Naíshca lægger ryggen imod døren, og skubber den op, da hendes favn er helt fuld af takser og diverse andre ting, fra deres hytte. Både hende og Ambriel måtte måbe endnu engang, da de trådte indenfor, og lod en brise af varme føre til dem. En skøn duft mødte hende. En duft af renlighed, som hun aldrig rigtigt havde kunnet dufte i hendes gamle hytte i skoven. ,,Waw, Sas.." Udbrød hun mumlende, før hun sendte ham et stort smil. Hendes store grønne øjne strålede af lykke, da hun lod taskerne falde til gulvet, forsigtigt dog, og hun trådte længere ind i rummet, så hun kunne tage det i øjemål. ,,Det er fantastisk.." Mumlede hun, og så på ham endnu en gang, før hendes blik gled ned på Ambriel, som endnu ikke have sagt noget.

Sasuchi træder roligt ind i værelset og ser bare på hans kone og datter, måløse som de nu er.
,, Tja, alle krigerne kan få et værelse, men da jeg fortalte dem, at jeg havde min familie med fik vi dette. Der er et værelse derovre til Ambriel og Raphael. " Siger han smilende og nikker over mod døren i den anden ende.
Han går lidt rundt i værelset også, han havde ikke været herinde før nu. De havde sagt at det var et lille værelse.. Det var større end deres gamle hytte!
,, Det her er utrolig flot.. " Han ser kort på himmelsengen og derefter går hen til døren og åbner den.
Han står roligt og kigger ind i det lille barneværelse, som også er pænt rummelig.
,, Ambriel! Kom og se ! " Siger han glad og nikker ind mod værelset.

Naíshca følger smilende med ind til værelset, hvor Ambriel og sønnen nu skal bo. Hun stiller sig i døråbningen, mens hun betragter rummet. Hun kommer, ligesom Sas, til at tænke på at det jo trods alt var større end deres gamle hytte. ,,Det er vist også ved at være sengetid, lille frøken." Konstaterede Naíshca med et let smil. Hurtigt kunne man se på Ambriel, at det ærgede hende og straks kom hun med de bedende dådyrøjne, men Naíshca ville ikke give sig. ,,Beklager." Hun kyssede hende i panden, før hun fulgte Ambriel hen til sengen. Måske var det også fordi hun selv var lidt træt.. Hun tændte et stearinlys henne ved Ambriels seng, mens hun hjalp hende ud af kjolen og op i sengen. ,,Sov godt." Kærligt plantede hun et kys på hendes mund, før hun gik hen til Sas igen.

Sasuchi smilte da Ambriel prøvede på, at blive oppe.. Hun mindede meget om ham selv. ,, Ja, det er det også for ham her. Jeg ligger lige ham i seng. "
Han går lige så roligt over til vuggen og ligger Raphael forsigtigt under dynen. Der går ikke lang tid før, at han også er faldet i søvn.
,, Naíshca, bare pak dine ting ud.. Jeg kommer lige om lidt og pakker mine ting ud. Jeg skal lige putte den lille prinsesse. " Siger han med en varm og kærlig stemme.
Han går roligt hen til Naishca og kysser han blidt på munden, står kort og kigger hende ind i øjnene, derefter smiler skævt.
,, Nå! Kan du så sove godt, ikke? " Siger han varmt til Ambriel. Hun ligger lidt og ser muggen ud, men derefter gaber pludseligt.

Sasuchi kommer med en varm latter og stryger Ambriel over håret. ,, Vi ses i morgen prinsesse.. Godnat. " Han kysser hendes pande og derefter trækker gardinerne for.
Han puster stille lyset ud og går hen til Naíshca, og tager roligt fat omkring livet på hende, som tegn på at de skal gå ind i deres rum.

Naíshca smilte kærligt til Sas, og nød de få sekunder, hvor deres læber endnu en gang mødtes. Det var mærkeligt for hende, nu også at skulle passe Raphael, og hun ville nok aldrig komme sig fuldstændigt over det. Kort stod hun og så til, mens Sas puttede Ambriel. Datteren var virkelig glad for ham, men det var jo også en god ting. Langsomt sukkede hun tilfredst, før hun sendte taskerne et skævt smil. Hun orkede ikke at pakke dem ud ligenu. Det eneste hun orkede var at ligge i himmelsengen, og hun følte da også, at det næsten var som om den kaldte på hende. Hun lukkede kort øjnene med et smil, før hun så efter Sas. Derefter gik hun ind i deres eget rum, og smed sig på sengen.

Naíshca lå et øjeblik og slappede af på sengen, mens hun lod tankerne glide rundt i hovedet, ustoppelige. Hun blev nødt til at snakke med Sas, men det måtte være en anden gang, lige i øjeblikket. Hun rejste sig dovent, og gik igen ud til Sas, hvorefter hun kyssede ham blidt på kinden. Hun så kort ind til de sovende børn, før hun stilfærdigt mumlede: ,,Undskyld mig, Sas. Jeg har et vigtigt errinde." Derefter forsvandt hun ud af døren.
OOC: Undskyld Lizzy. :3 hun er snart tilbage.

Sasuchi ser meget bekymret efter Naíshca da hun forsvinder ud af døren. Han bryder sig ikke så meget om, at hun har et erindre.
Hvad mente hun egentlig med erinde? Han ser blot længselsfuldt efter hende, da hendes fodskridt ude på gangen bliver fjernere.
Han bider sig kort i læben, han kan nemlig ikke bare efterlade børnene her - Så han vælger at ligge sig i sengen og sove.
Men han spekulere stadig og hans tanker flyver kun til Naíshca. Hun smuttede så hurtigt, og nærmest stilfuldt.. Men han var jo også smaskforelsket i hans kone, så hans tanker er næsten altid omkring hans kone og hans lille datter, Ambriel.
Han føler en vis utryghed over dette, men inden længe overmander søvnen Sasuchi og han falder stille i søvn.

Et enkelt bank lød på døren, mens hun afventede et svar. Hun undrede sig en smule over, at ingen svarede, men skubbede så døren op og så sig omkring i mørket. Det gjorde hende utryg.. Langsomt tændte hun en lampe på kommoden, før hun roligt lod sit blik falde i datterens værelse, hvor Ambriel til hendes forventning lå og sov, nøjagtigt som da hun forlod værelset. Et svagt smil løb over hendes sprukne læbe, hvor blodet endnu en gang var størknet. Hendes hår var uglet og beskidt, og det samme var hendes ellers så fine uniform. Hun så ned ad sig selv med et suk, før hun forlod datterens værelse, og gik ind til Sas, hvor også han sov. Lettere udmattet lænte hun sig op ad dørkarmen, før hun lod sig glide ned at sidde. Hun havde slet ikke tænkt over, på Midnatsborgen, hvor træt og udmattet hun egentligt var. Hvordan hendes ben kunne have båret hende hertil, var måske nok for at se familien igen. De føltes som sten.. Hun greb en pude, som lå ved hendes side, og trak benene op til brystet, hvorefter hun lagde puden på knæene. Bag hendes ømme ryg lagde hun endnu en pude, hvorefter hun lod hovedet glide ned at ligge, søgende efter hvile.
Der gik ikke lang tid, før hun gled ind i en drømmeløs, men let søvn på gulvet.

Naíshca åbnede langsomt øjnene, før hun let missede med dem. Nogle enkelte råb fra handlerne nede på markedet, havde vækket hende. Hun sukkede en smule irriteret, før hun rejste sig og så hen på Sas. Hun måtte udenfor igen, men hun lovede sig selv snart at være tilbage. Hun fandt et stykke slidt pergament i en af skufferne, og derefter en pen. Med små krumme bogstaver skrev hun derpå:
Hej søde.
Jeg er snart tilbage igen..
Undskyld.
- Naíshca.
Hun stod et øjeblik og overvejede om hun overhovedet burde gå ud. Hun var ikke sikker på, at hendes krop holdte til meget mere, men hvad kunne der ske? Der var næsten ingen chancer for, at hun ville møde Spike igen, og hun ville også have godt af noget friskt luft. Tøvende forlod hun papiret på natbordet, ved siden af Sas og plantede et blidt kys på hans kind. Derefter forsvand hun ud af værelset, uden at se sig tilbage.
//out.

Sasuchi vågner op meget søvndrukken og han har en smule svært ved at fokusere. Hårdt ryster han hovedet for at vågne op. Den orange pels sidder helt pjusket og tjavset, det ser en smule fjollet ud, da han har fået en lille hvirvel på kinden.
,, Årrrh... " Han stønner nogle få mærkelige lyde og klasker en pote i hovedet. Det lange sorte hår er helt fedtet og ustyrligt - Det skjuler endda hans ellers ikke så kønne morgenudseende.
Jeg har det ad helvedet til. Hmmm... Hvor er Naíshca? Han kigger først lidt op og ser til hans ene side i sengen. Ingen Naíshca.
Han sætter sig op og vipper lidt med de pelsede ører, som sidder på hovedet af ham, som en kats.
Hans øjne er en smule røde, pga. søvnen. Han kæmper sig lidt dvasket ud af sengen og går lettere sejlende hen til bordet.
En seddel, som han læser, ligger på bordet. Not good.

Sasuchi flytter sig lidt rundt på gulvet imens han læser sedlen. Han brummer lidt og fjerner hår fra hans øjne. Da han har læst sedlen ligger han den tilbage på den plads, hvor han fandt den.
Børnene sover stadig, så han sniger sig ud af døren, hvorefter han efterlader dem derinde - Men det er jo et bevogtet palads.
Ned af gangen går han da. Indtil han ikke er at se mere.