Gortus skridt var utrolig højlydte i forhold til Malakings, på grund af hans bløde trædepuder. Han gik på alle fire lidt ved siden af Gortus, og holdte sit fokus fremad. Han kunne sagtens se i mørket. Som skyggevæsen var ens sanser lavet efter livet i Mørkets Skov. Det vil sige at lugtesans, synssans og høresans var tydeligt skærpet, men samgssansen var svækket. Der var så tit noget ulækkert man blev nød til at spise, men på det sidste havde Malaking fået det ene fantastiske måltid efter det andet. Det var ikke altid man kunne få et mennesker om ugen. Gortus gjorde en del af sit arbejde. Han havde tit nogle lækre sager med hjem, som Malaking absolut ikke anså som frastødende. Deres kød så yderst delikat og friskt ud, og med deres alder var kødet sjældent sejt. Pigerne virkede heller ikke særlig muskuløse, så Malaking slap tit for senet kød, hvis han overhovedet formåede at sætte tænderne i hende. Gortus gjorde meget for at få dem til at overleve lidt længere end et par timer, men det glippede af og til. Det havde Malaking absolut intet imod.

Nu var Malaking så på vej mod et sted, hvor Inkvisationen skulle opholde sig. De havde snakket om det et stykke tid, og nu var de så på vej. Gortus havde gjort meget ud af at komme til at virke præsentabel, og Malaking havde næsten ikke kunne holde ham ud, så han var taget ud på en kort jagt, før han vendte tilbage, slikkede sin pels, og så tog de af sted. Den lange hale svingede smidigt frem og tilbage bag ved ham. "Jeg er altså ikke et bundløst hul, hvad der angår føde Gortus. Jeg har jo lige spist. Jeg kan godt holde mig de næste par dage. Det burde du snart have lært." Malaking var så små ved at blive en smule kræsen, og han begyndte at sætte kvalitet langt højere end kvantitet. En rigtig nyder, ville man måske kalde det, selvom hans kost nok frastødte de fleste folk. Det var han dog ligeglad med. "Bygningen har jeg kunne se længe,selv hernede fra."

De fortsatte roligt deres gang fremad, og da de nåede hen til den massive port, rejste Malaking sig på bagbenene, og med tre kraftige slag, hvilket virkede en smule sjovt at et væsen som Malaking stod og slog med sin lab mod porten, bankede han på, selvom det kom mere til at lyde som om en bjørn prøvede at bryde gennem døren.

Han så op på sin følgesvend, der snakkede om sidste gang de, eller Gortus blev jaget ud af en by. Malaking havde formået at holde sig meget skjult på den tur. Det havde været forår, og det betød kun problemer med Gortus, så han havde holdt sig i behørig afstand i dagslyset, og sågar om natten holdte han sig inde i skyggerne. "Du må styre dine lyster Gortus. Tre døde piger på en uge. Selv jeg kunne ikke en gang hamle op med det. Måske skulle jeg spærre dig inde til forår." Det var tydeligt en spøg, men det var alligevel svært at høre på Malakings dybe monotone knurrende stemme.

Malaking var faldet ned på alle fire igen, og stod og ventede. Han var ikke særlig høj nu, i forhold til før, hvor han ragede ret meget over Gortus. Han blev nød til at se op på manden i fin uniform, hvis følelser gik fra irriteret til dødsangst på utrolig kort tid. Tydeligt en der let kunne skræmmes af de rigtige folk. Den mand rystede som et espeløv. Det var da utrolig komisk. En lille knurren kom fra Malaking, som Gortus sagtens kunne opfatte som et grin, fordi de kendte hinanden så godt, men manden anså det som truende adfærd. "De... De bliver n-n-n-ød til a-a-at eft-t-terla-a-ade D-d-deres k-kæledyr her," fik manden fremstammet. Han troede virkelig at Malaking var minotaurens kæledyr, hvilket Malaking ikke brød sig om. Han knurrede dybt nede i struben og sagde: "Du skal ikke kalde mig et kæledyr, ellers vil jeg kunne garantere dig for at du ender på min menu! Vi søger begge to ind til inkvisitionen!" Manden vaklede lige lidt flere skridt tilbage, fordi Malaking var gået helt hen til ham. Malaking kunne mærke at panik virkelig var utrolig klar hos denne mand.

Malaking så op på Gortus og sagde: "Jeg tror ikke han kan sige mere. Måske skulle vi lede efter ham der officeren selv." Han skulle lige til at træde over dørtærsklen da manden tog sig sammen til at sige noget igen. "Vent! Jeg skal nok hente Schwartz! Det skal nok gå stærkt!" Malaking "smilede", hvilket lignede en bisar grimasse hvor han viste sine skarpe tænder meget tydeligt.

Malakings skarpe øjne havde allerede opfanget bevægelsen inde fra rummet, inden han hørte stemmen. Der var noget underligt noget som en lavere mand eller dreng havde i sine hænder, som pludselig blev sendt mod dem, eller mod Gortus med ret høj fart. Malaking nåede ikke at advare sin ven, inden han blev ramt af den sorte kugle. Godt nok ikke helt, men stødet virkede voldsomt, altså var det et stof man ikke ville komme i kontakt med. Noget man skulle holde sig fra. Han så kort og afmålende på Gortus, for at se om han var i fin form, inden han igen nærstuderede denne lille mand i mørket der stadig kom lidt tættere på. "Jeg tror at ham der dørvagten misforstod os Gortus," sagde Malaking mens han stadig så vurderende på manden. Han kunne tydeligt se at denne person var den højeste i hele inkvisitionen. Godt nok ret ung, men stadig lederen. Det var ikke ham de havde bedt om. "Men jo, det var ham der lavede det der magi, og denne 'knægt' er Overinkvisitoren, og jeg tror ikke at han bliver glad for at du smadrer bygningen, inden du træder ind i den." Malaking talte lidt lavt til Gortus, da han ikke var ude på at fornærme Overinkvisitoren.

Han vendte sig mod den lille mand, som dog manglede at vokse i hans agtelse endnu. Han kunne skråle. Tjek. Han kunne lave magi. Tjek, men han virkede ikke som mere end en lille mundfuld. Ikke en gang en særlig delikat en. Små mundfulde var gode nok, hvis blot de var meget velsmagende. "Vi undskylder selvfølgelig Overinkvisitor Schwartz. Vi søgte efter rekruterings officeren, men nu hvor vi står foran selve Overinkvisitoren, så er vi da meget beærede." Smiger. Han kendte til det. Ikke noget han brugte tit, hvis ikke aldrig, men han kendte til det. Han havde læst nok bøger til at kunne forstå det, og bruge det. Det kunne nogen gange få en hidsig person til at hidse sig lidt ned. Som Gortus sagde, så skulle de nødig ende i et slagsmål allerede, men Malaking skjulte mere sin hensigt bag en masse fine ord. Malaking havde længe været den mest veltalende i denne besynderlige duo.

Malaking kunne tydeligt mærke at smigeren virkede på sin vis. Denne Schwartz, som han blev kaldt, faldt lidt til ro og virkede nærmest behagelig. Det med at virke behagelig var ikke ligefrem Malakings stærke side. Man skulle vænde sig til ham, før man på nogen måde ville kalde ham for behageligt selskab. Han regnede kun med at Gortus ville kalde ham for behageligt selskab, fordi de havde levet så længe sammen. Egentlig et meget underligt tilfælde at de to skulle gå sammen. Underligt at et skyggevæsen forbarmede sig over en kalv. De var jo lette ofre, især når de var væk fra flokken. Intet fornuftigt skyggevæsen ville angribe en hel flok minotaurer. Ligesom almindelige rovdyr, udså de sig de syge og svage, som ikke kunne gøre meget modstand mod et skyggevæsen, som for eksempel kalve. Minotaur jagt var dog ikke noget man som skyggevæsen ofte gjorde. Mennesker var langt lettere at jage. Ikke så hårdføre.

Malaking 'smilede' igen, da Schwartz sagde at soldaten ville fortryde at han ikke havde givet dem nogle skræmmer. "Jeg tror dog ikke at deres soldat kunne have givet os skræmmer. Frygt, Terror og Tvivl er mine navne. Frygt havde grebet ham inden for alt for kort tid." Han var ret overbevist om at soldaten ville på nogen måde kunne have givet nogle synlige skræmmer, i den tilstand han havde befundet sig i. Gortus' hud var meget sej, og det krævede alligevel en del at komme igennem det, og Malaking var meget hurtig. Fart og pludselig råstyrke var hans stærkeste våben, hvis man så bort fra at han kunne skræmme mangt og mangen fjende først, og få dem til at tvivle på dem selv.

Hvis der var en der havde styr på frygt, så var det Malaking. Han kendte lugten, synet, smagen og lyden af frygt. Ikke sin egen frygt. Som et skyggevæsen, var frygt meget fjern. Et skyggevæsen havde sund fornuft og vidste hvornår det var dumt at angribe, men de blev aldrig grebet af frygt eller panik. Kolde væsner var de. Morderiske og forræderiske. Frygt, Terror og Tvivl var navne der var givet til ham af menneskerne. Navnet Malaking Takot var givet ham af Mørkelverne, hvilket stort set betød det samme. Hvert fald et navn på en som man ikke ville møde alt for ofte. Han kendte dog ikke kun til frygt, men stort set alle følelser. Han kendte deres former og farver, deres smag og dufte, deres kald og deres væsen. Han havde levet med dem hele tiden. Han kendte folks følelser, oftest bedre end de selv gjorde. Sådan havde han også oplevet det med Gortus, det store drog. Oftest om foråret, hvor Gortus blev utrolig pirrelig, og det kunne så let gå Malaking på nerverne. Det var nok det eneste tidspunkt at Malaking ikke kunne holde Gortus ud i mere end to timer.

Malaking kom med et vredt fnys, da Schwartz fortalte om at de ikke havde gjort det bedste førstehåndsindtryk, ved at skræmme end lille soldat så meget. Det var tydeligt at soldaten ikke havde været vandt til minotaurer og skyggevæsner i løbet af sin tid, men det skulle han nok få rigelig med mulighed for. "Jeg finder mig ikke i at blive fornærmet, hr. Overinkvisitor. Det var den eneste grund til at jeg kunne se hvorfor jeg ville true ham. Det med væggen var selvfølgelig uheldigt, deres excellence." En lille afslutning med lidt smiger igen. Der var en tydelig vrede i luften. En besk lugt, og en bitter smag. Rødglødende og rumlende. Nok ikke noget de andre opfattede på nogen måde. Det var kun noget Malaking opfattede. Han var vandt til det. Han havde altid levet med det.