Et dovent gab drunkner i en den stille summen af snak på hovedgaden. Det er tydeligt at gabet ikke tilhører et menneske, og den lyse lyd kommer da også fra en pjusket klump ræv der ligger mageligt i læ under et lille træ. De bløde regndråber trommer roligt på bladene og forstummer al fuglesang man ellers kunne forvente at høre på den tidligere varme sommerdag. Renatika retter lidt på den store hatteskygge der skjuler hendes lidt mystiske øjne. Roligt betragter hun den lille rødbrystede fugl der har valgt at hvile sig på hendes tomme mave, og ser ligesom Renatika træt og beskidt ud. En let fløjten sniger sig igennem læberne på den liggende pige.
"Er du sulten?" spørger hun, men det ved ingen andre end hende - og så fuglen selvfølgelig, som ivrigt fløjter igen. Svaret må have været ja, for Renatika fisker hurtigt en lille læderpose op af det reb der er hendes bælte, og stiller den foran den lille fjerbold. Fuglen gumler grådigt brødkrummerne i sig, mens ræven fornærmet ser til.

En pige med langt rødt hår, meget li Renatikas, kommer gående ned ad gaden mellem et hav af boder af en vær slags. Det er stort set umuligt at finde rundt her, hvis man ikke har et vidst overblik over tængende. Hmm overblik... tja, jeg skal jo ikke finde noget bestemt - så det er vel ligegyldigt? tænker hun. Der er mange ting der er ligegyldige, og lige så mange ting, der slet ikke er det, efter Venus' mening. Hun stopper op ved en bod med tørklæder er strålende mømstre og tillokkende farver. Selvom stedet er fyldt til renden med rod og skræmmel og nogle få brugbare ting, er det med denne bod ligesom med selve markedspladsen stort set umulig at overse. Hun standser op for at kigge, selvom hun nok ikke vil købe noget.

En høj glammen, næsten for høj til at skulle kunne komme fra et så lille dyr, stiger op fra rævens hals. Gud må vide hvad den gøer sådan af, og efter Renatikas mening er den ikke rigtig klog. Så ligner de hinanden, ville nogen måske sige med en latter.
"Schh.."
Den er nu lidt halvhjertet, den tyssen. Men det er svært at fare op og skælde ud når en skøblig fugl sidder på en. Men Kitsu, som jo er rævens navn, lader ikke til at tage sig af Renatikas beskedne irettesættelse, og begynder bare at glamme højere, i takt med at han springer rundt i ring. Mage til hyperaktivt dyr. Fuglen letter forskrækket da Renatika rør på sig, og kort strør det mere brune end røde hår væk fra øjnene før hun råber højt for at overdøve dyrets glammen;
"Hvad satan er det med dig, din skøre pelshat?"
Det lyder blot som en gøen, ikke ulig rævens egen, men Kitsu lader til at forstå budskabet, og trækker sig klynkende tilbage. Det er så først nu at Renatika opdager en rødhåret kvinde der modsat mange andre ikke har travlt med at komme i læ for regnen. Med hovedet på skrå betragter Renatika tøsen der ser ud til at interressere sig for de noget uretfærdigt prisede tørklæder. Ja, klart, hvis Renatika havde penge til at købe den slags, ville hun da også kigge.

Hun står stadig og kigger drømmende på de fantastisk farver og møstrer. Især et azurblåt silketørklæde broderet med sølvtråd fanger hendes eller så fraværende blik. Hun spørger, hvad det koster. "2 safirer," mumler ejeren en smule irriteret. Det har Venus slet ikke råd til, så hun går en anelse mut videre, og ejeren af den farvestrålende bod mumler et eller andet bag hende, men hun kan ikke høre hvad. Nok ikke noget høfligt, tænker hun og smiler skævt. Hun forstår ham godt - et eller andet sted. Hun havde stået der et godt stykke tid bare og kigget, og hun havde kunnet se på mandens kropsprog, at han var ved at blive utålmodig. Når hun så ikke engang køber noget! Måske ville hun selv være blevet sur...
Hun ser op og åbner munden lidt så et par rengdråber kan falde ned i hendes mund. Hun er tørstig, men ikke nok til at gå hen på kroen. Hun sætter sig på en bænk ved siden af det træ, Renatika sidder ved, og lukker øjnene. En sær lyd, regndråber. På en gang opløftende og deprimerende.

Dovent har Renatikas forskelligfarvede øjne fulgt Venus rundt, lige fra stofboden til bænken, men nu kan det da også være nok. Hvad ligner det ikke at stirre på fremmede mennesker sådan. Desuden er hun ikke specielt interesseret i at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Det bliver dog svært, da hendes mave i samme øjeblik giver en knotten lyd fra sig, så Kitsu springer overrasket tilbage. Sulten synes at gnave ekstra slemt i aften. Måske fordi at den liflige duft af suppe og brød breder sig fra beboelsesområdet og blander sig med den søde sommerregnsluft og... er der nogen der får steg? Renatikas tænder løber ufrivilligt i vand, og desperat kaster hun et søgende blik omkring sig. Øjnene ender oppe i træet. Og hun kan da også skimte nogle små runde æbler der oppe. Grågrønne æbler. Adr.

Hun har siddet med lukkede øjne i et godt stykke tid er begyndt at dagdrømme, men så falder der en eksra tung regndråbe lige midt på hendes næse, og hun åbner øjnene med et sæt. Det lader til, at et par regndråber havde løbe ned gennem træets blade og samlet sig til en og samlet deres kræfter, og dem havde de så valgt at bruge til at vække Venus. Når ja... tænker hun og fortsætter mumlende, "Det regner jo..." Ikke noget hun plejer at tage sig af. Hun kan jo altid blive tør senere. Hun ser sig lidt om og får øje på Renatika. Hun smiler venligt, og spontan som hun er, siger hun: "Godaften."

"Hrm?"
For at være ærlig, så havde Renatika været lige ved at springe op og - forhåbenligt ubemærket - løbet hen for at stjæle et brød hos en handlende der var i fuld gang med en sen aftensmad. Men der går et sæt igennem hende da Venus hilser, mere venligt end de fleste. Renatika var vidst også begyndt at blive temmelig stedskendt som en forældreløs lommetyv, tilsyneladende så ynkelig at ingen havde gidet at smide hende i spjældet.

"'aften,"
hilser hun tilbage, så høfligt som det nu er muligt når man er vant til at folk hellere spytter på en, end hilser.
"Urh.. De skulle tilfældigvis ikke have lidt at spise?"

"Desværre ikke... Men jeg har et par jader," svarer hun og stikker en hånd ned i en lomme. Hun kaster de små, grønne stykker sten over til Renatika, så hun kan gribe dem. "Nok til større nytte," afslutter hun, nærmest som en kommentar. Hun har selv været gadetøs, men det var heldigvis et par år siden. Hun havde været så heldig at få job hos en venlig butiksejer. Måske kan hun hjælpe Renatika, hun kender jo en del mennesker. Eller måske ikke... Problemet er bare, at der ikke er nogen med brugbare forbindelser iblandt. Ayame har hun ikke set længe, og Alwyn... Det var nok ikke lige i den boldgade, hun skulle ende. Hun beslutter sig for ikke at gøre noget.
Jeg kender hende jo ikke engang, så jeg burde nok holde mig for mig selv...

Renatika prøver ikke engang at gribe de små krystaller, men lader dem bare falde ned foran hende på den regnvåde jord. Vantro stirrer hun på dem, som var de en eller anden form for luftspejling. Det er nu også længe siden hun har set sådan nogen.. sidste gang hun havde nogen form for penge, var vidst er par uger siden, og ikke mere end et par rav.
Et spørgende blik bliver sendt til Venus, men Renatika siger ikke mere, før hun samler én af de små sten op, nikker taknemligt til Venus og går sin vej.

//Aegh *træt* Ses xD

Venus ser skævt smilende, som hun efterhånden har gjort længe, efter Renatika. Faktisk er hun ved at få ondt i mundvigen. Hun ser ned på den tilbageværende klump jade og rejser sig, for at samle den op. Hun skal til at sætte sig igen, da en rumlen bryder den behagelige stilhed, der ofte er, når det regner. Synderen er hendes egen mave, så i stedet for at sætte sig, vælger hun at spassere videre og prøve at finde et sted at købe mad.

//out