Et par tunge skridt var at høre igennem den frostklare nat, de store læderstøvler slog bestemt imod brostenene, der glinaede af nattefrost. Månen lyste pladsen klart op, og afslørede hver eneste skygge i natten. Izilarna bevægede sig hurtigt imod den lille smedje, hvor essen stadig brændte, og en varme bredte sig rart og hjemligt fra.
Det lange hvide hår var som altid sat op i en stor hestehale, hvor få totter af pandehåret havde revet sig løs, og var derefter strøget ud til siderne, da Izil nåede smedjens åbning hvor smeden sad og røg sig en ordentlig pibe.
"Godaften Izil!" brummede han velkendt og nikkede anderkendende til hende, mens han tog et drag af sin pibe. "Hvad leder dig til medianen i disse mørke tider? Det er længe siden jeg har set en af mine så faste kunder!" knurrede han så utilfredst og slog pibeovedet ned i bordet med et hult klonk.
Den hvidhårede kvinde trak beklagelidt på skuldrene, inden hun tog det store tohåndssværd af ryggen, og lagde på bordet i den åbne smedje "Tja, tiderne er ikke rigtigt til andet end at blive hjemme." sagde hun ogtrak den store rejsekappe tættere om sig, og skuttede sig en anelse i kulden "Det er dog en lidt anden sag for mig, mit sværd trænger til at blive slebet, du ved, ordentligt slebet!" sagde hun så og sendte ham et lille smil, som han nikkede anderkendende, han vidste godt hvad hun snakkede om, de havde kendt hinanden gennem 4 år nu, og Izil havde aldrig besøgt ham med andre grunde end sit sværd.
Smeden rejste sig og tog fat i det halvanden meter lange sværd med et vurderende blik, og nikkede kort "Tjoe, det skulle være en smal sag, du kan hente det om et par timer!"
Izilarna svarede ikke, men gik blot ud på den åbne plads, som smedjen stødte op til, hvor hun satte sig på springvandets kant, og kiggede sløjt ned i vandet, hun havde aldrig brudt sig om vand, det var blevet bedre med alderen, men vandskrækken ville nok aldrig gå væk, alligevel lod hun forsigtigt tre fingre strejfe vandets overflade med en tænkende mine.

Alexander kom roligt ridende på en stor sort hest, ind den store plads og så straks den hvidhårede kvinde som sag og lod blidt sine fingrer glide igennem vandet, hun så aldeles fredelig ud, og han kunne ikke rigtig få øjnene fra hende, det lykkedes ham dog til sidst at vriste øjnene væk fra hende og kigge ligefrem hvorefter han hurtigt sadlede af hesten og fik den spændt fast til en stor bjælke han klappede hesten blidt et par gange på halsen og bevægede sig derpå videre ind til smedjen, han havde hørt tale om denne og ville forsøge at høre smedjen ad om han ville være interesseret i noget arbejde.
Han bankede på døren og trådte ind, og der gik lidt inden Smeden stoppede sit arbejde for at se hvem det var, han virkede ikke særligt begejstret ved synet af Alexander, men da først Alexander havde givet ham sin ordre og havde vidst den store pose med penge han ville betale for det lyste smedjen op, han fortalte dog også at det ville tage sin tur, det var heller ikke en lille ordre, Alexanders kårde skulle slibes, og smeden havde fået besked på at være ekstra omhyggelig med dette våben, desuden var der ca. et dusin knive som også skulle slipes, et halv anden hånds sværd som han havde købt fra snigmorderen Trace, og de 2 korte et hånds sværd som han meget sjældent brugte men altid havde omend bare for en sikkerhedsskyld, han fik at vide at det hele ville være klar i morgen eftermiddag og Alexander bød ham farvel og bevægede sig derpå ud af smedjen og hen til den hvidhårede kvinde.
"Goddag frøken, er de tilfældigvis herfra?"

Izilarna hørte hurtigt de tunge hovslag, men kiggede ikke rigtigt efter hesten, hun kendte godt nok ikke Medianens beboelsevaner, men heste var vel en normal del af hverdagen, ligesom så mange andre steder i Krystallandet. Dog stoppede hesten lige uden for smeden og dét fik Izilarna til at vende hovedet mod den prægtige majestætiske hest der kom ridende med en tilsyneladene meget fin herre. Et øjeblik tog hun sig selv i at stirre, men slog så hurtigt blikket ned, da kendes iris og pupiller gik fra at være store og blå, til smalle og gule, som hos en kat, samtidig med at hendes hørelse skærpedes, dog var der ikke andre tegn på formskifte end det.
På den måde kunne hun let følge med i deres samtale, da det var hvad hun var bedst til; spionage.
kort rynkede hun undrende panden, smeden havde lige brokket sig over for få kunder, og for lidt arbejde, og kort efter kom en velhavende herre vadene ind med en kæmpeordre, der ikke kunne være helt billig, men da hun hørte Schwarts træde ud af smedjen, forsvandt alle dyriske tegn, og Izilarna lignede en ganske almindelig kvinde, dog en almindelig kvinde med et ganske mærkværdigt udseende, man sjældent så.
Kort studsede hun over Alexander, egentligt lignede han hende, faktisk en del, hvidt hår, blå øjne. Dog var Herren en den mere muskuløs end Izilarna, da hun i sin oprindelige form var ganske slank og derudover havde han nogle karakteristiske afmærkninger i ansigtet.
Hun lagde hovedet en anelse på sned og betragtede ham som han kom nærmere, dog måtte hun ryste på hovedet til hans spørgsmål "Desværre Hr. Men jeg kender området!" svarede hun ganske sandfærdigt, natop fordi hun havde haft mere end 1 job i Medianen.

Alexander var godt tilfreds, han have fundet en smed som nærmest var lyst op ved denne ordre, og det gjorde det væsentlig lettere, han regnede også med at smedjen ville gøre et ekstra godt stykke arbejde når han fik så stor en kunde, og selvfølgelig ville det heller ikke ligefrem være i smedjens bedste ikke at gøre et godt stykke arbejde, specelt hvis der endte med at ske noget med Alexanders kårde ville smeden blive smidt i et fængsel for livstid, det skulle han skam nok sørge for, det var trodsalt let kun at have en eneste person man skulle være til ansvar over for, specielt når det var en mand som Spike, ikke at han ikke havde styr på tingene eller lod folk gøre som det passede dem, men han var bare ikke ligefrem typen der havde det bedste syn på pøblen.
Alexander satte sig ned ved siden af kvinden og smilede med sit karismatiske smil, som kun han kunne lave, og som fik ham til at ligne en venligt og kærligt menneske.
"Fantastisk, ved de om der er et sted heromkring hvor man kan overnatte? og endnu bedre er der noget sted hvor jeg an få noget at spise? jeg har redet i rimelig lang tid for at komme her hen, havde en større ordre som jeg skulle have klaret, og fik gode anbefalinger om dette sted"^
Sagde han halvt grinende.

Izilarna kiggede vurderende på Herren overfor hende, og rykkede lidt væk fra vandet da han satte sig, tænk hvis han ... skubbede hende i, eller .. prøvede at drukne hende? Et øjeblik kneb hun øjnene sammen og stillede sig så op, da minder løb over hendes nethinde med et diskret, næsten usynligt gys. Derefter vendte hun hurtigt opmærksomheden mod Alexander der havde sat sig med et lille smil, hun blinkede et par gange, og tænkte sig så godt og grundigt om, hun havde selv i sinde at overnatte på kroen i byen, så måske var det ikke den bedste idé at fortælle ham om den. Hun åndede så ud så en sky af damp stod ud mellem hendes røde læber grundet nattekulden, og nikkede så, hun var nødt til at stoppe med at være så paranoid.
"Ja, der ligger en kro her i byen, dén vej!" sagde hun så og pegede med den ene næsten hvide hånd, "De laver god mad, og værelserne er varme. Jeg skal selv overnatte der!" konstanterede hun så og skævede over til Schwarts hest der stod bundet ved den åbne plads vandtru, som den grådigt drak af efter den lange ridetur.
Derefter så hun Alexander i øjnene og sendte ham et lille smil, Izilarna kunne selv sende nogle ret charmerende smil, og på trods af hendes albone-agtige udseende var det de fleste der fandt hende ganske køn.
Til sidst rakte hun så hånden ud mod ham med en venlig attitude efter at have mindet sig selv om, at ikke alle mennesker var onde "Mit navn er Izilarna Varkiim!" sagde hun så, parat til at tage hans hånd, hvis han som forventet ville gengælde hendes hilsen

Alexander lyste op idet hun fortalte ham om kroen, han brød sig normalt ikke synderligt meget om at overnatte på en kro, det var trodsalt ikke engang i nærheden af kvaliteten af hans egen bolig, men når han nu vidste en smuk dame som hende også var der, ja så hjalp det da en kende, han stak hånden frem til hende og gengældte hurtigt hilsnen, han var blevet en smule overrasket over at hun havde gengældt hans smil, og sågar set him direkte i øjnene imens, men alt i alt tydede det på at han ikke var kommet i det aller værste selvskab, han var dog blevet en anelse bekymret da hun var fløjet op idet han satte sig ved siden af hende, det virkede jo næsten som om hun afskyede ham eller noget, men den tanke tvang han bort nu.
"Alexander Schwartz, mig en glæde"
Sagde han og grinte en smule idet han afsluttede håndtrykket ved at sætte et lille kys på hendes hånd (?)
"Eftersom vi nu begge skal overnatte på denne kro, hvad siger de så til at vi spiser sammen? Jeg kunne godt bruge noget selvskab efter en lang ridetur, og det ville da være fantastisk at have nogen at snakke med"
Sagde han venligt og varmt til hende.

Izilarna tog et fast grab om hans hånd, og rystede den venskabligt mens hun bøjede hovedet i hilsen, som hun havde lært hjemmefra, for lidt havde hun da lært af sin middelklasses-snobberi familie. Dog trak hun kort i hånden da han førte den op til hans læber, men lod ham så kysse den idet hun opfangede hans intentioner, man kunne aldrig vide, han kunne være vampyr, eller.. noget andet! Hun måtte virkelig til at lægge bånd på sig selv, men efter at staben af byvagter var vokset gevaldigt, Mørkets Lord var kommet til og han havde indsat inkvisationen var hun blevet væsentligt mere påpasselig end nogensinde før.
"Det kan vi godt, smeden bliver nok ikke færdig med min ordre før i morgen alligevel!" sagde hun så og grinede lidt, hun vidste at smeden ville smide hendes sværd fra sig, og straks begynde på Alexanders ordre når han havde set den pose med penge, som hr. Schwarts kunne præstere, frem for Izilarnas betaling på en enkelt jade. Smeden var pengegrisk, så sandt som det var sagt, men han var ligeledes en af de bedste man kunne finde i byerne.
Hurtigt strøg hun en tot af det tykke hvide hår til siden, og begyndte at tage de første skridt mod kroen, hun var faktisk sulten, meget endda, hvilket var klart, hun havde ikke spist hele dagen, da hun ligeledes havde rejst, men det havde bare været til fods, hvilket ligeledes var skyld i hendes ømme ben, efter den meget lange tur der havde varet fra solens opgang. "Der er nok tyve minutters gang!" sagde hun så, og sendte ham det lille smil, mens hun stoppede op, for at vente på, at han fik løsnet sin krikke og gå med hende

Da Alexander havde kysset hende på hånden var han igen en smule forvirret, hun tøvede, ja hun var faktisk lige ved at trække hånden til sig og benægtige ham sin venlige gestus, det var alt sammen meget mærkeligt, hun virkede på ingen måde bange for ham eller som om hun ikke brød sig om ham, en forvirrende kvinde, det var aldrig let at have med at gøre, men samtidigt lidt spændende på sin egen mærkværdige måde.
Alexander blev en smule overrasket, nu havde han vel ikke været skyld i at smeden straks ville kaste hendes ordre fra sig og bare begynde på hans eget fordi han betalte mere? altså normalt havde han forventet sådan en service, ja han ville faktisk være blevet direkte fornærmet hvis smeden ikke havde gjort sådan, men nu kunne han jo rent faktisk godt li denne dame, og så ville han jo nødigt være til besvær.
"Jeg beklager meget hvis min bestilling gør at de skal vente længere, ja jeg ville faktisk have rigtig dårlig samvittighed"
sagde han idet han gik hen og fik bundet sin hest fri og trak den hen og gik ved siden af hende, han kiggede på hende et par sekunder og smilte derpå.
"Frøken min hest kan sagtens bære 2, vil de ikke hellere ride derind?"

Izilarna kunne godt mærke på Alexander at han syntes hun var en smule underlig, men hun kunne ikke gøre for det, hvis man ikke passede på kunne man ende i alle muligt uheldige situationer, men måske var hun en anelse for påpasselig, hun måtte virkelig lære at have lidt mere tillid til folk.
"Årh, det skal De ikke tage dem af!" sagde hun så, og smilede lidt for sig selv, det var sjældent hun talte i den tone til fremmede og desuden længe siden hun sidst have talt med 'De' og 'Dem' i sproget "Sådan er servicen idag, højest budene får først!" lo hun så, og betragtede det prægtige kræ af en hest som Schwarts løsnede fra dens bum, Izil havde aldrig selv haft råd til den, eller tid for den sags skyld, hun havde til tider lejet en hest og redet på, men det var også det vildeste hun kunne præstere.
Endnu engang måtte hun stryge den hvide tot om bag øret, og stramme hestehalen, for at hårbåndet ikke skulle falde ud, mens hun tænkte over Alexanders tidbud, og nikkede så til sidst, da hendes ben og fødder var ved at slå hende ihjel.
"Mange tak skal De have Hr. Schwarts!" sagde hun så, og gik hen til hestens flanke, teknisk set skulle det ikke være noget problem for hende at svinge sig op på hestens brede ryg, men det var godt hvis hun ikke afslørede sig selv, og måske bare kunne holde profil som en 'pæn dame', om ikke andet bare en enkelt aften, og det skulle vel være let nok, når Schwarts nu ikke ligefrem mindede om en der var ude på at røve hende, anholde hende eller hvad man nu engang kune rode sig ud i

Alexander blev glad over at det ikke irriterede hende, men han kunne ikke lade være med at føle en hvis form for skyldfølelse, og han vidste at han var nød til at gøre det godt igen på en eller anden måde, ellers ville han ikke få det godt med sig selv indtil efter hun havde fået sin ordre i morgen.
"Tja De siger det ikke gør noget, men lad mig da i det mindste give middag, så føler jeg mig ikke helt så skylfyldig"
Sagde han og smilede til hende, hvorefter han bed hende om at sætte en fod i stigbøjlen og hjalp hende derpå op på det store dyrs ryg, og lynhurtigt efter sprang han selv op foran hende, han vendte sit hoved om og kiggede hende i øjnene, sendte hende et lille blink og et smil, og bad hende om at holde fast, hvorefter han satte hesten i et roligt trav i den retning hun havde vist.

Izilarna lod sig hjælpe op og sidde i damesaddel på hestens bredde ryg, og hun klarede det sågar ganske elegant, på trods af, at hun alrig rigtigt var blevet hjulpet op på en hest før. "Mange tak hr. Schwarts!" lo hun så, og betragtede Alexander der kort efter selv svang sig i sadlen, og satte det store dyr i let trav. Præcis gangarten det var sværest at sidde fast på kræet i, når man ikke selv sad i sadlen. Forsigtigt lagde kvinden hænderne på Alexanders hofter, for at være sikker på at hun pludselig ikke drattede af.
Ca. 10 minutter efter ankom de til kroen, der allerede udefra så noget så indbydende ud, og da de nåede hen til stalddrengen der stod klar til at tage sig af hesten, lod Izilarna sig let glide ned, hvor hun landede let på benene. Måske ikke så damet igen, men det andet kunne hun ikke holde ud i længere tid af gangen. "Tak for turen!" sagde hun så, og smilede til ham, inden hun sendte kroen et blik.
Allerede udefra kunne hun dufte maden der var over kog inden for kroens varme vægge, og nu begyndte hendes mave for alvor at brokke sig. Dog ventede hun pænt på Alexander fik snakket med stalddrengen.

Alexander havde nydt rideturen, den måtte faktisk for hans skyld gerne have været længere, men nu var den trodsalt ovre, og Iza gled hurtigt ned fra hesten i det han satte den i et roligt skridt indtil stalddrengen var helt over at gribe fat i grimen, han lod sig selv glide elegant ned fra det store dyr, og gav derefter knægten en lille skilling for at holde styr på hans hest for ham, hvorefter han gik hen og genoptog sit selvskab med et stort smil på læben.
"Nu håber jeg ikke turen var helt ulidelig"
Sagde han idet de nærmede sig hoveddøren til kroen, Alexander gik roligt hen og tog fat i døren for derefter at åbne den langsomt, ud kom den friske duft af mad som netop var igang med at blive lavet, alt i alt havde kroen faktisk en ufattelig indbydende stemning, og Alexander kun ind lige efter Iza for derefter hurtigt at blive taget imod af en kropige og sat ved et bord inden hun ilede videre.

Izil smilede en smule da han kom hen og åbnede døren for hende, og gav ham et lille nik til tak, hun havde næsten glemt hvordan det var at gebærde sig med samfundets øverste, og selvom det var grunden til at hun i sin tid var stukket af hjemmefra, skadede en enkelt aften vel ikke.
Hurtigt trådte hun ind i kroen, hvor stemningen var festlig, men alligevel tilpas dæmpet til at man kunne føre en samtale. Alex fik hurtigt anvist et bord en smule væk fra massen, og Izilarna fulgte ifortrødent efter, og smed på vejen den store rejsekappe. Indenunder havde hun en kropsnær sort kjole uden ærmer, der ved skulderen og fra midt på låret og til knæet, hvor hendes støvle begyndte, afslørrede den store tatovering der prydede hele den ene side af hendes krop, dog ikke helt op på halsen. Desuden kunne man skimte, at hendes arme ikke ligefrem tilhørte adlen, men nok snare en, der havde prøvet lidt af hvert.
Hurtigt skimmede hun kroen og fik til sin skræk øje på en stor halvfed mand, hun for ganske få uger siden havde vundet over i armlægning, og hun sank hurtigt ned på sin plads, forhådentligt en amule dækket af Alexanders tilstedeværelse.
"Det er meget sødt af Dem at tilbyde at betale min mad hr!" sagde hun så, og sendte ham et smil, for at ændre emnet der ellers spillede i hendes tanker

Alexander tog sin fra af og lagde den på en tredje stol der var ved bordet, han var iført en smuk hvid skjorte og et par flotte sorte bukser, men der var intet ekstraordinært ved hans påklædning, det var trådsalt også rejseorienteret, det hvide stof hans skjorte var lavet i, fik nærmest hans afmærkninger til at lyse op på grund af farve kontrasten, og hvis man var opmærksom kunne man se at disse afmærkninger samledes i hans hænder og lignede nærmest et kraftigt rødt brændemærke i form som et kors, han tænkte dig ikke over det men sad bare og smilede til hende og undrede sig over hvorfor hun så ud til at forsøge at gemme sig, og han skulle netop til at sige noget inden hav blev afbrudt af en kro pige som kom med et par menukort og dækkede op til dem, hun spurgte derpå om der var andet hun kunne hjælpe med og Alexander bestilte en god rødvin og håbede at han ikke selv var nød til at nyde den.
"Frøken er de utilpas siden de på den måde synker ned i stolen?"
Spurgte han roligt og direkte.

Izilarna betragtede diskret Alexanders påklædning idet han tog sin frakke af, han virkede heldigvis ikke til at lade sig påvirke af, at hun var tatoveret, hvilket der ellers ikke var mange pæne damer der var, men måske havde det noget med hans egne afmærkninger at gøre, som hun ligeledes betragtede, det kunne vel ikke rigtigt være ar så dekorativt som det var, men det lignede heller ikke just en tatovering som Izilarnas egen.
Hun kastede et diskret blik igennem kroen, mod manden der heldigvis ikke havde bemærket hende, men vist sad og var i færd med en meget overdrevet fortælling, der involverede atore armbevægelser og medfølgende ansigtsudtryk... og sikkert en masse alkohol.
Dog fik kropigen Izils opmærksomhed da hun kom med menu'en, og Izil var hurtig til bare at bestille 'dagens ret' og bemærkede ikke rigtigt Alexanders bestilling men fangede dog noget med noget vin, en ting Izilarna godt kunne lide, helt bestemt, hun var jo ikke ligefrem tabt bag en vogn.
"Årh, det er bare tossen der med de store armbevægelser ..." sagde hun og pegede over på ham med en diskret fremtoning "Han er her altid og bliver alt for meget når han er fuld!" afsluttede hun med en løgn og et suk

Alexander smilede til kropigen og bestilte det samme som iza, kro pigen skyndte sig videre og hente vinen til dem, og der gik ikke længe før de begge havde et glas og der blev hældt op til dem begge, Alexander smilede til kro pigen og sagde nej tak da hun spurgte om der var andet de manglede, Alexander smagte på vinen, og selvom han selv havde nogen der var bedre i sin egen kælder var den bestemt ikke værst i forhold til stedet, og han nød den i fulde drag idet han lyttede til Iza's forklaring, og han mærkede en vis arrighed boble op i sig, han kunne ikke klare sådanne fyre, den sidste han havde mødt som var direkte ubehøvlet var en Lord, vidst ved navn Argon eller noget lign. og ham havde Alexander efterladt bevidstløs på gaden, ja han håbede nærmest den fede stodder ville give ham en undskyldning for at kaste ham med hovedet først ud på gaden.
"Frøken de skal ihvertfald ikke bekymre dem, han bliver intet problem det lover jeg dem skam, nej de skal bare nyde deres mad og glæde mig med deres tilstedeværelse"
Sagde han smilende idet han tog sit glas op til en skål

Izil lod blikket glide over vinen da den blev hældt op, den havde en flot dyb rød farve, som kun tilhørte vine, der ikke lå i den billige ende, inden hun tog glasset op mellem to fingre, lod den dybrøde væske rotere en gang i glasset, inden hun førte det op til læberne og lod vinen kærtegne tungen. Den var god, faktisk var det en af de bedste vine hun længe havde fået, men nu havde hun trods alt også selv fravalgt det søde liv, som hendes forældre ellers havde påtvunget hende.
Havde Izilarna vidst hvad Schwarts tænkte, havde hun været ved at kløjes i sin vin, for hun havde for ikke mange dage siden indgået en aftale med selv samme Lord Argon om, at hun skulle være en del af hans såkaldte klan. Izilarnas evner var specielle og ikke mange i Krystallandet besad noget lignende, så for ham havde hun sikkert været en god bonus. På den anden side ville hun nok også prøve at myrde Schwarts hvis hun vidste hvad han lavede, hvis hun dog ikke have været så ræd for inkvisationen, som hun var. Deres rygte var ikke just det bedste.
Hun sendte herren overfor hende et lille smil "Mange tak hr. Schwarts!" sagde hun så, og håbede på at den fede ikke ville opsøge hende, og regnede dog ikke med det efter hans nederlag til en kvinde, på trods af, at en lile ranglet mand med alt for store fortænder ved hans side, var begyndt at stikke lidt til det fede brød, Bjarke hed han vidst, hvis hun huskede rigtigt.
"Så hr. Schwarts. Hvad er Deres hverv?" spurgte hun så, med det lille spillende smil på de røde læber, mens hun skævede til bardisken, hvor en af kroens kropiger (der kendte Izilarna og hendes gerninger lidt for godt) stod og pudsede glas. Måske skulle hun have været ærlig overfor Alex fra starten, men på den anden side, så var det vel begrænset hvor meget af hendes paranoia hun kunne lægge fra sig på én aften!

Alexander kiggede sig over skulderen på det store brød, og smilede en smule kynisk, Alexander var sikker på at han uden det mindste problem kunne kaste rundt med manden og få ham til at fortryde at han nogensinde var trådt ind på kroen, men det undrede ham lidt at den lille ranglede fyr skubbede sådan til det store brød for at få hans opmærksomhed rettet imod Alexanders bord, men han rystede bare på hovedet og satte igen fokus imod frøkenen der sad foran ham, der var ingen tvivl om at han omgående ville have slået hende ud hvis han vidste at hun var igang med at lave en klan sammen med Lord Argon, men det gjorde han heldigvis ikke, han brød sig overhovedet ikke om manden, og havde faktisk den sidste stykke tid håbet på at støde ind på ham igen, bare for at vise ham at det stadigvæk var ham som bestemte over byen.
Han gengældte med det samme hendes smil, og lagde blødt sin egen hånd oven på hendes inden han sendte hende det størst mulige smil.
"Frøken, jeg vil gerne takke dem for deres selvskab, havde ikke ligefrem set frem til disse dage, regnede med at skulle være helt alene med ingen andre end en flok usofistikerede tumper i mit nærvær, så tusind tak for at holde mig ved selvskab, jeg nyder virkelig denne aften"
Sagde han og lod blidt sin hånd blidt berøre hendes kind.
"Mit arbejde, det er lidt svært at forklare, men, man kan sige at jeg er en problem løser"
Sagde han roligt, han havde ikke tænkt sig at fortælle hende at han var inkvisator, for det første brød mange mennesker sig ikke om det, og så var han ikke interesseret i at folk her omkring skulle vide at der var en inkvisator til stede, det ville bestemt give dem en chance for at forsøge at myrde ham.

Izilarna lyttede til hvad han sagde, og lod ham da også berøre hendes hånd, dog stivnede hun en smule under hans berøring på kinden, det var sikkert ment meget sødt, men nu var Izilarna ikke en af de dersens fine damer der lod sig charmere af et par store blå øjne og et kækt smil, desuden var hun så håndsky at det halve havde været nok, en dygtig menneskekender ville ikke et sekund være i tvivl om, at det skyldtes tæv i fortiden. Hendes mor havde rystet opgivende på hovedet over, at Izil med det samme ikke prøvede at slå kløerne i en fin og fornem herre som Alexander, og ligeledes hendes far, der nok havede tævet hende oven i hatten, hun kneb kort øjnene sammen ved tanken, men lod sig så rive tilbage til nu'et, hvor hun igen måtte sende et halv-undskyldende blik til Schwarts, det var alligevel de færreste der kendte til det at være håndsky, så for ham ville det sikkert bare virke underligt eller direkte uforskammet.
Kropigen som Izilarna aldrig havde set før kom ned med deres mad, som var kronvildt med nogle stegte rodfugter og kartofler, egentlig en voldsom fin ret på en kro, men det lod til, at de kunne tillade sig at servere ting som denne, den hvidhårede kvinde stirrede vantro på tallerkenen og derefter op på Schwarts for at se hvordan han reagerede.
"Arh, jeg takker ligeldes hr. Schwarts!" sagde hun og grinede lidt "En aften med tumper som de herre der ovre havde været ulideligt!" grinede hun så, og sendte kort den lille splint med de store fortænder et hårdt sammenknebet blik, da han nu var gået til yderligheder, og trak det store brød i ærmet, for at få hans opmærksomhed, men hans interesse var dog stadig var rettet mod hans tilsyneladene vældigt overdrevede fortælling.
Izilarna tog en bid af den ene rodfrugt mens hun lyttede til hvad Alexander havde at sige om hans arbejde, umiddelbart lød det ikke helt lovligt, men hun kunne jo aldrig vide, det kunne også bare være at han var ekspert i papirsager, sådan noget som de rige havde råd til at betale for, måske var han økonomisk problemløser på en måde, dog valgte hun ikke at grave i det, da hun ikke ville virke som en snushane på den irriterende måde.

Alexander blev en smule overrasket over hvor let hun tog på håndberøringen men hvordan hun tog meget hårdt da han berørte hendes kind, han var endda mget tæt på at blive en smule irritabelt, men stoppede sig selv i det, det passede ikke sammen, damen ville ikke opføre sig som hun gjorde hvis han fandt ham frastødende eller noget lign. så han valgte ikke at lægge noget i det, der kunne jo være en million grunde til at hun reagere sådan på berøring hun kunne have været udsat for voldtægt eller måske var hun blevet slået meget af en mand.
Men alle disse tanker gav han slip på idet han så den fine mad blive serveret, og ærligt talt så var han ufatteligt overrasket over hvad han fik, det så ud til at være en særdeles lækker ret, og det var ikke ligefrem den type mad han havde forventet at få, men de havde jo nok også set Alexanders påklædning og tænkt at de måske skulle gøre lidt mere ud af maden, han vidste da også at han ville give dem en god del drikkepenge hvis det bare smagte nogenlunde lige så godt som det rent faktisk så ud, og han skar et stykke kød af og smagte på den.
Helt og aldeles fantastisk, han tog sig virkelig tid til at smage på det, og da han endelig var færdig lod han en lille smule vin forkæle sine smagsløg, fantastisk måtte han indrømme, et stort smil prydede hans ansigt, det var præcis som det skulle være lige nu.
"Det havde uden tvivl været forfærdeligt, men de har heldigvis mig. Hvad laver de forresten?"