det altså var blod han havde fået på sig.
Heldigvis lå laugets hule ikke så langt derfra, men med Lorgath på slæb ville det nok alligevel tage dem mellem 20 minutter og en halv time at ankomme, et kort øjeblik overvejede hun om hvorvidt det ville være mest hensigtsmæssigt at løbe i forvejen for at få fat på healeren, men hun ville ikke efterlade Lorgath, hvis han døde i mellemtiden ville hun aldrig tilgive sig selv, slet ikke efter alt han havde gjort for hende.

Lorgath var i øjeblikket meget glad for at hun blot tog fat i hans raske arm og fik over sine skuldre, men han lavede en del grimasse da hun begyndte at gå med ham. Det svimlede for ham og hans syn svigtede stadigvæk, mens han forsøgte at holde sig oprejst. Izilarna var en god hjælp, men det gjorde forfærdelig ondt at gå. Han havde lyst til at ligge ned. Til at sove smerten væk. "En.. Slangeting.. Med en kæmpehale," mumlede han lavt. Han håbede det med halen var hint nok til at hun vidste at det nok havde været det, der havde gjort ham så immobiliseret og handlingslammet. Med den halvvejs brækkede arm, fik Lorgath dog trukket hætten på sin kappe grundigt ned over ansigtet. Han ville ikke genkendes, og heldigvis bar mange fra laug'et kapper i samme facon.
Han ville bare ikke genkendes, for blev det kendt, at Mordekai var blevet besejret i kamp, så ville hans ry blive for ødelagt til at det bare ville tage et par uger at få det fikset. Lorgath ønskede ikke at spendere flere tusinde år mere på at blive berygtet som en ordentlig lejemorder igen.

Izilarna gjorde hvad hun kunne for at støtte ham nogenlunde og opdagede hurtigt hvor skæv og knust hans brystkasse virkede. Et kort øjeblik mærkede hun hvordan en rislen gled ned ad ryggen på hende. Tænk at noget væsen var i stand til at gøre det. "Hm, det lyder som en lamia, halvt menneske halvt slange!" konstanterede hun så, og tørrede så det sorte blod af i sin egen kjole, hvorefter hun gemte dem væk, ind under hans kappe hvor hun havde fat.
For at være ærlig vidste hun ikke hvor kendt Mordekai var for sine knive, hun vidste at det ikke var hvad han slog ihjel med, men der var intet der skulle tyde på at det var ham Izilarna havde med tilbage til lejeren.
Da de endelig nåede frem til lejeren stod Rakiin og stirrede stift på Izilarna, hvorefter han rynkede brynene og krydsede de brede arme. "Hvem er det du har med Izil?" spurgte han så og kiggede på den hætteklædte skikkelse hun havde over skulderen.
"Han er en af os, bare rolig!" Sagde hun så ganske overbevisende og blinkede kort med det ene øje til ham, hvorefter hun trak Lorgath forbi vagten og ind i lejeren. Micke, den lille knægt Lorgath før havde mødt var den første til at komme dem i møde.
"Ouh, Izil, Izil, hvad er der sket?" spurgte han ihærdigt og begyndte med det samme at følge efter de to, men Izilarna rystede hurtigt på hovedet og så så på knægten med et alvorligt blik "Micke, du skal hente Turine til mig omgående. Når du har sendt hende til mit telt kan du hente mine støvler, de ligger omkring 300 meter nede ad stien der fører ind mos skoven, okay?"
Knægten nikkede ihærdigt og spurtede afsted hvorefter Izilarna trak Lorgath med til sit eget telt

// Out

"Og horn.. Horn over det hele," svarede Lorgath, da Izilarna konstaterede at det måtte være en lamia. Han var ikke sikker selv og lige nu kunne han ikke fokusere på at tænke sig frem til det. Hans fokus lå på at holde sig vågen, men ikke engang det kunne han formå. På vejen gik han simpelthen bare kold og Izilarna kunne nu slæbe rundt på hans dødevægt.

//Out

Det var lugten der havde sendt Lorgath afsted, da han havde siddet uden for sit hjem og slappet af. Han havde brugt en undskyldning, men alligevel subtilt forberedt Ashmon på, at han nok ville have nogle mindre skrammer når han kom hjem igen. Nu var det jo en dybhavskvinde han skulle hævne sig på. Om han ville dræbe hende vidste han ikke endnu, men hun skulle bløde - Meget! - Derefter tog han afsted, iført noget tøj lig det han havde på når han var Mordekai. Alle seks knive var med, samt tre ekstra, bare for en sikkerheds skyld, da han jo skulle kaste med mange af dem, så kællingen ikke kunne gøre helt så meget når han først kom tæt på.
Så gik sporingen ellers i gang. Denne gang var en god del mere stille med skridtene og holdt sig mere inde i skyggerne, for han var ikke voldsomt sulten. Kun efter hævn.
Han snuste, lyttede. Kunne let lugte den salte lugt. Han forfulgte dybhavskvinden, til han kunne se hende og gjorde samme procedure som sidst. Sneg sig meget langsomt, og meget stille hen mod hende, til han var tæt nok på til at kunne kaste en kniv. Det gjorde han så. Trak hurtigt en kniv, og kastede den mod hvad der burde være mellem hendes skulderblad og rygsøjle. Det skulle nok gøre ondt!

Isis kravlede langsomt op på bådbroen, hvor hun hurtigt forvandledes til sin menneskelige skikkelse, og fandt sin sædvanelige lærredssæk frem, hvori hun endelig havde fået anskaffet sig en løs let hvid kjole, som sad til under brystet og med åben ryg, i tilfælde af at hun fik brug for at gro et par vinger.
Hurtigt begyndte hun at nærme sig fastlandet, hendes gang som menneske var efterhånden meget stabil, og hendes evne til at forvandle sig var blevet meget bedre.
Da hun nåede til skoven var hendes hår næsten helt tørt, takket være hendes hår ikke var som almindelige menneskers tørrede det meget hurtigere.
Kort rømmede hun sig, og så så diskret på stien, hvor hun stod nu delte den sig i to, hun havde efterhånden lært vejen igennem skoven og til byen, men krydset hun nu stod ved fik hende altid i tvivl. Vinden hev let i det løse stof fra kjolen og grundet hvislen mellem træerne bemærkede hun ikke at hun igen var forfulgt.
Ikke før en skarp smerte skød vej igennem hendes krop ved ryggen, en bølge af ulidelig smerte fik hende til at gispe efter vejret, inden hun snurrede rundt og så sig omkring, dér var han, igen, mellem træerne. Hun spærrede chokeret de store gule øjne op imod ham. I en hurtig bevægelse førte hun hånden om bag ryggen, og takket være hendes enorme smidighed kunne hun let mærke kniven der solidt havde boret sig ind mellem skulder og rygrad.
I et anfald af panik begyndte hun at løbe ned ad den ene sidevej, hun skulle væk fra ham, en forvandling nu ville være besværlig, især fordi hun lige havde forvandlet sig én gang. På trods af smerten løb som en bølge gennem hende hver gang hun tog et skridt stak hun af ned ad den ene grussti, hun orkede ikke en kamp med ham, ikke nu, og hvordan havde han overhovedet fundet hende til at starte med?

Lorgaths læber bredte sig i et stort tandsmil der afslørede hans spidse tænder og hans øjne var ubehagelige og mørke i skyggerne, da dybhavskvinden vendte sig rundt ved kniven der havde sat sig fantastisk godt i ryggen på hende. Det glædede ham at se hende i smerte... Endnu mere da hun løb væk fra ham i stedet for at gå amok, forvandle sig og stritte imod. Han elskede når ofrene løb. Især dette offer.
Han satte i løb efter hende, forfulgte hende i skyggerne noget tid, før han igen ønskede at more sig med at påføre hende smerter. Han trak en mere bred kniv og kastede den efter hendes ben. Om den ramte eller ej lagde han ikke helt mærke til, for han var midt i en dyb, ubehagelig latter.
"Jeg sagde jeg ville tage hævn lille vandkvinde," sagde han højt med en næsten rar stemme, før han trak en til kniv. Denne var rettet mod siden på hende, og ville nok kun snitte. Det burde vel også være nok? Lorgath skulle bare have lov til at se hendes forpinte ansigt, mens han stormede afsted efter hende.