Asbjörn, som havde haft en lang vagt dagen forinden, sad på en tønde på en mole, og betragtede nogle sejlere laste et større handelsskib. Han nød at være på havnen. Det fyldte ham med en uforklarelig tilfredshed at se en flok unge knægte arbejde og synge lystigt, imens de vaskede dækket eller sorterede tovværk. En del af Asbjörn havde altid været interesseret i havet. En anden del brød sig ikke om at blive våd. Sådan kunne man jo være splittet.

Det var en dejlig morgen. Vinden fik masterne til at fløjte og rebene til at klappe i takt. Træmolen knirkede under de mange støvler, som hastigt vandrede mod de gode skibe. 'Claudia' hed det ene. 'Isobel' hed det andet. Handelsskibet var større end de andre, højere end de fleste andre skibe, som kun havde ganske få meter fra tørt til vådt. Derudover havde den en enorm last, som alligevel fik vandlinjen til at stige yderligere. Desuden havde den to master. De fleste mindre skibe havde kun en enkelt, men dette var jo også væsentligt større. Asbjörn læste skibets navn. 'Justina' stod der. Han smilte. Et navn, som byvagten syntes om.

Den sidste mand steg ombord på det gode skib Justina og snart smed de fortøjningerne, satte sejlene og lod vinden føre dem væk. Asbjörn rejste sig og fulgte båden med blikket. Der havde været stormvejr de sidste par dage, så bølgerne var enorme. Skibet hakkede sig igennem de store vandvægge, og rullede lystigt afsted i sang og højt humør. Byvagten trak på smilebåndet.
Det var en rolig dag på havnen.