Nathaniel strøg en hånd igennem det lange hvide hår inden han trådte ind i krostuen. De mørkerøde øjne gled rundt for at spotte nogle kendte ansigter, men der var ingen. Den sorte lange frakke blev slæbt hen af gulvet, mens hans sko slog ned mod gulvet på vej hen til et bord. Nathaniel fandt sig et ledigt bord et stykke fra de andre, der var til stede. Han havde det nu bedst med at sidde hvor der ikke rigtig var nogen mennesker. Nathaniel så op med de sammenknebet øjne, da en bartænder kom slængrene mod ham. Nathaniel lod blikket hvile på denne, imens han lænede sig tilbage og krydsede det ene ben over det andet og folder hænderne på sit skød. Bartænderen var nået over til bordet hvor Nathaniel befandt sig. "Et glas Chateau Cõtes Veyrac rødvin, tak." Nathaniel's stemme var rolig, men havde stadig et koldt knæk. Han fulgte bartænderen med øjnene og fjernede blikket da denne kom tilbage. Nathaniel lagde pengene for vinen på bordet og lod en finger glide over forbindingen på sin hals.

Cigaren som sad imellem Eugene's tænder, var det eneste som betød noget for ham lige nu. Han havde ikke meget respekt for andre mennesker, faktisk brød han sig overhovedet ikke om at have mennesker omkring sig, men alligevel havde han valgt at søge ind i den forholdsvis tomme kro, på denne mørke aften.
Det var med en smule nervøse skridt, at Eugene fandt sig til rette ved baren, på en lille stol der stod tæt op af en væg. Han tog et sug af sin cigar, inden han tog den ud af munden, og lod den hvile imellem to fingre.

Som altid var Eugene iklædt sin vin røde skjorte, med de matchende røde bukser, og sorte sko der havde et stykke beskyttende hvidt stof over sig. Hans jakke var hvid, men den var ikke lukket. Han havde det ærligt talt varmt, og nervøsiteten for at andre mennesker skulle komme for tæt på ham lige pludseligt, gjorde ikke ligefrem varmen bedre.

Eugene sukkede lidt, inden han kørte en hånd igennem det vide hår, og stoppede sin cigar i munden igen.

Nathaniel strøg et par hvide hårtotter væk fra sit ansigt som afslørede det røde brænde mærke over hans askegrå hud. Han strøg en finger ned over brændemærket, men fjernede den hurtigt igen. Han tog fat om det høje vinglas og førte det op til sin mund. Nathaniel elskede duften af vin, og endnu mere smagen. Han nippede ganske svagt til rødvinen og stalde glasset fra sig. Nathaniel fiskede dog hurtigt en pakke smøger frem fra sin lomme og tog en smøg ud af pakken og placerede den i sin mundvig. Han tænde den og tog et stort hvæs og lod røgen glide langsomt ud af hans næse.

Eugene valgte at forsøge på at slappe af, inden han skoddet sin cigar, og stoppede resterne af den ned i sin lomme. Han kørte en hånd om i nakken, og lukkede øjnene for en stund. I et øjeblik lod Eugene bare sine tanker flyve løbsk, men efter en kort stund lod han sit blik flakke rundt i kroen. Der var ikke mange i kroen, faktisk var der stort set ingen, og det kom trods alt som en lettelse for ham, men da hans blik først var faldet på mørk elvere i hjørnet, kunne han ikke få sit blik væk fra denne mærkelige person igen.
Eugene kunne ikke lade værre med at forstille sig elveren i hjørnet, med en økse tværs igennem hovedet, men han havde aldrig set en sådan person før, så han vidste ikke helt med sig selv om han skulle hade ham, eller være forundret over den mørke hud. Det var virkeligt fascinerende, men Eugene var overbevidst om at han ville være endnu mere fascinerende indeni.

Eugene tog sig selv i at stirre, og han rystede derfor hurtigt på hoved, og vendte resolut sit blik ned imod barens bord. Han vendte sit blik ned, og håbede inderligt at den underlige fyr ikke havde set ham stirre. Hvor pinligt..

Nathaniel mærkede med det samme den fremmedes stirre. Hans blik gled langsomt mod ham og han kneb de røde øjne halvt sammen og fandt derefter ikke mere interesse i denne. Han vendte blikket mod sin rødvin igen og første sin hånd op til sin halskæde. Han greb fat om vedhænget og knugede hånden sammen om det. Han slap det igen og fandt et stearinlys frem og stalde det på bordet, han tænde det og lod blikket hvile på flammens livlige dans. Han tog endnu en lille tår af sin rødvin og stalde glasset fra sig. Der var nu gået otte år siden hans datter forsvandt og han havde stadig ikke fundet ud af hvem, hvad og hvorfor de tog hende. Han sukkede kort og strøg håret om bag de spidse øre så det ikke blev brænd af ilden.

Eugene havde ikke haft nogen planer om at købe noget denne aften. Han prøvet at spare lidt på sine penge, men alligevel tog han sig selv i at lade en hånd forsvinde ned i hans inderlomme. Han tog en lille håndfuld penge, som han nøje sorteret inden han lagde resten ned i sin lomme igen. Han lagde sine valgte mønter på baren foran sig, og bestilte nu et lille glas med øl. Der gik ikke længe før glasset blev stillet foran ham, og han tog fat omkring det, for at tage en slurk, der næsten tømte hele glasset.

Han sukkede igen en smule, måske lidt små paranoid for om den fremmede havde tænkt sig at skælde ham ud for at stirre. Alligevel kunne Eugene ikke lade værre med at vende blikket imod manden i hjørnet igen. Gad vide hvordan man lokket sådan en op på sit arbejds bord, og gad vide om han var ligeså lækker indeni, som udenpå. Eugene havde en masse spørgsmål, som han ønskede han kunne få opfyldt, men han ville virkelig ikke snage, og han ville da slet ikke blande sig i hvad en fremmet lavet!
.. Heller ikke selvom den fremmede sikkert ikke fortjente sit miserable liv alligevel. Forbandet fantasi væsner, pft!

Nathaniel flyttede ikke blikket fra lyset før det var brændt helt ned. Han lænede sig frem og pustede lyset ud. Nathaniel lod mærke til den fremmedes konstant smug kiggen, men prøvede at ignorere det. I dag var det hans datters fødselsdag, og hans tanker skulle gå til hende og ikke på hvorfor den underlige fremmede herre stirrede sådan på ham. Han tog resterne af stearin lyset i den medbragte taske igen og tog endnu et hvæs af smøgen før han slukkede den. Han pustede røgen ud og tog nu endnu en tår af sin rødvin, denne gang en lidt større tår. Brændemærket på siden af hans ansigt gjorde ondt af og til. Og i dag gjorde det ondt. Nathaniel begyndte at tage forbindingen af han havde rundt om halsen, selvom han ikke rigtig hvad lyst til det. Men måskede havde det brug for noget luft. Han lagde bandagen ned i tasken og strøg en hånd igennem sit hår.

Denne handling, som elveren i hjørnet pludseligt lavet, fik Eugene til straks at se væk. Han skyndte sig at tage en tår af sit glas, men han kunne høre hvordan elveren fjernede bandagen. Det var simpelthen for ulækkert, og til sidst ende det med at Eugene rejste sig, og gik målrette over til elverens bord. Uden videre, tog han fat i den hånd som elveren bandt sit bandage op med, for at få ham til at stoppe med at binde det op. Den anden hånd blev hævet imod ham, inden Eugene gjorde et opgivende suk.

"Seriøst, det er simpelthen for ulækkert! Du aner ikke hvor mange bakterier som sidder under sådan et bandage, men jeg ved at jeg ikke vil have dem til at flyve frit rundt her, så gider du ikke godt beholde det på?" Forsøgte Eugene sig venligt, selvom han havde svært ved at være venlig, det var bare for ulækkert! Han kunne lugte den fremmede elver når han stod så tæt på ham, og da denne lugt fyldte hans næsebord, slap Eugene elverens hånd igen, og rettede sig op for at se på ham.

Nathaniel brød sig slet ikke om krop berøring og lod blikket glide op på denne herre. Nathaniel rejse sig op og tog fortsat bandagen af, som kun skjulte det helet brændmærke. "Dette bandage skjuler blot mit ar." Nathaniel var nu blevet lettere irriteret, han var blevet forstyrret. det var en ting, men på hans datters fødselsdag, det var en anden. Han prøvede at holde fatningen og ikke lod sig blive irriteret. "Så der er ingen bakterier." Nathaniels stemme var stadig rolig med samtidig kold. Hvor uhøflig var man at gå over og tage fat i et fremmedes hånd. Han kunne i det mindste havde ladt vær med at røre ham og så bare spørge.

Eugene fik kuldegysninger over situationen, da elveren foran ham begyndte at pille bandagen helt af. Man kunne tydeligt se det på ham, idet han blottede tænderne i væmmelse, og kort åbnede munden og lavede en bræk bevægelse. Da han gjorde dette, kunne man også kort se hans spidse hjørne tænder, lillae tunge, og tungering der var plantet midt i den. Han tænkte aldrig rigtig selv over hvor lidt han lignet en menneske, men en ting var sikkert, og det var at han HADET lugten af andre mennesker. Især bandage lugt.

"Ad for satan, ad for satan! Der er sikkert fuld af ulækker sved, argh hvorfor står jeg så tæt på dig?!" Udbrød Eugene, inden han febrilsk trådte et skridt tilbage. Han fik et øjeblik igen kuldegysninger over aret, hvilket fik ham til at ligge armene om sig selv, imens han skulede imod elveren.

Nathaniel himlede med øjnene over ham og hævede det ene øjnebryn. Nathaniel gjorde alt hvad han kunne for ikke at ryge i flæsket på denne tøsedreng. Nathaniel tog fat om sit rødvinsglas og drak af det. Føj hvor han egentlig lugtede grimt, ham den fremmede. Nathaniel rynket næsen over hans lugt, måske var han ikke van til den lugt, men den var helt sikkert ikke speciel god. Nathaniel havde alt i alt lyst til at skubbe til den fremmede og så finde sig et sted hvor man ikke blev forstyrret af underlige lugtene skabninger. "Guess what. Du sveder selv." Hvor dum var han egentlig? Nathaniel rystede kort på hovedet og stalde glasset ned og krydsede arme over hinanden.

"Tch, jeg men mit eget sved er ikke fuld af andre folks baktiere smarte." Svarede Eugene fornærmet. Han havde altid være arrogant på dette punkt. Faktisk var Eugene arrogant på de fleste punkter, men når det kom til andre mennesker, og deres klamme krops væsker, kunne han slet ikke være i sig selv. Han hadet tanken om andres baktiere, og han hadet lugten af andre mennesker. Det gjorde ham utilpas, og Eugene vidste aldrig helt hvad han skulle gøre af sig selv med sådan noget. Men det ar, det var simpelthen for ulækkert!

Eugene rystede kort fornærmet på hovedet, inden han valgte at give elveren et elevator blik. Jo, han var helt sikkert ikke menneske ham her, det var både sikkert og vidst, ergo var han en person som ikke fortjente livet. Stakkel.. På trods af at elveren var højere end Eugene, lod det ikke til at skræmme ham det mindste.
Gud hvor skulle Eugene bare i bad når han kom hjem!

Nathaniel kunne ikke længere holde sin vrede ind og skubbede til Eugene's bryst kasse med sin pegefinger og sagde vredt og koldt. "Du tror måske jeg gjorde detter mod mig selv?" Nathaniel pegede mod sit ar med den anden pege finger. Han skubbede til ham endnu engang. "Du er sikkert en af de mennesker som mener at i er bedre end alle os andre." Nathaniels øjne begyndte så småt at lyse af raseri. "Du er en af dem der mener at vi andre ikke må være her. Men har du egentlig set dig selv for nylig? Lilla tunge, det har et menneske ikke, spidse tænder har et menneske heller ikke. Måske burde du bare gå et andet sted hen og lege konge over verden, smarte." Sådan nogle mennesker kunne virkelig gøre Nathaniel vred, Nathaniel mente nok han var hævet over folk, men ikke alle. Han havde intet imod andre racer og væsner, for et eller andet sted var de der jo egentlig først, hvor hvor kunne han dog finde på at være som en af de narcissistiske mennesker. Nathaniel fjernede sin finger fra hans bryst og lod sine hænder dumpe ned i sine lommer på sin jakke.

Eugene var tæt på at skrige, da han mærkede elverens finger imod sit bryst, men han gjorde det ikke. Han så i stedet forbløffet ned på fingeren, og da den blev fjernet så han op på elveren foran ham igen. Nu var han da helt sikker på at han var fyldt med ulækre bakterier, men han havde pretty much givet op at himle mere omkring det. Istedet sukkede han bare, og lod en hånd glide igennem hans hår. Han fandt sin cigar stump frem igen, stoppede den i munden og tændte den. Slagsmål havde aldrig rigtig været Eugene's kop thé, men fantasi monstere skulle ikke kalde ham for et fantasi monster!

"Uh, du er nok hurtig i replikken? Jeg er ikke imponeret.. vandskabning." Sagde Eugene blot arrogant, inden han smilede tilfreds, og vendte sig om. Han lod sig selv glide ned på en stol overfor bordet som den fremmede elver sad ved. Han gad utroligt godt at få den elver med hjem til hans lille klinik. Det kunne blive sjovt.

"Nej undskyld mig.. Jeg burde ikke hakke ned på dit temperament. Det er okay at være lidt temperaments fuld, når det er den tid på måneden." Sagde Eugene pludseligt, inden han smilede venligt.

Nathaniel kneb øjnene sammen og gik med lange skridt mod ham og tog fat om Eugene's hals og løftede ham i en arm og så ham ind i øjnene. "Det er ikke mig der er vandskabningen her. Det er dig." Nathaniel klemte lidt mere om hans hals og stod nu meget tæt på ham. Tog hans cigar stump ud af hans mund slikkede på den og stoppede den ind i Eugene's mund igen og slap grebet om hans hals. brænde mærket begyndte at svige igen, Nathaniel havde overhoved ikke haft tænkt sig at holde sin datters fødselsdag sådan her. men ingen skulle sige han var en vandskabning, og især ikke når personen der sagde det, selv var.

Eugene tøvet overhovedet ikke med at spytte cigar stumpen tilbage i hovedet af elveren. Den landet med et lille vådt sjask på gulvet, hvorefter han begyndt at lave nogle spytte agtige bevægelser til den ene side. Føj for satan! Han skulle så meget børste tænder når han kom hjem! Ad ad ad !
Eugene tog fat i elverens arm, og han prøvede virkeligt at holde sine tentakler indeni huden, men der gik dog ikke ret længe, før et lille dusin skød ud, og greb hårdt omkring Nathaniel's hals. De strammede deres greb temmelig hårdt, for at få fjolset til at slippe, og fokusere på noget andet end at kvæle Eugene. Alt imens hans tentakler prøvede at kvæle elvere, prøvede Eugene at placere et spark i Nathaniel's skridt.

"Menstruations unge!" Hvæsede han rasende, og med vilje spyttende.

Nathaniel grinte kold over hans lille nummer og tog fat i et par af de tentakler han kunne få fat i og rev dem væk og kneb øjnene sammen mens han smilede svagt til Eugene og fangede hans ben inden det ramte hans kronjuveller og skubbede det opad . "Der kan du jo så selv se." Nathan lod mærke til stolen skygge som hans ene fod var placeret i og lod sig langsomt glide ned i skyggen og komme frem ved sin taske og sit rødvin. Han drak det sidste rødvin og stod nu og så fascineret på Eugene. En sort kugle på størrelse med en håndbold kom frem i Nathaniels hånd flade. "jeg ville råde dig til at trække de der til dig."

Eugene sank en klump. Han havde absolut ingen planer om at komme i kamp, og alligevel fandt han nu sig selv i en elvers greb, hvor han vred sig for at komme fri. Han lagde ikke engang meget mærke til skyggen, men endte bare med at vikle sine tentakler omkring elverens hoved, og trække det tilbage. Ligeså snart han fik chancen for det, sparket han sig ud af hans greb, og lod hurtigt sine tentakler forsvinde igen. Hans sorte øjne, med de guldfarvet pupiller så imod elveren med foragt, og en stor bunke arrogance.

"Tch, sut dig selv!" Snerrede Eugene bare muggent, inden han rettede på sit tøj, så det ikke blev alt for krøllet. Fucking vandskabning!

Nathaniel grinede endnu engang over hans lille kommentar. "Hvorfor gør du det ikke selv?" selvom Nathaniel var hetro, mente han godt nok selv han var. Så udnyttede han at de fleste ikke brød sig om bøsser og forsvandt. Han kastede den sorte kugle mod ham og havde ikke brugt så meget kræft på denne, så den var ikke dræbene, men gjorde blot stor skade. Nathaniel forstod ikke rigtig hvorfor han ikke kunne se at han ikke var et menneske, skammede han sig virkelig så meget over at være anderledes? Nathaniel var imponeret over hans tentakler og hans være måde. Der var intet galt i at være anderledes, det måtte da være utrolig kedeligt at være menneske. De ligner alle sammen hinanden. Nathaniel lod blikket fastne på den sorte kugle og smilede for sig selv, da han var den eneste der vidste at når den først var sendt efter en speciel person, så stoppede den ikke med at følge efter før den have ramt.

Eugene så angstslagen på kuglen som pludseligt tonsede imod ham. Han prøvede forgæves at undvige den, men den endte med at ramme hans arm med et temmelig hårdt slag. Han skreg ligefrem af smerte, da kuglen skar igennem hans tøj, og ind i hans hud. Det gjorde seriøst ondt, og Eugene var ved at være seriøst træt af den her baktiere bombe som angreb ham. Han tog sig selv til armen, og man kunne tydeligt se en stor bunke tentakler bag ham, som gjorde klar til at angribe, men Eugene holdte dem tilbage. Han blottede irriteret sine spidse hjørne tænder, inden han lukkede sine øjne hårdt sammen i smerte. Han bed sig kort i læben, og snart forsvandt tentaklerne tilbage hvor de var kommet fra.

"Kom og sut mig din skide vanskabning." Hvæsede Eugene blot irriteret, inden han igen åbnede sine øjne, og så ned på sin stakkels hærget arm. Han var sikker på at han blødte, han kunne tydeligt mærke hvordan blodet flød ned over hans hånd som holdte på armen, men han ville ikke kigge på det.